Et begivenhedsrigt skoleår

Samantha og Josefine er bedsteveninder, men da Samantha tager til USA for at gå på High School, skilles deres deres veje. Året på High School forløber ikke helt som forventet, mens Josefine trives hjemme i 10. klasse i Danmark... (Denne historie er en stil, jeg har skrevet fornyligt i forbindelse med emnerne: Emails og adskilt)

0Likes
0Kommentarer
55Visninger

1. Kapitel

Samantha løber prustende ned ad den øde gang i hendes nye cowboybukser, mens hendes karamelfarvede hår slår fra skulder til skulder.

“Shit! Shit! Shit!” Bander hun, da hun tager fat i døren, som er den sidste forhindring på vejen. Hendes fingre lukker sig hurtig om stålhåndtagets kolde ydre, og hun skubber døren op med et brag. Alles øjne hviler på hende.

“I am so sorry!” Samantha kigger undskyldende op deres engelsklærer Margaret.

“Ja, ja. Kom du bare ind.” Margaret er mere overbærende med forsinkelser modsat deres dansklærer Peter.

Samantha tager den bugtede vej mellem alle stolene på vej hen til den tomme plads i hjørnet. Ved siden af pladsen, der længselsfuldt mangler en ejer, sidder Josefine. Josefine er Samanthas bedre halvdel. Hun kommer altid til tiden og har styr på sine ting. Hvorimod Samantha er lidt mere infantil. Der er dog en ting, Josefine har lidt svært ved, og det er engelsk, men der har hun hendes trofaste hjælper “Ordbogen”, som hun med glæde bruger.

“Jeg har manglet min “Ordbog” i et kvarter, hvor har du været?” Josefine kigger anklagende på Samantha, men kan alligevel ikke holde masken og undslipper et smil.

“Det var den lorte buschauffør, jeg ikke er på god fod med!” Svarer Samantha, mens hun hænger sin skoletaske over stolens ryg. “Så derfor løb jeg hele vejen fra banegården til skolen i mine nye cowboybukser, fordi min mor ikke havde tid til at køre mig.”

Josefine slår blikket ned mod de nye cowboybukser. “Er det ikke…”

“Undskyld mig piger, forstyrrer jeg jer?!” Margaret står med korslagte arme og nedstirrer de to piger.

De tier begge og vender hovedet mod tavlen velvidende om deres fejl. Margaret tolerer ikke afbrydelser eller snak i sine ellers spændende timer.

Resten af timen går fortrinligt. Josefine bruger sin “Ordbog” flittig, samtidig med at Samantha næsten får krampe i sin pegefinger.

 

“Du ved i går… Hvordan gik interviewet egentlig?” Josefine kan ikke gemme den nysgerrighed, hun så kraftigt prøver at undertrykke.

Bortset fra deres stemmer er der lydløst på den øde gang.

“Jeg synes faktisk, at det gik godt! Jeg håber bare virkelig de tager mig i betragtning til udvekslingen.” Svarer Samantha.

De fortsætter ned ad gangen og ender ude på den knapt så øde parkeringsplads. Børn fra mindre klasser løber skrigende ind og ud mellem hinanden. Hvis ikke de voksne der sidder i bilerne ser sig for, kan de ende med at køre de skrigende småbørn ned.

Samantha undgår med nød og næppe et barn der flygter fra den stakkels mor, der nu er tvunget til at jagte barnet i en uendelighed.

“Selvfølgelig gør de det! Du er så fucking god til engelsk, at du nok skal klare den.” Begejstringen stråler ud af Josefines ord, og hun omfavner Samantha.

“Tak. Det betyder meget for mig.” Siger Samantha og klemmer Josefine tilbage.

Der er ikke andre elever fra 9.B, så pigerne beslutter sig for at hente deres cykler fra det rustne cykelstativet. De følges lidt af vejen hjem indtil deres veje skilles.

 

“MOR. SÅ ER JEG HJEMME.” Josefine råber af sine lungers fulde kraft. Hun smider sin taske i entreen og går op ad trapperne til hendes nyindrettede værelse. For tre dage siden var hun blevet færdig med de sidste detaljer. Hun havde købt nogle blomster og sat i vindueskarmen. Klassebilledet hænger på en lille fin opslagstavle ved siden af et af tusinde billeder af Samantha og Josefine sammen.

