Halvvejs voksen, kvartvejs gammel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Denne historie følger Laura Thomassen gennem hendes liv i 9'ene klasse, fra hendes femten års fødselsdag i september, en stigende eksistentiel krise samt et venskab, der udvikles mellem hende og en sky, tilbagetrukket dreng fra parallelklassen. Hendes i forvejen teenagefrustrerede liv tager en voldsom, ubehagelig drejning, da hendes mor rammes af et voldsomt, epileptisk anfald, og får konstateret en hjernesvulst, der medvirker til at forøge Lauras eksistentielle panik, for fra at gå fra stadig at være et barn, bliver hun nødt til at tage et alt for voksent ansvar, hun ikke engang selv er sikker på, at hun er i stand til - Dette er en fortælling om at være teenager, om venskab, om pubertens endeløse forvirring og om en piges første ansigt-til-ansigt møde med den allerstedsnærværende død. (Mit bidrag til 'Skriv en serie' konkurrence).

14Likes
3Kommentarer
1315Visninger
AA

4. ---3---

Laura cyklede i skole, som hun altid gjorde - eller det gjorde hun i hvert fald de dage og måneder på året, hvor vejret var godt og lunt og ikke ydermere regnfuldt -, og hun cyklede forbi marken af hvide mælkebøtteblomster, hvide, fordi de havde afstødt deres kronblade, vinden smækkede hende i ansigtet og blafrede hendes lange, brune hår tilbage. Hun cyklede langs Slagelses vestlige udkant, havde kortvarigt udsigt til jernbanen, der kløvede gennem markarealet, inden vejen svang tilbage mod byen, gennem den stadig markant grønne løvskov, der uddrev en muldet lugt af efterårsfugt, og nåede ind på den smalle vej, der skar forbi skolen. Den frie følelse af vind, der skubbede imod hende, kvalte tankerne om hendes far, og det var kun naturen, hun fornemmede.

   Hun ankom foran skolebygningen efter en cykeltur på omtrentlig ti minutter, og parkerede cyklen ved det dertilhørende stativ, der befandt sig overfor metalindhegningen til multibanen med de miniaturestore mål. En linje af grantræer løftede sig i vejret over hende. Hun bladrede til næste sang på telefonen, som hun vandrede fremad, og What do you mean? af Justin Bieber fremlød gennem de hvide øretelefoner, og myrepatterne kravlede op ad hendes overarme, ikke så meget på grund af sangen, selvom hun kunne lide den og havde hørt den alt for mange gange i den sidste uge, stadig uden at blive træt af den, men fordi hun tænkte tilbage på den periode, som alle piger, og måske også alle drenge - de holdte det garanteret bare hemmeligt -, alle mennesker, havde, hvor man forelsker sig i et popfænomen, nærmest forguder alt, hvad dette givne fænomen skaber, og lytter til deres musik, fordi den musik er det bedste i hele verden, og man græder til det, og det blotte syn af popidolet gør en absolut sikker på, at hjernen vil sprænge i luften hvert sekund, det skal være. Det var den periode, hun havde haft tre år tilbage, som 12-årig, og det var Justin Bieber, der blev målet for hendes barnagtige forgudelse. Hun ville ikke kalde det en direkte besættelse, måske mere en meget (meget) kraftig betagelse, og en ligeså kraftig interesse, og Belieber var hvad hun havde kaldt sig, og det havde hun stået ved og det havde hun været stolt af. Det var blot en fase, der sluttede ved udgangen af 13-årsalderen - også selvom hun var en af dem, der havde troet stålsat på udsagnet én gang belieber, altid belieber, i en sådan grad, at ingen kunne overbevise hende om det modsatte -, hvor det var andre interesser, der kom i hovedsædet. Justin (oh my God) Bieber var måske alligevel ikke så interessant igen, bare en popsanger som alle andre, der, nu hun tænkte over det, egentlig havde lidt for stærke tilbøjeligheder til at være lidt for stort et røvhul, og hans musik lød ikke dårligt, men det lød måske heller ikke fantastisk, der fandtes bedre sangere, det gjorde der da. Hendes ’Bieber-er-verdens-bedste-sanger-og-jeg-elsker-ham’-fase varede hurtigere end hendes (daværende) bedste veninders, der stadigvæk virkede til at synes han var ligeså fantastisk som dengang. Og der var sikkert langt flere fra kredsen af Beliebers, der nok stadig var det i en eller anden grad. Hendes fase havde bare været hurtig, varede kun til andre ting tog hovedsæde.

