"Let Me Love You"

Sophie, 21, blev One Directions nye stylist. Sophie havde ikke haft det nemt med en tidligere ekskæreste, som mishandlede hende. Niall, 22, faldt for hende, men kunne et forhold mellem Niall og Sophie lade sig gøre? Og hvis det kunne, kunne Sophie så holde til det? Påvirkede det mon Niall?

57Likes
39Kommentarer
27255Visninger
AA

12. Sickness

** Nialls Synsvinkel **

Louis trak mig inden for, og op til de andre. Jeg fulgte bare efter, for jeg var i bund og grund lige glad med hvor han førte mig hen. Det kunne slet ikke beskrives hvor ked af det jeg var. Han trak mig ned til cafeteriaet, hvor de andre åbenbart var. Han blev ved med at råbe til mig, men ikke på den vrede måde. Han lød bekymret, selvom at jeg kun hørte summen. Han fik mig placeret på en stol, hvor de andre så forbavsede på mig. Jeg kunne mærke deres blikke, men jeg kunne ikke få mig selv til at se dem i øjnene. Jeg frøs, for jeg var gennemblødt.

"Niall? Fortæl os hvad der skete?!" Halv råbte Louis. De andre så bare målløse til. Jeg så hurtigt op for, at se om der skulle være nogen andre herinde. Det var kun os fire. Og der gav jeg mig lov til at bryde sammen igen. Ingen sagde noget, men jeg kunne mærke et par klappende hænder på ryggen. Jeg havde gemt mit ansigt i hænderne, for det var så akavet at skulle tude for an mine mates.

"Niall.. Fortæl." Sagde Liam stille. Jeg så op, og nikkede til hans kommentar. De satte sig alle sammen på stolene rundt om bordet.

"Øhm.." Jeg tørrede kort mine øjne inden jeg fortalte yderligere.

"- Sophie hun vil ikke have mig. For jeg har prøvet alt nu, og hun ændrer ikke mening. Jeg har ødelagt det hele!" Beklagede jeg mig med en grødet stemme. Det så ud til, at de tænkte sig om, inden de skulle svare. Hvilket i bund og grund var smart. Jeg håbede på, at de kunne finde en løsning. Et eller andet ekstraordinært, som ville få Sophie til at skifte mening.

"Det er vi kede af at høre, Niall." Sagde Harry meget sørgmodigt. Wait what? Ville de ikke komme med en anden plan? "Men det er nok bedst, at du giver hende fred nu. Det er nok bedst for jer begge." Det insisterede Liam på, men fuck no? Det var da ikke bedst for os bare at smide det væk, som vi kun lige var begyndt på. Men jeg kunne godt følge dem, for det var bedst bare at komme videre. Men det havde jeg ikke lyst til. Jeg kunne ikke sige noget, for det føltes som en kæmpe mavepumper. Måske.... Måske skulle jeg bare lade hende være?

"Niall, vi skal altså have dig i noget andet tøj. Du bliver jo syg." Ja fint nok Louis, men hvor vil du finde noget andet tøj henne? Sophie var jo skredet. Jeg rystede bare på hovedet.

"Jeg kører bare hjem.. Vi ses nok på et tidspunkt.." Jeg rejste mig bare fra bordet og gik op for at hente mine ting. Jeg var helt tom indeni. Jeg tog hurtigt min jakke, og nu var jeg bare smuttet. Jeg trissede ud til min bil, og selvfølgelig var det ikke stoppet med at regne. Jeg hoppede ind, og kørte hjem. Jeg ville bare hjem. Jeg havde fået nok.

 

** Sophies Synsvinkel **

Jeg var på vej over til min ven, Tyler. Han var verdens bedste ven. Og så var han oven i købet bøsse, så han var bare perfekt for mig. Jeg havde aldrig haft mange pigevenner, så jeg begyndte at være sammen med Tyler i folkeskolen. Og vi havde været bedste venner siden. Jeg havde sådan brug for at snakke med en, som ikke havde kendskab til hele sagen. Jeg parkede ude for an hans hus, og små løb op til døren. Det regnede som en i Helvede, hvilket var skide træls. Jeg nåede ikke at banke på, før Tyler åbnede døren og trak mig ind i et kram. Gud hvor havde jeg savnet den her dreng. Han havde simpelthen det flotteste blonde hår, og de flotteste grønne øjne. Jeg var ikke vild med ham, jeg beundrede ham bare.. Okay? Godt så.

