Halvvejs voksen, kvartvejs gammel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Denne historie følger Laura Thomassen gennem hendes liv i 9'ene klasse, fra hendes femten års fødselsdag i september, en stigende eksistentiel krise samt et venskab, der udvikles mellem hende og en sky, tilbagetrukket dreng fra parallelklassen. Hendes i forvejen teenagefrustrerede liv tager en voldsom, ubehagelig drejning, da hendes mor rammes af et voldsomt, epileptisk anfald, og får konstateret en hjernesvulst, der medvirker til at forøge Lauras eksistentielle panik, for fra at gå fra stadig at være et barn, bliver hun nødt til at tage et alt for voksent ansvar, hun ikke engang selv er sikker på, at hun er i stand til - Dette er en fortælling om at være teenager, om venskab, om pubertens endeløse forvirring og om en piges første ansigt-til-ansigt møde med den allerstedsnærværende død. (Mit bidrag til 'Skriv en serie' konkurrence).

14Likes
3Kommentarer
1316Visninger
AA

6. ---5---

Laura svarede på en snapchat klokken 16, tilsendt af hendes kusine, der indeholdte det obligatoriske fjollebillede med et forvrænget ansigt, hvor tungen slikkede ud i luften, samt en dertilhørende ”tillykke-med-fødselsdagen-smukke-kusine” og et hjerte, og Laura tog et fjollebillede af sig selv, og takkede for sin kusines hilsen. Hun trådte ud på stien ved siden af multibanen, en flok af larmende førsteklasseelever, der lige havde fået fri, udfyldte vejen længere fremme, hun skrånede ned til cykelrækkerne og åbnede samtidig sin spilleliste på Spotify op. Hun havde kun den ene øreprop i. Den anden slaskede nedover jakkens kravekant.

   Mathias overraskede hende bagfra, da hun havde fået grebet fat om cyklen. Lush Life blev udsunget af Zara Larsson i hendes højre øretelefon.

   Han greb hendes flanker, med fingrene krummet sammen, og Laura, der var alt for kilden, spjættede i respons. Hun vred sig rundt så fronten vendte imod ham. ”Hvad fuck, Mathias?”

   Musikken vedblev stadig i øretelefonen. Laura greb sin iPhone. Mathias lo foran hende, hovedrystende. ”Fuck, Laura, din reaktion når man kilder dig er altid fucking priceless.

   ”Nå, er den det? Jamen, det er da fedt at du morer dig.” Hun stoppede musikken, og kiggede på ham, gjorde sit ansigt så stift, hun kunne, for at virke fornærmet. ”Din nar, altså.”

   Mathias viste sin håndflade. Det brisede gennem træerne over dem. ”Hov, hov, ingen grund til at kalde hinanden navne, du.”

   Laura sukkede, og svang noget af sit lange hår tilbage. ”Hvad vil du?”

   ”Du fortalte mig aldrig, om du har fået nogen fødselsdagsgaver.”

   ”Du har aldrig spurgt.” Hun smilte flabet, uden at dele læberne, greb sin cykel og kørte den frem. Hun havde ikke låst den, det gjorde hun aldrig, også selvom hun havde fået at vide, at det var dumt, den kunne jo blive stjålet, men hun hørte sjældent om cykeltyverier i denne egn af Slagelse, så hvad fanden, og cykelkæden fremgav dens evindelige tikken, da hun trak frem med den, henover stien og mod vejen. Mathias - der aldrig cyklede i skole, men altid gik - satte efter hende.

   ”Skal jeg nu også til at spørge? Laura, hvad fanden, jeg troede vi var best mates, og at vi, ligesom, kunne fortælle hinanden alt.”

   ”Det er vi åbenbart ikke, så.”

   ”Har du fået nogen gaver, Laura?” De nåede hen til vejen. Laura stoppede, og kiggede på ham. Hun stod på den ene side af cyklen, han stod på den anden.

   ”Ja. Det har jeg.”

   Mathias pressede på. ”Øhm, okay, men, hvad er det så, du har fået?”

   ”Et guldur. Rolex.”

   Mathias så ikke ud til at købe den. Han nikkede blot, og smilte skævt. ”Ja, ja. Fortæl mig, hvad du har fået.”

   ”Jamen, søde ven, det har jeg lige gjort. Et guldur.”

   Den flabede mine af vantro gled væk fra Mathias ansigt, og blev erstattet af overraskelse, der svulmede i hans øjne. ”What? Seriøst?”

   ”Nej, Mathias, det er ikke seriøst. Jeg står her og prakker dig en masse løgne på, fordi jeg synes det er så skide sjovt at lyve overfor dig.”

   ”Nå, nå, okay, slap lige lidt af med din sarkasme. Du er ikke ved at få det røde, er du?”

   Laura rystede på hovedet, og hun sukkede. Hendes hals var fyldt af en underlig kvælen, der havde været der siden nyhederne om far. ”Nej, den have jeg for en uge siden.”