Josefine sætter sig ved sit hvide skrivebord og tager sin læderindbundne skitsebog frem. I skuffen til højre finder hun en blyant og begynder at tegne. Blyanten passer perfekt ind i hendes slanke finger. En streg bliver til flere og begynder lige så stille at forme sig til noget større.

Der bliver banket på døren og Josefine bliver revet ud af sine tanker.

“Var det en god skoledag?” Spørger hendes mor og træder ind i værelset. Hun sætter sig med benene over kors på den redte seng.

Josefine holder en kort tænkepause og vurderer lidt, om hun skal fortælle, at det gik godt med Samanthas interview. Nej, hun mener det må være bedst, hvis hun holder det for sig selv. Hvad nu hvis Samantha alligevel ikke får pladsen? Så ville hun bare have givet sin mor falske forhåbninger, da Josefines mor opfører sig naturligt som mor til begge piger.

“Det var fint. Vi fik arbejdet godt i engelsk.” Der breder sig et smil på Josefines læber. Heldigvis vender hendes ansigt væk fra hendes mor, så hun ser det ikke.

Josefines mor rejser sig og går hen mod skrivebordet. Hun tager en tot af Josefines mørk blonde hår og fletter den.

“Der er mad om en time.” Hun kysser Josefine på panden og forlader Josefine alene med sin skitsebog.

 

Lyset fra Samanthas computer kastes ud i det mørke værelse, da hun åbner den for 117 gang inden for den sidste time. Hun logger spændt ind på sin e-mail for at se, om der er kommet en mail fra Youth For Understanding. Samantha kan næsten ikke være i sin egen krop, da hun ser det lille 1-tal på skærmen.

“FAR!” Hun råber så højt, hun kan og beder til, at hendes far skynder sig.

To minutter efter kommer hendes far stormende ind gennem døren til værelset.

“Hvad er der?!” Hans ansigt er fyldt med spænding.

Det er over en månede siden, at hun blev interviewet. Til interviewet sagde de, at der cirka ville gå to uger inden hun kunne forvente et svar. Derfor er hun overlykkelig over endelig at have fået det.

“De har sendt mig en mail! Jeg ville bare gerne have dig ved min side, når jeg åbner den.” Samantha vender atter hovedet mod den lysende computer.

Hendes far tager en stol og sætter sig ved siden af hende. Samantha trykker på det indbydende ettal.

“Jeg kom ind!” Begejstringen vil ingen ende tage for Samantha. Hun hopper op og ned med sin far i hænderne. En halv time efter tager de på restaurant for, at fejre den bedste nyhed Samantha har fået i sin hidtil svære tid.

 

“Fuck jeg kommer til at savne dig.” Samanthas stemme er grådkvalt.

“Hvad skal jeg dog gøre uden min “Ordbog”?” Josefine omfavner Samantha, mens tårerne triller ned over hendes kinder.

“Du må desværre klare dig gennem tiende klasse med din “Ordbog” på mail.” Samanthas stemme dør stille hen i Josefines skulder.

De står og omfavner hinanden lidt, men bliver desværre nødt til at give slip igen, da de kan høre, at Samanthas fly bliver kaldt til gaten over højtaleren.

Samantha vinker kraftigt, mens hun går ned mod den menneskefyldte gate.

“Husk at skrive til mig!” Råber Josefine ud over menneskemængden.

Samantha giver hende en thumps up og et luftkys.

 

Med et bump lander Josefine på den fint redte seng. Hun ånder tungt. I alt den tid hun kan huske, har hende og Samantha gået sammen. Både i medgang og modgang. Nu sidder hun alene på sengekanten og skal starte i tiende klasse om to uger. Hendes bedsteveninde er rejst til USA for at gå på high school i et helt år. Det hele er uvirkeligt for Josefine. Hun havde tænkt på alle de spændende muligheder der kommer for Samantha, men det er noget andet, når det bliver til virkelighed.

 

 

Dato: 29/07/16     sendt kl. 18.47 DK

29/07/16        modtaget kl. 12.48 North Carolina

Til: sam.thysbjerg2000@hotmail.com

Emne: Var det en god flyvetur?

