Hooker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2016
  • Opdateret: 15 jul. 2016
  • Status: Igang
En travl romantiker og en, som er løs på tråden. Et møde på en stripklub, han ikke har lyst til at være i. Mødet der forandrer alt. Da han møder hende, er hun ikke iført meget tøj. Næste gang han møder hende, er hun klædt på. Uanset hvordan hun er, kan Harry ikke få hende ud af hovedet. Hun vil ikke have noget med ham at gøre. Det giver dem problemer, og til sidst, må "Dawn" og Harry tage nogle valg, som kan have stor effekt på deres fremtidsplaner. Men har hun overhovedet nogen fremtidsplaner? Er Harry bare gået i en blindgyde, eller er der en mening med hans endeløse forsøg på at være hendes?

19Likes
6Kommentarer
2628Visninger
AA

5. Kapitel 4 - "Vil du ikke lade mig købe dig en kop kaffe?"

 

KAPITEL 4

 

He couldn't help but feel like a foolish teenager,

even though that time had flown away too soon.

________________________________________


 

Det gik først op for mig dagen efter, at jeg ikke havde skænket Kathleen en tanke under hele seancen med 'Dawn'. Jeg kunne ikke lide det navn, men det var bedre end at hun slet ikke havde et navn, når jeg tænkte på hende. For det havde jeg gjort. Og det bedste var, at jeg slet ikke fortrød noget. Det var - som jeg noget ironisk havde tænkt - en rigtig positiv stripperoplevelse.

Jeg havde været tæt på at takke nej, da Jack kom over for at invitere mig til vores ugentlige løbetur og først havde mobbet mig røven ud af bukserne med hvor meget jeg havde nydt det ene og det andet. Men jeg var alligevel blevet overtalt, for, ja, det var jo mig. Desuden havde jeg brug for motion. Jeg havde en torso som jeg var godt tilfreds med og desuden, så den super godt ud i en forretnings skjorte - syntes jeg selv.

Så jeg var ude at løbe, da jeg så hendes flagrende hår. Det sorte, næsten blanke hår, der hvirvlede i vinden, som havde hun en fan stående lige foran sig. I dette tilfælde var hendes fan dog bare moder natur.

Jeg stoppede øjeblikkeligt og smuttede hen til hende - hun stod ved en hyggelig kaffebod og var nummer tre i køen, så jeg kunne sagtens nå at snakke lidt.

"Bare løb hen til næste hjørne, så indhenter jeg dig," sagde jeg forpustet til Jack, som blot løb videre. Man måtte bare håbe at han havde tænkt sig at stoppe. Det gjorde i hvert fald ikke mig noget med en lille pause.

"Hey."
Jeg stillede mig ved siden af hende. Vidste ikke helt om jeg skulle lade som om at jeg også skulle købe kaffe, eller bare skulle snakke med hende. Jeg overvejede stadig, da hun vendte sig om mod mig og pludselig genkendte. Jeg kunne godt forstå tvivlen - hun måtte se tusind forskellige mænd. Og tit så hun dem vel ikke engang i øjnene.

"Oh... Harry Johnson," sagde hun blot og skævede hen mod køen foran sig. Hun lød ikke videre begejstret for mit bekendtskab. 

"Øhm... tak for i går... vel?" grinede jeg lidt nervøst og forsøgte at finde en rigtig måde at stå på. Det lykkedes ikke helt. Hun så flov ud. Det havde jeg alligevel ikke ventet af hende - selvsikkerheden havde været så åbenlys aftenen før.

"Ingen årsag," svarede hun blot med et lille smil. Jeg kunne ikke undgå at bide mærke i, at hun ikke sagde 'selv tak' eller 'i lige måde'. I stedet talte hun til mig, som om hun var købmand og jeg takkede for en handel. Hun var ikke som hun var i går. Men hvad havde jeg også forventet? tænkte jeg for mig selv og tænkte på noget at sige.

