Halvvejs voksen, kvartvejs gammel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Denne historie følger Laura Thomassen gennem hendes liv i 9'ene klasse, fra hendes femten års fødselsdag i september, en stigende eksistentiel krise samt et venskab, der udvikles mellem hende og en sky, tilbagetrukket dreng fra parallelklassen. Hendes i forvejen teenagefrustrerede liv tager en voldsom, ubehagelig drejning, da hendes mor rammes af et voldsomt, epileptisk anfald, og får konstateret en hjernesvulst, der medvirker til at forøge Lauras eksistentielle panik, for fra at gå fra stadig at være et barn, bliver hun nødt til at tage et alt for voksent ansvar, hun ikke engang selv er sikker på, at hun er i stand til - Dette er en fortælling om at være teenager, om venskab, om pubertens endeløse forvirring og om en piges første ansigt-til-ansigt møde med den allerstedsnærværende død. (Mit bidrag til 'Skriv en serie' konkurrence).

14Likes
3Kommentarer
1317Visninger
AA

3. ---2---

Det var lugten af varm kakao, der fyldte luften, da Laura trådte ned ad den smalle, lyse fyrretræstrappe, ned til det ligeså lysebrune trægulv, men det var ikke lugten af varm kakao, som fangede hendes opmærksomhed.

   Mor snakkede, ude fra køkkenaflukket, hvilket befandt sig rundt om væghjørnet, og hun snakkede med en stemme, der var mere ophidset og højere, end hvad Laura kunne lide. Hun rundede omkring væghjørnet. Længere fremme, omkring fem meter borte, stod det fuldt dækkede fødselsdagsbord, med en tallerken til Laura, lillesøster og mor, og der stod en glaskande med varm kakao, stadig dampende, og brødkurven, der var placeret på bordmidten, til venstre for kakaoen, indeholdte rundstykker - hvilket ikke var noget, familien Thomassen spiste, medmindre det var søndag eller var ved særlige lejligheder - og udover kakao var der også en karton med multijuice, hvilket var en, både Laura og lillesøster betragtede som værende den bedste form for juice, mennesket nogensinde havde kreeret, og selvfølgelig stod der jo også den obligatoriske mini-version af dannebrog, dér, overfor den tallerken, Laura skulle sidde ved. Der lå en gave pakket ind i polkaprikket papir, blåt og hvidt, og den lå på pladsen modsat dannebrogsflaget, ved den stol, der stod tættest på Lauras nuværende position, og lillesøster dukkede frem fra køkkenaflukket længere nede og på venstre hånd, bærende på to glas. Mors højlydte stemme fortsatte, Laura havde ingen problemer med at høre nogle af de ord, hun brugte, og hun skridtede fremad. Hun fik øjenkontakt med sin lillesøster, og smilte, og lillesøster Simone smilte tilbage.

   ”Det kan du fandeme ikke være bekendt!” lød det fra mor.

   ”Tillykke med fødselsdagen,” sagde lillesøster til Laura, idet hun nåede ned til bordet. De to glas blev stillet på henholdsvis Simones og Lauras plads. Laura smilte. ”Du skal sidde ved gaven.”

   Dette var selvfølgelig en god ting ved fødselsdagen. At lillesøster, som ellers tit kunne være den mest utålelige parasit Laura nogensinde havde stiftet bekendtskab med, rent faktisk kunne behandle hende, sådan som Laura mente, at storesøstre burde behandles.

   ”Ved du hvad, det vil jeg fandeme skide på, jeg vil?” Nu snakkede mor ikke bare højt, nu råbte hun, og Simones smil blev bredere, som for at lægge skjul på situationens ubehagelighed.

   ”Mor kommer ind lige om lidt, tror jeg, hun skal bare lige snakke færdig.”

   ”Det er hendes fødselsdag! Kan du forstå det?”

   Laura satte sig ved gaven. Mors råbende stemme vedblev ude fra køkkenaflukket skråt til venstre. Lyset derfra skinnede hvidligt. Simone satte sig overfor sin storesøster, og hun smilte, og hun løftede brynene op i sin glatte pande. I modsætning til sin storesøster, havde Simone ingen fregner.  ”Har du ikke lyst til at åbne gaven? Den er fra mig.”

   Laura greb sine fingre om papiret, og smilte skævt. ”Er den kun fra dig?”

   ”Måske også lidt mor.” Så, med blå øjne, der voksede i en spændt iver. ”Åbn den nu.”

   ”Skam dig. Du skal fandeme skamme dig. Det er din egen datter, vi snakker om, men det tænker du måske heller ikke på, gør du vel?” Mors stemme var blevet hæs og anstrengt, og Laura havde et kort øjeblik lyst til at rejse sig og vandre op ad trappen og gå tilbage i seng og sove videre, men hun blev siddende, og fingerspidserne krammede tættere om det polkaprikkede papir, der var viklet omkring den firkantede gave. Hendes læbe smallede til en svag streg. Hun kiggede tilbage på sin søster.

   ”Mange tak, men jeg tror lige jeg venter lidt. Indtil mor er færdig med at snakke, i hvert fald.”

