"Let Me Love You"

Sophie, 21, blev One Directions nye stylist. Sophie havde ikke haft det nemt med en tidligere ekskæreste, som mishandlede hende. Niall, 22, faldt for hende, men kunne et forhold mellem Niall og Sophie lade sig gøre? Og hvis det kunne, kunne Sophie så holde til det? Påvirkede det mon Niall?

57Likes
39Kommentarer
27242Visninger
AA

10. Saturday

Jeg vågnede op med tømmermænd, og jeg havde det forfærdeligt. Men det var ikke tømmermændene. Jeg satte mig halvt op, og så på puden. Den var lidt sort af min maskara. Niall var her ikke. Heldigvis. Jeg gik ud på badeværelset, for jeg ville bare have et bad. Jeg lugtede af alkohol. Jeg var helt død i alle mine bevægelser. Det føltes som om, at mit hjerte var blevet revet ud, revet i stykker, og så sat på plads igen. Det gjorde ondt. Jeg ville ikke være sammen med ham mere. Det var kort tid, I know. Men jeg kunne ikke acceptere ting som det, for det gjorde alt for ondt.

Jeg kom ud af badeværelset iført noget tøj jeg bare fandt. Et par hvide short, en top og en hoodie. Jeg satte mig i sengen igen. Jeg flettede løst mit hår, som jeg ikke magtede at føntørre. Jeg havde ordnet mine bryn, lagt lidt concealer og maskara. Gad ikke andet. Jeg overvejede om jeg skulle gå ud of få morgenmad. Men chancen for at Niall var derude, var 100p. Så jeg tog bare min telefon frem, for det kunne jeg lige så godt. På twitter havde jeg fået en masse tweets om Niall og jeg. Jeg fik så småt tårer i øjnene. Klokken var alligevel 11.12. De andre måtte da snart stå op. Men hold kæft jeg havde det dårligt.. Jeg fandt min taske frem, for jeg havde vidst en Panodil i. Jeg fandt også min flaske vand fra tasken, og slugte pillen. Jeg troede normalt ikke på medicin, for jeg syntes ikke det var nødvendigt for ikke alvorlige ting. Men lige nu var jeg ligeglad.

Der blev banket på døren, og Louis' hoved tittede frem. Han så bekymret ud.

"Hey. Hvordan går det?" Spurgte han forsigtigt. Jeg rystede på hovedet. Jeg så på ham med tårer i øjnene. Han kom hen og satte sig ved siden af mig.

"Jeg har det forfærdeligt." Jeg prøvede at holde min facade oppe, men den bristede. Min stemme skælvede. Han trak mig ind i et kram, og jeg lod ham gøre det. Han klappede mig blidt på ryggen.

"Det skal nok gå. Men kom med ud og få lidt morgenmad." Den skulle jeg lige tænke over. Men jeg nikkede bare. Han rejste sig, og gav mig et sidste blik, inden han gik ud i stuen igen. Jeg bestemte mig for at gå der ud, for jeg kunne altid gå her ind igen. Jeg tog en dyb indånding, og gik ud i stuen. Der sad alle ved spisebordet, og alle så på mig. Også Niall. Jeg gik hen og satte mig så langt væk fra Niall så muligt.

"Godmorgen." Kom det bekymret fra Harry og Liam. Jeg nikkede bare tomt.

Mens de andre spiste, så jeg bare ned på min tallerken. Jeg kunne ikke spise noget. Jeg var skide sulten, men jeg havde ikke lyst til at spise. Med ét rejste jeg mig op, og gik hen med min tallerken.

"Tak for mad.." Sagde jeg, også selvom jeg ikke havde spist noget. Jeg gik ind på værelset igen, og lukkede døren efter mig. Det var så dejligt uden for, for solen skinnede og det så ud til at være ret varmt. Jeg satte mig i sengen og så ud af vinduet. Jeg kastede et hurtigt blik på kufferten, der stod ved siden af min. Det var Nialls. Den kunne han bare få. Jeg lukkede den, og kørte den ud til ham. Da jeg åbnede døren igen, havde alle rejst sig, undtagen Niall. Han sad stadig ved bordet. De andre var ved at rydde op. Jeg gik hen til ham med hans kuffert. Jeg satte den ved siden af ham, og han så mig i øjnene. Han havde grædt, det kunne jeg se. Men det havde jeg også. Så det reddede ikke hans røv.

