Awryldon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 nov. 2015
  • Opdateret: 5 dec. 2015
  • Status: Igang
Sophy Green er den ældste i rækken i sin familie, derfor bliver hun modvilligt sendt på en skole for hekse. Hun skal lære at beskytte sin familie, som alle har gjort i århundrede - det er hendes skæbne. En helt ny verden bliver åbnet op for Sophy, og alle er som alle andre. Men når der pludselig kommer to fyre ind i hendes liv, Justin White og Chris Anderson, går det hele pludselig ned af bakke - det er strengt forbudt at være sammen med nogen fra skolen. Men når der pludselig dukker underlige følelser op, bliver det meget svært at skelne de to ting fra hinanden. følg med i Awryldon.

7Likes
14Kommentarer
1700Visninger
AA

2. Kapitel 1

Sophy's synsvinkel


Jeg kiggede tomt ud af vinduet, hvor alle menneskerne blev ved med at gå forbi. Lige i dette øjeblik havde jeg ønsket at jeg aldrig var blevet født i denne familie. Hvordan kunne mine forældre overhovedet finde på at sende mig væk fra alle dem som jeg holdte af, alle mine venner. Men som min mor siger, "det er din skæbne, at gå på Awryldon," alle fra min familie havde gået på den hekse skole, så selvfølgelig skulle jeg også det.

Mit blik kom hurtigt hen på døren, da den samme skrattende lyd kom når man skal åbne den. Det var en af de mest underlige og irriterende lyde jeg kendte. Det lød som hvis man hørte musik, hvor der så kom en skrattende lyd, så man blev nød til at slukke for musikken.

"Husk nu at pakke skat," sagde min mor, hvor jeg blot rullede øjne af hende. Hun vidste, hvor meget jeg havde i mod at tage af sted. Nu havde jeg endelig fået det så godt på min skole, jeg var ikke den upopulære mere, men faktisk ret populær. Og nu skulle jeg så flytte hen til den hekse skole, som jeg virkelig ikke havde lyst til. Efter min mening kendte jeg nok besværgelser til at kunne beskytte hele min familie, men min far mente at man altid kan blive bedre - det har han desværre ret i. Men jeg mente at jeg slet ikke behøvede at blive bedre, jeg var god nok.

"Hvorfor kan du ikke forstå, at jeg ikke gider at gå på den røvsyge skole?" snerrede jeg af hende, men jeg kunne virkelig ikke forstå, hvorfor at jeg ikke bare kunne blive her, og gå på den skole som jeg altid havde gået på. "Hvorfor skal jeg gå på Awryldon?" spurgte jeg, hvor man med det samme kunne hører, at jeg lavede min stemme med en meget ligeglad tone.

"Sådan skal du ikke snakke Sophy, det er din skæbne at gå på den skole, så det kommer du også til. Skolen har været der i århundrede, selv din far og jeg har gået på den skole," svarede hun, hvor hun hævede tone lidt højere. Hun var helt sikkert blevet irriteret over hvordan jeg snakkede om skolen på.

"Den falder sikkert snart sammen når den er så gammel, vil du have at jeg skal dø mor, hvis nej så lad mig blive hjemme," sagde jeg, hvor jeg prøvede at lyde sød, og lavede de berømte dådyr øjne, som hun plejede ikke at kunne stå for. 

"Nu holder du op, du tager på den skole og sådan er det, og de der øjne virker ikke," sagde hun skarpt. Hun var helt sikkert blevet sur, over det jeg sagde.

Mine hænder røg op i luften hvor jeg bevægede dem lidt frem og tilbage, hvor der efter lidt tid kom en stor lilla kugle i mellem mine hænder. Mit blik var nede i den flotte lilla kugle, hvor jeg lagde mine hænder lodret frem i luften i mens jeg pegede på min mor. Jeg sagde stille besværgelsen, så hun ikke hørte den, "Mundlehuff."

Nogle besværgelser er meget lange, men når det var sådan en simpelt en som denne, så var de ikke meget længere. Det kommer også meget an på, hvor kraftige besværgelserne var, og lige denne besværgelse var ikke særlig kraftig. 

"Nu hører du godt efter Sophy," sagde min mor. Hvor hun kom tættere og tættere på mig. Hendes øjne var meget blide og helt rolige, så besværgelsen virkede hvis. "Du skal aldrig bruge besværgelser på mig, er det forstået?" Spurgte hun vredt, hvor hendes blide og rolige øjne forsvandt med det samme. 

"Ja mor," svarede jeg hende, hvor jeg ikke skænkede hende et eneste blik. Min dårlige samvittighed kom langsomt ind i mig, hvor min mave begyndte at vride sig rundt.

"Det er så derfor at du skal gå på hekse skolen, du sagde besværgelsen forkert, og derfor virkede den ikke," sagde hun med et lille grin. Havde jeg helt seriøst sagt den forkert, det var sådan en simpel besværgelsen og alligevel kunne jeg ikke få den til at virke. Måske var det alligevel ikke en hel dårlig ide at tage ud på skolen, og lære besværgelserne ordenlig. Jeg var måske ikke så god som jeg troede. 
Det med at jeg nu skulle til at sige farvel til alle dem som jeg holdte af, gav mig myrekryb. 

***

"Jeg kommer virkelig til at savne dig," sagde Matt. Han havde været min bedste ven lige siden jeg kom til skolen. I starten var han min eneste ven, da alle hade mig. Men nu var jeg en af de populæreste, som havde utrolig mange venner, men Matt ville altid være min bedste ven, da han var der helt fra starten.

"Jeg kommer virkelig også til at savne dig Matt, det kan slet ikke beskrives hvor meget jeg holder af dig," min stemme var blevet følsom, man kunne tydeligt hører at der ikke ville gå lang tid før at jeg ville bryde sammen. 

Matt trak armene ud, hvor han lagde dem om mig. Det var lige hvad jeg havde brug for. Et dejligt kram fra ham, hvor jeg indåndede lidt af hans duft, han havde helt sikkert en strejf af parfume på, som duftede fantastisk. Det ville så være sidste gang at jeg ville få et kram fra ham, eller måske kommer jeg tilbage på et tidspunkt. Hvem ved?

Vi trak os fra krammet, hvor jeg smilede svagt til ham. 

"Du må ikke tage afsted søde, er der slet ikke noget vi kan gøre for at du bliver her?" spurgte Ally, som allerede var helt ude af den, tårerne væltede ud af hende, og det så ikke ud som om at det ville stoppe. Det gjorde virkelig ondt på mig, at de alle blev så kede af det, fordi at jeg skulle skifte skole, men på den anden side var jeg også virkelig ked af at skulle forlade dem.

"Desværre, jeg har virkelig prøvet alt, men intet virker," svarede jeg Ally. For jeg havde virkelig prøvet alt, og intet havde virket, for det var jo åbenbart min skæbne at gå på den skole.

"Vi ses alle sammen," sagde jeg lidt højt, for at de alle hørte det. Der var næsten kommet tyve af mine tætteste venner for at sige farvel til mig, det rørte mig virkelig


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...