Awryldon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Sophy Green er den ældste i rækken i sin familie, derfor bliver hun modvilligt sendt på en skole for hekse. Hun skal lære at beskytte sin familie, som alle har gjort i århundrede - det er hendes skæbne. En helt ny verden bliver åbnet op for Sophy, og alle er som alle andre. Men når der pludselig kommer to fyre ind i hendes liv, Justin White og Chris Anderson, går det hele pludselig ned af bakke - det er strengt forbudt at være sammen med nogen fra skolen. Men når der pludselig dukker underlige følelser op, bliver det meget svært at skelne de to ting fra hinanden. følg med i Awryldon.

7Likes
14Kommentarer
1706Visninger
AA

8. Kapitel 7

Justins synsvinkel

 

Jeg vågnede med et smil på læben, da jeg med det samme kom i tanke om at jeg havde låst Sophy inde i skabet. Mon om hun var kommet ud, eller måske sad hun der stadig? Min værelseskammerat og jeg havde haft det virkelig sjovt, med den lille joke som jeg lavede på hende. På en måde var det nok lidt en hævn for mig, efter hun havde hældt vand ud over mig, for hun ydmygede mig foran hele skolen.

”Justin kom nu, vi skal ned og have morgenmad, ” råbte Kevin – min værelseskammerat.

”Ja ja, jeg kommer nu, ” sagde jeg, hvor jeg hurtigt blev færdigt med hår, og gik ned til kantinen for at spise morgenmad.

Her var ikke kommet specielt mange endnu, men en person fik min interesse hurtigt. Der var sørme nogen som hjalp Sophy ud af skabet i går, for hun sad lige så elegant som hun plejede. Med faste og hurtige skridt gik jeg mod hende, prikkede hende på skulderen og ventede på at hun ville vende sig om.

”Hva’ Så? ” Spurgte jeg med et svagt smil, da hun havde vendt sit ansigt om.

”Justin skrid med dig, jeg gider ikke engang at glo på dit klamme fjæs, ” snerrede hun af mig. Jeg blev overrasket over hendes måde at snakke på, selvom jeg sagtens kunne forstå hende.

”Slap dog af man, jeg lavede jo bare en lille joke, ” sagde jeg i mens jeg rullede øjne af hende.

”En joke Justin, jeg råbte fandme at jeg har klaustrofobi, og alligevel vælger du at låse mig inde i et skab, hvad tænker du dog på? ” råbte hun af mig. Jeg kunne svagt se, at hun havde tårer i øjnene. Jeg fik på en måde lidt dårlig samvittighed, når jeg kan se at hun er ved at græde. Hun tog sin mad, og inden jeg havde set mig om var hun forsvundet ud af kantinen.

”Måske skal du prøve at sige undskyld Justin, ” kom det fra en af hendes veninder, faktisk anede jeg ikke hvad de hed.

”Hvorfor dog det, det rager mig alligevel ikke en skid, ” sagde jeg.

”Fordi hun fandme har ligget på skolehospitalet hele natten, fordi hun besvimede i skabet, ” sagde hun. Mit smil blegnede hurtigt, hvor jeg med det samme fik en klump i halsen. Besvimede hun helt seriøst, eller lavede de sjov med mig bare for at jeg skulle have lidt medlidenhed.

”I laver sjov, hun besvimede slet ikke, ” sagde jeg, for jeg kunne simpelthen ikke tro på hvad de sagde. 

"Gør det ikke Justin? Så spørg hende selv man," sagde hendes veninde, jeg rullede blot øjne af hende, da jeg alligevel ikke troede en skid på hende - hun var fandme bare fyld med lort.

Jeg vendte mig om, og gik ud af kantinen, jeg skulle have fat i Sophy - og det skulle være lige nu. 

***

"Skrid nu med dig," råbte Sophy igen, jeg havde efterhånden stået udenforan hendes dør til hendes værelse i en halv time. Jeg havde desværre fundet ud af, at hun faktisk besvimede. Og ja jeg var helt sikker, for jeg tog op til skole hospitalet, hvor de sagde at det var rigtigt, og at hun havde fået nogen piller så hun kunne slappe af, da hun rystede over hele kroppen - hun havde det generelt virkelig dårligt, og havde flere gange kastet op. Alt det på grund af mig, som ville have sin hævn, over at hun havde hældt vand udover mig - skyldfølelsen var stor.

"Fint," sagde jeg, da jeg ikke orkede at stå her mere. Hun var stædig, alt for stædig til at hun nogensinde ville lukke døren op, så jeg kunne lige så godt droppe det indtil hun selv kommer ud.

