De modvillige (The 100 fanficition)

En atomkrig fjerner det meste håb fra jorden, og efterlader Ariel York forældreløs i en verden, hvor man ikke ved, om man vågner op dagen efter. I håbløsheden formår Ariel at samle sig med en gruppe unge, der føler for at kæmpe tilbage for det land, de alle holder af. - 3 plads i Netflix-konkurrencen.

23Likes
8Kommentarer
1483Visninger
AA

8. Afsnit 2: del 3

Afsnit 2, del 2

Det var en underlig følelse at sidde i en bil. Mae kunne slet ikke danne sig et overblik over, hvilken tanke, hun skulle give plads til først. Var det tanken om de udendørs omgivelser, hun ikke havde set i godt 2 måneder? Var det tanken om at Maximilian/Max stadig var ved hendes side og egentlig ikke virkede så slem, som han burde? Eller burde hun gøre sig en flugtplan og få fundet Ariel?

”Vi er der om ingen længe,” forklarede Maximilian/Max, imens han tappede med fingrene på låret. Han lænede sig så forover, og snakkede med chaufføren på sit eget sprog på forsædet.

”Hvor er du fra?” Spurgte hun ham, da han lænede sig tilbage i sædet igen. Hun anede stadig ikke, hvem det var, de var blevet angrebet af. Hvor han egentlig kom fra.

”Tyskland,” sagde han enkelt og gav hende et skævt smil.

Han rullede vinduet halvt ned, tændte så en Marlborosmøg og stak den ind imellem læberne, før han bemærkede, at hun kiggede på ham med en halvåben mund.

”Hva, vil du ha’ en?” Han stak pakken frem imod hende, imens han brugte den anden hånd til at tænde smøgen med en lighter, hvorpå der stod NY. Ret ironisk, syntes hun. Men hun sagde intet. Hun rystede blot på hovedet og vendte så opmærksomheden imod det andet vindue.

En plan.

 

”Skal I absolut fortsætte med alkohollen?” Ariel sad i den læderpolstrede stol med armene over kors, imens hun skævede hen til Dallas, der lå og sov på sofaen. Stadig iført den store vinterjakke.

En af drengene, Enzo, trådte hen til hende med tequilaflasken i et tæt greb, imens smilet voksede på hans læber.

”Åh, det er da også uhøfligt af os ikke at spørge, om du vil have et sip,” smilede han og tilbød hende flasken.

”Jeg er ikke gammel nok, nej tak,” sagde hun voksent med armene over kors. Det fik kun drengen til at afsløre de hvide tænder mere i et sødt grin, han ikke burde have.

”For oven i alt det tumult er det love, du tænker på? Cute,” fnøs han:

”Tag nu bare en tår. Det hjælper lidt på.. du ved det hele.”

Hun sukkede, pressede så læberne sammen og tog endelig flasken fra ham.

Hun satte flasken imod læberne, tænkte ganske kort over, at flaskens åbning også havde rørt hans for sekunder siden, og rødmede så let, imens hun tog en stor slurk. Hun havde ganske rigtigt smagt alkohol før, men der var noget spændende og frit ved den tår, der gled ned igennem halsen på hende. Det næste hun bemærkede var den klamme smag, der bredte sig i hele hendes mund, imens det brændte ned igennem halsen på hende. Hun slog den frie hånd for munden, rystede på hovedet med tårer i øjenkrogende og begyndte så at hoste, imens hun stak Enzo flasken igen.

”Føj for helvede,” var alt, hun sagde.

”Vi kan også tage den som bodytequlia. Så smager det bedre,” lo han og tog endnu en tår.

”Hold nu kæft og lad pigebarnet være,” sukkede Amnon fra sin plads på gulvet, hvor han havde bredt alt det ud, der på magisk vis før havde formået at være i hans rygsæk. Han blandede det med de ting, der havde lagt i Ariels og Dallas’.

”Jeg tror nok, at vi skal blive okay,” var alt han sagde derefter med et let smil på læberne.

Marcel nikkede anerkendende fra sofaen, hvor han sad og læste i en gammel avis fra den dag, alt fuckede op.

 

”Okay, liget. Hvad gør jeg med liget,” sukkede A.J, imens han gik rundt i cirkler. Eleanor fik ham stoppet op med et fast greb i overarmen, hvorefter hun endelig fik lov til at tilse hans næse, der stadig blødte. Den var uden tvivl brækket.