"Soph.." Han prøvede at komme i snak med mig, men nope. Jeg gad ikke mere. Jeg rystede på hovedet.

"Nej, bare lad være....." Jeg sagde det så koldt jeg kunne, uden at græde. Men det lykkedes ikke. På vej hen til værelset, brød jeg ud i gråd igen. Jeg hulkede så meget, at drengene i køkkenet kunne høre det. En stol blev skubbet til side, der lød skridt bag mig.

"Lad hende være Niall." Råbte Liam.

"Nej gu fanden vil jeg ej!" Råbte han vredt tilbage. Jeg ignorerede ham bare. Jeg skyndte mig hen for at lukke døren, da Niall satte en fod for. Han åbnede døren, og lukkede den bag sig. Jeg ignorerede ham stadig.

"Sophie.." Han tiggede.

"Sophie, er du ikke sød at tale til mig?" Hans stemmede skælvede. Jeg vendte mig om, så jeg så ham i øjnene. 

"Jo fint nok. Men det eneste jeg har at sige er, at jeg gider ikke have noget med dig at gøre. For jeg har brugt så mange kræfter på at smide min facade væk, og du lovede at du ikke ville såre mig. Men det gjorde du. Jeg føler mig udnyttet, og jeg er helt ødelagt nu. Tusind tak." Min stemme hulkede sig i gennem ordene.

"Det ved jeg, men det var ikke med vilje. Det må du virkelig undskylde, for jeg kan slet ikke forklare hvor ked af det jeg er." Han græd også nu.

"Bare gå okay? For i mine ører er, 'det var ikke med vilje' ikke troværdigt."

"Nej, jeg vil fandme ikke gå. Jeg er her stadig, og jeg går ingen steder. Det ved du." 

"Gør jeg?" Han nikkede til min svar, gik hen til mig. Han prøvede at kramme mig, men jeg vred mig ud af hans  greb. "Please Sophie." Han tiggede, men jeg hadede når folk tiggede. Tårene trillede ned ad mine kinder. 

"Ik græd mere, please. Tilgiv mig." Han græd, og jeg kunne se i hans øjne at han mente det. Men det undskyldte ikke det han gjorde. Men jeg ville alligevel gerne tilgive ham, for jeg havde brug for ham.  

"Jeg har brug for dig Niall. Men du ødelagde det for os begge." Jeg vendte ryggen til ham igen, men han hev mig hen til ham igen. Han trak mig ind i et kram. Jeg var ligeglad nu. Jeg græd bare mere end nogensinde. Og det samme gjorde han. Jeg havde mit hoved på hans bryst, og han holdte om mig.

"Jeg har også brug for dig. Det var bare en kæmpe fejl. Men jeg har ikke ødelagt noget, hvis der stadig er en chance..?"

"Men hvem siger der er det?" Jeg så ham i øjnene, og jeg trak mig fra hans favn. Ingen af os sagde noget.

"Så vi er done? Helt done?" Han kunne nærmest ikke sige det. Jeg nikkede. Men jeg kunne ikke styre mig. Jeg gik hen og kyssede ham kort på munden, før jeg gik. Det føltes som om jeg havde begået en forbrydelse. Det føltes som om, at jeg smed den person væk, som jeg elskede allermest. Men det var tosset. For havde jo ikke kendt ham længe.              Jeg kom ud i stuen, hvor de andre stod. De vidste ikke hvor de skulle gøre af sig selv. Hvilket også var forståeligt nok. Jeg kunne mærke en løbe bag mig, og Niall fik mig til at stå op ad væggen. Han stilede sig over for mig, men en hånd på hver side af mit hoved. Han græd stadig.

"Jeg vil ikke være done. For det er dig jeg vil være sammen med, så please, selvom du hader mig, så giv mig en chance til!" Han hulkede sig igennem ordene. Liam kom hen til os, og tog stille fat i Nialls arme, hvor han trak ham med over til sofaen. Det gjorde så forbandet ondt. Jeg gled lige så stille ned af væggen, og da jeg ramte gulvet, kom Harry hen og satte sig ved siden af mig. Jeg sad med hovedet i hænderne, da jeg kunne mærke en arm om mig. Det var Harrys. Jeg så op. Louis og Liam stod og snakkede med Niall henne ved sofaen. Og Harry og jeg sad bare her.  

 "Sophie, jeg syntes du skal lade ham være, og omvendt. For så kan du, i ro og fred, beslutte dig for, om du vil være sammen med ham eller ej."

