Awryldon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Sophy Green er den ældste i rækken i sin familie, derfor bliver hun modvilligt sendt på en skole for hekse. Hun skal lære at beskytte sin familie, som alle har gjort i århundrede - det er hendes skæbne. En helt ny verden bliver åbnet op for Sophy, og alle er som alle andre. Men når der pludselig kommer to fyre ind i hendes liv, Justin White og Chris Anderson, går det hele pludselig ned af bakke - det er strengt forbudt at være sammen med nogen fra skolen. Men når der pludselig dukker underlige følelser op, bliver det meget svært at skelne de to ting fra hinanden. følg med i Awryldon.

7Likes
14Kommentarer
1697Visninger
AA

6. Kapitel 5

Justins synsvinkel


Hvordan kunne det passe, at hun slet ikke synes, at jeg bare var en lille smule interessant. Jeg hadede hende allerede, det må næsten være første gang, at jeg havde fået så hurtigt et had til en. Bare hendes flabede attitude, gav mig kvalme. Og så hendes lille hævn, kommer til at koste dyrt, eller faktisk tror jeg slet ikke, at jeg gider gøre noget ved det. Det kan godt være at hun var skide lækker uden på, men det var tydeligt, at hun slet ikke interesserede sig for mig, som alle andre gør. Jeg havde tænkt på det så mange gange siden i morges, hvor hun hældte vand ned over mig. Lad os bare sige, at det i hvert fald ikke var varmt vand. Hun var den første der har gjort noget mod mig, eller gjort igen. Hvorfor var hun ikke som alle de andre billige tøser, ja jeg havde været sammen med et par stykker her inde, men det var også kun fordi at jeg godt kunne lide dem. Jeg ville aldrig bare gøre det for sex, selvom folk tror det, men sådan var jeg bare ikke. 

"Tænker du nu på hende igen?" kom det fra Ryan, jeg kiggede hurtigt over på ham, i mens jeg gav ham et forvirret blik. Hvad var det helt præcis han mente? "Tænker du stadig på Sophy?" spurgte han igen, sikkert fordi han så mit forvirrede blik.

"Nej, hvorfor skulle jeg dog det?" spurgte jeg, hvor jeg virkelig prøvede at lyde som om, at jeg slet ikke vidste hvad han snakkede om. Selvom han i virkeligheden havde fuldkommen ret, jeg havde ikke lavet andet end at tænke på hende hele dagen. Det irriterede mig grænseløst. 

"Justin, jeg er ikke dum, jeg kan godt se, at du sidder og falder i staver. Du følger ikke engang med i undervisningen, når vi har time." svarede han. Jeg kiggede irriteret på ham, da han havde fuldstændig ret .Jeg var altid med i timerne, og jeg koncentrerede mig altid, for jeg ville virkelig gerne blive til en god heks. Mange folk mener at det kun er piger eller damer der kan være hekse, men det kan mænd altså også godt.

"Det er altså ikke min skyld okay, hun er bare så pisse irriterende," sagde jeg, hvor jeg blot rullede øjne af det. Da det virkelig irriterede mig, at hun ikke bare kunne være som alle de andre. Hun var anderledes.

"Glem hende nu bare, så svært kan det da ikke være," sagde Ryan, men jeg lyttede ikke rigtig efter, da jeg vidste at det meste som han fortalte ville være noget, som jeg ikke kunne bruge til noget alligevel.

Jeg havde allerede sat mig for, at jeg skulle ignorer hende hele dagen. Det gik meget godt indtil videre, jeg havde ikke sagt et eneste ord til hende. Det var selvfølgelig også planen, at hun skulle vide, at jeg var rasende over det hun havde gjort i mod mig i morges. Jeg skænkede hende ikke et eneste blik, og når jeg så gjorde sendte jeg hende blot nogle virkelig vrede øjne, så hun kunne forstå, hvor gal jeg egentlig var over det. Selvom hun sikkert bare gjorde det for sjov, men efter min mening var det overhovedet ikke sjovt.

 

Sophys synsvinkel


Jeg havde undret mig hele dagen, over hvordan man i alverden kunne blive så sur, over en så lille ting. For mig gav det slet ikke mening, altså det var trosalt bare lidt vand, det var jo ikke fordi at han døde eller noget.

