Awryldon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Sophy Green er den ældste i rækken i sin familie, derfor bliver hun modvilligt sendt på en skole for hekse. Hun skal lære at beskytte sin familie, som alle har gjort i århundrede - det er hendes skæbne. En helt ny verden bliver åbnet op for Sophy, og alle er som alle andre. Men når der pludselig kommer to fyre ind i hendes liv, Justin White og Chris Anderson, går det hele pludselig ned af bakke - det er strengt forbudt at være sammen med nogen fra skolen. Men når der pludselig dukker underlige følelser op, bliver det meget svært at skelne de to ting fra hinanden. følg med i Awryldon.

7Likes
14Kommentarer
1705Visninger
AA

3. Kapitel 2

Sophys synsvinkel


Solen ramte mine trætte øjne, jeg havde ikke fået sovet særlig meget i nat, da jeg blev ved med at tænke, at jeg skulle et helt fremmede sted hen - hvor jeg slet ikke kendte nogen. Tanken skræmte mig lidt, da jeg var blevet så tryg ved at være her, hvor 'jordboerne' bor. 

Det er faktisk slet ikke normalt at vi hekse bor sammen med dem, min mor havde sagt at i gamle dage boede alle heksene sammen, ude i universet på en planet. Planeten havde ikke et rigtigt navn, da ingen forskere havde fundet den - meget mystisk. Men vi hekse kaldte planeten for Witch Univers. For vi følte at det på en måde var vores univers, for vi kunne være overalt, da ingen kom her ud. Alt var roligt og afslappet på vores planet, men en dag skete der noget meget slemt. Vores planet blev udryddet, man ved ikke hvad der skete. Mange hekse prøvede stadig at finde ud af det, men det siges at den er blevet tilintetgjort. 

Den historie havde altid skræmt mig, for hvem kunne dog finde på at gøre sådan noget. Vi hekse havde intet gjort galt, vi var søde og rare, men mange skiftede mening efter det der skete, og blev derfor onde. 

Det er så også derfor, at vi nu er endt nede på jorden, og jeg føler, at jeg skal blive her. Men nej, jeg skal ud på hekse skolen. 

"Er du klar skat?" Råbte min mor, hun stod sikkert lige ved siden af trappen som sædvanligt.

"Jeg er på vej," svarede jeg lidt små irriteret.

Jeg tog dynen væk fra mine varme krop, jeg strakte mig lidt, hvor jeg derefter svang benene ud af sengen. Jeg blev hurtigt mødt af en svag kulde, så jeg stod og trippede lidt med mine fødder, inden jeg gik hen til mit klædeskab, hvor jeg fandt det tøj som jeg skulle have på i dag. Det bestod af et par stramme hullede jeans, en grå t-shirt med et mønster på, en lille taske, og et par smykker. Jeg gik hen til mit spejl, hvor jeg lagde lidt mascara på mine øjenvipper.


 

Som altid synes jeg at jeg havde den bedste tøj stil på min nu gamle skole, men det var der nok heller ikke noget at sige til, når jeg kan få alt det jeg gerne vil have. Det eneste jeg skulle gøre var at sige en besværgelse og så havde jeg det, og det er helt gratis!

Jeg gik forsigtigt ned ad trappen, da jeg havde min kuffert i den anden hånd. Jeg stoppede op, da jeg cirka var kommet halvejs, da det gik op for mig, at jeg bare kunne bruge lidt magi til at komme ned - for det her tog godt nok lang tid.

Min ene hånd røg op i luften, hvor jeg med et enkelt knips var kommet ned ad trappen. Mit smil blev lidt større da jeg faktisk havde gjort det hele rigtigt. Mor havde altid sagt at man bare skulle tænke på det sted man gerne vil hen og så knipse, jeg havde prøvet det før, men det var langt fra altid at det gik som det skulle. Som da jeg skulle hen til skolen, hvor jeg ikke ville gå fordi det regnede ned i store stænger, så jeg tænkte, at jeg bare kunne bruge lidt magi. Desværre endte jeg i zoologisk have ved pingvinerne, og lad os bare sige at det ikke var den zoologisk have, som var tæt på der hvor jeg boede.