Fra: jose.hjul.karlsen@hotmail.com

 

Heej søde Samantha!

Gik flyveturen uden besvær?

Herhjemme har jeg ikke så meget at lave andet end at spekulere på, om jeg nu kommer helskindet igennem mine eksamener, når jeg igen starter i skole om en uge og 6 dage…

Jeg ville egentlig gerne spørge dig, om din værtsfamilie er sød? Har dine værtsforældre børn? Jeg nåede faktisk ikke at høre så meget om dem inden turen. Du kan bare svare, når du nu engang får tid. Du har sikkert meget at lave lige nu.

 

Savner dig virkelig meget, selvom der kun er gået 10 timer siden sidst!

Knuz din bedste veninde, håber det bedste for dig!

 

 

Dato: 29/07/16     sendt kl. 19.23 North Carolina

30/07/16        modtaget kl. 01.24 DK

Til: jose.hjul.karlsen@hotmail.com

Emne: Det klare du uden problemer!

Fra: sam.thysbjerg2000@hotmail.com

 

Heej min sødeste bedsteveninde!

Ja, den gik helt uden besvær. Da vi først kom over skyerne, var alt simpelthen så flot! Den lyseblå himmel og de hvide skyer som skinnede gyldent på grund af solens stråler. Intet var mere perfekt i det øjeblik.

Er du helt seriøst bekymret for det? Det skal nok gå godt! Det lover jeg dig.

Jeg har kun mødt dem for 3 timer siden, men de er så søde!! Ja, de har 2 børn. En dreng lidt yngre end mig og en dreng som er 19 år.

Du er forhåbentlig gået i seng nu, ellers skal du til det! Jeg skal nok skrive, så ofte jeg kan.

 

Krammer din bedste veninde som siger, du ikke skal være nervøs!

 

 

Dato: 25/10/16     sendt kl. 21.53 North Carolina

26/10/16        modtaget kl. 03.54 DK

Til: jose.hjul.karlsen@hotmail.com

Emne: Lige lidt om omgivelserne!

Fra: sam.thysbjerg2000@hotmail.com

 

Hej søde!

Omgivelserne er simpelthen fantastiske. Det er dejligt, nu det er blevet efterår. Træerne bliver gulerods orange, som de kalder det her. Alle huse er pyntet med de fineste græskarlygter og falske spindelvæv i lange baner. Jeg har selv hjulpet med at pynte op hjemme hos min værtsfamilie. I dag har vi klippet og klistret til vores fingre gjorde ondt. Udenfor har vi, ligesom så mange andre familier, pyntet op med græskar lygter, som drengene i familien har skåret ansigter ud af. Mens drengene gjorde dette, var min værtsmor og jeg i gang med at bage carrot cake, og lave aftensmaden som bestod af american chicken pot pie.

Mit ordforråd er blevet betydeligt større af at gå på high school! Nu har jeg slet ingen problemer med at snakke med de andre elever på skolen…

Skolen er virkelig stor! Facaden, de lange gange og lilla skabe giver virkelig en fornemmelsen af at være med i en film.

En sidste ting: Den 31. oktober er jeg blevet inviteret til en stor halloweenfest! Jeg glæder mig virkelig meget, især fordi det er min første “rigtige” fest fest… Men ihvertfald, den bliver holdt hos en af mine kammerater, jeg har engelsk med. Hans hus skulle være meget stort og luksuriøst, så jeg tror det bliver en fed fest.

 

Knus din bedste veninde, som håber det går godt i DK?

 

 

Dato: 26/10/16     sendt kl. 19.14 DK

26/10/16        modtaget kl. 13.15 North Carolina

Til: sam.thysbjerg2000@hotmail.com

Emne: Også lige lidt om herhjemme…

Fra: jose.hjul.karlsen@hotmail.com

 

Heej Sammy.

Hvor lyder det skønt! Jeg kan næsten forestille mig det (u)hyggelige blafrende orange lys i de meget forskellige og hjemmelavede græskarlygter, der står i forhaverne ved hvert hus.  Uhh! Man kommer helt i halloween stemning.

Du bliver nødt til at skrive en mail dagen efter festen og skrive hvordan den har været, selvom vi nok skrives ved inden!

