Uadskillelige (Novelle/one shot)

Hvis livet næsten allerede er slut og det hele ser sort ud, kan en anden person så godt vende det, og gøre det hele til noget lykkeligt? (Advarer på forhånd om, at den kan ramme hårdt, da selve historien er ret hård i sig selv. - Brugt til en konkurrence)

2Likes
1Kommentarer
140Visninger

1. Uadskillelige

 

Da jeg var seksten, blev jeg forelsket for første gang. Hans navn var Sebastian, og i den korte periode jeg kendte ham i, ændrede han mit syn på livet permanent. Jeg følte mig ikke længere alene - han gav mig en rar følelse af tryghed, da jeg aldrig var bange i hans selskab. Jeg var som en helt ny person, når jeg var sammen med ham. Han var fantastisk.

Det hele lyder som en stor kærligheds kliché, men sandheden er, at det langt fra var, hvad det hele gemte på. Vi begge led af uhelbredelig kræft, han lymfekræft og jeg brystkræft. Vi mødtes for første gang sidste år, dagen efter jeg blev indlagt på Onkologisk Klinik - Kræftafdelingen på Rigshospitalet i København. Jeg var egentlig fra Odense, men da lægerne først opdagede kræften i mig, blev de enige om, at dem der kunne hjælpe mig bedst, var lægerne på “Riget”. Dengang vidste jeg ikke, hvor alvorligt det hele var, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville gå igennem det næste lange stykke tid.

Jeg husker dagen hvor jeg så Sebastians flotte havblå øjne for første gang tydeligere, end jeg husker min sidste fødselsdag. Jeg sad ved morgenbordet og spiste en tør bolle med smør - det eneste jeg havde appetit til - da han kom gående ind af døren. Trods hans skræmmende tilstand, strålede han som tusind julelys lillejuleaften, og da hans blik ramte mit, vidste jeg med det samme, at han blev nødt til at være en del af mit ellers frygtelige ophold her. Han så fantastisk ud som han stod der i det velkendte sygehustøj, med hans lyse næsten hvide hår strittende ud til alle sider. Hvis jeg skulle være ærlig lignede han en, som næsten lige var stået op, og da jeg kiggede på klokken og de sløve visere kun viste halv ni om morgenen, var det vel også tilfældet. Han fortryllede mig, og lige siden da, har jeg beundret hans rolighed. Han vidste hvorfor vi alle var her, men alligevel sendte han hver og en af os et optimistisk smil inden han satte sig ved siden af mig. Jeg indrømmer gerne, at jeg i starten var overrasket, ualmindeligt genert, men efter nogle minutter med præsentation og sjove vittigheder, slappede jeg langt mere af, og det er jeg ham stadig taknemmelig for den dag i dag. Trods hans kvikke bemærkninger og hans måde at være hurtig i replikken på, var han en af de mest elskelige og rolige personer jeg kendte. 

Jo længere tid der gik, jo tættere blev vi. Jeg lærte om hans hårde barndom med kun hans mor og tre mindre søskende, som han havde været nødt til at tage sig af, når hans mor knoklede alt hvad hun kunne på hendes arbejde. Da han så blev erklæret syg, eskalerede hele hans familie og endnu ikke den dag idag, har de fået styr på det. Det var ikke tit, at hans mor besøgte ham, så han søgte altid hen til mig for støtte og tryghed, og efter få dage gengældte jeg det, og brugte ham nærmest som en støtteperson i den svære tid.    

Udover at vi mødtes under disse frygtelige omstændigheder adskiller vores historie sig også fra så mange andre, idet Sebastian egentlig ikke kender til min kærlighed til ham. Jeg havde tit smidt små hints hist og pist, men drengen opfattede intet! Vi var bedste venner, og det var jeg også utroligt taknemmelig for. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham, og det var uden tvivl hans skyld, at jeg stadig lever den dag i dag.

“Davsen der, grønskolling. Hvordan sker’ den på sådan en fantastisk solskinsdag i dette levende helvede?” spurgte ingen ringere end det lyshårede væsen, som jeg havde sat al min lid til, i denne skrækkelige periode af mit liv. Jeg elskede hans hår, men jeg vidste desværre også, at det ville forsvinde om meget kort tid, da han skulle have lavet en benhård kemobehandling senere i dag. Jeg kunne sagtens fornemme på ham, at han var skrækslagen, men jeg undgik at kommenterer på det, i frygt for at gøre det hele være. Jeg smilte over hans velkendte kælenavn til mig. Grønskolling var hans ultimative kælenavn til mig, fordi jeg havde været helt ny og uvidende da jeg blev indlagt, og i modsætning til ham, som havde været indlagt i et halvt år mere end mig, følte jeg mig alene i starten.

