De modvillige (The 100 fanficition)

En atomkrig fjerner det meste håb fra jorden, og efterlader Ariel York forældreløs i en verden, hvor man ikke ved, om man vågner op dagen efter. I håbløsheden formår Ariel at samle sig med en gruppe unge, der føler for at kæmpe tilbage for det land, de alle holder af. - 3 plads i Netflix-konkurrencen.

23Likes
8Kommentarer
1488Visninger
AA

7. Afsnit 2: del 2

Afsnit 2, del 2

Ariel ændrede på måden, hun stod på, foran spejlet, og sikrede sig, at håret var gemt under den splinternye Minnesota Twins-kasket, hun havde hugget på drengeværelset ovenpå. Hun prøvede at ryste tanken af sig, hvor drengen mon befandt sig endnu. Hun lukkede øjnene og gemte ham i det sikre gemmested hun havde opdigtet i hovedet, hvor resten af hendes bekendte befandt sig. Hendes mor, hendes brødre. Mae. Selv A.J. Det var bedre end at forestille dem døde, når hun i princippet ikke anede noget om, hvad der foregik andet end i få kilometers radius.

Så trak hun den slidte, beskidte hætte over hovedet, som hun havde været iført lige siden, at strømmen var forsvundet. Hun sikrede sig, at Dallas var lige så godt skjult i det drengetøj, hun havde fået den lille pige i.

”Hvorfor skal jeg have det her på?” brokkede Dallas og trak ud i vinterjakken med tilhørende pelskrave, der skjulte hvert et jordbærblond hår på det lille hoved.

”Vi skal være godt tildækket, så vi falder i med mørket,” prøvede Ariel, selvom hun ikke troede på hendes egne ord. Hun trak sukkende kasketten af hovedet, lod så det lange spaltede hår falde frit om skuldrende, før hun i stedet flettede det til en stram fletning og stak enden ned under hættetrøjen. Så tog hun igen hætten på og prøvede at smile til Dallas, der kiggede på hende med spørgende, store øjne.

Hun bøjede sig lidt ned i knæene, klemte så blidt skuldrende og trak Dallas ind i en omfavnelse, hvor de stod lidt i tavshed.

”Er du klar?” spurgte hun så lavt Dallas, og pigen lystrede med at nikke. Dallas gik så hen til sofaen, hvor hendes ny-renset gevær stod klar med ny ammunition, de havde været heldige at finde i den sidste lejlighed, de havde ransaget. Ariel tog den Glock, de havde fundet sammen med ammunitionen, og lagde den ned i den rygsækken med rumraketterne.

De forlod i tavshed underetagen af lejligheden og trådte ud i de mørke gader, hvor de blev overrumplet af en mærkelig stilhed. Et sted i nabolaget gøede en hund, hvilket fik dem begge til at spjætte i et kort sekund, men ellers var der alt for stille.

”Fri bane,” hviskede Ariel, og gjorde et håndsignal til, at Dallas kunne træde ud af døråbningen. De måtte bedst muligt følge husmurene for at blive i skyggen, trods hele gaden var mørklagt på grund af strømafbrydelsen.

Der var en fuldmåne til aften, og den oplyste alt for meget.

 

”Nu må vi håbe, at varulvene ikke kommer frem,” fnøs Miguel, der lå på ryggen af en parfumeret seng med hovedet ud over kanten. Hans øjne, hvis farve var umulig at bestemme, blev spejlet i den stjerneklare nat, der viste alt andet end fare. Der var ikke engang ét fly på himlen, hvilket virkede en anelse mærkeligt.

”Det er lige før, at det ikke ville overraske mig,” sagde Katelynn fra den anden side af sengen, hvor hun sad med en ikkevirkende fjernbetjening på maven, med hånden i en gammel pose Cheetos, de havde været heldig at finde under en af hotelsengene.

Det var blevet deres ting at lukke verden ude, når Isaac blev for grådig i at løse de store mysterier om alt mellem himmel og jord.

”Skal vi sætte Annie på?” spurgte Katelynn med en latter over ansigtet, og rettede på måden, hun sad på, så hele vandsengen under dem rystede. Hun løftede hånden, pegede imod den sorte skærm og mumlede så et ’bip’.

Hun spiste endnu en Cheetos og begyndte så at hoste en hel del. Først registrerede Miguel intet, imens han stadig lå og kiggede på stjernene. Overvejede om han skulle gå ud i det tomme hotelkøkken, finde en saks og klippe de fedtede totter hår af.

Men så begyndte Katelynn at hoste blod op.

 

Øjnene gled op. Og så i igen. Og op igen.