   ”For en uge siden? Så du havde altså mens til Fies fest?”

   ”Ja, Mathias, du er sgu fandeme skarp.”

   Mathias rynkede brynene sammen i forvildelse. ”Men det har du da ikke fortalt mig?”

   ”Nej, det har jeg ikke,” svarede Laura tilbage, i den samme sarkastiske tone, ”men nu er det altså heller ikke sådan, at jeg til hverdag render rundt og gør mine venner opmærksom på, hvornår det er jeg bløder ud af mit underliv.”

   Mathias løftede sin pegefinger, som hvis han ville give hende et modsvar, men han så ikke ud til at kunne finde på noget, og sænkede pegefingeren. ”Du har faktisk en pointe der.”

   Laura smilte igen, med læberne, så det svulmede i hendes fregneplettede kinder. ”Ja, det ved jeg. Det plejer jeg som regel at have, gør jeg ikke?”

   ”Whatever. Hvor kom vi overhovedet fra?”

   ”Jeg tror, det var det med gulduret.”

   ”Rigtigt.” Han løftede sine bryn. ”Jeg troede sgu da ikke at din mor var sådan en rig en, der har råd til at give dig så fede gaver?”

   ”Det er hun heller ikke.” Laura viftede atter håret tilbage over skulderen med en enkelt håndbevægelse. ”Det var mormor og morfar, der gav mig den. Min mor vil aldrig drømme om at købe sådan noget.”

   ”Ah.” Han bredte læberne ud til tandsmilet, der fik smilehullerne til at synke ind på begge kinder. ”Så giver det sgu også mere mening.”

   ”Det var godt.”

   Der blev kortvarigt stille. Mathias og Laura så på hinanden i tavsheden. Mathias brød den. ”Du vil gerne hjem nu, vil du ikke?”

   Laura smilte atter sit brede, sarkastiske læbesmil. ”Jo, det synes jeg faktisk kunne være meget rart.”

   ”Fair. Det er også fredag.”

   ”Fuck, du er skarp, altså. Det er helt sindssygt, mand.”

   Den finger, Mathias denne gang viste hende, var ikke en opadvendt tommelfinger, men derimod var det ”fuck-dig”-langefingeren, der strittede lodret op. Herefter strakte han hånden frem, for at give besked til hende om, at de skulle igangsætte det håndtegn, de havde lavet på rygestedet bag hallen, og som de havde haft siden tredje klasse. ”Kan du stadig huske det?”

   ”Er du en idiot?”

   ”Fuck dig.”

   Laura strakte sin egen hånd frem. ”Ej, det tror jeg bliver lidt svært. Det kræver lidt, at jeg har en pik først.” De smækkede deres håndflader sammen, og derefter deres håndrygge og så deres næver, og Mathias snakkede i processen.

   ”Fuck, Laura, du er sgu godt nok blevet hård i munden. Det klæder ikke en pige som dig.”

   Laura lod atter begge hænder hvile på cykelstyret. ”Det kaldes ligestilling. Lev med det.”

   ”Det er godt med dig.” Han trak sin cigaretpakke frem. ”Hav en fortsat god dag, og vi ses til festen i morgen.”

   ”Ses. Hyg dig.”

   ”I lige måde.”

   Og Laura cyklede, til venstre, og Mathias gik, til højre, og de forsvandt fra skolen i hver deres retning. Der var en kilometer til vejkrydset, hvor hun skulle til venstre, en cykeltur på godt fire minutter, og hun var halvvejs, og Lush Life var lige afsluttet, gled over i den næste sang, da tre drenge overhalede hende. De cyklede så stærkt og så tæt på hende, at hun næsten havde mistet balancen, forhjulet slingrede, og hun skred mod kantstenen, men vred i styret, så hun fik genoprettet balancen. Hun bremsede op. Det skurrede hårdt fra dækket, da gummiet trak sig henover den sorte asfaltbelægning, og cyklen standsede, skrånede svagt mod venstre, og hun placerede den ene fod mod asfalten som støtte. Hjertet krampede i voldsomme pulsslag i brystets inderside. Hun stirrede, endnu chokeret, på scenariet, der udspillede sig blot tredive meter længere nede ad vejen.