   Indtil hun altså hørte det nye, han havde lavet, der ledte hendes tanker tilbage til Belieber-fasen, minder, der fremprovokerede kolde myrepatter, for der havde også været et fællesskab omkring det, venskaber, som blev bygget på det, og venskaber, der havde været der indtil hun havde mistet interessen, og hans musik var måske alligevel ikke helt så skidt endda, bedre var det da helt klart blevet, og det måtte en af hendes drengevenner, Mathias (han er min ven og vi skal ikke shippes, okay, han er bare min ven, og det må I snart meget gerne fatte), halvvejs flovt, indrømme. Og det var altså Mathias, der i sin tid hidsigt havde vedstået, at Justin Bieber, og i den grad også den der ensrettede gruppe (hvis rigtige navn han bare nægtede at fremsige, for den gruppe var sgu pænt meget gay, hele bundtet, fy for fanden og nej tak) var lortemusik, gennemvædet i lort og smurt over med stadig mere lort, og at lytte til det var da nærmest ren blasfemi.

   Men Laura, der nok kendte ham lidt bedre end de fleste, vidste godt, at det bare var en holdning, han påtog sig, fordi alle hans venner påtog sig den, og ikke fordi, han rent faktisk mente det. Hun vidste godt, at han i al hemmelighed lyttede til What makes you beautiful og One Thing og Little Things og deres diverse andre hits, når han kom hjem på sit værelse, gemt væk fra sin fingerpegende vennekreds og fra den ligeså fingerpegende omverden, og at han sagtens kunne finde på at afspille dem på repeat, og at han nok også elskede at lytte til det. Dengang havde det irriteret Laura, og det havde, midlertidigt, gjort deres forhold mere anstrengt, men som hun blev lidt ældre, ikke meget, blot et par år, var hun også begyndt at forstå, at det var normalt. Det handlede nok, i sidste ende, heller ikke om musikken, men om fællesskabet. Der var dem, der elskede Bieber og One Direction (ja og så også en masse andre, men dette var altså hvad der var populært i hendes omgangskreds på daværende tidspunkt), og der var dem, der elskede at tilsvine disse respektive kunstnere. Begge parter var samlet om et fællesskab, og hun vidste også, at der var skjulte undertoner om, at drengene skulle hade musikken, og pigerne skulle elske den, og når man var i den alder, var det anerkendelsen fra ens venner, der betød noget, og fik man anerkendelse for at tilsvine musik, man måske alligevel godt kunne lide, så tøvede man ikke med at gøre det. Bare man kunne være en del af noget. Det samme gjaldt med at skrive diverse citater på dårlig engelsk under sine profilbilleder, citater, der sikkert gav meget dybere mening i den rette kontekst, men som bare virkede latterligt prætentiøse når de blev skrevet på facebook. Det er noget, man gør, fordi det er pop, fordi det er det, alle ens venner og ens veninder gør, og når man gør det, får man likes, gerne over 100, og så føler man sig som en del af flokken og som en rigtig del af verden. Laura gjorde det i stor stil, og hun var også klar over, at hun gjorde det, fordi hendes gode veninder gjorde det. Skulle det gøres ekstra meget trendy, tilføjede man også lige sine diverse facebook-venners navne, taggede dem, og der kunne altså være pænt mange. Disse ting kombineret, fik Laura til at se gennem fingre med Mathias’ facader. Han gjorde det jo bare fordi han skulle, fordi hans venner gjorde det, og der var jo også ting hun gjorde, fordi hendes venner gjorde det, sådan er det jo at være et flokdyr, og sådan er det vel også at være menneske, og det var helt i orden. Som hun altid havde fået at vide, så er det jo menneskerne omkring os, der ender med at gøre os til dem, vi er.

