"Let Me Love You"

Sophie, 21, blev One Directions nye stylist. Sophie havde ikke haft det nemt med en tidligere ekskæreste, som mishandlede hende. Niall, 22, faldt for hende, men kunne et forhold mellem Niall og Sophie lade sig gøre? Og hvis det kunne, kunne Sophie så holde til det? Påvirkede det mon Niall?

57Likes
39Kommentarer
27240Visninger
AA

13. Feeling drugged

Jeg vågnede med en smule hovedpine. Mit blik var en smule sløret, så jeg prøvede at blinke det væk. Det virkede kun minimalt. Min krop var tung, og det føltes mærkeligt. Men hvad fuck?.. Hvor var.. Nårh ja. Jeg var på hospitalet. Det gjorde ikke ondt mere, når jeg trak vejret. Thank God. Mit syn blev klart igen, og der sad mennesker rundt om mig. Liam og Harry sov på gæstestolene i den anden ende af rummet. Louis sov på gulvet, og Niall. Hm. Niall sad på en stol ved min seng, og lænede sig ind over den. Han sov vidst også. Jeg kløede mig lidt på armen, og gabte lidt. Jeg havde fået diverse slanger i mig, hvilket var FUCKING ulækkert.

"Hej, hvordan har du det?" Stemmen kom fra siden, og da jeg så derhen, mødte mine øjne Nialls. De var fulde af tvivl. Det undrede mig ikke at han var her, men det var faktisk rigtig dejlig at han var.

"Jeg har det fint. Eller det ved jeg ikke." Sagde jeg stille. Han rettede sig lidt op, og tog stille min hånd. Jeg ville ikke sige noget til det, for det gjorde mig ikke noget, men jeg kom lidt i tvivl. Skulle jeg tage ham tilbage? Han så utroligt lettet ud, men han havde også en snert af bekymring i hans øjne. Han skulle til at sige noget mere, da en læge kom gående herind. "Hej Sophie. Hvordan har du det?" Lægen, som jeg huskede fra aftenen inden, var rigtig flink. 

"Ja, jeg har det fint. Men jeg er en smule træt, men ellers er der intet." Jeg smilede bare, for jeg ville gerne hjem. Nu. Hun tjekkede et eller andet på et papir, og så tilfreds ud. 

"Sophie, i går fik du et anfald, som gjorde at du ikke kunne trække vejret. Vi gav dig noget medicin, som gør at du kan tage hjem idag. Har du været stresset på det sidste?" Fedt. Så det var nok mandag idag. Og tænk engang... Grunden til at jeg blev syg, var fordi jeg stressede over Niall og jeg. 

"Øhm ja.. Jeg har faktisk været en del stresset her på det sidste." Jeg så stille ned på Niall, og han så skyldig ud. 

"Men det skal du lægge væk, og så tage den med ro lidt tid. Så derfor anbefaler jeg, at du tager en lille uges fri. Så når du er kvik igen, udskriver vi dig, og så skal I give besked når I går." Yeeeees! Det var da meget nice. Jeg nikkede bare til hendes svar. Hun tog stille droppet ud, og så gik hun. De andre vågnede nu. 

"Hvad sker der?" Sagde Liam. Han var vidst meget træt, for det lød nu meget sådan. 

"Hun må komme hjem nu her, men hun skal have lidt fri. Ellers er hun good to go." Niall siterede lægen til drengene. Harry gav Niall et mærkeligt blik, som Niall nikkede til. Og i det rejste Harry, Liam og Louis sig, og gik ud på gangen. Eller de forsvandt bare hurtigt fra min "stue". På vejen ud gav de Niall et enkelt klap på skulderen. Jeg så kort på uret og klokken var 7.40. Fuck det var tideligt.

Nu var vi helt alene, kun ham og jeg. Han så ned på vores hænder, som nærmest var limet fast. Han ville ikke slippe, og det ville jeg heller ikke. Jeg vidste, at han prøvede at sige noget. En gang i mellem så han op på mig, og så ned på vores hænder igen. Min mavefornemmelse kunne ikke bestemme sig for, om det her var godt eller skidt. Jeg hadede den her stilhed. Eller helt stille var der ikke, for maskinerne rundt omkring kom med nogen små lyde i ny og næ.