Jeg gik væk fra døren og hen mod mit eget værelse som jeg delte med Kevin, han var en sand ven, jeg havde det virkelig godt med ham. Jeg kunne fortælle ham alt.

"Hvem fanden har spist din kop sukker?" Spurgte han med et lille smil. Jeg beholdte mit stoneface, da jeg virkelig havde det dårligt med det jeg havde gjort mod Sophy.

"Mig selv," svarede jeg, i mens jeg tog mine hænder op på mine pande, for at køle lidt ned.

"Hvad har du nu gjort Justin?" Spurgte han med et lille smil, da jeg tit gjorde ting som man ikke måtte, men det her var bare ikke det samme. Det er så sjælendt at jeg har skyldfølelse, men når jeg så har det, så er det, det rene helvede. For jeg får det virkelig dårligt af det.

"Du ved godt at jeg lukkede Sophy inde i skabet ikke?" Spurgte jeg ham, han nikkede til mit spørgsmål, hvor jeg så talte videre, "Inden jeg lukkede hende inde i skabet, råbte hun at hun havde klaustrofobi, men jeg troede bare, at det var noget hun sagde for ikke at komme ind i skabet. Men jeg fandt så ud af, at hun har tudbrølet der inde, fordi hun rent faktisk havde klaustrofobi, og så var hun besvimet inde i skabet, hvor hun så har ligget på skole hospitalet hele natten - hvor hun har haft det forfærdeligt, både med opkastning," sagde jeg ud i en lang køre.

"Der var du sgu ikke så heldig Justin, du skal helt sikkert give hende en ordenlig undskyldning," sagde han, jeg nikked lidt.

"Jeg ved det godt, men hun gider overhovedet ikke, at snakke med mig," sagde jeg lidt trist.

"Nej, og ved du hvad, det forstår jeg faktisk godt at hun ikke gider," sagde han med et lille smil i mundvigen, men jeg synes på ingen måder at det var særlig sjovt.

"Det hjælper mig," svarede jeg irriteret.

"Undskyld Justin, du skal bare sige undskyld til hende," 

"Det havde jeg slet ikke regnet ud," sagde jeg, hvor jeg rullede øjne i mens.

"Stop med det der, og skal vi egentlig ikke i skole?" Spurgte Kevin.

"Jo, men jeg pjækker i dag, for jeg magter det virkelig ikke," svarede jeg ham.

"Okay, men så ses vi senere," sagde han, hvor han med det samme gik ud af døren.

Jeg kunne i det mindste få lidt tid for mig selv, hvor jeg kunne tænke alle tingene igennem, for det havde jeg virkelig brug for lige nu - jeg må virkelig gøre noget ved alt det rod som jeg har fået lavet. Sophy er jo en mega sød pige, en som virkelig kunne blive en god veninde, men jeg har jo allerede ødelagt vores kommende venskab - hvis man overhovedet kan kalde det det.

***

Det var endelig blevet tid til aftensmad på skolen, jeg havde fået tænkt hele dagen, hvor jeg kom frem til at jeg helt sikkert skulle sige undskyld - selvom det ikke lige er mig at sige undskyld til andre. 

Jeg vidste han hun ville komme til aftensmaden, så det var også en af grundende til at jeg ventede - for det var nu jeg kunne komme til at tale med hende. 

Mine skridt var virkelig tæt på kantinen, hvor jeg med det samme kunne se Sophy sidde sammen med sine veninder. Jeg gik med hastige skridt hen mod hende, hvor jeg prikkede hende på skulderen. Hun vendte sig om, men da hun så mig kiggede hun med det samme væk.

"Jeg skal tale med dig," sagde jeg lidt bestemt.

"Hvornår fatter du det, jeg gider ikke at snakke med dig," sagde hun irriteret.

"Det kan du fandme blive nød til," sagde jeg, hvor jeg tog et fast greb om hende håndled, og trak hende af sted. Hun prøvede at stritte i mod, men det gik ikke særlig godt da jeg jo var meget stærkere end hende.

"Giv slip Justin," sagde hun med irritation i stemme.

Jeg gav slip på hende men bankede hende en anelse hårdt ind i væggen, ikke at det var meningen at det skulle gøre ondt, men hun gjorde mig sgu lidt irriteret.

"Nu hører du fandme efter, jeg har hele dagen prøvet at sige undskyld til dig man, så undskyld okay," sagde jeg lidt hårdt, men jeg var langt fra vant til at sige undskyld til andre.

"Jeg er ligeglad med dine ligegyldige undskyldninger, bare lad mig være i fred," sagde hun surt, hvor hun slap ud af grebet, og gik ind til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...