"Skal du have noget morgenmad, eller vil du bare afsted?" spurgte min mor, da hun lige var kommet hen til mig.

"Jeg vil egentlig bare gerne der hen nu," svarede jeg med et lille smil.

"Jeg kommer sådan til at savne dig skat,"

"Så lad mig bliver her," sagde jeg hurtigt. Hurtigt kunne jeg fornemme vreden i hendes øjne, hvorfor skal jeg altid gøre hende så vred?

"Nej, jeg gider ikke høre mere om det! er det forstået?" spurgte hun vredt.

"Ja mor," svarede jeg hende.

"Godt skat, er du parat?" spurgte hun. Jeg smilede svagt til hende og nikkede derefter, "så hold fast i mine hænder," sagde hun. Jeg lagde forsigtigt mine hænder oven på hendes, hvor ved hun flettede dem sammen, for at vi ikke skulle give slip når vi transporterede os væk.

"Nu skal du høre skat, vi skal sige besværgelsen på samme tid, og du skal sige den ordenligt. Kan du sige 'Qreklin'?" spurgte hun.

"Qreklin," udtalte jeg og prøvede virkelig at sige det samme som min mor.

"Det er nemlig rigtig skat," sagde hun.

"Er du klar?" spurgte hun lidt efter. Jeg nikkede forsigtigt til hende, hvor hun langsomt begyndte at tælle ned fra 3 - 2 - 1 og nu.

"Qreklin," råbte vi på nogenlunde samme tid. Det snurrede rundt for mig, og jeg anede virkelig ikke hvad der skete i dette øjeblik, hvor vi blev transporteret. 

Mine øjne var lukket, og alligevel følte jeg at jeg stod på jorden nu. Jeg turde ikke kigge, men på den anden side blev jeg nød til det. Mit ene øje åbnede sig langsomt, hvor jeg blev mødt af et meget skarpt lys. Mine øjne åbnede sig helt, aldrig havde jeg set sådan en stor skole, det lignede et slot. Og alle heksene, havde ens tøj på, men jeg havde mit normale på. Så mange hekse på et sted, var virkelig nyt for mig, aldrig havde jeg troet at der ville være så mange.

"Hør efter alle elever. Jeg er rektor Petrine. I bedes gå op på jeres værelser. Der står et nummer på jer alle sammen, så i kan finde jeres værelse." sagde min nuværende rektor.

Mit blik søgte efter nummeret, men intet tegn på det. Mit hoved rystede af alle frustationerne som kørte på højtryk inde i mit hoved, hvorfor fanden kunne jeg ikke finde mit nummer? Mit blik mødtes hurtigt rektorens, jeg tog forsigtige skridt hen mod hende indtil jeg var helt henne ved hende.

"Øhm... rektor Petrine?" spurgte jeg hende, hvor jeg prikkede hende på skuldrene.

"Ja og dit navn er?" spurgte hun høfligt.

"Sophy," svarede jeg med et lille smil.

"Jamen velkommen til Awryldon Sophy, hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte hun, med sin lidt lyse stemme.

"Tak, jeg tror ikke at jeg har fået et nummer," svarede jeg hende. Hun studerede mig fra top til tå, da hun pludselig fik lidt store øjne.

"Du har jo heller ikke fået dit tøj endnu, det er på dem der står nummer på," sagde hun. 

Hun vendte sig rundt, hvor jeg kunne se, at alt tøjet stod ovenpå hinanden. Hun tog den øverste ned, og gav mig den i hånden.

"Du kan få denne," svarede hun med et smil. Jeg tog med det samme den lidt underlige lange sorte kappe på, som havde en lille hætte.

"Tak rektor Petrine," sagde jeg.

