Halvvejs voksen, kvartvejs gammel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Denne historie følger Laura Thomassen gennem hendes liv i 9'ene klasse, fra hendes femten års fødselsdag i september, en stigende eksistentiel krise samt et venskab, der udvikles mellem hende og en sky, tilbagetrukket dreng fra parallelklassen. Hendes i forvejen teenagefrustrerede liv tager en voldsom, ubehagelig drejning, da hendes mor rammes af et voldsomt, epileptisk anfald, og får konstateret en hjernesvulst, der medvirker til at forøge Lauras eksistentielle panik, for fra at gå fra stadig at være et barn, bliver hun nødt til at tage et alt for voksent ansvar, hun ikke engang selv er sikker på, at hun er i stand til - Dette er en fortælling om at være teenager, om venskab, om pubertens endeløse forvirring og om en piges første ansigt-til-ansigt møde med den allerstedsnærværende død. (Mit bidrag til 'Skriv en serie' konkurrence).

14Likes
3Kommentarer
1317Visninger
AA

5. ---4---

 

Laura og Michelle gik på toilet sammen, efter dagens første time, dansk, var overstået. Det var først da de vaskede fingre, ved vasken, hængende i hvidglinsende porcelæn ud fra den blåfarvede murstensvæg, at Michelle sagde noget. ”Der er noget, som jeg bliver nødt til at fortælle dig, Laura.”

   Laura, der stod foran vasken til venstre for Michelle, vred hovedet mod sin veninde. Vandet hvæsede stadigvæk lunt nedover hendes fingre. ”Hvilket?”

   Michelle skubbede sin hage frem, viste sine tænder, og betragtede vasken. ”Du er den første, jeg fortæller det her til.” Hun kiggede sig over skulderen, henover rækken af lukkede båse og til den blåmalede dør. Den svagblege belysning, der skinnede fra den summende loftslampe, henlagde toiletlokalet i et dæmpet lysslør. Hun kiggede tilbage på Laura, de mørke bryn havde hævet sig. Håret var stadig sat i den løftede hestehale, som var blevet bundet op med en sort, cirklende hårelastik. ”Og du må virkelig love mig, at du ikke fortæller det til andre.”

   Laura rystede på hovedet. ”Nej … nej, selvfølgelig ikke, hvad er det?”

   ”Lover du?”

   ”Ja!” Et enkelt, men bekræftende, nik rykkede gennem Lauras hoved.

   ”Okay.” Hun vendte fokus tilbage på håndvasken, vandet glimtede i vridninger ned mellem hendes fingre. Hun slukkede hanen. ”Min bror vil gerne i militæret. Det kan jeg ikke huske, om jeg har fortalt dig?” Hun støttede hånden mod vaskekanten, og kiggede på sin veninde, og Lauras fregner svandt en anelse i den svage belysning.

   ”Det tror jeg vist du har, men fortsæt endelig.”

   ”Du ved, min mor bekymrer sig rigtig meget … og min far, han synes, at … at hun bekymrer sig lidt for meget.” Michelle rystede på hovedet, i ensartede, monotone bevægelser, og hun kiggede ikke længere på Laura. ”Hun er så bange for, hvis han ender med at blive sendt i krig eller et eller andet. Men det har altid været min brors drøm at blive soldat, også selvom det selvfølgelig også bekymrer mig, og far har altid bakket hans drøm op. Du ved, han har altid været lidt fars dreng … jeg er sådan … ”

   ”Du er mere mors pige, ja,” fuldendte Laura, nikkende, sin venindes sætning. Begge piger havde slukket deres vandhaner, men de blev endnu stående foran vasken og den blåmalede væg.

   ”Præcis. Og derfor er min far rigtig træt af, at mor hele tiden bliver ved med at bekymre sig. Og far har altid haft lidt et temperament. Og derfor kommer … kommer han rigtig, rigtig tit til at råbe … og mor har det svært, når folk råber af hende, og det får ham til at råbe endnu mere, og … og nu er de begyndt at råbe af hinanden, og det … lad os bare sige, at de enes sjældnere og sjældnere.” En hård antydning af vrede spændtes i Michelles stemme. ”Og jeg synes det er så skide synd for min bror, for de får ham til at føle sig skyldig. Jeg ved godt, at min mor og far ikke gør det med vilje, men honestly, så hader jeg dem for det.”

   Michelles forklaring fik Lauras tanker til at glide tilbage i fortiden, til dengang, hvor far mistede arbejdet, og da han sad  i sofaen, med sin begyndende 40-års vom - selvom han endnu ikke var fyldt fyrre - svulmende udover bæltekanten, med fingrene knuget om Tuborg-flasken i højre hånd. Mor havde stillet sig op ved siden af ham. Laura lavede dansklektier ved spisebordet, der befandt sig bag den dørløse åbning længere nede i stuen, og fra hendes siddende position havde hun et skråt udsyn til begivenhederne, der skulle til at udspille sig. ”Hvorfor er du begyndt at drikke igen?” lød mors stemme, og Laura løftede hovedet fra sine lektier, og så mor stå med siden til, langt borte, inde i stuens midte, og med far, der sad på den lyse sofa overfor hende.