“Hmmm, lad mig lige tænke over det.. Jeg har det sku’ egentlig fremragende i dette øjeblik, for hvem elsker ikke at sove i stenhårde sygesenge og vågne op til tørre rundstykker og en øm ryg?” svarede jeg med en lille fnis. Jeg sad i den seng, som jeg havde tilbragt de sidste mange, mange nætter i og stirrede på hans utrolig kønne og uskyldige ansigt.     

“Vi burde lave noget sjovt,” sagde han eftertænksomt. En lille rynke formede sig på hans pande, og det morede mig, at han anstrengte sig så meget over det. “Lad os drille Doktor Sjusk..”. Doktor Sjusk var overlægen på vores afdeling. Han var gammel og høj, men virkelig energisk og altid smilende. Han hjalp altid, hvis der var brug for ham, men alligevel var han altid den vi søgte hen til, når vi følte for en lille spøg.

Resten af dagen gik med at grin, latter og en masse fantastiske minder blev skabt, inden han skulle til kemo. Jeg var urolig for ham, og da klokken var så mange, fandt jeg det nødvendigt at sove, så jeg ikke gjorde mig selv mere nervøs. Jeg havde haft det så sjovt hele dagen, og endnu engang vandrede mine tanker derhen, hvor jeg undrede mig over, hvor jeg ville være uden Sebastian. Jeg elskede Sebastian, det vidste jeg, og at se ham så glad og livlig som han havde været i dag, var helt klart det hele værd. Jeg elskede at se hans smil, høre hans latter, grine af hans platte jokes. Det var altid ham som fandt på alt det sjove, da han uden tvivl var mere rask end jeg. Det var altid ham, som støttede mig, og fortalte mig, at det hele var okay, og på en underlig måde, fandt jeg det beroligende, for hvad skulle jeg gøre, hvis han var den der led mest? Jeg vidste ikke, om jeg kunne hjælpe ham, lige så meget som han hjalp mig.            

Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg en fantastisk følelse i kroppen trods min kritiske tilstand. Dagen igår havde hjulpet mig meget psykisk, og jeg elskede morgener som denne. Jeg følte mig fuld af energi og livsglæde - som om intet kunne ramme mig. Jeg kunne ikke vente med at snakke med Sebastian i dag, og fortælle ham, at han virkelig havde hjulpet mig i går, men da jeg så Doktor Sjusk’ bedrøvede ansigt komme ind af døren, vidste jeg godt, hvad han ville sige.                 

“Jeg synes du skal slappe af i dag, betteskid,” sagde han med det samme han havde sat sig på kanten af min hvide og kolde seng. “Dine prøver så ikke så gode ud, og jeg vil helst ikke risikere noget med dig. Hvis du vil, kan jeg sagtens hente nogle film du kan se? Bettina har skaffet en masse nye!” foreslog han, som om det var guds gave til kræftramte unge. Film?! Alt jeg ville, var at snakke med Sebastian, og ikke se den ene platte kærlighedsfilm efter den anden. Jeg ville lave noget sjovt med Sebastian - nyde livet imens vi har det.         

Til sidst overgav jeg mig, da jeg indså at jeg allerede havde tabt denne kamp, og fik ham til at hente nogle film, som jeg kunne få tiden til at gå med. Selvom jeg så utallige film den dag, hørte jeg intet til Sebastian. Ikke en eneste gang havde han kigget ind, og spurgt hvordan det gik. Jeg var en smule nervøs, men kunne nu alligevel ikke lade være med at håbe på, at det forhåbentlig var, fordi hans mor endelig var kommet for at besøge ham. Hvis det var grunden, forstod jeg ham mere end nogen anden, da mine forældre heller ikke besøgte mig hver dag, selvom det dog var mit eget valg - de havde jo også deres arbejde at se til.             