"Det var så lidt, men skynd du dig nu op til alle de andre," sagde hun, jeg nikkede bekræftende, hvor jeg med det samme gik væk fra hende. Mit blik røg hen på siden af min kappe, hvor der stod nummer 476 på. Det så vidst ud til at jeg boede langt oppe, bare tanken om alle de trapper som jeg allerede kunne se, gjorde mig svimmel. Tænk at jeg skulle gå op og ned ad dem hver evig eneste dag. Det kommer aldrig til at gå, dræb mig.

***

Jeg bankede svagt på døren, hvor nummeret 476 var på, det havde taget mig en evighed at gå op ad alle trapperne, men endelig var jeg kommet op.

Døren åbnede sig, og en meget smuk pige kom frem i døren. Hendes lyse hår klædte hende virkelig godt, og hendes kindben var meget markeret, bare jeg havde det ansigt som hun gik rundt med.

"Hej, mit navn er Sophy, og jeg tror at jeg er din værelseskammerat," sagde jeg med et smil.

"Hej Sophy, mit navn er Emily, og ja det kan godt passe," sagde hun, hvor hun gik lidt siden så jeg kunne komme ind. Nu hvor jeg tænker over det, hvor var min kuffert henne?

Værelset var overraskende stort, der var to senge, lidt tæt på hinanden, men alligevel var der et okay stort mellemrum i mellem dem.

"Hvorfor kommer du først nu?" Spurgte Emily om.

"Vi kom lidt sent ud ad døren, har i fået noget af vide?" spurgte jeg med et smil.

"Kun alle reglerne," svarede hun.

"Hvilke regler?" spurgte jeg.

"Der er så mange regler at jeg slet ikke kan huske dem alle, men de er i hvert fald blevet skrevet ind i en bog. Den ene var at det er strengt forbudt at være sammen med en her inde - altså kærester. Og man må ikke bruge magi på andre selvom man ikke bryder sig om dem. Kan ikke huske flere," svarede hun. Efter min mening var den første regel komplet åndsvag, hvorfor må man ikke være sammen med en her på skolen?

"Hmmm okay," sagde jeg.

Der blev lidt stille, efter Emily havde fortalt mig de to af alle reglerne her på skolen, det lød til at der var virkelig mange. Desværre.

"Skal vi ikke gå ud og kigge os omkring?" spurgte Emily, jeg smilede til hende og gav hende et lille nik som svar. Vi gik sammen ud af døren, og kiggede os lidt omkring, da det pludselig gik op for mig, at pigeværelserne og drengeværelserne var delt op på hver sin gang, for her var der kun piger. 

"Skal vi ikke gå ned i fællesstuen?" spurgte Emily.

"Er her en fællesstue, er den så også for drengene?" spurgte jeg.

"Ja, den er for os alle," svarede hun.

"Så kan vi vel godt," sagde jeg med et lille smil.

Emily førte vej ned til fællesstuen, da jeg ikke vidste hvor den var, da jeg kom lidt for sent her hen. Hun åbnede døren, hvor jeg med det samme kunne høre en masse larm. Her var mange drenge.

Jeg kiggede lidt rundt omkring, da jeg så en dreng med hætten over hovedet, lidt mystisk. Jeg tøvede lidt, men valgte alligevel at gå hen til ham for at sige hej, det kunne vel aldrig skade.

"Øhm.. hej," sagde jeg lidt stille. Den mystiske dreng vendte sig rundt, og med det samme mødte jeg de flotteste brune øjne jeg længe havde set. Han var i hvert fald ikke grim, han var virkelig lækker, med det helt perfekte ansigt. Hans brune hår, med hans brune øjne og hans markerede kindben. Han var sendt fra gud.

"Hej. Justin," sagde han og rakte hånden frem, jeg tog fat i hans hånd, så vi gav et håndtryk.

"Sophy," sagde jeg.


Lad mig hører hvad i synes om den indtil videre... nu har hun mødt Justin, hvad kommer der så til at ske. Lad mig hører jeres gæt <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...