The Golden Girl

Der var engang en gylden pige. En pige, der havde et fantastisk liv, men som søgte det perfekte. Hun havde alt, men det var ikke godt nok. Så i søgen efter det perfekte, mistede hun alt. - Mit bidrag til "Hunger Games" konkurrencen som valgmulighed 3.

6Likes
16Kommentarer
177Visninger
AA

1. The Golden Girl


 

 Smil. Vær på. Altid præster dit bedste. Aldrig lad dem se din ulykke. Smil.
 Det var nemt. Så nemt.

 Jeg var en gylden pige.
 Jeg havde den reneste sjæl.
 Jeg havde et bredt smil med klare hvide tænder.
 Mit hjerte bestod af søde jordbær; dem som kun kommer, når sommeren har været rigtig god.
 Jeg legede med engle som barn, og de gav mig deres magiske støv, som jeg spredte over alt. De gav mig store vinger, som løftede mig højt over jorden. De gav mig en glorie, som alle kunne se.

 Det er hende, hviskede folk. Den gyldne pige. Hende med de mange penge. Hende med smykker af ædelsten. Hende med de tårnhøje karakterer, som nok skal få hende ind på det studie, som hun end drømmer om. Det er sikkert læge, nej advokat- eller jurist? Det er hende med det flotte smil, som hun helst sikkert har arvet fra sin far. Med det flotte lange hår, som jo kommer fra morens familie.
 Pigen med det perfekte udseende. De perfekte karaktere. De perfekte venner. Den perfekte familie.
 Det perfekte liv. 

 Det troede alle engang. Og det troede jeg endda også selv på.
 Jeg var altid venlig, for det havde jeg lært, at man kommer længst med. Uanset hvor mange gange folk havde stukket mig i ryggen med sylespidse knive, så hjalp jeg dem altid, for sådan var jeg. Selv når de stod foran mig med kniven i hånden, og mit blod dryppede fra den, så overså jeg den næste gang, de faldt og spurgte om hjælp.
 Jeg var altid smilende, og havde så nemt til latter. Og det smittede altid af, så folk omkring mig blev i bedre humør, og havde lyst til at være sammen med mig.
 Jeg var altid glad, for min mor lærte mig, at ens ulykke skal man holde for sig selv. Man skal ikke bløde på andre, for så bliver de bekymret, og vil give ens sår opmærksomhed. Og dem skal der ikke være fokus på, for de betyder ingenting. Dem kan man godt ignorerer.
 Jeg var i toppen i mine sports aktiviteter, for dét at være den bedste, kræver hårdt arbejde, så jeg gjorde altid mit bedste- og lidt til.

 Jeg havde levet det liv i så mange år, at det var sandheden. Det var sådan, jeg var. Jeg var en uskyldig pige, som troede på det bedste i verden.
 Jeg hjalp min mor med at handle ind. Jeg arbejde frivilligt. Jeg lavede altid lektier. Jeg havde penge nok. Jeg beklagede mig aldrig, for der var ingenting, at beklage sig over.
 Jeg havde jo et perfekt liv.
 Du er så heldig, hviskede mine veninder til mig. Så heldig, at dine forældre er så søde og giver dig penge. Så heldig, at du er så god i skolen og god til din sport. Så heldig, så heldig, så heldig. 

 Så begyndte de første stemmer i mit hoved at hviske til mig. De begyndte med at sige, at jeg var heldig. Jeg fortjente ikke det liv, jeg levede. Jeg havde intet gjort, for at have det så godt. Jeg lagde intet arbejde i min sport, lagde intet arbejde i min skole og uddannelse. Jeg var bare født god.
 Dét fik mit til at tvivle.
 Jeg begyndte at gøre mere arbejde ud af skolen. Jeg stressede sent oppe, fordi jeg troede på, at jeg ikke lagde nok arbejde i det. Jeg løb ture hver dag, og det udmattede min krop. Det hjalp ikke, men gjorde det hele værre, så jeg ikke kunne præstere, når det virkelig gjaldt. Jeg tilgav folk for alt. Om de så havde trådt på mig, eller stukket mig ned og ladt kniven sidde, så tilgav jeg dem. For alle fortjener da en chance til. Og en til, og en til...
 Alting kunne altid gøres bedre, og jeg søgte det perfekte. 