”Intet,” mumlede han for sig selv, hvilket fik Eleanor til at hæve det ene øjenbryn en anelse, imens hun fortsat tilså hans næse. Hun fandt nogle brugte kleenex i bunden af tasken, som hun fik fjernet det værste blod med. Dernæst fik hun ham til at holde næsen op, imens de ventede til, at resten af næsen ville stoppe med at bløde.

De efterlod manden liggende i skovbunden og gik tilbage til deres gemmested i vejkanten, hvor deres ting heldigvis stadig lå. De satte sig op af hinanden på tæppet, stirrede så ud på den tomme vej og ventede på, at det var tide til, at de endelig kunne efterlade dette helvede.

En ting fortalte Eleanor, at dette ikke var et sjældent tilfælde. Krig og sult gjorde, at folk tænkte rationelt. Manden kunne ikke være den eneste, der var i den tilstand.

 

”Er du sikker på, at du kan tage turen?” Isaac kiggede bekymret på Katelynn, der stod træt i overtøjet og glippede noget mere med øjnene, end hun burde. Men hendes stædighed var ikke til at overkomme mere.

”Jeg har det fint, Isaac,” sukkede hun, kyssede så let hans læber og klemte derefter hans hånd. Heldigvis havde hosteperioden ikke været slem men hurtigt overstået. Ovenpå et par timers søvn stod hun igen stædigt på benene og ville med på deres togt.

”Du bliver i bilen, ok?” spurgte han hende så og lagde begge hænder på hendes tynde, hvide kinder. Hun sagde ham ikke imod men nikkede.

”Er vi klar?” spurgte Miguel, der svang med bilnøglen mellem fingrene. Han kastede den hen til Isaac, der stadig stirrede noget misfornøjet på sin hustru, men han sagde ikke mere.

I tavshed gik de sammen ud til bilen.

 

”Var der noget held?” spurgte June. Hendes shampoo duftede fra lang afstand af tropiske frygter, imens håret stod så meget i kontrast til alle murbrokkerne og de ødelagte omgivelser. Hun trådte ind i favnen på Noah, gav ham et let, overfladisk kys, og vendte så ryggen til ham derefter.

Hans fingre strøg let hen over hendes hofter, imens han med et lille smil på læben sukkede og rystede på hovedet.

”Bør vi stoppe?” Spurgte han hende helt tæt på.

”Hva?” spurgte hun. Ikke helt sikker på, om han snakkede om deres følelsesløse seksuelle forhold eller med at likvidere tyskere for svar.

Uanset spørgsmålet var svaret det samme.

”Selvfølgelig ikke.” Hun lagde hovedet lidt på skrå, vendte sig så imod ham igen og lagde armene om hans hals. Han tog hele hendes duft ind med et let smil på læberne.

”Vi klarer det i morgen,” var alt, han sagde. Så mødte deres læber igen.

 

”Tror I, at vi når grænsen i Canada?” spurgte Amnon, imens han forsøgte at tænde op i pejsen med noget brænde, de havde haft held med at finde i et skur ved naboen. Godt nok var resten af naboens hus styret i grunden, hvilket var grunden til, at dette hus stadig var det primære, de i stedet brugte.

”Hvad hvis Canada også er angrebet?” spurgte Ariel og gav flasken, med det ukendte indhold, videre til Marcel. De sad samlet i en rundkreds i stuen, imens Dallas stadig lå og sov på sofaen, som havde pigebarnet ikke sovet i årevis:

”Det er da underligt, at vi ikke har mærket noget til modstanden. Vi er jo ret tæt på, ikke?”

”Jeg er enig i Ariels ord. Det er dumt at forlade byen til forskel for at tage til grænsen, hvis vi bare er på røven der. Her er i det mindste mad og det,” nikkede Amnon med ryggen til dem.

”Og hvad? Maden skal nok udløbe på et tidspunkt,” fnøs Marcel.

”Bro, vi kan lige så godt udnytte det så længe, muligheden er der.” Enzo lå på ryggen og kiggede op i loftsbrædderne.

”Måske kunne vi gøre noget. Hvis vi fandt jer, hvad er chancen så ikke for, at vi finder flere?” Ariel kiggede skiftevis rundt på de andre. Enzo og Amnon nikkede, imens Marcel så mere skeptisk ud.

”Hvad siger du, at vi skal gøre?” Marcel hævede et øjenbryn, imens hans mund præsenterede hver en tanke, der måtte befinde sig i hans hoved.

