Awryldon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Sophy Green er den ældste i rækken i sin familie, derfor bliver hun modvilligt sendt på en skole for hekse. Hun skal lære at beskytte sin familie, som alle har gjort i århundrede - det er hendes skæbne. En helt ny verden bliver åbnet op for Sophy, og alle er som alle andre. Men når der pludselig kommer to fyre ind i hendes liv, Justin White og Chris Anderson, går det hele pludselig ned af bakke - det er strengt forbudt at være sammen med nogen fra skolen. Men når der pludselig dukker underlige følelser op, bliver det meget svært at skelne de to ting fra hinanden. følg med i Awryldon.

7Likes
14Kommentarer
1706Visninger
AA

7. Kapitel 6

Sophys synsvinkel


Mit smil kunne slet ikke forsvinde fra min min mund, hele aftenen i går havde jeg skrevet med Chris, hvor jeg fandt ud af at han hed Anderson til efternavn. Jeg havde en fornemmelse over at jeg havde hørt det efternavn før, for jeg var næsten helt sikker på at mine forældre engang havde nævnt det. Om det var noget godt eller dårligt, er fuldkommen lige meget, for jeg kan godt lide ham. Desværre havde Emily sagt, at man heller ikke måtte være sammen med en fra de andre skoler, som jeg faktisk synes var virkelig irriterende. Hvorfor må man ikke det? hvad er problemet med det overhovedet? efter min mening, synes jeg at det var totalt åndsvagt, hvad kunne der ske ved at man havde en lille flirt? eller kæreste. Det gjorde mig på mange måder irriteret, da jeg jo måske godt kunne tænke mig, at have noget med Chris, for han havde givet mig mange signaler, på at han godt kunne lide mig - i hvert fald bare en lille smule. 

"Sophy kom nu, vi skal til næste time nu," sagde Emily. Hvis jeg skulle være ærlig, så orkede jeg virkelig ikke flere timer lige i dag. Men heldigt for mig, var det her den sidste time, hvor jeg så kunne slappe af resten af dagen. Tænk virkelig, at jeg allerede var faldet så godt til på skolen, og jeg havde kun gået på skolen i fire dage. 

"Jeg kommer lige om lidt, du kan bare gå i forvejen," sagde jeg, hvor jeg smilede svagt til hende. Hun nikkede blot til mit svar, hvor hun derefter hurtigt var ude af døren. Emily var en af de personer, som gerne ville blive god til at anvende sin magi ordentlig. Det ville jeg selvfølgelig også, men jeg kunne stadig godt mærke, at hun ville det lidt mere end jeg ville. Det er selvfølgelig også i orden, men nogengange kunne det bare godt blive lidt for meget. Hun bliver også nød til at slappe bare lidt af engang i mellem. 

Jeg kiggede lidt rundt på værelset, og nu hvor jeg tænkte over det, så havde jeg alligevel ikke noget at lave, så jeg kunne lige så godt tage til næste time. Det er jo ikke ligefrem sjovt, at sidde her helt alene, uden at have nogen at snakke med. Gid at Emily bare ville tage en enkelt pjække dag, det kunne være så fedt. Bare det at man ikke skulle tænke på magi, det er sku ikke let at huske på alle de besværgelser.  

Mit blik var på døren, hvor jeg valgte at gå ud af den, da jeg blev nød til at gå til time. Jeg gik hen ad gangen, da jeg pludselig kunne høre en snakke meget lavt. Jeg vendte mig hurtigt om, og fik øje på Justin, hvorfor var han ikke til time, ligesom alle andre.

"Justin hvad laver du?" spurgte jeg små grinende. For det lignede virkelig at han stod og snakkede mig sig selv. Han vendte sig pludselig om, og først der opdagede jeg hans grønne kugle. Lynet blev sendt af sted, bange stod jeg her, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Lynet var så tæt på mig, men jeg kunne ikke røre mig, jeg var som forstenet. 

Lynet ramte mig, og uden jeg havde set mig om, var jeg oppe i luften, hvor Justin styrede mig.

"Justin sæt mig så ned," råbte jeg, da jeg virkelig ikke brød mig om det. Han grinte hånende, ville han virkelig gøre noget mod mig? var det bare fordi at jeg hældte vandet ud over ham eller hvad? han kunne vel ikke stadig være sur over sådan en lille ting, eller kunne han?

"Justin sæt mig nu ned," sagde jeg igen, bare med en lidt mere irriteret tone.

Han svarede ikke, det var virkelig ubehageligt, at han kunne gøre præcis hvad han ville med mig. Jeg fik pludselig øje på et skab, som åbnede sig. Det var helt klart Justin der gjorde det. Jeg kom tættere og tættere på det lille skab.

"Justin nu sætter du mig fandme ned," sagde jeg igen, jeg skulle bare ikke ind i det lille bitte skab, jeg hader små rum. Jeg tror aldrig jeg glemmer dengang jeg var lille, hvor jeg blev spæret inde i et skab på min gamle skole. De fandt mig først om aftenen, og lige side den dag, har jeg haft klaustrofobi. Det her er jo næsten det samme som sidste gang, jeg skal ikke prøve det engang til. 

"Okay," sagde han, hvor han med det samme satte mig ned. Desværre havde jeg ikke lige lagt mærke til, at jeg allerede var inde i skabet. Justin lukkede for skabet, hvor jeg svagt kunne høre ham sige en besværgelse.

"Luk mig ud," råbte jeg, men det eneste svar jeg fik tilbage, var et hånende grin fra Justin.

"Justin jeg mener det, jeg lider af klaustrofobi," råbte jeg endnu højere. Men igen fik jeg ikke andet end et lille hånenede grin. Tænk virkelig at han kunne gøre det her mod mig.

***

Jeg havde banket på døren en million gange, men der var slet ingen der kom. Hvis jeg skulle være ærlig så havde jeg i hvert fald været fanget her inde, i over to timer. Jeg var begyndt at blive lidt svimmel, og det føltes virkelig som om at jeg skulle kaste op. At være fanget i et meget lille skab i to timer når man havde klaustrofobi, var virkelig ikke særlig rart. Desværre vidste jeg også hvad der kunne komme til at ske, jeg havde prøvet et par gange, hvor jeg besvimede. Det kunne jeg virkelig også godt mærke at jeg var ved lige nu, mit hovedet svingede frem og tilbage. Selvom jeg allerede havde valgt at sætte mig ned - så hjalp det ikke særlig meget. Hvordan kunne han finde på at gøre sådan noget, jeg skulle fandme aldrig snakke til ham igen. 

"Luk mig nu ud," råbte jeg, hvor jeg bankede hårdt på skabets dør - det føles næsten som om at det var mine sidste kræfter jeg brugte. Tårerne rendte ned ad mine kinder, som de havde gjort i noget tid. Jeg lukkede forsigtigt mine øjne i, da jeg virkelig havde brug for at slappe af.

Mine øjne åbnede sig svagt, da jeg kunne høre en sige noget udenfor skabet. Skabsdøren åbnede sig, jeg kunne ikke se hvem det var, men det var helt klart en mand der stod foran mig. Han sagde noget, men jeg kunne ærligtalt ikke høre det. Var jeg nu også blevet døv, for han prøvede helt klart at sige noget. Mit hoved dunkede, og før jeg kunne se mig om, havde jeg lukket mine øjne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...