"Vil du ikke lade mig købe dig en kaffe?" spurgte jeg så pludselig, hvilket fik hende til at se ordentligt på mig. Hun lignede en der havde lyst til at flygte, et øjeblik. Så rettede hun sig op og så myndigt på mig. Jeg følte mig som et barn i børnehaven.

"Harry... jeg beklager, men jeg går ikke ud med kunder," svarede hun blot. Jeg sank en smule dybere ned i mine sko og havde et øjeblik lyst til at forsvinde. Det var jo ikke fordi at vi var business partnere. Alligevel, kunne jeg måske godt følge hende i, at det at møde en fremmed mand, som man blot havde givet et blowjob natten før, ikke lige var den fedeste start på dagen.

"Jeg har to modargumenter," startede jeg ligeså myndigt, "jeg er a) ikke din kunde og b) ikke en der siger at du skal gå ud med mig." Jeg smilede, så hun kunne se mine tænder. Selv hun grinte lidt.

"Ej, hvor pudsigt! Jeg har også to modargumenter," sagde hun, overdrevet fornøjeligt,"a) det føltes godt nok som om du var min kunde, da dine venner betalte mig for at give dig et blowjob i går, og b) det er det, du mener," gav hun igen. Jeg så et glimt af hendes personlighed.

"Teknisk set er det så mine venner, der er din kunde og ikke mig," sagde jeg med et stjålent smil, "og nej - bare kaffe."

Hun så overvejende på mig og bed sig kort i underlæben, da der pludselig blev sagt 'hvad kan jeg gøre for jer?" bag disken. Hun rettede sig op, undskyldte og bestilte, men da hun fik sin kaffe udleveret, var det mig der lagde en seddel på disken. Jeg fik et blik fra dem begge to.

"Det kan godt være at du siger nej, men kontanter kan du ikke gøre noget ved," hviskede jeg næsten mod hendes ansigt, da vi vendte os om og gik i modsatte retning af Jack.

 

XXX

 

"Dawn," sagde jeg for tredje gang. Hun havde tilsyneladende enten ikke særlig god hørelse eller alt for travlt med sin kaffe, for hun opfangede overhovedet ikke, at jeg sagde det eneste navn, jeg kendte. Jeg følte mig patetisk når jeg brugte det på åben gade dagen efter, men det var som sagt, det eneste jeg havde til rådighed.

Til sidst kiggede hun op.

"Undskyld! Det er bare... jeg reagerer ikke rigtigt på mit.. øh.. kunstnernavn." 

Wow, kunstnernavn. Det var ellers et fint udtryk. Jeg valgte at respektere hendes valg.

"Apropos," spandt jeg og trådte om foran hende, så hun blev tvunget til at stoppe. "Jeg vil, uden at være din kunde, meget gerne bede dig om dit nummer og - hvis jeg kan lokke det ud af dig - dit rigtige navn," smilede jeg, for en gangs skyld selvsikkert.

Hun bed sig blot i læben og så væk.

"Harry..." begyndte hun, men jeg kunne godt fornemme, hvad der ville følge op på det, så jeg valgte at bryde min egen kejtethed og charmerende afbryde hende.

"Før du siger noget, så skal du bare lige vide at du allerede har tilbragt.." jeg så på mit ur, "toogtyve minutter med mig og den kaffe, jeg har købt til dig. Et navn kan vist ikke skade."

Jeg blev ved med at smile og betragte hende, mens hun så ned i jorden. Utroligt at hendes grønne øjne også skinnede i dagslys.

"Harmony," sagde hun så. "Harmony Winston."

Jeg smilede og kunne pludselig mærke min usikkerhed vende tilbage.

"Tak," sagde jeg bare, hvorefter vi begyndte at gå igen. Jeg kendte et navn. Jeg glemte nummeret, da vi akavet skiltes, men jeg kendte navnet. Og lige dér, var det alt der betød noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...