”Vi kunne kæmpe. Jeg vil hellere dø i forsøget end at gøre ingenting og bare vente på, at døden kommer snigende. Det her stinker,” sagde Ariel bestemt.

 

Miguel sprang ud af døren fra bagsædet, gav så et kort smil til Katelynn, inden at han lukkede døren og tilsluttede sig til Isaac på den anden side. De stod foran en stor Walmart, hvoraf det var et sjældent syn, at der var så øde. Der stod stadig biler parkeret i massevis, men der var ikke én sjæl at se.

”Skal vi?” spurgte Isaac og begyndte at gå, inden at Miguel kunne nå at svare på hans retoriske spørgsmål. De fulgtes sammen om til bagsiden, hvor det virkede mest oplagt at bryde ind. Det virkede smartest at bryde ind i det, der lignede et cafeteria. Miguel fandt en række større sten og sendte derefter en regn igennem af luften til det aflange vindue, der krakkelerede og snart eksploderede i skår.

”Hvad nu?” spurgte Isaac, der tydeligvis ikke var vant til den form for togter. Walmart var noget andet end de små kiosker og apoteker, de hidtil havde benyttet sig af.

Miguel trak den slidte læderjakke af, sukkede så højlydt, da han ikke var meget for at ødelægge jakken yderligere, men trådte så hen til vinduet. Med en sten i hånden begyndte han at slå flagerne af kanten, hvorefter han lagde jakken ovenpå, så han kunne kravle ind.

Da han landede i frokoststuen på den anden side, fulgte Isaac hurtigt efter, og ingen af dem kunne holde en latter inde, da de begge stod i den store butik.

”Det her er noget federe end det klamme hotel, ikke?” smilede Miguel, imens han gik i rov efter madvare, der stadig havde en holdbarhed i køkkenet. Han gav dog hurtigt op, og de besluttede sig derfor for at gå ind i butikken, hvor der stod reoler efter reoler i 8 meters højde så langt som øjet skuede.

”Har vi en liste?” spurgte Isaac med et stort grin i ansigtet.

 

Mae strøj hånden hen over det nyvaskede sengetøj med let åben mund. Hun kiggede op til Maximilian, der stod i døren med armene over kors og et afslappet smil på læberne, imens han betragtede hver en af hendes bevægelser.

Hun havde intet imod det. Det burde hun have.

”Et hospital, hvorfor?” spurgte hun skeptisk og satte sig på sengekanten.

”Hvis du spørger, hvor patienterne er, så er de her stadigvæk. De er ikke fjernet. Men hospitalet havde mange frie værelser, og det virkede til et sted, der kunne huse flere. Jeg håber, at værelset behager dig,” sagde han roligt og trådte ind i rummet. Han trak gardinerne væk fra vinduet og afslørede en stor have, hvor der ganske rigtigt gik mennesker rundt. Unge som gamle.

Det virkede som et underligt syn. Vejene på vej herhen til var øde. Hun havde en klar idé om, at resten af landet var en ødemark.

”Mary, du må stole på, at vi ikke vil dig ondt. Hvis du har noget. Bare det mindste, så siger du til. Jeg er her ikke i døgndrift, men jeg skal nok være her. Ellers er personalet glimrende,” smilede han. Hun ville så gerne tro på hendes ord. En del af hende virkede allerede til at gøre det.

Men hun kunne ikke. Hun burde ikke.

”Ved du, om der er nogle overlevende derude endnu?” spurgte hun ham lavt og kiggede ned på de tynde fingre, der lå i hendes skød.

”Hvem tænker du da på?” spurgte han med en letrynket pande. Han svarede ikke på spørgsmålet.

”Jeg lovede en veninde, Ariel, at vi skulle mødes. Vores veje skiltes den dag, Minneapolis blev angrebet, og jeg har ikke hørt fra hende siden,” sagde hun lavt. Det var næsten kun en hvisken. Hun vidste ikke engang, om hun snakkede til Maximilian længere.

”Jeg kan ikke sige noget, okay. Men hold fast i dig selv lige nu, Mary. Det er vigtigst at vide, at du er okay. En ting af gangen, ikke?” sagde han alvorligt. Han blev stående i lokalet i tomhed i et halvt minut. Så virkede han som en, der blev mindet om, at han skulle være et andet sted.

De stirrede på hinanden.

”Jeg må… jeg må gå. Men du siger bare til,” sagde han.

Og så forlod han hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...