Hooker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 15 jul. 2016
  • Status: Igang
En travl romantiker og en, som er løs på tråden. Et møde på en stripklub, han ikke har lyst til at være i. Mødet der forandrer alt. Da han møder hende, er hun ikke iført meget tøj. Næste gang han møder hende, er hun klædt på. Uanset hvordan hun er, kan Harry ikke få hende ud af hovedet. Hun vil ikke have noget med ham at gøre. Det giver dem problemer, og til sidst, må "Dawn" og Harry tage nogle valg, som kan have stor effekt på deres fremtidsplaner. Men har hun overhovedet nogen fremtidsplaner? Er Harry bare gået i en blindgyde, eller er der en mening med hans endeløse forsøg på at være hendes?

19Likes
6Kommentarer
2618Visninger
AA

6. Kapitel 5 - "Du er ikke så nem at holde væk, Harry."

 

KAPITEL 5

 

He suddenly felt like he needed to talk to her, hear her voice,

like a curse, claiming it's way through his exhausted body.

___________________________________________________


 

Aftenens avis havde aldrig virket mere uinteressant. Jeg sad med den i hånden og tvang mine øjne til ikke blot at glide over ordene, men også forstå og indprente mig dem. Det lykkedes bare ikke. Min aftenkaffe var for længst blevet kold, og selvom jeg egentlig skulle tjekke de nyeste statistikker inden for almen markedsføring ud, kunne jeg bare ikke koncentrere mig. Ikke med hende i hovedet. Harmony. Jeg smagte på hendes navn, sagde det for mig selv. Næsten lydløst gled det gentagne gange over mine læber, som om jeg ikke turde sige det højt. 

Der var noget over hende. Jeg var ikke kommet til en konklusion, der kunne fortælle mig hvad, men der var helt klart noget. Jeg forstod pludselig hvorfor, man kaldte hende Dawn i de mere snuskede kredse. Hun var som noget ubestemmeligt, noget mørkt og samtidig så utrolig gyldent. Hun var ikke bare et stop på vejen. Derfor forstod jeg ikke hendes profession. Hun blev behandlet som en accessory, noget man betalte for i supermarkedet. Det var åndssvagt - hvorfor skulle hun også lige være dét?

Siden den kaffe, havde jeg ikke kunnet få fokus fra hende. Jeg fantaserede om hende og hendes kurver, de fine træk i hendes ansigt og de mindre fine træk andre steder. Jeg følte mig hypnotiseret af hendes mystik.

Jeg snublede over tankerækken, der havde kørt i ring over en hel avisside og drejede hovedet mod hoveddøren. Var det ikke en lyd? Måske jeg burde tjekke om der var sket et eller andet. Ja, det burde jeg nok.

Jeg placerede mine håndflader mod mine lår og fik mig på den led rejst mig fra lænestolen. Jeg så et øjeblik rundt - stuen var mørk, kun med et gulligt aftenlys over IKEA-spisebordet, lyste op. Jeg nikkede for mig selv.

Så trådte jeg hen mod døren, smuttede udenfor i den kølige aftenluft og skuttede mig kun kort, før gik. Retningen var dog ikke mod mit skur, men mod min Honda med bilnøgler i.

 

XXX

 

Lige i det øjeblik, jeg trådte ind på klubben, vidste jeg, hvad det var jeg ikke havde savnet; stanken af gammel røg.

Der var som sædvanlig mørkt og tåget i det forholdsvis lille lokale, men bassen brummede, så man næsten ikke kunne høre Rihannas utroligt medrivende tekst.

Work, work, work, work, work.

Hendes ellers så ikoniske stemme gemte sig bag de mange lyde - nogle mere foruroligende end andre. Nummeret blev hurtigt skiftet ud med et andet, hvoraf teksten mest bestod af sætningen 'give me that sugar, baby!'. Jeg lagde godt mærke til rekrutteringen af det såkaldte personale i forbindelse med sangskiftet og mine ben satte dermed nærmest selv gang i eftersøgningen; hvor var hun og hvem gned hun sig op af?

Jeg følte mig latterlig. Som om jeg havde patent på hende.

 

Jeg fandt hende i den anden ende af rummet. Selvfølgelig, meddelte min indre ironiske kommentator, men jeg ignorerede den lille følelse af irritation og fortsatte målbevidst hen mod hende. Som om jeg anede, hvad jeg ville sige.

Det gik først op for mig, da jeg stod bag stolen. at jeg ikke anede, hvad jeg havde i sinde. Hvad ville jeg sige? Hvad skulle jeg sige?

Der gik overraskende syv sekunder, før hun kiggede op. Jeg morede mig en smule - men også kun en smule - over den måde, hendes pupiller bevægede sig helt op i toppen af øjnene, mens hun stod bøjet over en mand.

