For altid

Hun er skolens freak, sammen med hendes to venner, Julia og Ethan, men hele hendes liv ændre sig fra den dag da der starter en ny dreng i klassen, ved navn Matt. Vil de hade hinanden, eller bliver de gode venner, eller bliver de kærester?

0Likes
1Kommentarer
87Visninger

1. ET

ET

jeg er klassens freak, som ingen vil være sammen med, altså bortset fra Julia og og Ethan, men det er fordi at de også er skolens freaks. Jeg har levet med dem i 9 år nu, men de er nu nogle ret gode venner. Jeg tager en t-shirt på, for jeg vil ikke engang bruge tid på at dække de ny lavede sår på min arm. Folk fra klassen er ligeglad med mig og mine problemer, de ser mig som en smitsom sygdom. Hvis man er i nærheden kan man risikere at blive smittet, så hvorfor overhovedet prøve?

jeg blev kørt af Julia til skole, det gør jeg altid. jeg kom ind i klassen og gik forbi og ignorerede Stacias daglige "FREAK!" "TABER!" jeg har været vandt til det i noget til nu, så jeg har lært at jeg bare skal lukke det ude. Det er jo heller ikke fordi at hun selv er perfekt. "pudder pige" siger jeg, som om at det skal lyde lige så fedt som det hun sagde. "wow, kom lige med noget bedre næste gang snut" siger hun og blinker med venstre øje. jeg hader hende som pesten. Jeg kan virkelig ikke fordrage hende!

nogle gange føler jeg at mit liv er lige som en slange der bider sig selv i halen.. en ond cirkel. Jeg satte mig på min sædvanlige plads omme bagved, trak min hætte over og og lod som om at jeg læste i min biologi bog.

jeg når lige at få sat mig i cafeteriet, før at der kom nogle hænder op foran øjnene på mig. "Guess who?" siger Julia med hænderne over mine øjne. hvad hun ikke ved er at jeg kan genkende hende, selv med lukkede øjne, hun er ikke svær at genkende.

Hun lugter af den parfume, som hun altid propper lidt for meget på, vanilje, med et strejf af ingefær. Hendes hænder er altid svedige, jeg kan aldrig finde ud af hvorfor.

Jeg ville sige hendes navn, men det ville ødelægge det sjove.

"Stacia" siger jeg og prøver at virke begejstret.

"Jamen fuck da dig" siger hun og griner lidt og sætter sig ved siden af mig med sin madpakke.

"Nå hvilken fase er du så i nu?" siger jeg, da jeg lægger mærke til at hun skiftede den face hun har haft i det sidste halve år.

"Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde den endnu, det er vel bare tilfældig tøj fra skabet jeg tager på" "hvad syntes du?" spørg hun hurtigt, uden at lade stilheden komme, og kigger spændt på mig.

"Den er vel... unik?" siger jeg så godt jeg kan uden at skulle skuffe hende.

Hun ved godt hvad jeg syntes om alle hendes faser, men det er vel bare fordi at hun ikke får særlig meget opmærksomhed derhjemme, da hendes forældre tit er på arbejdsrejse.

Hun vælger at kigge skuffet på mig, selvom hun allerede godt hvad min mening er om det.

"Nå vi ses efter engelsk ikke?" siger jeg til hende i håbet om hun kunne huske at hun skulle køre mig hjem.

"Hva?" siger hun mens hun kigger op fra sin telefon, hvor hun vel skriver med en ny fyr, igen.

"Ja du skal jo køre mig hjem" siger jeg, som om at det skulle være ret tydeligt at hun skulle kunne huske det.

"Når ja" siger hun fuldstændig ligeglad, mens hun igen taster på sin telefon igen.

"Okay så" mumler jeg til mig selv og tager min taske, da jeg rejser mig, og smider resten af madpakken ud, jeg ikke fik spist.

Jeg gik ind til engelsk og tog mine ting frem. Engelsk er faktisk kun det eneste fag jeg kan lide, mest fordi at jeg godt kan finde ud af det.

"Hej alle sammen" siger Mrs. Monroe og går ind i klassen sammen med en person jeg ikke har set før, og det samme med resten af klassen.

"Goddag Mrs. Monroe" siger vi alle i kor, alle undtagen mig, jeg sidder aligevel så langt væk at hun ikke opdager det.

"Tag godt imod jeres nye elev, Matt Cohan" og før at alt stilhed skal begynde fortsætter hun så "hvad så med at du fortæller lidt om dig selv Matt" siger hun og sætter sig ned bag disken.

