Perfect.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2015
  • Opdateret: 8 jun. 2016
  • Status: Igang
Vanessa er en almindelig 18 årig pige. Hendes liv er ikke meget anderledes end andres. Da Vanessa bliver 19 flytter hende og hendes bedste ven Troye Sivan, Youtuberen, til London. De flytter ind i en lejlighed i et normalt kvarter eller det troede Vanessa, men Troye har skaffet dem en lejlighed midt i et youtube/celebrity kvarter. Som forventet får Vanessa følelser for nogen i den bygning, men hvem?

4Likes
1Kommentarer
414Visninger
AA

5. Kapitel 4.

 Jeg vågnede med et sæt næste morgen, da jeg kunne høre nogle rasle uden for døren. Jeg satte mig op i sengen og troede jeg skulle dø, men det var bare Liam der kom med morgenmad til os. Han havde været her hele ugen og ikke forladt min side. Jeg synes det var utrolig sødt at han blev her, men deres tour startede om en uge, så jeg havde sagt til ham hver dag at han skulle tage med drengene ud og øve, men han sagde nej hver gang.

Liam og jeg spiste vores morgenmad og til vores overraskelse kom der en læge ind og fortalte at jeg var blevet udskrevet på en betingelse, jeg skulle være sammen med Liam, eller en anden værge hele tiden. Det passede mig egentlig fint for Troye og jeg skulle med på touren alligevel.

Vi pakkede mine ting og var ude derfra på ti minutter. Vi besluttede at overraske de andre så vi kørte i bageren og købte to kager og gik ind i Liam og drengenes lejelighed. Vi pyntede op med alt muligt vi fandt rundt omkring i lejeligheden. Også skulle vi bare vente på de kom hjem og overraske dem med min hjemkomst.

Vi ventede i omkring 30 minutter og jeg var ved at dø af kedsomhed da vi kunne høre dem ude på gangen. Vi stilede os klar til at hive banderet ned og overraske dem med min hjemkomst, jeg glædede mig sådanne til at se dem alle sammen. Vi kunne høre nøglen i låsen og deres stemmer komme tættere på. Vi hev banderet ned lige da de trådte ind i stuen og de blev meget overraskede, jeg nød at se deres ansigts udtryk.

Jeg blev overfaldet af 4 drenge med kram. ”Vanessa du er hjemme! ” sagde Harry og løftede mig op og drejede rundt med mig, ”No shit Sherlock” sagde jeg og grinte så han vidste det var for sjovt. Han var stadig vampyr og ingen af os vidste hvad vi skulle gøre ved det, vi gjorde alt googlede, vi læste endda om det, men vi fandt intet. Eller de gjorde ikke, jeg gjorde, men ville ikke nævne det for dem fordi det var noget der ikke ville gøre os godt.

Troye og jeg pakkede til at tage med på tour, jeg havde valgt ham som min ”værge” fordi jeg kom til at være mest sammen med ham. Jeg havde arrangeret med min manager at Troye og jeg også var på tour med One Direction så vi ikke totalt stoppede med at møde vores fans så vi havde meet-ups og sådanne lidt så vores fans vidste vi ikke var døde. Der var dog en ting som skræmte mig lidt ved det her drengene ville have jeg skulle synge en sang for at varme publikum op alle de steder vi skulle være.

Vi skulle være i lufthavnen kl 3:00 om natten! Det er sgu da sindssygt, men det var jeg åbenbart den eneste der tænkte. Jeg valgte at pakke færdig og så se hvor lang tid jeg kan sove, det skulle jeg aldrig have gjort, jeg gik i gang klokken 22:00 og var færdig kl 2:30. Jeg er dårlig til at pakke okay? Troye havde sovet cirka 5 timer så han var skide frisk og jeg var tæt på at slå ham ihjel 3 gange bare på vej ned af trapperne ned til lobbyen.

Så snart vi nåede lufthavnen stod der millioner af piger og skreg, ikke kun på grund af One Direction, men også på grund af Troye og lidt mig. Jeg havde ikke sunget for mange mennesker før drengene fik logget mig til at ligge en parodi ud på min YouTube kanal og ingen af mine andre video er blevet set ligeså mange gange som den. Det var Avril Lavinges sang ”When you’re gone” Jeg nød det virkelig, at filme videoen og at synge, men det ændre ikke på min ufattelige scene skræk.

Vi skyndte os igennem sikkerhed og ud til flyet det var åbenbart et privat fly, og det overgik alle mine forventninger. Jeg satte mig ned ved siden af Louis og lagde mit hoved på hans skulder, der gik ikke længe før jeg faldt i søvn og sov hele vejen til Australien hvor de startede deres tour. Jeg vågnede ved Louis der rejste sig. Jeg kiggede ud af vinduet og så vi var på en landingsplads. Jeg fløj nærmest op af mit sæde og samlede mine ting og var uden for hurtigere end nogle af de andre.