"Hvorfor ringede du ikke? Hader du mig så meget?" Han så mig i øjnene, og lod intet komme imellem. Jeg havde ingen ide om, hvad fanden jeg skulle svare. Der var så mange muligheder, men det nyttede ik. Jeg havde såret ham igen. "Det havde jeg også tænkt på. Men tænkte at det ikke ville gå." Det jeg lige sagde, var 100p oprigtigt hvilket jeg håbede han fattede.

"Men Sophie.. Selvom du hader mig, og ikke vil være sammen med mig.." Han stoppede der, og det gav mig en knude i maven. For JO. Jeg ville gerne være sammen med ham, men jeg kunne ikke finde ud af at tilgive ham. Skulle jeg fortælle ham sandheden? Eller ville det bare være plat, især efter alt det her rod? This. Is. Mind. Fuck.

"- så vil jeg altid være der for dig. Som en god ven, eller kald det hvad du vil. Det her betyder ikke, at jeg ikke elsker dig mere. Jeg vil stadig, for alt i verden, være sammen med dig. For jeg tror på os. Men det sårede mig også, at skulle få et opkald fra Harry, som var helt ude af den. Han sagde, at han havde kørt dig på hospitalet, og at jeg skulle komme med det samme, hvilket jeg gjorde. Vi har alle været her fra midnat til nu. Jeg blev så forbandet bange for.. For at... For at jeg var ved at miste dig helt." Han så på mig, og det her havde taget hårdt på ham. Jeg kunne mærke det på ham. Men jeg kunne ikke lade være med, at smile over det han havde sagt. Jeg klemte blidt hans hånd.

"Jeg er rigtig ked af det, Niall. Virkelig. Det må du undskylde." Jeg kunne ikke se ham i øjnene mere. Jeg havde sådan lyst til... Lyst til at fortælle ham, hvor meget jeg elskede ham.

"Niall?.." Han så stadig på mig, og holdte sig blik ret godt.

"Ja?"

"Tak fordi du er her." Jeg prøvede at smile forsigtigt til ham. Jeg tog min ene arm i vejret, som tegn til at han skulle komme og give mig et kram. Han rejste sig hurtigt op, gav mig en kæmpe krammer. Det var alt hvad jeg havde brug for. I det samme begyndte maskinen, som målte min hjerterytme, at gå helt amok. Niall veg hurtigt tilbage, fuldstændig chorkeret. Der kom en læge løbende, men hun begyndte at grine med det samme. Det var bare akavet.

"Så så, unge mand! Nu skal du passe på min patient." Hun blinkede til Niall, som var halv chokeret. Lægen gik igen, og han så ned på mig, som blushede totalt. Fedt Sophie, du var blevet afsløret.

"For helvede Sophie, du skræmte livet af mig!" Grinte han lidt trist, mens han satte sig ved siden af mig igen. Han tog stille min hånd igen, og betragtede vores hænder. Det gjorde jeg også, for de passede sammen som var de skabt for hinanden. Okay, det lød meget poesi-agtigt. Jeg stoppede bare nu. Vi sad bare der, indtil jeg opdagede Harry og Louis stå og iagttage os gennem en lille rude. Jeg sendte dem fingeren, som fik Niall til at kigge, og dem til at grine. De kom stille ind af døren, og listede nærmest hen til os.

"Sophie, klarer du dig? Liam og jeg bliver nødt til at smutte, for vi har noget vi skal have ordnet." Sagde Louis.

"Jeg klarer mig. Tusind tak fordi I kom herhen." De krammede mig kort begge to.

"Det var så lidt. Husk vi kommer når der er noget. Vi ses!" De blinkede kort, og var så ude af døren. Jeg var faktisk ret sulten.. Kunne man gå et eller andet sted hen, og få noget at spise?

"Hold kæft hvor er jeg sulten..." Beklagede jeg mig.

"Jeg går ud og hører lægen om hvordan og hvorledes." Sagde Niall, mens han rejste sig og gik. Jeg nikkede bare kort.

"Tak fordi du kørte mig i går, Hazza." Jeg smilte et smil til ham, som han gengældte.

"Igen, du skal bare sige til, så kommer vi så hurtigt vi kan."

"I lige måde." Sagde jeg, og da kom Niall tilbage.

"Vi skal bare gå ned i cafeteriaet, men du skal beholde den der ting på. Altså den som måler din hjerterytme." Kom det fra Niall.