Det fortsatte sådan lidt.

Mae åbnede dem så igen og bemærkede, at hun ikke var i det samme lokale, hun havde været i før. I stedet sad hun i et rum, der lignede de afhøringsrum, man så ved politiet. Det forklarede også cellen, de alle befandt sig i. De blev holdt til fange på en politistation, hvilket ikke kunne være mere ironisk.

Overfor hende sad en ung mand med grove skægstubbe, mørkeblå rolige øjne og et virkelig pjusket rødbrunt hår.

”Fortæl mig dit navn,” sagde han med en stemme, der næsten var uden accent.

”Fortæl mig dit,” sagde Mae hæst og rettede på måden, hun sad på. Det var underligt ikke at være omringet af mennesker. Næsten ubehageligt at sidde i lokalet alene overfor en fremmed, der trods sit udseende ikke kunne stoles på.

”Mit navn er Maximilian. Eller Max. Hvad du føler for,” sagde han og slog spidsen af en kuglepind ned i bordet for derefter at dreje den en halv omgang og slå enden derned, så spidsen forsvandt. Han blev ved med at bytte om på, hvilken ende der ramte træet.

”Nej tak,” var alt, hun kunne presse ind af halsen, der føltes som om at være skåret op af tusinde knive. Hun blev ved med at stirre på ham med et hårdt blik, der talte imod resten af kroppen, der virkede træt og svag. Hvordan hun havde kunnet finde denne styrke, anede hun ikke. Den passede ikke til hende.

 ”Jeg får en medarbejder til at hente noget vand og mad, hvordan lyder det?” Spurgte han, kløede sig så kort i skægget og lænede sig bagud i stolen, der knirkede i ryglænet.

Hun sagde ikke noget. Det var nok til, at han trådte ud af stolen, hen til døren og fik den åbnet på klem, så han kunne snakke med manden på den anden side på et sprog, hun ikke forstod. Det gjorde hende slet ikke tryg. Men hun formåede alligevel at holde på facaden.

”Mary,” sagde hun så, da han satte sig ned igen. Hun ønskede ikke, at han skulle kende til Mae. Mae virkede som en identitet, han ikke var nok værd til at kende til. Mae var en skrøbelig del af hende nu. En hun skulle passe på.

Han nikkede. Skrev det så ned i en notesbog, hun ikke bemærkede, der lå på bordet. Ud fra hendes navn stod tallene 233.

”Hvorfor er jeg.. jeg ikke død?” spurgte hun med sammenknebne øjne.

”Fortæl mig, hvorfor du skulle være død, Mary,” var alt, han sagde med en spørgende mine, som hun var ved at købe. Han sad overbøjet imod bordet med lette rynker på panden, imens hans blik var fæstnet på hendes.

”Fordi..” forsøgte hun, men kunne ikke finde nogle ord. Hendes hjerne var tømt for dem.

Det bankede på, og Maximilian/Max rejste sig igen op for at åbne døren, hvorefter en lige så ung mand trådte ind med en sandwich og en flaske vand.

Hendes mave rumlede højt bare ved synet.

I det sekund det blev sat foran hende, tog hun flasken og tømte den på sekunder. Hun begyndte så at spise af sandwichen, imens han betragtede hende med det, der lignede tålmodighed.

”Vi ønsker ikke at slå dig ihjel, Mary. Vi ønsker din hjælp,” fortalte han og lænede sig så tilbage i stolen. Denne gang med kuglepennen imod hans læber, som hun af en grund ikke kunne lade være med at betragte imellem bidderne.

”Fuck min hjælp,” fnøs hun, hvilket fik ham til at smile.

”Fuck vores ønske ja,” sagde han.

Der var stilhed imellem dem i lidt tid.

”Jeg ved, det var jer, der bombaderede det hele,” sagde hun og lagde så sandwichen ned. Følte endelig at hun havde genvundet styrken i sin stemme.

”Og det har du ret i. Men gør det os til de onde i den her sag?” Sagde han. Stadig med kuglepinden imod læben.

”Gør det jer til de gode, at I smider folk i klaustrofobiske celler?” Hun lænede sig også tilbage på træstolen, lagde armene over kors og bed sig i indersiden af kindkødet, da en del af hende prøvede at trække hende tilbage i Mae-situationen. I den usikre skal.

”Det er ikke det smarteste move. Det siger jeg gerne. Men vi har lidt et pladsmangel, må du forstå. Du skal ikke tilbage til cellen dog,” sagde han:

”Ikke hvis du besvarer spørgsmålene.”