Nå men… Herhjemme går det jo sådan set meget godt. Jeg fik 10 i min engelsk aflevering! Tusind tak fordi du sendte mig mailen med mest brugte amerikanske ord. Det var en virkelig stor hjælp.

I DK skifter årstiden også, men hvor du har dejligt varmt vejr, er der begyndt at blive isnende koldt. De sorte læderhandsker er kommet op ad gemmerne og den strikkede hue bliver brugt flittigt. Så er der selvfølgelig også det skotskternede halstørklæde, jeg fik sidste jul. Åh jul! Det er snart jul(okay, der er ca. 1 måned til december, men what ever!)

Jeg glæder mig helt vildt til december. Lysene der gør hele ens hjem mere indbydende og hyggeligt!

Ups! Mailen blev vist en lille smule lang…

 

Knuz din aller bedste veninde!

 

 

Dato: 03/11/16     sendt kl. 16.19 DK

03/11/16        modtaget kl. 10.20 North Carolina

Til: sam.thysbjerg2000@hotmail.com

Emne: Er der noget galt?

Fra: jose.hjul.karlsen@hotmail.com

 

Hej søde!

Du skrev i din sidste mail, at du ville skrive efter festen(altså den 1. november), men jeg har ikke fået en mail? Det kan være den bare er blevet glemt, men jeg ville bare lige tjekke op på det!

 

Knus din bedste veninde som glæder sig!

 

 

Dato: 15/11/16     sendt kl. 15.47 DK

15/11/16        modtaget kl. 09.48 North Carolina

Til: sam.thysbjerg2000@hotmail.com

Emne: SVAR!!!!

Fra: jose.hjul.karlsen@hotmail.com

 

Jeg begynder at blive meget bekymret nu! Mine fingre farer over tasterne, mens jeg skriver dette. Hvis det er en joke, så er det ikke sjovt længere… De sidste 11 dage har jeg skrevet lange mails til dig om hvorvidt festen gik, og hvorfor du ikke svarer mig. Er der sket noget? Har jeg gjort noget?

Jeg sidder med virkelig mange ubesvarede spørgsmål som begynder at præge min hverdag. Svar venligst på mine mails!

 

Knus en meget bekymret bedsteveninde!

 

 

Dato: 17/11/16     sendt kl. 08.12 North Carolina

17/11/16        modtaget kl. 14.13 DK

Til: jose.hjul.karlsen@hotmail.com

Emne: Min situation…

Fra: sam.thysbjerg2000@hotmail.com

 

Hej Josefine

 

Jeg er ked af, at jeg ikke har kunnet besvare de spørgsmål, du har haft omkring min manglende tilstedeværelse. Du bliver nødt til først at høre hele historien, før jeg kan fortælle dig om den situation, jeg er kommet i:

Dagen inden festen tog min værtsmor og jeg ud i byen for at shoppe. Vi røg ind og ud af de forskellige butikker, og jeg genkendte nogle fra årgangen, men hilste ikke, da de ikke lige er mine gode venner.

Jeg fandt det, jeg skulle have på til festen og lidt ekstra. Da min værtsmor gik op for at betale, så jeg igen dem fra årgangen. Denne gang så jeg lidt nærmere på dem og lagde mærke til, at en af dem havde en plastikpose fra Whole Foods i hånden. Plastikposen bulede ud og dannede formen af en stor glasflaske. Inden jeg nåede at se mig om, var min værtsmor færdig ved kassen, og vi gik ud i bilen. På vejen hjem grublede jeg over, hvad der kunne have været i glasflasken men nåede ikke til en konklusion. Resten af dagen forløb i fred og ro.

Festen startede kl. 19.00 næste dag. For at kunne spise aftensmad med min værtsfamilie valgte jeg først at tage til festen kl. 20.30.