   En dreng, som Laura ikke havde lagt mærke til, før hun var bremset op på cyklen, vandrede ensomt langs fortovet, i retning mod vejkrydset. Han havde ryggen til hende. Hans rygsæk var sort. Fra den afstand, Laura befandt sig, kunne hun se, at håret var brunt og krøllet. Han så til at vandre i fjerne dagdrømmerier, så han lagde nok ikke mærke til de tre drenge, der alt for hurtigt kom cyklende imod ham, og da han endelig lagde mærke til dem, var det for sent. Drengen på den forreste cykel strakte sin arm ud i den frie luft. Hans hånd ramte mod den krølhårede drengs taskestrop. Den krølhårede dreng reagerede, men han gjorde det for sent, taskeremmene vred sig under hans armhuler, og han blev trukket fremad. Laura stirrede på optrinnet, med en ensom medlidenhed, der udhulede hende indefra, og drengen snublede. Drengen på den forreste cykel gav slip på tasken, og satte farten op, og Laura kunne høre deres teenagehæse stemmer le, og medlidenheden blev erstattet af et varmt raseri. Drengen landede på knæhaserne, og afbødede sit fald med håndfladerne. Laura viftede atter blikket fremefter. De tre cyklende drenge, der nu kørte henover vejkrydset, råbte et eller andet, og selvom deres stemmer var svage i den store afstand, var hun alligevel sikker på, at det var drengen med det krøllede hår, de havde råbt til. Raseriet blev varmere. Det samme gjorde den tørre kvælen i hendes hals.

   Drengen blev siddende på knæ.

   Laura slog støttefoden på cyklen ned, og besluttede sig for at gå hen til ham. De tre drenge var nu kun små prikker langt nede ad den udstrækkende vej.

   Som hun nærmede sig, kunne hun høre våde snøft, dæmpet, men de var der, og hun stoppede tøvende op da hun var fem meter fra ham. Han havde sat sig op på knæene. Brillerne reflekterede solen i vridende, metalliske glimt på fortovet lidt længere fremme. Drengen snøftede igen. Han løftede hovedet, som han tilsyneladende havde fokuseret ned på sine håndflader, og kiggede i stedet fremad, i samme retning som de tre cyklende drenge, der nu var helt forsvundet. Lauras kæber blev stramme, og en mærkværdig lyst til at græde svulmede op i hendes øjne, og hun bevægede sig frem.

   ”Hey, er du okay?”

   Drengen spjættede, og vred forskrækket hovedet i Lauras retning. Hun nåede hen til ham, og så stoppede hun atter. En tåre glimtede nedover hans højre kind. Synet af hans ovaliske ansigt, flere steder plettet af svage, rødlige bumser, og det krølbrune hår, der i solens skær havde samme nuancering som træers bark, og de nu blanke, brune øjne, virkede bekendt. Udover at ligne en på nogenlunde hendes egen alder, lignede han også en, som hun havde set før, men måske aldrig snakket med.

   ”Du, øh … du skal ikke tage dig af hvad de der drenge lige har gjort imod dig … det … det er dem der er nogen fucking røvhuller.”

   Drengen kiggede væk fra hende, ned i fortovet, han sagde ikke noget, og Laura bemærkede snarligt efter at hans kinder blussede. Måske havde det været bedre bare at cykle videre, han gider sikkert ikke snakke med mig.

   Laura kiggede atter ned ad vejen, mod krydset, og herefter på brillerne. Hun trådte forbi ham, gik i knæ, og løftede hans briller op fra fortovet. En lang revne havde flænget sig nedover det ene brilleglas. Lysten til at græde kradsede stadigvæk mod hendes øjne. Hun kiggede tilbage på den krølhårede dreng, som hun var sikker på at hun havde set før, men aldrig rigtig snakket med, og som hun var overbevist om var på hendes egen alder. Hun vred brillestellet mellem fingrene, og rettede sig herefter op. Drengen blev siddende på knæ, kiggede ned på fortovet, og løftede aldrig sit blik. Hun trådte hen til ham, og rakte ham brillerne.

   ”Her. De, øhm … det ene glas er sådan … det har fået en flænge, men de ser ikke ud til at være i stykker, sådan, ellers.” Hun stod noget tid - det føltes som længe, selvom det nok ikke var så lang tid, som Laura nok selv følte -, før drengen reagerede, og løftede hånden (men ikke hovedet) og tog imod brillerne. Han sænkede dem ind til sig, men tog dem ikke på. Laura lod hånden synke tilbage langs hoften. Hun kiggede sig over skulderen, selvom de tre drenge på cykel - og nu hun tænkte over det, havde en af drengene en stemme, hun også syntes at kunne genkende - allerede var forsvundet ud af syne. Endnu et vådt snøft under hende. Hun kiggede tilbage på drengen med det velkendte, ovaliske ansigt og de barkbrune krøller og de svage, rødlig bumser. ”Hvad, øhm … hvad hedder du?”

   Drengen gav hende ikke det svar, hun ledte efter.

   ”Vil du ikke please gå?” Han kiggede stadigvæk skråt ned mod de grå fortovsfliser. Laura blev alligevel stående, et par øjeblikke mere, indtil hun forstod, at det var alvor. Så forlod hun ham. Det kradsede voldsommere i hendes øjeæbler. Drengen blev siddende på knæ, med hovedet bøjet, og Laura var næsten sikker på, at han var ved at græde. Hun satte sig op på cyklen, kørte af sted, og drengen med de barkbrune krøller og det flængede brilleglas hjemsøgte hendes tanker hele vejen tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...