   Far drejede hovedet bort fra fjernsynet, der var blevet klikket over på Discovery Channel, visende et program om det vilde savanneliv i Afrika, et program, han sikkert ikke engang så. Kiggede på mor. Det gjorde han længe. Så sukkede han.

   ”Jeg blev fyret.” Han kiggede tilbage på skærmen.

   ”A hvad er du blevet?”

   ”Det hørte du godt.” Han løftede ølflasken, begyndte at drikke, og Laura klemte øjnene sammen, smallede læberne ind og bøjede hovedet, så hun i stedet havde fokus på opgaverne under sig.

   Det prikkede dødt omkring Lauras krop, da hun blinkede sig tilbage til virkeligheden. Der var næppe gået mere end få sekunder. Michelle vred sin overkrop en anelse, så det knirkede fra læderjakken, og førte hånden hen på sin ene brystlomme, og så gled hendes dybblå øjne op, mødte Lauras, og hun hævede de mørke bryn. ”Vil du med ud og ryge? Så kan vi snakke videre imens.”

   Laura nikkede, smilte. ”Jo da, selvfølgelig, det kan vi godt.”

   Og de to piger vandrede af sted. Kendsgerningen om, at far havde prioriteret flasken over sin egen datter fastholdte sin hånlige tilstedeværelse i Lauras sind.

 

*

 

Det foretrukne rygested var omme på den anden side ad idrætshallen, hvor der alligevel aldrig kom voksne forbi, på den lille asfaltpassage, der flankerede sig langs hallen. På den anden side ad asfaltpassagen, overfor hallen, gik der en svag jordskråning nogle få meter opad, til en række af asketræer, der grænsede af til den vidtstrakte fodboldbane.

   De to piger rundede omkring hjørnet af hallen. Rygestedet var henlagt i tomhed. Michelle stoppede en cigaret i munden, og puttede den knitrende pakke tilbage i den dertilhørende brystlomme, og selvom Laura egentlig ikke kunne lide lugten af røg, der sved næsen og halsen og lungerne, og egentlig heller ikke kunne lide, at hendes gode veninde var begyndt på denne yderst kræftfremkaldende vane, tilmed i så tidlig en alder som denne, gik hun alligevel med. Det gjorde hun altid. Både Michelle og Mathias var rygere, og begge var begyndt på det midtvejs i 8’ene klasse, og det virkede ikke til at nogen af dem havde tænkt sig at stoppe med det. De gik udenfor, til det foretrukne sted, bag hallen og ved jordskråningen med asketræerne i stort set hver eneste pause, og fordi det lige præcis var de to mennesker, Laura allerbedst kunne lide at snakke med, følte hun sig nødsaget til at vandre ud sammen med dem, for at blive en del af det sociale fællesskab. Michelle havde mange gange tilbudt hende en cigaret. Dette havde Laura ligeså mange gange takket nej til. Det samme gjorde hun denne september-fredag.

   ”Det irriterer mig også,” sagde Michelle, da hun havde taget sit første sug,  og dernæst sænket cigaretten, ”at Daniel ikke vil lade mig være.”

   Hun sugede igen. Laura lænede ryggen mod muren. Til venstre for hende knækkede de udvendige, zinkglinsende ventilationsrør ned til den firkantede metalkasse. Det var kassen, Laura lænede sig imod. Hendes hænder var gravet ned i lommerne. Det blålige cigaretrøg snoede og vred sig op i luften fra Michelles mund, hun kiggede på Laura, og hun fortsatte. ”Jeg mener, så du ikke hvor meget han bare klistrede sig op ad mig til Fies fest i lørdags? Uanset hvor mange gange, jeg pænt prøvede at fortælle ham, at jeg ikke var interesseret, blev han ved.” Hun rystede på hovedet. Laura kunne godt huske det, hun havde jo selv været der, men alligevel underlagde hun sig Michelles beklagelser om en dreng, der uden tvivl kunne lide hende, langt mere, end hvad han nok burde, men som aldrig ville kunne få gengældt de følelser, han havde for den pige, han kunne lide. Eller hvad fanden. Laura måtte undertrykke trangen til at fremstøde et suk, hun følte sig egoistisk, fordi hun ikke havde lyst til at høre på Michelles problemer, men hun overskuede dem ikke rigtig. Ikke lige nu. Problemer var ikke noget, hun havde lyst til at snakke om, slet ikke på sin fødselsdag, og da slet ikke en fødselsdag, hvor andres problemer mindede hende om de ting, hun ikke havde lyst til at mindes om. Såsom far, der elskede alkohol højere end hende. Eller tanken om, at ægteskaber alt for ofte synes at glide over i konflikter og skænderier og kærlighed, der visnede til ligegyldighed. Hvis det var sådan det var at være voksen, var Laura endnu mindre sikker på, at hun havde lyst til at blive ældre.

   ”Det er bare … problemet er, at jeg jo også godt kan lide at snakke med ham. Måske ikke ligeså godt som han kan lide at snakke med mig, men jeg har bare ikke … Jeg har bare ikke lyst til at ignorere ham, du ved, for det vil bare være akavet, og så vil jeg sikkert få et endnu større forklaringsproblem, og det har jeg slet ikke lyst til.” Endnu et sug i den glødende cigaret.