"Yes! Jeg er fucking sulten." Det fik dem begge til at grine. Jeg hoppede ud af sengen, men mine ben var slappe. Det var nok på grund af medicinen. Der stod nogen pusser ved sengen, med hospitalets logo på. Det var nok til patienter, som var indlagt over noget tid. Jeg tog den villigt på, og så tog Harry og Niall en arm i hver side på mig. Så mistede jeg da i hvertfald ikke balancen. Vi trissede ned til Cafeteriaet, hvor vi fik noget morgenmad. Igen var stilheden tilstede, og det var ved at gøre mig sindssyg. Men lige nu var der ingen tiggen, ingen skænderier, kun stilhed.

Da vi havde spist, gik stille op på min stue igen. Maden var virkelig ringe, men folk var rigtig hjælpsomme her. De hjalp mig op i sengen, og da kom lægen ind igen. Jeg fik aldrig fat i hendes navn.

"Hvad Sophie, er du klar til at komme hjem? Vi har tjekket dine tal, og alt ser fint ud. Så husk at holde fri, gerne en lille uge. Og hvis du får noget lignende igen, så skal du komme her med det samme. Okay?"

"Okay. Du kan tro, at jeg er klar til at komme hjem!" Grinte jeg.

"Godt så. Jeg skal have dig til at skrive under her, og så skal jeg have et familie medlem til at underskrive også." Jeg skrev lydigt under, men der var et problem. Jeg kunne ikke få en fra min familie til at skrive under.

"Øhm. Nu er det sådan, at jeg har kontakt til min familie..."

"Nå for søren.. Har du en kæreste eller lignende?" Pff..

"Øhm nej. Det har jeg vel ikke." Jeg så hurtigt over på Niall, og så hurtigt over på lægen igen.

"Kan jeg ikke underskrive?" Kom det pludselig fra Niall. Harry så ud til at være enig men ham. Lægen nikkede.

"Det kan du i bund og grund godt." Hun rakte ham papirerne, og han skrev under. Tænk at han gjorde det.

"Så. Nu kan du frit gå." Lægen lød meget tilfreds, og tog et lille "klistermærke" af mig. Den sad på mit hjerte, så det var nok den, der målte min hjerterytme. Jeg rejste mig, og så mine sko på. Heldigvis var det bare mine sneakers, for jeg kunne nok ikke holde til at gå i højhælede. Drengene tog mine ting, og nu skulle vi hjem! Endelig, for jeg kunne ikke lide at være på et hospital. Lægen sagde farvel til os, og omvendt. Vi nåede ud på parkeringspladen, ud til deres biler. Det var så koldt, og det var stadig en smule mørkt. Harry gav Niall et blik, som han gav tilbage.

"Sophie, har du lyst til at køre med mig?" Spurgte Niall. Han lød meget forventningsfuld. Skulle jeg køre ned, eller ej? Men jeg skyldte ham det. For havde jo ikke givet ham besked, da jeg pludselig skulle på sygehuset.

"Øhm, det må du gerne." Og der bredte der sig et smil i hans ansigt. Jeg krammede hurtigt Harry, og sagde tak fordi han var så hurtig til at komme. Ej. Det lød mærkeligt. Niall åbnede bildøren for mig, og jeg satte mig bare ind. Niall satte sig ind på førersædet og kørte. Jeg håbede ikke turen ville blive akavet, for jeg kunne ikke klare mere af det. Jeg gik ind på twitter, hvor der var et trend som hed: #GetWellSoonSophie. Vent hvad? Mange havde spurgt om jeg var okay og alt muligt. Men hvordan fandt folk ud af, at jeg var på hospitalet?

"Niall?" Det var nok drengene som havde nævnt et eller andet.

"Yes?" Han så bare på vejen, og ville slet ikke se på mig.

"Har I nævnt noget om, at jeg var kommet på hospitalet? For der er flere tusinde, som skriver at jeg skal se og få det bedre." Der var også mange tweets, hvor der stod, at Niall nok skulle passe på mig og shit. Han rystede på hovedet til mit svar.

"Efter jeg så der blev trendet det, havde de andre lagt et billede ud af mig, som sov ved din side. Det blev lagt ud på snap, EFTER trendet." Jeg smilede bare lidt mens jeg nikkede let. Endelig så han på mig, hvilket varmede mig indeni. Hans øjne og hans smil, bare ham. Jeg var forelsket i ham, men kunne jeg bare tilgive ham?