   Hun mødte Michelle Brøgger i den langstrakte korridor med de mangfoldige sidegange, da hun var trådt gennem døren. Det var Michelle, der lagde mærke til hende, for Laura lagde ikke mærke til noget, gik blot med telefonen i hånden og sin tommelfinger, der gled nedover facebook, på de myriader af opdateringer fra sider og personer, hun fulgte og havde liket og var venner med. Musikken i hendes ører, Justin Biebers svaghæse stemme, overdøvede den øvrige støj omkring hende. Hun standsede ved profilbilledet hos en af pigerne hun havde været til ganske mange fester med - Camilla Jensen - der havde skiftet billedet for nyligt, og allerede havde skaffet sig mindst 120 likes, og hun havde skrevet et citat under sit billede. Hvad er livet, uden venner?

   Laura trykkede på den blå tommelfinger, Camillas likes gik fra 120 til 121, og hun skrev en hurtig kommentar, med emoji-ikoner og det hele, for ikonerne gjorde det lige det ekstra personligt, i hvert fald ifølge Laura, hvor er du smuk, Cammi, skrev hun, og så kyssesmiley og herefter smiley med røde hjerter som øjne, også selvom Laura ikke var helt sikker på, at hun faktisk mente den kompliment, hun havde tildelt Camilla Jensen. Faktisk lignede hun lidt en dulle. Hvem tror hun egentlig hun er? Men det behøvede hun selvfølgelig ikke at få at vide, Laura var ikke ond, så hun ville ikke såre nogen, og herefter tjekkede hun alle de fødselsdagsnotifikationer, der allerede nu var klikket ind på hendes væg, og Michelle Brøgger kom hende i møde og hævede stemmen.

   ”Heeey, Laura, tillykke med fødselsdagen.” 

   Laura hørte hende, og løftede ansigtet, og så smilte hun. Michelle trådte frem, klædt i den sorte læderjakke, hun havde købt for ganske nylig, de hvide sneakers knirkede mod linoleumsgulvet, og hun havde sit mørkblonde hår sat i en hestehale. De blå øjne under de mørke bryn strålede i en klar, venlig glæde, smilet foldede sig i ansigtets bløde kvadrat, og hun havde armene slået ud til en omfavnelse. Laura krammede sin veninde ind til sig. Læderjakken duftede sødt. Det samme gjorde hendes hår. De krammede hinanden, men ikke længe, og så trak Laura sig tilbage. ”Hvad så, Laura? Har du haft en god dag indtil videre?”

   De to piger vandrede frem. Deres destination var sidegangen langt nede. De kvadratiske lysstoflamper stribede forbi langs loftet over dem, lyset skinnede gulligt mellem risterne, og linoleummet klappede. ”Ja, selvfølgelig har jeg det. En dag, hvor man får rundstykker og Nutella til morgenmad, kan aldrig være en dårlig dag.”

   Bortset fra hvis ens far altså drikker sig i hegnet på ens fødselsdag. Så er rundstykker med tandsmør og Nutella pænt ligegyldigt.

   Det behøvede Michelle selvfølgelig ikke at vide. Det var bedst hvis hendes veninde forblev i sin lykkelige uvidenhed. Hendes dag behøvede jo ikke at blive ødelagt.

   ”Ej, det er seriøst også fucking fryderen. God, jeg kunne dø for Nutella. Men, øh, udover lækkerier til morgenmad, har du så fået nogen gode gaver, ellers?”