   Mathias’ stemme brød gennem luften fra hjørnet af muren. De to piger kiggede i hans retning. ”Det er vel ikke mig, som I står der og bagtaler, er det vel?” Mathias trådte frem, to fordybninger hulede sig ind i hans kinder ved det brede læbesmil, og han trak en cigaret op fra pakken i processen. Hans mørkblonde hår strittede af voks. Han havde hættetrøje og addidas-bukser på, der havde en glat, grønlig nuance.

   Michelles dårlige humør syntes at fordufte i et bredt tandsmil. Laura rettede sig op fra muren. ”Nej, vi har sgu mere interessante emner at snakke om, du.”

   Mathias stillede sig foran dem, så han dannede spidsen af en trekantsformation, han stoppede cigaretten i munden, og brynene gled op i panden. ”Javel? Som hvad?”

   ”Pigeting. Det vil sådan en som dig aldrig kunne forstå,” sagde Laura, og smilte. Mathias kiggede på hende med sine grønne øjne.

   ”Pigeting?”

   ”Ja.” Laura nikkede. Michelle udblæste endnu en sky af vridende, blåligt cigaretrøg.

   Mathias nikkede tilbage, i en forsigtigt, vidende facon. ”Okay, så,” sagde han. ”Hvis du siger det. Fødselsdagsbarnet har altid ret.”

   ”Også når jeg ikke har fødselsdag.”

   Mathias vendte sin tommelfinger i vejret med den ene hånd, og brugte den anden til at glide cigaretten ind mellem læberne, han sugede, det glødede rødt ude i spidsen, og hans mund åbnede sig i en o-form, så røgen blev puffet bort. Han kiggede igen på Laura. ”Kan du huske vores håndtegn?”

   Laura rynkede panden, og kiggede på ham, ikke helt sikker på, hvad han mente. ”Håndtegn?”

   ”Kan du seriøst ikke huske det?” Han smilte, en anelse kraftigere, så hulningerne i hans kinder blev dybere, end de allerede var. Han strakte højre hånd frem. ”Tænk sig, femten år gammel, og allerede ved at have problemer med hukommelsen.”

   Kvartvejs gammel, Laura, og når man er gammel, så husker man heller ikke særlig godt, kvartvejs gammel.

   ”Hold da kæft.” Laura skjulte den tragikomiske kendsgerning, der atter var svulmet op i hendes sind, gennem et ligeså flabet smil, som det, Mathias havde tilsendt hende. ”Det har ikke en skid med min alder at gøre.” Og så tøvede hun, betragtede Mathias stirrende, grønne øjne, og så tilføjede hun: ”Selvfølgelig kan jeg da huske vores håndtegn. Det var bare lige dit emneskift, der forvirrede mig.”

   Michelle fnisede  gennem næsen i et snorkende grynt til højre for Laura. Grinetrangen kildrede selv i Lauras bryst. Hun trådte frem til Mathias.

   ”Okay, stædige pigebarn, så vis mig, hvordan det skal gøres.”

   Og Laura vippede med brynene, to gange, et øjentegn, kun hende og Mathias kendte betydningen af, et øjentegn, der var så internt, at det fik Laura til at føle en søskendekærlig intimitet med Mathias, som om han var hendes bror, og at hun havde kendt ham hele livet, selvom det ikke forholdte sig sådan. ”Selvfølgelig, hvis det kan få dig til at holde kæft, så gør jeg det med glæde.”

   Og hun beviste overfor Mathias, at hun, ganske rigtigt, kunne huske det. Hun svang sin flade hånd gennem luften, mødte Mathias håndflade, et klask af kød-mod-kød, og herefter var det håndryggene, de slog sammen. Næste gang deres håndflader mødte hinanden, krummede de begge simultant deres fingerspidser, låste dem sammen mod hinanden, svippede deres hænder væk, og smækkede dem herefter sammen i et næveslag. Herefter slog de hinandens knyttede næver sammen, henholdsvis i bunden og i toppen, hvilket var deres eneste, selvskabte tilføjelse til det i forvejen kendte, og på ingen måde originale, håndtegn. Mathias sænkede hånden, tog endnu et sug af cigaretten, så kinderne blev hule og indsunkne, blæste røgen bort og nikkede. Han sænkede smøgen. ”Det må jeg sige. Du kan huske det.”

   Laura lænede sig tilbage mod muren, ved siden af ventilationskassen af sølvgråt zinkmetal. ”Øh, ja, Mathias, jeg sagde det jo. Og så håber jeg, at din fødselsdagsgave til mig er, at du holder kæft og gør alt, hvad jeg beder dig om, resten af dagen.”

   Mathias nikkede. ”Drøm du bare videre, Laura.”

   ”Det er jeg allerede i gang med.”

   Endnu en tommelfinger, der blev vippet op i vejret. Mathias læbede sin mund sammen om cigaretten, sugede og lod atter spidsen gløde op i den orange farve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...