Turen føltes ufatteligt hurtig faktisk. Troede faktisk, at den ville blive træls. Han parkerede uden for mig hus, og han fik hjulpet mig ud, og op til mit hus. Det var så ufatteligt koldt, men det var stadig lidt mørkt, og jeg var skide træt. Vi stoppede ved min hoveddør, jeg havde ikke lyst til at det skulle ende her. Også selvom det ikke endte helt, men nok for i dag. Men jeg kunne ikke invitere ham ind, for det ville ikke gå. Men han trak mig stille ind i et kram, som jeg krammede med på. Jeg var nærmest limet fast til ham, og jeg havde ikke lyst til at slippe. Min ene hånd nussede hans hår en smule, hvilket han nok nød. Han havde armene rundt om mig i et fast greb, og jeg kunne mærke hans hjerte hamre i mod mit. Han tog sin mund ned til mit øre.

"I love you, you love me. Why does it have to be so complicated?" Han hviskede det på en charmerende måde, som fik mig til at længes endnu mere for ham. Jeg ignorerede det, og trak mig fra ham. Jeg kunne se, at han ventede på et svar, som jeg ikke kunne give ham.

"Tusind tak fordi du kom. Og fordi du kørte mig hjem osv." Smilte jeg oprigtigt.

"Det var så lidt. Jamen... Øhm. Vi ses så?.." Jeg nikkede til hans svar, og så gik han ned til sin bil og hoppede ind. Jeg låste min dør op, og trådte indenfor. Men inden jeg lukkede døren, sendte jeg ham et sidste smil, som han gengældte, inden han kørte. Jeg lukkede døren til mit tomme, og halvt forladte hus. Jeg smed mine sko i gangen, inden jeg satte mig på en af mine barstole i køkkenet. Jeg tog min telefon frem, for skulle ringe til Paul. Han skulle vide, at jeg skulle havde fri. Jeg håbede ikke han blev sur.

"Hej, det er Paul." Han lød stresset, så denne samtale skulle nok blive sjov. Like nope.

"Hej Paul, det er Sophie."

"Sophie, hvad så? Hvordan har du det nu??" Han vidste nok godt, at jeg var kommet på sygehuset. Alle vidste det vel, I guess. Det sjove var, at rygterne spredtes sååååååååå hurtigt.

''Jeg har det okay nu, men det var faktisk derfor jeg skulle ringe til dig. Da jeg fik et halv alvorligt stress anfald, skal jeg gerne have fri i nogle dage. En lille uge faktisk. Så hvis jeg skal sende en anden, går det bare på min regning." Og nu kunne skideballen komme frem.. Pis også, men jeg kunne jo ikke gøre for, at jeg blev syg?

"Det er helt i orden, Sophie. Du skal selvfølgelig bare have fri, indtil du er klar til at komme tilbage. Dog ville jeg helst gerne have dig tilbage, når drengene skal spille en koncert på fredag. Men bare bliv klar, så tager vi den derfra. Og du skal ikke sende nogen, for drengende har ikke nogen interviews eller andet i denne uge. Der er kun koncerten fredag, ellers er der lidt i næste uge." Øh hvad? Han var så flink, at han gav mig fri? Hold da op en lettelse. Han var helt chill omkring det, hvilket var fantastisk.

"Tusind tak. Jeg er klar til på fredag, so dont worry." Grinte jeg i telefonen. Jeg rejste mig op og tog et glas i skabet. Jeg hældte vand op, og tog en slurk mens hans svarede:

"Det er godt. God bedring! Vi ses."

"Tak tak. Farveller!" Jeg smilte lidt for mig selv, da jeg lagde på. Jeg havde regnet med en masse brok, men han var simpelthen så flink! Jeg ELSKEDE at arbejde med dem. Jeg tog mit vand og gik ind i stuen. Jeg var virkelig træt, for medicinen sad stadig i mig. Jeg lagde mig på sofaen, og væk var jeg.

 

***

Jeg vågnede med en telefon på mit bryst, som vibrererede som en sindssyg. Jeg var helt fortumlet, men tog den bare op, for at se hvem der ville havde fat i mig. Tyler havde haft ringet seks gange. Shit, hvad var dit problem dreng? Jeg ringede til ham med det samme.

"Diiiiiiiin hvalp! Hvorfor giver du mig ikke besked, når du er, eller har været, indlagt?!" Han halvråbte, men det var en overfladisk vrede. Vi blev aldrig sure på hinanden. 