Som dagen gik, blev det mørkere og mørkere udenfor, og jeg havde stadig ikke fået et eneste tegn på, at Sebastian ville i kontakt med mig, så jeg lagde mig til at sove. Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg ondt over det hele og var stadig helt udmattet. Jeg havde ikke sovet specielt godt, fordi jeg havde ligget vågen, og været bange for, at der var noget grueligt galt med Sebastian. Hvad nu hvis, han egentlig var mere syg end jeg troede? Hvad hvis jeg aldrig fik fortalt ham, hvad jeg følte? Jeg elskede ham jo, og jeg kunne ikke benægte, at jeg havde stærke følelser for ham, men hvad nu hvis, at jeg ikke fik fortalt det i tide?    

Efter flere minutter hvor jeg overvejede fordele og ulemper, rejste jeg mig med sådan en styrke, at jeg fik en voldsom hovedpine, men det var ikke noget jeg ikke kunne ignorere, for nu skulle jeg endelig fortælle ham, hvad jeg følte. Jeg gik målrettet og hurtigt ned af de hvide og lyse gange, indtil jeg stod ude foran hans dør. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg tog fat i håndtaget. Synet der mødte mig på den anden side, vil jeg aldrig nogensinde glemme. Jeg vil for evigt prøve, men det hjemsøger mig, og jeg ville for alt i verden ønske, at jeg aldrig var gået derind.        

Sebastian lå med slanger overalt, helt hvid i ansigtet og med læger på alle sider af ham. Ingen af dem havde opdaget mig endnu, men da jeg indså, hvad der skete, forlod et højt og smertefuldt skrig min mund, idet jeg faldt sammen på jorden.

“Sebastian.. Seb, nej nej nej.. Sebastian!” skreg jeg med utallige kolde tårer trillende ned af kinderne, da jeg rejste mig og løb hen imod ham. Mange læger prøvede at stoppe mig på min vej derover, men til sidst indså de alle sammen, at de ikke kunne stoppe mig. Intet kan stoppe en forelsket pige. Jeg skyndte mig at gribe hans kolde og livløse hånd, imens jeg græd hans navn om og om igen, indtil han åbnede øjnene. Han flettede hans fingre ind i mine og prøvede at åbne munden. “Åh gud, Sebastian.. Jeg elsker dig!” Jeg ville sige det inden det var for sent, hvilket det virkelig var tæt på. “Jeg elsker og.. også dig, det ved du..” svarede han lavt og udmattet. Jeg rystede voldsomt på hovedet imens jeg græd hysterisk. “Nej nej nej, du forstår ikke! Jeg ELSKER dig.. Jeg elsker dig som mere end bare.. Som mere end bare en ven, Sebastian,” græd jeg smertefuldt. “Det ved jeg, grønskolling - jeg el.. jeg elsker også dig som så meget mere, og det har.. har jeg gjort lige fra starten af.” Det var tydeligt at høre, hvor svært det var for ham at snakke. Pludselig mærkede jeg noget i min hånd, som han havde fat i. Mine øjne røg straks derned til, og jeg så med det samme, at han havde lagt en kuvert i min hånd og lukket min knytnæve sammen igen. “Læs det he.. det her, så fo..forstår du.” Han prøvede at rejse sig op, men i stedet bøjede jeg mig ned til ham og smeltede vores læber sammen i et længselsfuldt og passioneret kys, inden lægerne bad mig forlade lokalet. Det var sidste gang jeg så min første kærlighed.     

I det de lukkede døren bag mig, brød jeg fuldstændig sammen på gulvet, før jeg kom i tanke om brevet, som jeg straks åbnede. Mine tårefyldte øjne læste ord på ord, imens flere og flere snøft lød fra mig. I brevet beskrev han sin kærlighed til mig helt fra starten af. Datoen viser, at brevet blev skrevet for flere uger siden, som om han vidste, at dette var en kamp, han kunne vinde. Det var især de sidste sætninger som ramte mig:

“Du lærte mig, at selv den stærkeste person af og til har brug for en hånd, et knus og en tro på, at alting nok skal gå. I mange måneder var du den person der hjalp mig, og nu vil jeg være den person for dig. Du må huske på, at jeg aldrig nogensinde i min vildeste fantasi kunne finde på at forlade dig, men Gud har bare indset, at jeg bedre kan passe på dig sammen med ham. Jeg forlader dig ikke, jeg er bare gået i forvejen.
Jeg elsker dig, Katarine Jacobsen og jeg håber du kan drille Doktor Sjusk uden mig fremover.
Din for evigt og altid, Sebastian.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...