Lykken - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 okt. 2015
  • Opdateret: 29 okt. 2015
  • Status: Igang
En oneshot om lykke

1Likes
5Kommentarer
183Visninger
AA

2. Vågn op!

Blikke

Jeg får dem igen

Jeg ser væk, og begynder at gå der hvor solen og havet møder. Det hedder sikkert en horisont. Jeg mærker dem igen, ja blikke som borer i min ryg. Det er ubehageligt men jeg siger ikke noget, jeg venter kun tavs på Emma. Luften hiver i mine kinder, og efterlader røde mærker. De mørke rander under mine øjne, og mærkerne på min kind får mig til at fremstå som en alkoholiker. Jeg er kun 16 men solgt. Solgt til negativiteten, og solgt til frygt. Hm frygt, det er en kæmpe del af mig. Jeg er fx bange for at bliver kørt ned. Jeg kan ikke lide at cykle i mørket, da statistikken for at jeg bliver kørt ned af høj.  Men det jeg er bange for er knytte sig til nogen. Jeg vil hellere lide end være sammen med en, blive knust og repeat. Jeg er også bange for myg, dyner, børn der skriger, fulde mennesker, og mig selv. Langt ude foran mig, ser jeg Emma. Hendes hår blafre i det hårde vind, og jeg får sommerfugle i min mave. Hun smiler til mig, og de grå øjne blinker venligt mens hun hæver bryn. "Oh gud, luk munden" siger jeg til mig.

"Hej" siger hun, og jeg rødmer. HOLD SÅ OP! tænker jeg og hvisker goddag til hende. Hun kigger mærkeligt på mig, og hendes smil falmer. Hun bevæger sig hen til en bænk, og gøre mine til jeg skal følge med. Det gøre jeg uden beklagelse. Bænken føles kold under mig, og jeg gyser. "Du er blevet smukkere end jeg kan huske" siger hun sødt, og jeg prøver at undgå varmen der breder i mig. "Sidst du så mig, var vi var 13. Vi er vokset nu" siger og jeg kigger direkte i hendes øjne. Da jeg var tretten fandt jeg ud af, at jeg var lesbisk. Jeg mødte en pige Emma som blev min første forelskelse, og det så ud til at mine følelser var gengældt. Men jeg kan ikke mere, hvad vil folk tænke hvis de fandt ud af min hemmelighed. "Emma.." siger jeg og stopper, jeg vil ikke sige det men på en måde vil jeg også. "Vi skal ikke ses mere, det er slut med os" hvisker jeg halvkvalt, mens ordene trygler for at komme tilbage til min mund. Men sket er sket. Hendes ansigt går fra overraskelse, til såret. Hun prøver at tage fat i min hånd, men jeg  skubber hende væk. "Stop Emma" råber jeg og står op, vinden tager fat i mit hår og slår det ned på mit ansigt. Det er ligesom den tager hævn. "Hvorfor" hvisker Emma, og de smukke øjne kigger uskyldigt på mig. Jeg er nød til at forklare hende det, jeg kan bare ikke forlade hende sådan.

"Jeg vil ikke have folk tænker dårligt om mig" jeg stopper lidt, før jeg siger noget igen. " Jeg har knyttet mig alt for tæt på dig" siger jeg igen men mere stille, nu føles det som om vodka brænder i min hals. "Så du giver mig op, fordi du er bange for folk vil sige" hvisker Emma langsomt, tårerene samler i hendes øjne og glider blidt ned af hendes kinder. "Hvor er du selvisk" siger hun men en grødet stemme, og begynder for alvor at græde. Jeg kan ikke klare det, jeg ser væk. Jeg begynder at gå det modsatte vej, så jeg ikke behøver at se Emma græde. Hvert skridt jeg tager gøre ondt, men at se Emma græde stikker mig mere..

Jeg træder ind i et minefelt, og begynder at gå varsomt videre. Jeg hopper rundt, og passer på at jeg ikke træder forkert. Jeg opgav den sande jeg, for folks skyld. Det prikker endnu værre nu. Emma´s sidste ord ruger stadig i mit hoved "VÅGN OP"

 

//Dette er dedikeret til jer alle mennesker. Jeg håber i fanger mit budskab, og Benny Andersens//

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...