Invisible?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2015
  • Opdateret: 18 nov. 2015
  • Status: Igang
Navnet "Michael Baker", kender alle politifolk og forbryder. Michael er en mand i midten af 40´erne. Han har ingen "rigtige" venner, og igen familie. Han stoler ikke på nogen. Han kører sit eget løb. Michael opsøger pigerne "Laura og Teddy". Det kommer til at ændre deres liv. Michael kriminelle liv mærkes, da flere er ude efter ham. Held og lykke siger jeg.

1Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

2. Flashback

(Flashback)

Det er få dage til jul. Jeg er stadig igang med at lede efter gaver til dem. Jeg vil købe noget helt speciel til dem, de betyder mere end noget andet. Min bagside er gemt langt væk, nu er det kun dem.

Jeg finder en lille sød butik midt i Boston. Inde i butikken, spilleds der "Last Chrismas", sangen har altid betydet meget for mig, den gør mig altid så lykkelig og glad. Den dejlige duft af julekager, fylder hele butikken. Hele butikken er fuld med julepynt. En lille familie, med to børn står glad og hopper. 

Jeg går længere ind i butikken, en ældre dame står op og kigger på nogle flotte blomster. Og anden dame står og peger på en stor sjov nisse, mens hun holder sin mand i hånden. Alt her inde er så fredfyldt. 

Jeg går over til et lille hjørne i butikken. Jeg ser masser af flotte skøjter. Jeg tænker straks på den lille sø tæt på os. Hver vinter, skøjter vi meget på søen og kælker på bakkerne. Jeg køber 4 par af de fascisterne skøjter. Den rar dame ved disken, rækker mig nogle kurv med julesmåkager, 

Udenfor sner det, hele byen af dækket af sne. Nogle mennesker, går og synger julesange for hver dør. Jeg går længere ned på gaden. Jeg skal bare finde min bil nu, men det er svært nu når alle biler er dækket af sne. Endelig finder jeg bilen, jeg lægger gaverne ind op sæderne. Og sætter mig om bag rettet.

______

Lidt senere..

Jeg kender straks vejen, da jeg kører forbi den store skov, ved vores hus. Jeg kører lidt ned af grusvejen, før jeg skal dreje af. Alt er helt hvidt og det blæser ganske svagt. 

Hoveddøren står helt åben, da jeg kører ind i vores carport. Jeg går op til døren, og banker på. Der er helt muse stille, alt for stille. Jeg åbner døren helt op, og går ind. Der er ingen lyd i hele huset, undtagen radioen som spiller min yndlings sang. Det er mærkeligt, der plejer altid at være nogle der taler eller ser tv. Jeg sætter gaverne på bordet i køkkenet, og forsætter ud i stuen. 

En klam lugt spreder sig, en smadret vaske ligger på gulvtæppet. Glasset i vinduet er knust. En grim fornemmelse breder sig. Jeg tager ud i Min skuffe, og tager min pistol. Jeg går ud til trappen som fører oven på. Der er blod dråber på trinene. Jeg lader pistolen, og går oven på. Mere blod fører ind til soveværelset. Jeg venter lidt, og tager mod til mig. Normalt er jeg ikke nervøs eller bange. Men i dag, er det bare noget andet.

Blod fylder sengen. Det kendte ansigt, er helt tomt. Hendes sorte lange krøllede hår er rodet. Og hendes hvide skjorte, som jeg gav hende sidste jul. Er gennemblødt med blod. Hendes ellers dejlige kastanje brune øjne, er tømt for liv. Hun har blodige sår i ansigt.

Mit hjerte springer nogle slag over. Det hele er helt uvirkeligt. Hun er væk. Den person jeg elskede aller mest i hele verden, er væk. Min verden drejer rundt om mig. Tårer strømer fra mine øjne, og ned af mine kinder. Denne nye følelse, kan ikke beskrives. Jeg har aldrig haft det sådan. Jeg føler mig helt fortabt. 

Jeg løber over til hende, hendes hals er skåret over. Kniven ligger ved siden af hende. Jeg tager hendes hånd, den er helt kold og klam. Jeg kysser hende på panden. Og går ud igen.

Mine små piger er væk, de er forsvundet. Mine piger er.. Jeg kan ikke klare det mere, jeg løber ud og kører væk i en fart. Jeg ved ikke hvorhen, bare et sted. 

________________

Jeg håber i kunne lide dette kapitel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...