   ”Mmm.” De kiggede på hinanden, Laura smilte. ”Jeg fik et ur, du ved, et af dem med kæder.”

   Michelle havde allerede aflæst den luskede trækning, der vibrerede i Lauras højre mundvig. ”Er det et rolex? Det er ikke et rolex, er det?”

   Lauras trækning blev til et endnu bredere smil, hun nikkede, og Michelles blå øjne svulmede op, og hun lod begge sine hænder smække mod munden, om end kun kortvarigt. ”Oh my God. Oh my God, er det for real?

   ”Ja.”

   Hvorfor reagerer du sådan, Michelle? Det er jo bare et fucking ur.

   Og Laura tilføjede, ”og det er oven i købet et guldur.”

   ”Et guldur?” De rundede hjørnet, og trådte ned ad den ligeså brede sidegang. ”Ej, det er seriøst ikke rigtig, vel? Det er jo pisse dyrt.” 

   ”Ja, men fik det af mormor, og du ved … hun har råd. Og selv hvis hun ikke har råd, bruger hun alligevel penge på mig og min søster. Selv når ikke hun burde.”

   ”Fuck hvor fedt.” Michelle nikkede. ”Seriøst, Laura, hvis jeg bare havde familiemedlemmer, der kun var halvt så gavmilde, som din mormor, ville mine fødselsdagsgaver være væsentligt federe.”

   ”Du plejer da at få meget fede gaver?” En underlig irritation hobede sig op i Laura, den bed hende indvendig, og hun forstod ikke rigtig, præcis hvor den kom fra, for normalt irriterede Michelle hende ikke. Michelle var måske nogle af de få piger fra klassen, Laura rent faktisk turde stole på, og som hun kunne snakke med i timevis.

   Det er det med far. Jeg tror ikke, at mit hoved kan tage det, sagde mor, med smerteblanke øjne.

   ”Såsom?” svarede Michelle tilbage.

   ”Din nye iPhone 6? Eller din skoletaske?”

   Michelle skulede til venstre, ned mod den ene skulderrem på sin Fjällraven rygsæk. ”Jeg synes stadig, at et Rolex guldur er væsentligt federe, end en skoletaske, just sayin’.”

   ”Ja, og jeg synes at en iPhone 6 er federe end et guldur, men sådan er vi jo alle forskellige.” Og Laura afsluttede sin sætning med et yderst bredt læbesmil, der spændte helt op i de fregneplettede, kulørte kinder, og Michelle stoppede op næsten øjeblikkeligt.

   ”Okay, Laura, fortæl mig, hvad der er i vejen.”

   Lyden af elever rungede gennem gangen, pigerne stod stille midt på gulvet, og Laura rystede på hovedet. Hun så mor, der tog sig til hovedet, ansigtet, der forvrængede sig i en skarp smerte og hendes stemme, der bandede hæst ad far ude fra køkkenaflukket. ”Der er ikke noget galt.”

   ”Jo der er. Det kan godt være, at en fyr som Mathias hopper på det der pis, men han hopper omvendt set også på alt. Det gør jeg ikke. Hvorfor er du i dårligt humør?”

   Og Laura sukkede, og kiggede bort fra sin veninde, ned mod gangen og klasseværelset, der befandt sig i den fjerne ende. ”Jeg vil egentlig ikke snakke om det, Michelle,” sagde hun, og kiggede tilbage på sin veninde. ”Skal vi ikke bare gå ned i klassen? Og snakke om noget andet?”  

   En kort tavshed, hvor Michelle ikke foretog sig andet end at bestirre sine veninde gennem de alt-for-blå øjne, og så nikkede hun. ”Okay. Det kan vi godt.”

   Og pigerne vandrede atter, men denne gang i tavshed. Og selvom tavsheden kun varede, indtil de kom ind i klassen, og faldt i snak med de øvrige venner, fik den alligevel noget i Lauras mave til at vride sig sammen.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...