 Der var engang en prinsesse. Med lang lyst hår, der indeholdt selve solens stråler. Hendes øjne viste stjernerne, når hun smilede- og det gjorde hun altid uanset hvad.

 Jeg fik det dårligere og dårligere, og jeg var så opsat på, at alt skulle gøres perfekt- så fokuseret, at det var det eneste, jeg så på min vej. Jeg så ikke, hvordan karaktererne raslede ned en efter en. Jeg så ikke, hvordan den overdrevne motion ødelagde min krop. Jeg så ikke, at mens mit smil blev større og større, blev jeg selv tyndere og tyndere.
 Jeg opdagede ikke, hvordan hele mit liv smuldrede mellem hænderne på mig.

 Hvad sker der med dig, spurgte min mor bekymret. Du plejer at være så god, min far så forsigtigt på mig. Er der noget i vejen? Lad nu være med at se så trist ud, naboerne kan ikke forstå det. En veninde spurgte, om du var okay. Du er vel okay. Ret dig op. Tør dine øjne. Lad dem ikke se din ulykke. Smil.
Så det gjorde jeg. Jeg rettede mig op, tørrede mine øjne og smilede. 

 Jeg var igen den gyldne pige for andre, men ikke længere for mig selv.

 Der var engang et magisk væsen fra et eventyr. Den havde gløder i sine årer og hud i alle regnbuens farver, så stærkt som et skjold. Og når den græd efterlod tårerne et væld af bittesmå diamanter på dens kinder.

 Alt gik galt.

 Det var ikke kun skolen og sporten, jeg ødelagde. Jeg skubbede mine venner væk, for jeg var ikke god nok. Aldrig god nok. Jeg gav vores hund min mad under bordet, når ingen kiggede, for jeg var ikke tynd nok. Jeg kunne godt blive tyndere. Altid tyndere.
 Jeg tog en strålende maske på, sådan en med pailletter i alle jordens farver, med glimmer der strålede, når lyset ramte den og med påfuglefjer limet fast foroven. Jeg bar den altid. Jeg tog den aldrig af, når der var andre, for så ville de se mig, som jeg var. De ville se min ulykke. Se mit smil skåret i en grimasse. Se tårerne frosset på mine kinder. Se rander under de engang flotte øjne.
 Se hvor perfekt, jeg ikke var.
 Min mor sendte mig til psykolog. Der snakkede hun med mig og prøvede at overtale mig til at fjerne masken. Hun prøvede at få mig til at kaste alt giften i min krop op på bordet, så vi sammen kunne kigge på det og fjerne det.
 Hun bad mig tegne mig selv. Jeg ville før have tegnet mig selv omgivet af guld og alle de klare farver, hun havde, for sådan så jeg mig selv. Den gyldne pige. Men da hun bad mig om det, så tegnede jeg mig stadig omgivet af guld, men det var kun et tyndt lag helt ude i kanten. Det var sort, som rørte min krop, som smøg sig om mine arme og ned i min mund.
 Fortæl mig, spurgte hun med sin søde stemme. Fortæl mig hvordan du har det.
 Jeg skreg. Kan du da ikke se det? Men det sorte i min hals greb ordene og åd dem, så de aldrig nåede at se lyset.
 Hun gav mig piller med hjem, men de hjalp ikke altid. Så jeg bestilte og tog flere, end læger rådede en til at gøre.
 Piller for at falde i søvn, og piller for ikke at falde i søvn. Piller for at spise, og piller for ikke at spise for meget. Piller for at føle noget igen, og piller for ikke at føle alting. Piller mod alt.