"Jamen for helvede Tyler!" Grinte jeg.

"Er du okay?" Han lød ret kold alligevel, og jeg håbede ikke han var sur på mig.

"Ja?"

"Så er du tilgivet!" Grinte han. Det fik mig til at trække på smilebåndet, for jeg elskede virkelig den dreng.

"Godt så. Skal du høre noget fedt? Jeg har FRI i en uge!" Nu var det mig som halv råbte, for hold kæft hvor var det fedt.

"Giiiiiiiiiiiiiirl, så kommer du ned til mig ik? Skal altså have hele historien!"

"Jo da. Du kan bare komme og hente mig." Grinte jeg. Gad sgu ikke køre den tur selv, især ikke efter jeg liiige var kommet hjem fra hospitalet.

"Fair nok. Jeg henter dig i morgen?" Tyler var allerede helt hyped, og hans energi var helt ekstatisk.

"Nice nok. Vi ses så!" Grinte jeg. Hold kæft jeg grinte egentlig meget. Nå fuck det. Glade mennesker er fedest, så derfor skal man ikke lade andre såre en....

"Det gør vi. Ses Bae." Jeg kunne nærmest høre kærligheden i hans stemme, og jeg svarede lige så sødt.

"Ses Bae." Og så lagde jeg på. Jeg havde ikke rigtig lyst til at være selv, så jeg ret glad for at skulle ned til Tyler. Jeg havde også brug for at komme væk, for jeg skulle tænke nogle ting i gennem. En hel del faktisk, og jeg vidste at det ville blive hårdt. Jeg så hurtigt på uret, og klokken var allerede 15.20.... Shiiiiiiiiit. Men jeg overvejede at smutte ned i byen, for jeg kunne lige så godt få noget ud af resten af dagen. Jeg traskede oven på, og skiftede tøj. Jeg fandt mine cowboy bukser frem, og min yndlings trøje frem. Den var rød, så var der strikket hvide snefnug på. Den var så cute, især med mine bamsestøvler. Jeg redte mit hår igennem, og andet gad jeg ikke at gøre. Jeg smuttede ud af døren, og kørte ned i byen. Der var mange folk her i dag, og heldigvis havde jeg taget mine solbriller med. Jeg havde ikke lyst til at tromles ned af folk.. 'Tromles ned'.... Det lød virkelig sjovt, men stadigvæk. Jeg parkerede et lille stykke væk fra gågaden, for jeg havde endelig fundet en plads! Jeg kunne ellers ikke finde en plads nogen steder. Jeg kom også lidt til at råbe af en mand. Han parkerede bare midt i det hele! På en fucking trafikeret vej! Fuck hvor var han en spasser! 'Velkommen til Sophie Masens liv. Hun bliver rasende over åndssvage folks kørsel.' Klapsalve til mig. Haha, sjovt. Jeg steg ud af min elskede bil, og trissede ned på gågaden. Jeg lod bare som ingenting, og gik bare imellem folkene. Ingen så på mig, thank God! Jeg tog en tur i Primark, som var en af de bedste butikker i London. I hvertfald i følge mig. De havde virkelig mange søde ting, og men orkede ikke at købe noget. Køen var psyko lang, så det brugte jeg lidt som en grund. Hvad fuck havde lægerne proppet i mig? Jeg magtede ikke at shoppe? Wtf weirdo. Jeg gik ud igen, og jeg var ret frustreret, for jeg magtede ikke at købe noget. Jeg fik øje på Starbucks, og jeg løb nærmest derhen. Jeg havde ikke behov for andet end Starbucks. Jeg bestilte det sædvanelige, og da spurgte om mit navn, måtte jeg lige tænke mig om. Hvis jeg sagde Sophie, ville de sikkert vide hvem jeg var. Så sagde bare at jeg hed Lou, hvilket drengen bag disken købte. Jeg satte mig ned et tomandsbord, og ventede spændt på min kaffe. Jeg fik en mærkelig følelse, for jeg skulle være væk i en uge. Jeg kunne ikke finde ud af om det var en god følelse, men mine tanker blev afbrudt, da drengen kom med min kaffe. Jeg smilte, og tog imod den med kyshånd. Der var et par herinde som kyssede og nussede hele tiden... Det var egentlig fedt nok for dem, men jeg syntes faktisk at det var røv irriterende. Skulle de bare sluge hinanden, nu hvor jeg bare ville slappe af? Amen for helvede. Min mobil vibrerede, og det var twitter igen. Folk blev ved med at skrive til mig, så nu måtte jeg nok hellere svare. Jeg skrev en besked til dem, som ønskede mig bedring.