Flere sekunders stilhed flyder rundt i klasselokalet, før han begynder

"Jeg hedder, som Mrs. Monroe sagde, Matt Cohan og jeg er 18 år gammel.

Jeg flyttede her til fra Californien, men min familie og jeg har flyttet meget rundt, så jeg har ikke rigtig styr på hvor jeg har boet og hvornår jeg har boet der"

Han afslutter med at kigge på mrs.monroe for at fortælle at han er færdig.

"godt Matt. du kan jo se hvor der er ledige pladser, så du må selv bestemme hvor du sætter dig" siger hun.

Han kigger lidt rundt og får øjenkontakt med mig og begynder at gå i mod min retning.

Jeg bliver rød i hovedet og stirre ned i mit hæfte og lader som om at jeg koncentrere mig om min bog, men han ser ikke ud til at hoppe på den.

"Har du det varmt?" spørg han mens han sætter sin taske bag på stolen og sætter sig, uden at kigge væk fra mig af.

Der blev pludselig meget varmt og meget stille, jeg kigger stille op, og ser at alle kigger på mig, men stadig med det klamme udtryk i deres ansigt, som om de skal til at kaste op, og jeg skynder mig at kigge ned igen og for pebet et "nej" fremt, men stadig så højt at han kunne høre det, samt resten at klassen.

Hele klassen begynder at grine og jeg for pludselig meget lyst til at styrte ud af klassen. jeg kiggede op på uret, der var ti minutter tilbage af timen, så jeg vil ikke tage skade af at gå nu.

Jeg tager mine ting og samler dem i tasken og styrter ud af klassen, der er en der følger efter mig, men jeg vil ikke se hvem det er. jeg løber ud mod det sædvanlige sted jeg står når Julia henter mig.

"Hey vent" høre jeg en stemme sige.

Jeg tørre mine tåre væk. Jeg opdagede ikke at jeg græd. Jeg vender mig op i håb om at det er læreren.

"Hvad!?" siger jeg, lidt for hurtigt og lidt for hårdt.

"Du skal ikke tage dig af dem" siger Matt, og prøver at tryste mig. Prøver.

"Kan du ikke bare lade mig være?! Jeg har levet med dem hele mit liv, de har kaldt mig taber, freak. Du er jo bare ny, du har ingen anelse om hvordan denne klasse fungere! Kan du ikke bare skride ind igen og lade mig være?" råber jeg og bryder sammen i gråd, igen.

"Som frøkenen befalder" siger han, med sarkasme i tonen, vender sig om og begynder at gå ind igen.

"Undskyld, det var ikke meningen, at det skulle komme ud på den måde" råber jeg efter ham, men han er for langt væk til at han kan høre det.

Jeg glider ned af væggen og begynder at græde.

Jeg høre klokken ringer så jeg skynder mig at fjerne tårende der trillede ned af kinden på mig.

Julia kommer kørende ind på parkeringspladsen, og holder ind til siden af vejen og åbner døren.

"er der noget galt" spørg hun, da jeg endelig for sat mig ned, og sætter tasken mellem benene på mig selv.

"Ikke så vidt jeg ved" siger jeg og kigger ud af vinduet for at skjule mine øjne, fordi at de var helt røde.

"Hey" siger hun til mig og får mig til at vende mig.

"Hvad?" spørg jeg undrende.

"Du ved godt at jeg opdager, når du lyver for mig, så du må hellere fortælle mig hvad der er galt inden" siger hun seriøst.

"Det er bare dem fra klassen af" siger jeg, og fortsætter uden at starte en tavshed.

"Der startede den her dreng i dag og han fortalte om sig selv og så satte han sig ved siden af mig og spurgte om jeg havde det varmt, fordi at jeg rødmede, og det skal lige siges at jeg ikke vidste hvorfor jeg gjordte det, og så begyndte klassen at grine af mig og så løb jeg bare ud".

"Vent..! er der startet en ny dreng i din klasse? hvor gammel er han? er han lækker? hvad hedder han?!" siger hun og hendes øjne stråler op.

Jeg gav hende bare dræber øjnene, som hvis jeg sagde "hallo? seriously!?".

"Sorry.. Men de er jo bare nogle tåber dem i klassen, du skal ikke spilde tåre på dem, jeg troede at du vendede dig til at du var ligeglad med hvad de sagde eller hvad deres meninger er" siger hun og kigger på mig "jo.. Det har jeg også lært at gøre, jeg ved bare ikke hvorfor det skete" "kan vi så ikke bare snakke om noget andet?" spørg jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...