   Den spændte iver, der havde svulmet sig i Simones øjne, svandt væk, men hun sagde ikke noget. Laura forstod skyggen af tomhed i sin lillesøsters øjne, og spændte atter mundvigene ud, så hendes hvide række af tænder fremtrådte. ”Vil du virkelig gerne have, jeg åbner den nu?”

   Simone trak på skulderen, og kiggede bort fra sin søster. Lauras fingre krøllede mere stramt om gavepapiret. ”Simone?”

   Mor, der netop havde afsluttet telefonsamtalen, trådte ind i stuen fra køkkenaflukket. Fingrene på højre hånd var omsluttet den hvide iPhone. Hendes kinder var rødere, end de plejede, og læberne truttede frem i en spids. Hun løftede ansigtet, så på Laura, og stoppede med at vandre. Laura kiggede tilbage på hende. Simone kiggede ned mod sin tallerken, og sagde ikke noget. Mor sukkede.

   ”Jeg synes simpelthen ikke, at han kan være det bekendt overfor dig. Det synes jeg virkelig ikke.” Mor rystede bekræftende på hovedet. ”Af alle dage, vælger han at melde afbud i dag.”

   Laura vidste godt, hvad det drejede sig om, og hvorfor far ikke ville komme (heller ikke denne gang) til hendes fødselsdag. Han kom ikke, af samme årsag, som at han ikke længere boede sammen med mor. Det var den lorte afhængighed. Det var sikkert kæresten, der havde skredet fra ham, og så havde han fundet trøst i den alkohol, han alt for godt kunne lide. Hvor det lignede ham. Også selvom han havde lovet hende, flere gange, at være der på hendes fødselsdag. Så var han der ikke. Ikke fordi det overraskede hende, for det gjorde det egentlig ikke, men den tomme skuffelse i hendes mave var alligevel kraftig og trist, for hun havde jo håbet. At denne gang ville være anderledes, at far ville vise, at han elskede sin datter højere end han elskede den alkohol, der udgjorde hans talrige flaskers indhold. Hun havde håbet, frugtesløst, men hun havde håbet. 

   En pludselig sammenbidt trækning gled henover mors ansigt, hendes øjne pressedes sammen og rynker gled frem i den blanke pande. Hun lignede en, der ville vakle, og hun tog sig til tindingen med højre hånd. Hendes kæber skælvede i den sammenbidte grimasse. Synet af mors fortrukne ansigt sendte et koldt stik af rædsel gennem Lauras mave, erstattede et kortvarigt øjeblik den hule, tomme følelse af skuffelse, mor blev stående sådan i lang tid, stiv og sammenbidt, og så blinkede hun med øjnene. Hun havde stadig hånden mod tindingen, da hun, med ubehageligt forsigtige skridt, som om enhver bevægelse fik det til at smerte afsindigt i hendes kranie, trådte hen til bordet, og hånden forblev stadig mod tindingen, da hun satte sig. Hun støttede albuen mod bordpladen, og begyndte at gnide. Et langtrukkent pust drev bort fra hendes tilspidsede læber. Det røde, der havde blusset sig i hendes kulørte ansigt, var blevet erstattet af en sygelig hvid farve, der varede kortvarigt, men alligevel længe nok til at gøre Laura stadigt mere bange.

   Tung, ubehagelig stilhed.

   Så sænkede mor hånden, og kiggede over på Laura, med pludseligt trætte øjne, og hornhinderne var blanke af fugt. ”Det er den migræne … !” Hun rystede på hovedet, og lod atter hånden gnide henover tindingen. Hendes blanke øjne viftede fra Laura og over til Simone, læberne smeltede ud i et træt smil. ”Jeg tror … jeg tror, at jeg lige springer morgenmaden over. Det er alt det med jeres far, tror jeg … ” Hun sænkede på ny sin hånd, og lod denne gang armen hvile henover bordpladen. ”Mit hoved kan simpelthen ikke tåle det.”

   Laura vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det eneste, der fyldte hendes tanker, var mors smertelige ansigtsudtryk, og far, der, igen, gav hende indtrykket af, at alkoholen var vigtigere end hans egne børn. Hun så på gaven, så på mor og så på Simone. En vrede, hun ikke rigtig forstod, hobede sig op i hende, den var bidende og gjorde hendes muskler kolde, men hun forstod den ikke rigtig, der var noget voldsomt og primitivt og næsten dyrisk over følelsen. Hun fumlede fingeren mod kanten af sit glas, og lod blikket stirre tomt ned i bordet. Mor brød tavsheden.

   ”Men ved I hvad, piger, vi skal nok få det hyggeligt uden ham.” Og så henvendte hun sig direkte til sin ældste datter. ”Jeg ved, at mormor og morfar glæder sig rigtig meget til, at vi skal hjem og spise hos dem i aften. Vi får det skide hyggeligt. Ikke?”

   Laura trak blot på skulderen, og smilte meget svagt, og meget falskt, og fingeren fortsatte hun med at fumle mod glasset. Gaven lå indpakket bag hendes tallerken, men hun havde slet ikke lyst til at åbne den længere. Hun havde slet ikke lyst til at sidde ved bordet. Raseriet brændte i hende, og det sammen med den hule skuffelse.

   Fødselsdagen kan rende mig. Og det kan far fandeme også. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...