@RealSophieMasen:

"Tusind tak til alle dem, som ønskede mig en god bedring.

Jeg har det fint nu. Af hjertet tak <3 Love you guys. xx"

Jeg tog en slurk af min kaffe, og så at der var et par stykker, som allerede havde retweetet. Haha, de var jo lige som nogle stalkers. Haha. Jeg tog en slurk mere af mine kaffe, og nu var den tom?! *Indre vræl* Why kaffe? Jeg elskede dig så meget. Okay det var ret dramatisk. Lige meget.

Jeg rejste min op, og smed koppen i skraldespanden på vej ud. Jeg så hurtigt på min telefon, og klokken var allerede 17.30. Wtf. Jeg gik ned i supermarkedet for at handle til aftensmaden. Kunne helt vildt godt klare en bøf med salat. Uf ja. Men jeg havde ikke overskud til at lave det. Se nu der igen! Lægerne havde faktisk givet mig et eller andet, for jeg magtede ikke en bøf? Wtf, jeg var jo syg. Btw, så købte jeg KUN produkter, som var blevet behandlet godt. Så alt var økologisk. Selv mine læder ting, var ikke rigtig læder. Det hele er vegansk. Eller hvad det nu hed.

Jeg smed bare noget grov pasta og noget spinat, ned i vognen. Bare alt hvad der var sundt. Men.. Jeg gik fordi kage afdelingen, og så de her mega lækre, små kager. Jeg blev nødt til det. Okay? De kaldte nærmest på mig. Haha. Jeg gik videre ned til kassen og betalte. Jeg sukkede lidt over prisen, for hvordan kunne det være så dyrt, at skulle spise et enkelt, sundt måltid? Wtf x 1000. Jeg bar varende ud til min bil, og shit hvor var det koldt. Heldigvis var min bil ikke langt væk. Det var allerede ved at være mørkt, og det var ved omkring seks tiden. Jeg satte varende ind i bilen, og satte mig ind med et suk. Nu ville jeg bare hjem og spise..

Mens jeg lavede mad, skrålede jeg med til sangene på min playliste. Jeg var helt vild med Justin Biebers 'Love Yourself'. Jeg sang med, selvom jeg lød som en kat, som blev trukket igennem et tandhjul. Stakkels kat alligevel. Jeg kom lidt pasta med grøntsager på min tallerken, som jeg hurtigt gik i gang med. Jeg var virkelig sulten! Det var, på en eller anden måde, lidt nedern at spise selv. Eller bare det at være alene, især i så stort et hus. Heldigvis skulle jeg være hos Tyler til torsdag, hvilket ville gavne os begge. Da vi var små, var vi altid sammen hele sommerferien. Også da vi kom på college osv. Vi havde så mange minder, og Tyler var virkelig min bedste ven. Som var gay, hvilket gjorde ham endnu mere fantastisk. Tyler var ligeglad med hans seksualitet, hvilket var så skide fedt! Jeg havde sagt det før, men jeg elskede virkelig den knægt <3

Da jeg havde spist, ordnede jeg køkkenet så det så acceptabelt ud. Derefter gik jeg ind og så 'Orphan Black' på netflix. Jeg havde pakket mig ind i mit elskede tæppe, som havde små og store hunde poter på. Sooooo kawaii.

"Ej, hold kæft hvor dumt. Du har næsten lige afsløret dig selv! Neeeeej hvor du er dum!" Brokkede jeg mig for mig selv. Det var så træls at skulle brokke sig over en film helt alene. Helt ærligt, så følte jeg mig lidt ensom. Men kun en lille bitte smule. Ikke så det blev sørgeligt, men bare en lille bitte smule. Jeg så på klokken, og nu var det ret sent. Måtte nok gå i seng, for jeg vidste ikke hvornår Tyler ville komme. Jeg traskede oven på, totalt smadret. Det havde virkelig været et par hårde dag, så en lille smule ferie skulle der til. Jeg hoppede i min pyjamas, og så under dynen. Så snart jeg havde lagt mig, faldt mine tanker på Niall. Ud af mit hoved, Niall.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...