"Hvaaa sååå, giiirl?" Spurgte han med sin Tyler stemme. Jeg gik ind og satte mine ting af, og jeg smed mine sko ved døren. Tyler lukkede den fornemme hoveddør bag mig.

"Ik så meget. Hvordan går det med dig?" Grinte jeg. Det var lige hvad jeg havde brug for. Vi satte os ind i hans sorte læder sofa, som var GIGANTISK. Hvor havde han pengene fra?

"Amen det går jo helt fantastisk her. Har du set min nye sofa? Den er kraftedeme fræk!" Jeg kunne ikke tage ham seriøst, men han mente det faktisk. Han syntes at den var piv fræk.

"Den er virkelig piv fræk, Tyler. Det har du gjort godt!" Grinte jeg.

"Ja ik? Ej okay, men vil egentlig gerne spørge dig om noget.. Hvorfor har du ikke sagt at du har fået en kæreste?" Der var nærmest hjerter i hans øjne, og han var så ivrig. Men forhelvede. Jeg magtede ikke at høre mere om Niall og jeg. Jeg sukkede dybt, hvilket fik hans ansigtsudtryk til at ændre sig.

"Jeg har ikke fået en kæreste.."

"Jamen hvorfor har du så gået og kysset med Niall Horan? Og alt muligt andet, som jeg i bund og grund ville vide?" Ad Tyler. Bare ad. Bare nej. Jeg smilede en lille smule.

"Fordi jeg er syg i hovedet." 

"Fortæl skat." Han kunne godt mærke at der var sket noget skidt. Jeg sukkede en gang til, inden jeg begyndte at forklare. Jeg fortalte om turen i L.A, og bare alt hvad der var sket. Tyler var målløs, lidt som om jeg havde slået en masse killinger ihjel. Aaaaaw stakkels killinger.

"Ej skatter! Du skulle jo bare have haft ringet! Så kunne jeg ordne den spasser. Og altså ikke Tyler-ordne ham, men du ved. Han havde fået bank!" Tyler var så fantastisk til at være seriøs. Og til at trøste. Tyler var bare perfekt. Men jeg kunne ikke lade være med at grine af hans kommentar. 'Så kunne jeg ordne den spasser. Og altså ikke Tyler-ordne ham, men du ved.' AHAHAHAHA det var så typisk ham altså <3 Min elskede bøsse ven <3

"Ej, det er fint. Jeg ignorerer ham bare, så må vi se.." Sagde jeg stille. Og med et rejste han sig op, og ud hans køkken. Jeg hørte, at han var i alle mulige skuffer. Haha, og så kom han gående med en Ben&Jerry og to skeer. Han vidste bare hvordan han kunne rede min dag. Han satte sig ved siden af mig og så alvorlig ud.

"Jeg deler kun den her, hvis du ikke æder det hele!" Han var bund seriøs.

"Promise!" Grinte jeg, hvilket fik ham til at ændre sin mimik. Hvis man ikke vidste det, var jeg KÆMPE fan af Ben&Jerry. Især Cookie Dough.

Aftenen gik hurtigt, og det blev ret sent inden jeg var på vej hjem. Tyler og jeg havde lavet en salat til aftensmad, men var virkelig lækker. Men nu var jeg så mæt, at jeg kunne eksplodere.

Det regnede stadig, hvilket gjorde vejen en smule glat. Temperaturen var kun -2 gader udenfor. Og det var virkelig ikke godt, for når det regnede og der var frostgrader, kunne det resultere i at jeg kørte galt. Men fuck det... Jeg havde sådan lyst til at ringe til Niall, for jeg havde så dårlig samvittighed. Jeg havde bare efterladt ham i regnvejret. Hvor var jeg dum. Men det var nok ikke godt at skulle snakke med ham lige nu. Så jeg lod bare tanken passere væk. Klokken var allerede 22.12, så jeg havde alligevel været længe hos Tyler. Efter 35 minutters kørsel, var jeg endelig hjemme igen. Det havde virkelig været en hård dag. Jeg begyndte at få lidt kvalme, så ville egentlig bare gerne i seng. Kvalmen voksede lige så stille, og til sidst blev det helt ulideligt. Jeg blev bare neden under, for jeg havde det for dårligt til at gå hele vejen ovenpå. Jeg smed mig på sofaen, og tændte for tv'et. Jeg gik direkte på Netflix for at se Orphan Black. Jeg elskede virkelig den serie. Men så snart jeg havde set 10 minutter, måtte jeg løbe ud på toilettet. Nu ville aftensmaden op. Jeg spurtede ud på toilettet, og det hele kom op igen. Klamt I know. Jeg flushede, og så mig selv i spejlet. Jeg var lige så bleg som sne. Jeg følte mig så svimmel, og jeg havde ret ondt i brystet. Jeg kom noget koldt vand i nakken på mig selv, og vaklede så stille hen til min elskede sofa. Jeg lagde mig forsigtigt på den, da jeg var blevet utroligt øm i hele kroppen. Jeg havde aldrig haft det sådan her før. Jeg prøvede bare at slappe af, men jeg blev mere og mere urolig. Men jeg ville bare prøve a følge med i min serie.

