Halvvejs voksen, kvartvejs gammel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2015
  • Opdateret: 17 nov. 2015
  • Status: Igang
Denne historie følger Laura Thomassen gennem hendes liv i 9'ene klasse, fra hendes femten års fødselsdag i september, en stigende eksistentiel krise samt et venskab, der udvikles mellem hende og en sky, tilbagetrukket dreng fra parallelklassen. Hendes i forvejen teenagefrustrerede liv tager en voldsom, ubehagelig drejning, da hendes mor rammes af et voldsomt, epileptisk anfald, og får konstateret en hjernesvulst, der medvirker til at forøge Lauras eksistentielle panik, for fra at gå fra stadig at være et barn, bliver hun nødt til at tage et alt for voksent ansvar, hun ikke engang selv er sikker på, at hun er i stand til - Dette er en fortælling om at være teenager, om venskab, om pubertens endeløse forvirring og om en piges første ansigt-til-ansigt møde med den allerstedsnærværende død. (Mit bidrag til 'Skriv en serie' konkurrence).

14Likes
3Kommentarer
1312Visninger
AA

2. ---1---

Slagelse, september måned

 

 

Laura Thomassen blev denne lyse septembermorgen vækket af den obligatoriske fødselsdagssang, som man i familien Thomassen altid blev vækket til, hver gang man havde fødselsdag. Selvom det både var mor og lillesøster, der stod der, i den anden ende af værelset, og sang, imens de blafrede de rød-hvide dannebrogsflag gennem den søvntunge, lumre værelsesluft, var det mor, der sang højest, sang klarest, og hendes skingre stemme sang ”I DAG ER DET LAURAS FØDSELSDAG, HURRA, HURRA, HURRAAAA.” Lillesøster stod blot på sidelinjen, i noget, der grangiveligt lignede ydmygelse, og hendes mund mimede teksten, men ingen lyd forlod hende, hun blafrede blot flaget, og lod de store, blå øjne vride rundt, fokusere alle andre steder end mod storesøster Laura.

   Laura rynkede på sin pande, og kiggede ned ad sengen, og ned mod sin alt-for-morgenglade mor og sin ikke-ligeså-morgenglade lillesøster, mors lyse stemme skar hende dybt ind i øregangen, og Laura følte sig, som lillesøster så ud. Ydmygelsen varmede hende bag ansigtet. Da mor, efter noget Laura var sikker på var evigheder, endelig sænkede flaget - og lillesøster mekanisk fulgte mors eksempel -, håbede hun, at det var overstået, og at de nu ville lade hende være, men selvfølgelig gjorde mor ikke det, for det var jo hendes fødselsdag, dagen, hvor det var okay at blive ydmyget med opmærksomhed, man ikke havde lyst til, og sange, der lød af lort, og hun løftede stemmen i sit alt for hvide tandsmil, der sikkert var enhver tandlæges drøm.

   ”Tillykke med fødselsdagen, søde Laura. Tænk sig, nu er du femten år gammel. Er det ikke vildt!

   Ih jo. Virkelig. Det eneste, der mangler, er bare at du aldrig synger igen, for din stemme lyder som en rusten sav.

   Morgener, særligt morgener, hvor hun blev vækket af sang, havde aldrig været Lauras stærke side. Hun lagde hovedet tilbage, begravede baghovedet mod den bløde pude, og bestirrede de mørkebrune loftplanker, og særligt den hvirvlende knast, der næsten virkede sort, og så lukkede hun sine søvnsvidende øjne.

 

*

 

Hun gik i bad, som hun altid gjorde om morgenen - og det var hver morgen, ikke hver anden, men hver, for det var vigtigt at være ren og dufte godt og have pænt hår - og lige præcis denne morgen stod hun i badet bare en anelse længere, end hun plejede. Vandet føltes bare lige det varmere, og de lune dråber, der prikkede nedover hendes skulderhud, fik hende til at føle sig så uendeligt meget lettere, som om hun svævede i en vægtløs tilstand, eller var lavet af luft, og søvnen blev skyllet bort fra hendes øjne, klarede hjernen op, og musikken fra telefonen, der hvilede på en skammel skråt overfor brusenichens indhak rungede hult ud i badeværelset, de seneste hit fra Spotifys playliste, og hun fortabte sig i melodierne og i varmen fra den liflige bruserregn.

