Awryldon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Sophy Green er den ældste i rækken i sin familie, derfor bliver hun modvilligt sendt på en skole for hekse. Hun skal lære at beskytte sin familie, som alle har gjort i århundrede - det er hendes skæbne. En helt ny verden bliver åbnet op for Sophy, og alle er som alle andre. Men når der pludselig kommer to fyre ind i hendes liv, Justin White og Chris Anderson, går det hele pludselig ned af bakke - det er strengt forbudt at være sammen med nogen fra skolen. Men når der pludselig dukker underlige følelser op, bliver det meget svært at skelne de to ting fra hinanden. følg med i Awryldon.

7Likes
14Kommentarer
1703Visninger
AA

5. Kapitel 4

Sophys synsvinkel


En irriterende ringetone vækkede mig tidligt om morgenen. Jeg tog hurtigt min hånd mod uret, hvor jeg tænkte på sluk. Det lilla lys kom igen, og heldigt for mig så slukkede vækkeuret. Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg faktisk at jeg var blevet meget god til det med magi, selvom det her også bare var noget af det letteste. Alligevel var jeg ret stolt over, at det virkede. For da jeg var der hjemme kunne jeg ikke engang finde ud af at sige en besværgelse ordentlig - det virkede jo ikke på min mor da jeg prøvede at blive hjemme. 

Jeg rejste mig forsigtigt op, hvor jeg udmærket godt vidste hvad jeg skulle så tidligt om morgenen, det her skulle nok blive sjovt - hævn tid.

"Emily du skal op nu," råbte jeg ned i hovedet på hende. Det kan godt være at hun vækkede mig sødt og roligt i går, men sådan gøre jeg ikke. Hvis jeg vil have at en person skal op, så skal de op. Det her var så den letteste metode.

"Jeg er vågen," skyndte hun sig at sige, i mens hun røg op at sidde.

"Vi kan bare gå der hen i nattøj," sagde jeg. Emily nikkede som svar. Hun rejste sig op, hvor vi sammen gik ud ad døren og hen mod drengenes værelser.

"Kan du huske deres nummer?" spurgte jeg.

"Ja det er nummer 257," jeg smilede svagt, da jeg fik øje på værelset.

"Det er der," sagde jeg.

Vi åbnede forsigtig døren, hvor vi listede os ind i rummet. Jeg fik hurtigt øje på Justin, endelig skulle jeg have min hævn fra den burger som han hældte på mig.

Jeg rakte mine hænder ud og lavede en cirkel så mine lilla kugle igen kom frem. "waterfall,"sagde jeg stille i mens jeg tænkte på et vandfald. Et lille slags vandfald kom op i luften, jeg pressede mine hænder frem ad så mit vandfald begyndte at flyve hen mod Justin. Da vandfaldet var over hans hoved, tog jeg min hænder ned i hurtigt så alt vandet fladt ned.

Justin satte sig op i et sæt, han kiggede hurtigt over på mig. Han så virkelig vred ud, men det var bare mine hævn.

"Hvad fanden har du gang i man?" spurgte Justin meget vredt, og skulle lige til at rejse sig op.

"Det var bare min hæv," svarede jeg flabet, hvor Emily og jeg gik ud af deres værelse.

"Fuck han så sjov ud," sagde Emily grinene, og det kunne jeg kun give hende ret i, for han så virkelig sjov ud.

***

Emily og jeg havde lige sat os til rette på vores pladser i et nyt klasse lokale, vi skulle have 'mørkets magi', min mor har altid sagt at det er magi som man aldrig må bruge, kun i yderste tilfælde.

"Hej, mit navn er Michael og skal lære jer om de forbudte besværgelser som er strengt forbudt at bruge," sagde vores lære Michael. 

"Hvis i kan se så har jeg taget en mus med, jeg lader det blive i buret, så se og høre godt efter," sagde han.

"Denne besværgelse bruger man kun en hånd, man laver en cirkel og bag efter laver man en til cirkel, som i kan se slutter man i bunden. i tager hånden op til højere side, så tager man den lige over til venstre side og så ned igen så det danner en trekant," sagde Michael. 

Hans lys var mørke blå, hvor mit var lilla. Man kunne allerede se at denne besværgelse var farlig og ond, efter som at man kunne se stregerne hvor han fører det hen, så man faktisk kan se hele tegnet i blåt. De to cirkler og trekanten.

"I peger ned mod musen og siger så 'Ydom Trix', " sagde han hvor et meget stærk blåt lyste hele rummet op og et blåt lyn slog ned i musen. 

Vi alle kiggede forbavset på musen, som lå død nede i buret. Hvorfor fanden skulle vi lære sådan en besværgelse som var så farlig som denne?

"Det er hvad denne besværgelse gør, men husk på den er ulovlig at bruge, man må kun bruge den i nødstilfælde. Men nu får i hver i sær en mus, hvor i skal gøre præcis det samme, det er ikke sikkert at de virke første gang, men i skal nok lære det alle sammen," sagde Michael. Jeg stod som forstenet, skulle jeg dræbe en mus? det kunne godt være at det ikke betød noget for nogen, men for mig betød det en hel det, jeg havde aldrig slået noget ihjel. Det havde jeg heller ikke i lyst til at gøre, men nu blev man nærmest tvunget til det.