 En dag, da alt hvirvlede rundt i mit hoved, kaldte barberkniven. Kom og se mig, kom og rør mig, kom og mærk mig.
 
Jeg tog den op og trykkede den mod min hud. Den fik mig til at føle noget. Den fik mig til at føle som et menneske igen.
 Jeg skjulte det med lange ærmer og makeup. Det var så nemt, nærmest for nemt.
 Efter hver gang skar jeg dybere og dybere, bekymrede mig ikke om, at det kunne blive for dybt. At det en dag kunne bløde så meget, at det ikke kunne stoppe.
 Jeg skrev lange historier med blod på mine arme. Og da der ikke var mere plads på mine arme, stoppede det mig ikke. Så skrev jeg bare et andet sted, for blodet kom- uanset hvor jeg skrev.
 Da jeg en dag havde skåret for dybt, stoppede det ikke. Blodet stoppede ikke med at komme, og det ødelagde alle de andre historier.
 Jeg ved ikke hvordan eller hvornår, men min mor fandt mig. 

 Der var engang en majestætisk løve. Med den største manke og det viseste blik. Den bøjede ikke sit hoved for andre, men fik dem til at bøje hovedet for den. Den var stolt, og gjorde aldrig noget, som fik den til at se svag ud.

 De sendte mig på psykiatrisk. Har I hørt at den gyldne pige, er blevet sindssyg? hviskede naboerne, vennerne, folk fra skolen, alle, alle, alle.
 De ville ikke stoppe med at hviske.
 Jeg skreg til dem. Skreg, at de skulle tie stille. At jeg godt kunne høre dem. At de ikke havde nogen anelse om, hvad de snakkede om. Jeg skreg, at jeg ikke var sindssyg.
 Men de kunne ikke høre mig skrige bag lukkede og låste døre.
 Ingen af de andre, som var lukket inde, hørte mig. Og jeg hørte ikke dem. Vi havde alt for travlt med at skrige til at lægge mærke til andre. Vi var alt for opsatte på at bevise, at vi ikke hørte til her. At vi ikke var sindsyge.
 Kun lægerne hørte mig.
 De kom hele tiden. Med falske smil plastret på deres alt for venlige ansigter. De talte langsomt til mig, som om jeg ikke forstod dem. De holdt øje med mig, når jeg spiste. De holdt øje med mig, når jeg var på toilettet. De holdt øje med mig, når jeg sov. Altid holdt de øje.
 De så på historierne på min krop, og fik mig til at love aldrig at skrive igen. De snakkede med mig, og ledte opmærksomheden på mine sår. De fik mig til at bløde ud over dem, men de var ligeglade. Jeg blødte og blødte, og de pakkede mine sår ind og holdt øje med dem.

 Min strålende maske med pailletter var faldet af. Den lå revet itu på gulvet i en pøl af blod. Jeg kunne ikke samle den igen, og selvom jeg ville have kunnet, ville folk altid kunne se blodet.
 De så alle mit rigtige ansigt. Mit ansigt, der engang havde været flot og sundt, var forvandlet til et kranium. Jeg fortalte engang en af lægerne det. Hun havde smilende rystet på hovedet og fortalt mig, at det ikke er rigtigt, at det kun foregik i mit hoved. Dagene efter fik jeg flere piller end normalt.
 Det er ikke rigtigt. Hvordan kunne hun sige det? Jeg så mig selv i spejlet hver dag, og jeg så et kranium stirrer tilbage, med tomme øjne, der ingenting ser længere, og en halvåben mund; frosset i et skrig, som ingen kan høre.
 De sagde alle, at det bare foregik i mit hoved. Med de opdagede ikke, hvordan det dryppede fra mine håndled, da jeg smilede til dem.

 Hvordan kunne hun sige, at det ikke er rigtigt?

 Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg var der.
 Jeg er her stadig i dag.
 Solen har ikke skinnet i rigtig lang tid, så hvis det er sommer, er jordbærerne ikke særlig gode i år. Ikke at jeg ved det. Jeg spiser ikke jordbærerne, som de serverer. Jeg hader jordbær. De minder mig om tiden, hvor alting var godt.
 I går besøgte mine forældre mig. Sidst de var her, havde min mor stadig sit lange flotte hår, men i går var det kort. Det var blevet klippet til skuldrene. Min fars smil var ikke længere så stort og ægte, som det engang havde været.
 Jeg ved, at det er min skyld.
 Det er min skyld, at min mor har klippet sit hår, så hun ikke længere ser mig som sit spejlbillede; datteren, som mistede forstanden. Det er min skyld, at min fars smil sjælendt ses, for det er svært at være glad, når ens eneste barn prøvede at tage sit eget liv. Det er min skyld, de tager piller. Det er min skyld, at naboerne snakker om dem. Det er min skyld, at de ikke længere er perfekte.
 Det er min skyld. Min skyld, min skyld.

 Din historie er for evigt nedskrevet på din krop, fortæller en lægerne mig en dag. Måske kan du godt lide at skrive. Vil du skrive en historie til mig? Du må skrive lige hvad du vil.   
 Så i stedet for at skrive historier på min arm med blod, skriver jeg en historie på papir med bly:

 Jeg er ikke en prinsesse. Jeg er intet magisk væsen fra et eventyr. Jeg er ikke en majestætisk løve.
 Min hud var ikke som et skjold, men tyndt som glas. Det strålede ikke i alle jordens farver, men blev til aske mellem fingrene på mig. Det var så nemt at ødelægge.
 
Mine tårer efterlod ikke flotte diamanter. De rev min hud op og efterlod blødende sår, så jeg græd blod, og det stoppede aldrig. Selv når alt blodet i min krop var opbrugt, så var der altid mere.
 
Der var stjerner i mine øjne, og de var det eneste lys, som var tilbage. Jeg passede så godt på dem, men som du nok ved, er der millioner af år til stjernerne, så de var umulige for mig at nå.
 
Jeg er en morder.  
 
Jeg dræbte en prinsesse, med det flotteste hår og strålende øjne. Jeg dræbte et magisk væsen, som bragte farver med sig, hvor end det gik, og som blev holdt i live ved hjælp af gløder. Jeg dræbte en majestætisk løve, der bestemte over sig eget liv, og aldrig lod andre bestemme, hvad den skulle gøre og tænke.
 
Jeg dræbte en uskyldig pige.
 
En naiv, dumdristig pige. Som så og havde alt lyset i verden, men stadigvæk blev betaget af mørket, da hun opdagede det. Som bare lige skulle se, hvad det var. Som ikke kunne komme væk fra det, da hun først havde rørt det. Som ikke kunne slippe det, da hun havde åndet det dybt ned i sine lunger.
 Da jeg dræbte dem, mistede jeg mig selv. For det koster meget mere end dit liv. At myrde uskyldige mennesker? Det koster alt, hvad du er.

 Jeg var en gylden pige, men nu er jeg ødelagt.
 Jeg havde den reneste sjæl, men den fortærede giften op, og efterlod ikke engang skyggen. 
 Hvor mit smil før var plastret til mit ansigt, ligner det nu en grimasse.
 Jordbærrene er rådne i år, og når nogle tager en bid af dem, spytter de det hostende ud igen og skynder sig væk.
 Jeg legede med engle som barn, men de er her ikke længere. De forlod mig, da dæmonerne kom.
 Dæmonerne fik mig til at tabe det magiske støv i en dyb kløft. De rev vingerne af mig og knækkede min glorie.
 I stedet lagde de min gyldne sjæl i min hånd og sagde: ”Se her lille pige, har du lyst til at lege?" 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...