Emily havde sagt til mig hele dagen, at han sikkert ville have sin hævn over det jeg gjorde, men hvis han gjorde noget, så gjorde jeg igen. Han skal ikke komme her og tro, at han ejer det hele, for det gøre han i hvert fald ikke. Det kan godt være, at alle pigerne godt kan lide ham, men det kan jeg ikke. 

"Gå hen og sig undskyld," sagde Emily, som sad ved siden af mig i kantinen. I dag var det heldigvis noget lidt mere normalt mad, noget som jeg havde smagt før, kød. Det tror jeg egentlig næsten alle havde smagt, ud over dem som var vegetar. 

"Nej, jeg gider fandme ikke give ham en undskyldning Emily, det er ham der skal sige undskyld til mig," sagde jeg. For det var ham der startede med at smide min burger ud over mig, jeg hævnede mig bare. 

"Så gå i det mindste hen og snak med ham," sagde hun lidt efter. 

"Fint," sagde jeg, og rullede øjne af hende.

Mine skridt kom tættere og tættere på deres bord, jeg kiggede lidt nervøst der hen, men blev hurtig enig med mig slev om, at jeg ikke skulle virke nervøs eller bange. 

"Justin," sagde jeg, hvor han vendte hovedet rundt så han bedre kunne se mig, han blev nået overrasket over at se mig, "må jeg godt snakke med dig, under fire øjne?" spurgte jeg lidt efter. Han nikkede blot, hvor han rejste sig op fra bænken og fulgte efter mig ud af kantinen.

"Hvad?" spurgte han irriteret om, da vi var kommet et stykke væk fra kantinen.

"Hvorfor ignorer du mig?" spurgte jeg, for jeg forstod det virkelig ikke.

"Hvorfor tror du?"

"Du kan da ikke mene at du er blevet sur over, at jeg hældte vand ned over dig, når du har hældt min burger ud over mig," sagde jeg med store øjne, da det var komplet åndsvagt.

"Jo," sagde han helt enkelt.

"Det er jo komplet åndsvagt, du kan overhovedet ikke tåle at få igen," sagde jeg irriteret, da det virkelig irriterede mig, at han skulle være sådan.

"Jeg er ikke vant til at folk hævner sig på mig, så nej det er overhovedet ikke åndsvagt," sagde han, hvor han svagt rullede øjne af mig.

"Fint, så lad mig være i fred, hvis du ikke engang kan tåle lidt modstand," sagde jeg hårdt, hvor jeg med det samme gik ind til Emily igen, jeg gad fandme ikke den svans mere.

***

Skole dagen var endelig ovre, så Emily og jeg havde valgt at vi bare skulle hygge os lidt på værelset.

"Skriv nu til ham," sagde hun, med et stort smil klistret fast til hendes mund.

"Nej, det er underligt," sagde jeg. 

Emily ville gerne have at jeg skulle skrive til Chris, men det kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til. Den dag på legepladsen fik jeg også hans nummer, men der var nok en grund til, at han slet ikke havde skrevet til mig. Han var helt klart ikke interesseret i mig, og det måtte jeg bare lære at forstå, selvom han var virkelig lækker.

"Det er da overhovedet ikke underligt, skriv nu til ham," prøvede hun igen.

"Nej," sagde jeg til koldt, men jeg orkede det virkelig ikke lige nu.

"Hvis nu det er mig der skriver, så er det vel okay," sagde hun, jeg smilede blot til hende, for det kunne vel ikke skade, hvis hun sendte en besked til ham.

"Fint," sagde jeg opgivende.

Hun tog hurtigt mobilen ud af hånden på mig, og begyndte at skrive.

"Så," sagde hun, jeg tog mobilen tilbage, og begyndte at læse hvad hun havde skrevet.

Til Chris, fra Sophy; Hey Chris, Hvordan går det? 

Jeg kiggede flovt ned på mobilen, da det lød virkelig åndsvagt i mit hovedet. Hvorfor skrev jeg ikke bare noget selv? Jeg kunne pludselig mærke, at min mobil viberede. Mit blik var på mobilen, skulle jeg se hvad han havde svaret, eller skulle jeg bare lade som ingenting? Jeg tog mod min vilje min mobil op, og læste beskeden.

Fra Chris, til Sophy; Hey Sophy, det går udmærket, hvad med dig?

Jeg smilede svagt ved beskeden, hvor jeg hurtigt kunne skimme Emily komme her hen, i en høj hastighed bare for at læse hvad der stod.


Lad mig hører hvad i synes, hvad tror i der kommer til at ske?

Linnea H. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...