Klokken var 22.54, og jeg havde det helt forfærdeligt. Hver gang jeg trak vejret, gjorde det sindssygt ondt. Og kvalmen og ømheden var ikke blevet mindre. Jeg ville egentlig gerne en tur på sygehuset, like right now. Der var noget galt. Men det var ikke særlig godt, hvis jeg skulle køre selv. For hvad nu hvis jeg besvimede mens jeg kørte? Niks aint gonna happen. Hvem kunne jeg ringe til, som boede tæt på? Tyler var ca. 40km væk, og jeg havde ikke noget familie i nærheden. Det ville sige, at jeg ikke kendte ret meget af min familie. Min mor var død af kræft i lungerne, og min far gad mig ikke rigtig. Jeg havde ingen søskende. Den som boede tættest på, var Niall. Men det duede nok ikke. Argh forhelvede!.. Det gjorde virkelig ondt nu. Harry. Han boede heller ikke ret langt væk. Louis og Liam var et godt stykke væk, dog ikke så langt væk som Tyler.

Jeg tog min telefon, og ringede til Harry. Han skulle bare tage den!

*Biiiiip* *Biiiiip* *Biiiiip* Og endelig tog han den.

"Hey Soph, hvad så?" Han lød meget træt, så jeg havde nok vækket ham.

"Hej. Hvad laver du?" Jeg sagde det lidt hurtigt, for skulle på det hospital nu.

"Nåh, du vækkede mig bare." Han grinte lidt.

"Undskyld, men Harry kan du ikke hente mig her? Kan du køre mig på hospitalet, like lige nu?" Det var stille, og så lød han lige pludselig frisk og udhvilet.

"Jeg kommer nu. Hvad sker der?" Jeg kunne høre han løb, og han lød bekymret.

"Ses om lidt.." Sagde jeg og lagde på. Der kunne forklares på vejen. Jeg fik sværere og sværere ved at trække vejret, og det gjorde mig lidt forskrækket. For min mor døde af lungekræft, og det skulle bare ikke ske for mig. Jeg slukkede det der skulle slukkes og fandt min powerbank frem, og tog mine sko på. Det var virkelig svært at få dem på, for jeg kunne næsten ikke trække vejret.

*Bank* *Bank* Heldigvis stod jeg ved døren, så jeg åbnede med det samme. Der stod Harry med et forvirret ansigt. Han hjalp mig med at låse døren, og hjalp mig så ud i hans bil. Jeg følte mig helt død og værdigløs. Harry hoppede ind på førersædet, og kørte, med en hastig fart, til hospitalet med mig.

"Hvad sker der, Sophie? Hvordan har du det?"

"Jeg kan næsten ikke trække vejret, og jeg har ondt alle steder." Prustede jeg. Det var ikke sjovt mere. Han så kort på mig, og så på vejen igen.

"Så er vi her. Har du ringet til Niall?" Øh..  Om jeg havde ringet til Niall? Øh nej.

"Nej." Han prustede af mit svar.. Han parkerede på akutmodtagelsens parkeringsplads. Han skyndte sig at hjælpe mig ud, og over til akutlægerne. Vi kom inden for, og her var egentlig meget stille.

"Er her en læge?! Jeg skal bruge en eller anden!" Harry råbte højt, men det lød kun som summen i mit hoved. Han prøvede at holde mig oppe, men jeg var aaaaaalt for svag til at stå op selv. Der kom et par læber løbende, og en enkelt med kørestol. Det gjorde fandens ondt nu, det var nærmest ulideligt. Jeg blev sat i kørestolen, og jeg hørte en masse snakke omkring mig.

"Hvad er der sket?" Var der en dame der spurgte om.

"Hun sagde at hun ikke kunne trække vejret, og at hun havde ondt." Harry lød meget fortvivlet. Jeg blev kørt ind på en stue, lagt op i sengen, og der gik jeg i sort.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...