"Men jeg har lyst til at give ham fingeren, og bede ham om at skride til Helvede. Men så har jeg alligevel lyst til, at gå hen og kramme ham og aldrig give slip." Det hørte Niall åbenbart.

"Jamen så kom!" Kom det fra Niall, som sagde det med en grædefærdig stemme. Jeg rystede på hovedet.

Og lige pludselig hev Louis ham med ud i køkkenet. Det gik så stærkt, og Liam stod bare tilbage nu.

"Hvad fanden tænker du på, Niall! Hun havde endelig åbnet sig op for dig, og så gør du sådan noget! Hold kæft hvor er du åndssvag." Råbte Louis arrigt.

"Tror du ikke selv at jeg ved det?! Jeg ved sgu da godt, at jeg er en idiot." Råbte han lige så arrigt tilbage. Jeg rejste mig hurtigt op, og halv løb ud i køkkenet. De var lige ved at gå i flæsket på hinanden, og det skulle bare stoppes. Jeg trak Louis væk,  men Niall blev ved med at komme tættere på. Til sidst skubbede jeg Niall hen til sofaen igen. Han satte sig hurtigt ned, og slog et par arme om mig. Jeg stod mellem hans ben, og han hvilede hans hoved på min mave. Jeg kørte stille mine fingrer igennem hans hår.

"Kan du ikke se hvor ked af det jeg er?" Han hviskede det nærmest.

"Jo, det kan jeg godt." Hviskede jeg tilbage.

"Men så tilgiv mig." Hans stemme var faldet til ro, og nu var det min som blev grødet.

"Men det undskylder ikke det du gjorde." Jeg græd lidt. Jeg nussede hans hårbund en smule, inden han så op på mig. "Please.." Jeg slap ham stille, som et svar på hans tiggen. Jeg følte mig som en kælling. Men det var ikke fair, det han havde gjort. Det var ret træls at skulle igennem alt det her, især foran de andre. Niall sad tilbage, han så ned i gulvet.  "Øhm.. Ikke for at være træls eller noget, men vores fly går klokken 14.25. Så vi skal til at pakke.." Vi så alle på Harry, og vi nikkede som svar. Så jeg skyndte mig ind på værelset for at pakke mine ting. Jeg kunne ikke overskue en lang flyvetur med Niall. Fuck jeg gad ikke. Jeg fandt mine ting fra badeværelset, og proppede det ned i min kuffert. Hvordan fanden kunne jeg få plads til det? Like wtf. Jeg ville virkelig savne L.A. London er mit hjem og sådan, men L.A var bare så specielt. I London regnede det 7 ud af 10 gange, og her regnede det næsten aldrig.  Da jeg havde pakke min kuffert, trillede jeg den ud i stuen, og så at de allerede var klar til at tage af sted.

"Tager vi af sted nu?" Jeg hviskede nærmest. Harry nikkede. Så jeg tog mine sko på, og jakken var ikke nødvendig. Vi tog elevatoren ned i lobbyen, og gav nøglen til manden bag disken. Taxaen ventede allerede på os. De var godt nok hurtige. I taxaen satte jeg mig så langt væk fra Niall så overhovedet muligt.

 

  ***

Vi ankom i London efter en forfærdelig flyvetur. Det var ufatteligt akavet, for ingen af os snakkede til hinanden. Heldigvis skulle jeg køre med Harry på vej hjem. Niall, Liam og Louis smuttede med det samme, uden at sige farvel. På vej hjem fra lufthavnen med Harry, var der stadig ingen der sagde noget. Da vi ankom til mit hus, så han endelig på mig.

"Jeg er så ked af det, der er sket Sophie. Vi ville kun på tur, så Niall og dig kunne finde sammen." Han var så oprigtig, at jeg troede på ham uden tøven.

"Det er fint. Men tak for turen." Jeg prøvede at smile falsk, hvilket han nok troede på. Han smilede bare tilbage, og jeg hoppede ud af bilen og gik op til mit hus. Jeg havde slet ikke savnet mit hus. Når jeg var alene i det, var det så stort, koldt og efterladt.

Klokken var 01, og jeg var sindssygt træt. Jeg skulle bare i seng, for jeg skulle arbejde i morgen. Drengene skulle interviewes af en eller anden dude. Juhu... Jeg tog min makeup af, og fandt mit nattøj frem. Jeg faldt i søvn med det samme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...