   Da hun var færdig stillede hun sig ud på måtten, der dækkede det hvide flisegulv, og kulden slyngede sig om hende, men hun viklede sit marguerithvide håndklæde omkring sig, viftede hånden henover det hvidgrå lag af dug, som fugtede sig nedover spejlfladen, og så betragtede hun sig selv.

   Nu er du femten, Laura.

   Pigen med de store, dybblå øjne og svage fregner, der strakte sig udover begge sider af ansigtet, og som skabte et smalt bånd henover det smalle, lige næseben, kiggede tilbage imod hende. Vandet glinsede over den stadig svagt solbrune hud. Håret var blevet mørknet og sammenfiltret. Hun foldede underlæben op over overlæben, betragtede længe den spejlvendte kopi af sig selv.

   Hvad er det dobbelte af femten? Tredive. Femten gange to giver tredive, det vil sige du er halvvejs mod tredive, og tredive gange to giver tres, og når man er tres er man gammel, og du er altså derfor 25 procent gammel, og kvartvejs mod pensionsalderen. Femten år.

   Hun lod underlæben svuppe tilbage på plads. Spændte mundvigene ud, som hun fremviste sine tænder, og hun forestillede sig sit 60-årige udseende. Eller måske sit 70-årige, og hun tænkte på, hvordan mormor - på 70 - så ud, hendes slanke arme med den rynkefurede, papiragtige hud, der tydeliggjorde de blå vridninger af blodårer under håndryggene, på vinkedellerne, der slapt blafrede frem-og-tilbage under hendes armhuler, hver gang hun vinkede i kortærmede trøjer eller bikinier. Mormor blev solbrun, det samme gjorde mor, og Laura vidste, at det var fra dén side ad familien, hun havde arvet sin sommerkulør. Men fordi mormor blev solbrun, udnyttede hun også denne evne, som den gennemsnitlige skandinav altid i hemmelighed gik og misundte, og hun havde udnyttet det ved at tage på alt for mange rejser til de alt for varme sydlande, hvor solens stråler var kraftigere end heroppe, i det kuldeplagede nord, og havde brugt ekstra meget tid på at sole sig i de varme somre ude i den frodige baghave på den dejlige, alt for behagelige, liggestol. Jo jo, mormor - og mor, og Laura selv - var ganske vist velsignet med en forstærket evne til at blive solbrun, men dette forhindrede dog ikke at solen skabte rynker. Mange rynker. Og alle de rynker, mormor havde pådraget sig i løbet af sit lange, solrige liv, gjorde, at hun, kombineret med hudens mørke kulør, altid kom til at ligne en kødelig rosin, når sommermånederne var ovre. Rynkerne, der furede hendes ansigt sammen, hvor frisk, hun så end stadig var, og den konstante rødmen omkring kravepartiet, der altid havde mindet Laura lidt om en saftig bøf - hvilket hun altid bagefter havde skammet sig grusomt over, for det at sammenligne menneskehud med noget spiseligt virkede så ulækkert og kannibalistisk -, definerede mormors udseende. Mor ville sikkert blive ligeså rynket, for hun havde heller ikke kun arvet mormors kulør, men ligeledes den samme forkærlighed for solens varme stråler. Det samme havde Laura selv. Mor ville utvivlsomt blive ligeså rynket i ansigtet, som mormor, og Laura ville utvivlsomt ende ligeså rynket, som mor. Faktisk lignede hun sin mormor langt mere, end mor nogensinde havde gjort. Derfor var det heller ikke ydermere svært for hende at forestille sig, da hun stod og betragtede sin solbrune, fregneplettede og unge version i spejlet, hvordan hun ville se ud som 60-årig.

   Rynkerne, der foldede sig i hendes ansigt, og som furede panden til. Poserne under øjnene, der sank lidt mere, end hvad Laura var sikker på, at hun brød sig om, rosinagtig hud og en saftig bøf-rødmen omkring kraven. Laura Thomassen som gammel, rosinrynket pensionist. Der var noget ved tanken, der gav hende lyst til at grine, men også noget, der gav hende en bidende lyst til at græde.

   Femten år.

   Halvvejs mod tredive, kvartvejs mod tres.

   Fucking femten år.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...