Festen var allerede godt i gang, da jeg ankom. Jeg stod lidt udenfor for at samle mig, inden jeg tog fat i dørhåndtaget og rykkede det ned. Indenfor snoede en lang glastrappe sig op mod første sal med flere glade mennesker på, nogle siddende og andre var stående. Indtil videre kunne jeg kun genkende enkelte fra min årgang. Jeg fandt en gruppe piger som stod i et hjørne og snakkede. De var heldigvis alle nogle jeg snakker godt med, så derfor blev jeg lidt hos dem. Festen var nu godt i gang. Flere(eller stort set alle) havde røde plastikkrus i hånden. Min mavefornemmelse sagde mig et eller andet var galt, og som den nysgerrige pige jeg er, undersøgte jeg hvad der var i de mystiske krus. Jeg gik derfor ud i køkkenet. Der fandt jeg alle mulige former for alkohol og en stak af de røde plastikkrus ved siden af. I USA må unge under 21 år ikke drikke alkohol.

Jeg panikkede. Flere tanker fløj gennem mit hovede. Skulle jeg tage hjem? Det virkede som det fornuftigste at gøre. Jeg fandt min jakke og gjorde klar til at forlade festen, men jeg nåede ikke længere end ud i gangen med den snoede glastrappe, før der opstod kaos. Flere blinkende politibiler holdte foran huset. Jeg skyndte mig hen til døren og rakte ud mod dørhåndtaget, men det var for sent. En politimand var kommet i forkøbet og trak i håndtaget, mens min arm stadig var på vej hen til den. Da han åbnede, slog han hurtigt fingrene om mit håndled og trykkede min arm mod ryggen. Mere nåede jeg ikke at opfange, før jeg sad fladt på numsen i en politibil på vej til politistationen.

Min værtsfamilie blev straks kaldt ned til stationen, hvor jeg sad med håndjern og ventede. Et sort ur oplyste mig om, at klokken var blevet 23.45. Jeg havde set flere unge fra festen blive kørt væk af deres familier. Det slog mig pludselig: jeg er udvekslingsstudent, så der er andre regler for mig…

Da min værtsforældre endelig ankom, snakkede de længe med politichefen. De blev enige om, at jeg havde lov til at køre med min værtsfamilie hjem, efter de havde taget et par blodprøver og fået dem testet.  Prøverne testede de for alkohol, men da prøverne ikke viste nogen form for kontakt med alkohol, fik vi at vide, at jeg kunne blive i USA. Jeg var ovenud lykkelig, men det viste sig, at der stadig var mere at bekymre sig om.

Det var ikke min værtsfamilie, for dem havde jeg forklaret, hvad der var sket. Nej, for i skolen gik der rygter om, at det var mig der havde ringet til politiet angående alkoholindtag. Den konklusion var de kommet til, fordi jeg var den sidste der sad i politistationen. Alt dette fik jeg at vide næste dag i skolen, hvor en pige jeg snakker godt med trak mig om bag en mur og fortalte mig det hele. Samtidig fortalte hun mig også, at dem jeg normalt går sammen med ikke længere vil kendes ved mig, og at det var af samme grund vi stod bag muren. Jeg var den mest forhadte på årgangen.

Det er derfor, jeg ikke har skrevet til dig de sidste par uger. Nu er det dog gjort klart for alle, at det ikke var mig, men en nabo som ringede til politiet. Der er stadig nogle der tror fuldt og fast på, at det var mig. Heldigvis er mine veninder kommet til fornuft og snakker med mig igen, men jeg er stadig bange for, at de skifter mening.

 

Undskyld jeg gjorde dig så bekymret!

Knus din bedste veninde.

 

 

“Hvor har jeg dog savnet dig!” Hviner Samantha og løber Josefine imøde, som det mest naturlige at gøre. Pigerne står i en følelsesmæssig omfavnelse.

Samanthas rejse ind i den amerikanske kultur og regler har været en stor oplevelse for hende, men hun er nu glad for at være hjemme igen.

Det lille bump, som var mødet med det amerikanske politi, gjorde hende mere bevidst om sine handlinger resten af året. Hun er stadig meget bevidst om sine handlinger og hvilke konsekvenser, de har for hende og andre. Turen har særligt gjort hende mere moden.

“Jeg ved godt, hvordan resten af turen var, men det var kun på mail. Vil du fortælle lidt om det til mig?” Spørger Josefine med beundring liggende i stemmen.

“Hvis du mener det lille bump, så gik det helt fint efter en måned. Alle glemte det, og jeg vendte tilbage til min vidunderlige hverdag.” Samantha lægger armen over Josefines skuldre, og pigerne går sammen ud af den travle lufthavn.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...