Mit blik røg hen på Emily, som heller ikke så særlig vild med det vi skulle til at gøre. Det var i mod mit princip at slå noget ihjel, og nu skulle jeg til at gøre det.

Michael lagde to mus i bur ned på vores bord, så Emily og jeg havde en hver. 

"Skal vi ikke gøre det på samme tid?" spurgte jeg Emily om, da jeg var lidt utryg ved at gøre det her.

"Jo," svarede hun helt enkelt, hun var blevet helt hvis i ansigtet af bare angst. Det skulle ikke undre mig, hvis jeg var lige så hvis i ansigtet.

"Så må i gerne begynde," sagde Michael, hvor alle begyndte.

"Er du klar?" spurgte jeg Emily.

"Ja," svarede hun.

Jeg tog min hånd frem mod musen, hvor jeg først lavede første cirkel, og så lavede jeg en til cirkel. Man kunne allerede se den lilla streg, på de to cirkler. Jeg startede fra bunden af og prøvede at lave den samme cirkel som Michael havde gjort. Mit blik røg hen på Emily som også var godt i gang, hendes streg var rød, så jeg gik ud af fra at hendes magi var rød, lige som mit var lilla. Mit blik røg hurtigt ned på musen som jeg stadig pegede på, jeg lukkede kort mine øjne, hvor jeg tog en dyb indånding og sagde så ordene, 'Ydom Trix'. Jeg følte at jeg blev væltet om kuld, kræften var så stor at jeg ikke kunne holde mig selv oppe. Jeg væltede kraftigt ned på gulvet, som et par andre også havde gjort. Mine numse gjorde ondt, men det var ikke det jeg tænkte mest på, jeg rejste mig i et sæt op og kiggede ned på musen. Jeg havde måske et lille håb på at den overlevede eftersom at jeg faldt, men der tog jeg fejl. Musen var helt klart død, og det var Emilys også. Tænk virkelig at jeg havde dræbt et levende væsen.

"Det var flot alle sammen, i kan bare holde fri nu," sagde Michael.

"Skal vi ikke gå en tur Emily?" spurgte jeg, da jeg virkelig havde brug for noget frisk luft efter det jeg havde gjort.

"Jo, jeg har virkelig brug for luft," svarede hun.

"Det har jeg virkelig også," sagde jeg.

Vi gik sammen ned af et par trapper, som førte uden for. Vi gik i lidt tid i stilhed, vi var vidst begge meget chokeret over hvad der var sket. 

"Skal vi ikke bare glemme hvad der er sket, og så gå hen til parken?" spurgte Emily med et smil.

"Jo," svarede jeg.

Vi gik sammen hen til parken som ikke var særlig langt væk.

"Ej prøv at se der er en rutschebane," sagde Emily, hvor hun styrtede der hen og rutschede ned af den. Jeg grinede lidt for mig selv, da hun var som et ustyrligt barn. Hun styrtede op på rutschebanen igen, hvor hun pludselig lavede store øjne, hvor hun med det samme rutschede ned og kom hen til mig.

"Der kommer to drenge, vi skal prøve at være normale nu," sagde hun seriøst, jeg grinede lidt af hende, da jeg slet ikke kunne se nogen. 

"Øhm... hvor?" spurgte jeg undrende.

"Lige der," sagde hun og nikkede til side, jeg kiggede der hen, og rigtig nok stod der tog drenge som var på vej hen til os. Jeg kiggede med det samme på Emily igen da det ville være akavet at stå og kigge så meget på dem - for de var langt fra grimme. 

"Hey," sagde den ene, da åbenbart var kommet helt hen til os. Emily og jeg vente os hurtigt rundt og kiggede på dem.

"Hej," sagde vi i kor, så vi begyndte at små grine.

"Hvilken skole går i på?" spurgte den ene som havde lyst hår, med blå øjne.

"Vi går på Awryldon," svarede jeg ham.

"Sejt, vi går på en skole som intet navn har, da den er meget ukendt. Men det er trosalt også meningen," sagde han, hvor jeg blot smilede til ham.

"Okay, men hvad hedder i?" spurgte jeg.

"Jeg hedder Chris, og det her er Kian," svarede han.

"Okay, jeg hedder Sophy, og det her er Emily," sagde

"Vi bliver nød til at gå tilbage nu," sagde Emily, og desværre havde hun ret, da man ikke må være væk alt for længe.

"Okay måske kan vi ses en dag, så kan jeg måske få dit nummer?" spurgte han, jeg kiggede flovt ned i jorden. Hvor jeg svagt kunne hører Kian spørger Emily om det samme, og hun gav lov.

"Øhm. jo, hvorfor ikke," svarede jeg, og gav ham mit nummer.


Hvad tror i der kommer til at ske? Sker der noget mellem Sophy og Chris, eller Emily og kian... gæt <3

Linnea H. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...