Jeg lavede et lille nik med hovedet, da hun overrasket spilede øjnene op. Hun fattede sig lidt for hurtigt. Hun var i hvert fald ikke lang tid om at vende tilbage til at sutte på manden i stolens øreflip, eller hvad det nu var, hun havde gang i. Hun kyssede ham på kinden, mens hun med øjnene, signalerede at jeg skulle forsvinde. Jeg rystede stille på hovedet. Hvor kom selvtilliden fra?

Jeg kunne ikke lide hendes påklædning.

Hun rullede med øjnene af mig og virkede et øjeblik oprigtigt irriteret, da jeg ikke flyttede mig. Så rejste hun sig pludselig op i fuld højde (hun var faktisk ret høj - specielt med tårnhøje stiletter) og sagde noget til manden, som blot sad som i trance. Hvis det ikke var tilfældet.

Hun gik bestemt om bag stolen og jeg huskede med smerte tilbage på, hvordan det var at sidde i de stole, da hun greb fat om min overarm og resolut trak mig ud af lokalet.

 

"Jeg mister så meget min julebonus på det her!" sagde hun, så snart den tunge der var smækket i. Jeg trak blot på skuldrene. Hvordan mon deres 'julebonus' fungerede? Et knald med chefen for ekstra god indsats? Jeg havde ikke lyst til at tænke over det.

Hun rømmede sig og tog sig et flygtigt øjeblik den frihed at kigge på klokken. Hun måtte ikke være her. Ikke her i baglokalet. Tanken frydede mig og fik et eller andet vagt magtgen indeni mig, til at lyse rødt.

Hun lagde armene over kors og så på mig, da jeg ingenting sagde. Hun så skeptisk på mig.

"Du er ikke så nem at holde væk, Harry," sagde hun så, med antydningen af et skævt smil i mundvigen.

"Tro mig, du er ikke den første der kommer tilbage. Alle gav op. Gør du også hellere det."

Hun var fjendtlig. For to minutter siden spandt hun som en kat, tænkte jeg. Jeg måtte kunne få den side frem igen.

"Gav de op før eller efter du gav en dans ekstra?" spurgte jeg. Underligt flabet og charmerende.

Hun fortrak ikke en mine. Hendes ansigt var gravalvorligt og det skæve smil i min egen mundvig, fadede ligeså langsomt.

"Jeg mener det," svarede hun blot, stadig med de krydsede arme.

Jeg stod et øjeblik og overvejede mit næste træk. Det gik først op for mig, at hun troede, hun havde fået det sidste ord, da hun trak i håndtaget bag hende, for at forsvinde igen.

Jeg tog fat i hendes arm og hendes ansigt lyste sådan, da hun så tilbage på mig. Hvad var det blik?

Harmony Winston.

"Hvis du ikke kan tale med mig her legalt, må jeg jo gøre det legalt," sagde jeg, uden at tænke mig om. Hun bare så på mig - lige længe nok til at jeg fik kolde fødder og begyndte at se trængende ud. Så grinede hun.

Hun holdt mig i hånden, da hun førte mig hen til stolen og jeg ignorerede enhver anden form for smerte, end hendes selskab.

 

XXX

 

Jeg kunne ikke være her forevigt. Selv de allermest patetiske, ældre mænd var ved at tage hjem og her sad jeg. Min ryg ville myrde mig i morgen.

Tag hjem, Harry, hviskede jeg til mig selv, da jeg havde stirret på den tapetløse plamage på væggen overfor mig, længe nok. Jeg havde ikke været center for hendes opmærksomhed overhovedet, jeg havde bare siddet i stolen. 

Det var alligevel først da jeg med et ryk måtte løfte mit hoved, da det var ved at falde ned i meget skød, at jeg opdagede hvor træt jeg var, og satte mig op. Jeg gned mig i ansigtet og så på mit nu lidt for avancerede armbåndsur. 3.45.

Jeg rejste mig op, kunne godt fornemme, at jeg ikke ville holde til at gå hjem ad Londons gader på denne tid.

Et minut efter havde jeg ringet efter en uber.

Min jakke, lykkedes det mig ikke at huske hvor var, men jeg havde et møde i morgen og jeg kunne ikke længere huske følelsen, der fik mig til at dukke op her på denne tid på denne dag.

Jeg styrede mod udgangen og vågnede en smule op, da jeg fik en kølig vind i ansigtet og hurtigt glemte stemningen, man får, når man for første gang ser en stripklub uden strippere og det går op for en, at det er fordi selv stripperne er taget hjem. Jeg så det som den ene ud af tre mennesker. Patetisk af dig, Harry.

Lyden af en dør, der bragede mod en mur, fangede min opmærksomhed og mit hoved fløj over skulderen, for at se postyret. Skrækken var allerede væltet op i min mave, da jeg så hende, tæt omslynget med en mand, som var alt, alt for nærgående. De gik den modsatte vej. 

Da min uber kom, var jeg ikke længere i humør til andet end at glemme. 

 

______________________________________

SÅ, kære læsere!

Historien er vist for alvor skudt i gang!

Hvad tror I der vil ske?

Until next time,

Anna M. x
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...