Jeg tog en dyb indånding og gik ud af flyet, jeg blev ramt af en sol stråle lige i hovedet og følte mig godt tilpas i solen. Alle mulige glade tanker løb igennem mit hoved, lige ind til jeg blev ramt af tanken om at jeg skulle stå på en scene og synge om mindre end 36 timer. Jeg skulle lige til at løbe tilbage ind i flyet, men Louis stoppede mig. Spade. ”Hvor skal du hen? ” spurgte Louis og grinte, men han så ikke ud som om han var glad. ”Louis kom” sagde jeg og tog hans hånd for han skulle ikke være ked af det nu.

Louis og jeg gik ned på landingspladsen ”Når spyt ud” sagde jeg og vendte mig mod ham, ”Okay det her fik jeg af vide for 3 timer siden okay så du må ikke blive sur over jeg ikke fortalte dig det okay? ” sagde han nervøst jeg nikkede og ventede til han ville forsætte. ”Okay du er adopteret og du er min biologiske søster” sagde han lidt nervøst og gik et skridt tilbage fordi han var bange for jeg skulle slå ham.

Jeg skulle lige tænke det igennem, ”Så du er min storebror? ” sagde jeg da vi gik igennem lufthavnen med de andre. ”Ja” sagde han bare, ”Men så mangler vi jo alt det sjove som søskende gør” sagde jeg og blev helt glad over at jeg var med min storebror ude og se verden. ”Louis når vi kommer til England, skal jeg så møde vores forældre? ” spurgte jeg helt spændt. ”Ja da” sagde han og vi gik ud af lufthavnen.

Jeg var overdrevet lykkelig, jeg har fået en storebror, og en hel masse søstre. Louis og jeg skulle ud og spise og fortælle om vores barndom osv. Vi stod og ventede på vores bil, mens sikkerhedsvagterne holdt rigtig mange skrigende piger og drenge tilbage. En lille dreng så jeg ud af øjenkrogen blive mast op af hegnet af en hel masse mennesker, han så ikke ud som om han var mere end 4 år. Jeg gik hen til ham og hev ham ud af menneske mængden og tog ham op, han havde fået lidt skrammer fra at være mast op af hegnet, men ellers sund og rask.

”Hvad hedder du lille ven? ” spurgte jeg og satte ham på in hofte. ”Mikas” sagde han og blev meget genert, ”Hvor er dine forældre? ” spurgte jeg ham, ”De kørte for 1 måned siden, men de kommer snart tilbage” sagde han trist. Jeg kiggede på drengene med triste øjne, de nikkede for de vidste godt hvad jeg havde tænkt mig. ”Vil du ikke med os hjem Mikas? ” spurgte jeg han nikkede og jeg kunne se tårerne i hans øjne.

Vi kørte hen til hotellet og spurgte receptionen om en seng til Mikas, de havde ikke nogen så han måtte sove hos mig. Troye, Mikas og jeg tog ned i byen for at købe noget tøj og nogle ting til ham, jeg havde forklaret Mikas hvad det var drengene lavede og at vi skulle hele verden rundt så vi købte han en kuffert, en masse tøj og noget legetøj som han kunne tage med hele vejen rundt. Vi ringede til nogle som kunne klare adoptionen så han var min.

Vi brugte hele dagen med at hjælpe Mikas. Om aftenen gav jeg Mikas nattøj på og lagde ham ind i min seng. Han var simpelthen så sød og jeg var så glad for at jeg fandt ham. Adoptions firmaet ringede da jeg havde lagt Mikas i seng og fortalte mig at adoptionen var gået igennem han var nu officielt min søn. Jeg var så glad, jeg er godt nok ikke så gammel, men jeg tror jeg kan klare det her.

Da vi vågnede næste morgen bestod dagen af at gøre klar til showet om aftenen, hvilket betød jeg skulle vælge en sang at synge inden drengene gik på. Mikas og Troye legede inde i green roomet, mens jeg var til lyd prøve. Der var kun 1 time inden jeg skulle synge for an flere tusind mennesker og nervøsiteten kom snigende.

Lige om 1 minut skulle jeg synge foran flere tusind mennesker og jeg har aldrig været så nervøs i mit liv. En scene arbejder gav mig mit tegn der betød at jeg skulle gå ud på scenen, det var som om min IQ sank til 4 og jeg stod måske 10 sekunder indtil jeg fandt ud af hvad han mente. Jeg tog det første skridt ud mod scenen og blev blændet af et meget skarpt lys, som jeg hurtigt vænnede mig til.

Jeg stilede mig midt på den kæmpe scene, der blev helt stille på stadionet. Jeg tog mikrofonen op til mine læber, og åndede ud. Jeg åbnede min mund for at begynde at synge, men det var som om ordene ikke ville ud. Jeg prøvede igen og denne her gang sang jeg. Jeg sang foran flere tusinde mennesker, der jublede og kunne lide det. Det tog nogle sekunder for mig at vænne mig til det, men da jeg gjorde hoppede og dansede jeg rundt på scenen fordi jeg havde overvundet den sceneskræk der havde hjemsøgt mig siden jeg var fire.

Jeg gik ned fra scenen og hoppede lige ind i Troyes arme. ”Du gjorde det” sagde han og vi hoppede og dansede rundt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...