Hun spidsede ører.

 

Amnon satte sig ned på bænken i parken og trak op i trøjen, hvor såret til hans held stadigvæk var indtakt under forbindingerne. Det burde være groet sammen for længest. Han tog flasken med vodka ud af hænderne på Enzo og tog en stor slurk for derefter at skære et ansigt.

”Langt endnu?” Sukkede han, tog så endnu en slurk og tilbød den til Marcel, der rystede på hovedet.

”Det kommer sgu an på, hvem vi skal overbevise,” fnøs Enzo, imens han tog flasken ud af hånden på kammeraten og dernæst dumpede ned på bænken ved hans side:

”Kan du huske, hvad vi skal sige?”

Amnon nikkede, imens han vippede lidt med foden. Ja, de to havde fået mere end rigeligt at drikke.

”Fortæl mig lige den del, hvor alkoholen indgår i planen, igen,” fnøs Marcel, der stod op med armene lagt alvorligt over kors. Det var tydeligt at se, at han mest havde lyst til at skride i sin egen retning.

”Vi er fulde. Folk tror, at vi snakker dårligt tysk, fordi vi mumler. Det giver mening,” sagde Enzo, skålede så imod sin bror og drak en tår igen.

De blev afbrudt af en kvist, der knækkede. Marcel var den eneste, der virkede til at reagere på den pludselige bevægelse. Det næste der skete var en hætteklædt, lav dreng, der pegede geværet direkte imod dem på skift. Bag ham stod en mindre dreng, hvis ansigt lige kunne anes bag den tykke pelskrave.

”Frys,” sagde stemmen. Enten svor Marcel, at den kom fra en pige eller en dreng, hvis stemme endnu ikke var gået i overgang. Uanset hvad følte han sig ikke ret truet, trods de var dem uden våben.

Langsomt virkede Amnon og Enzo til at registrere, hvad der skete. Enzo løftede langsomt begge hænder i vejret med vodkaflasken i den ene.

”Hey, vi er ikke soldater,” prøvede Marcel som den eneste ansvarlige og trådte tættere på.

Den hætteklædte tog et skridt frem, stadig med det pink gevær peget imod dem.

”Frys, sagde jeg,” sagde stemmen. Det var klart en pige.

”Hva, så, problemer?” mumlede Enzo langsomt og kom usikkert på benene.

”Vi er ikke soldater,” sagde Marcel sammenbidt og klemte øjnene sammen og tog våget endnu et skridt imod hende:

”Mit navn er Marcel, det er min bror Enzo og Amnon. Vi er bare forklædte.”

”Første vers i The Star-Sprangled Banner,” sagde hun som det eneste.

”Hva, jeg kender sgu ikke..” begyndte Enzo og tog en tår af flasken.

Amnon begyndte at synge:

Oh, say can you see by the dawn's early light

What so proudly we hailed at the twilight's last gleaming?

Whose broad stripes and bright stars through the perilous fight,

O'er the ramparts we watched were so gallantly streaming?

And the rocket's red glare, the bombs bursting in air,

Gave proof through the night that our flag was still there.”

“Så ja, det skete lige,” sukkede Marcel, lagde to finger imod panden, imens han rystede på hovedet:

“Venner, vores plan holder ikke længere.”

“Er det her jeres plan? I er plørefulde!” Sagde hun, bemærkede så at hun stadig stod med geværet og gav det så tilbage til den lille dreng, der stod bag dem. Drengen omfavnede geværet, som var det hans et og alt.

“Dé er plørefulde. Tak for at være et tegn på, at der findes fornuftige mennesker endnu. Og dit navn er?” Spurgte Marcel hende.

”Ariel. Det er hyggeligt at sludre, ikke, men vi skal videre,” begyndte hun og tog drengen i hånden.

”I kan da ikke bare gå. Der er ikke ligefrem folk på gaden længere. Vi skal sgu da holde sammen,” afbrød Marcel og banede vejen for hende.

Hun kiggede ned på Dallas og dernæst på de to fulde drenge, der lignede noget fra en dårlig komedie. Det her måtte være en spøg.

”Hvad er planen?” sukkede hun.

 

Hjertet sad oppe i halsen på A.J, imens han stod og tænkte over, hvad der skulle få Eleanor tilbage i sikkerhed. Han lukkede øjnene i et sekund, kom sådan til at tænke på den dag, verden forandrede sig. På hvordan han sad ved cafébordet og ønskede, at Ariel skulle se, hvad han så i hende. På hvor forkert det alligevel havde været, da de først sad der. På hvor forvirrende verden var en gang imellem. Men forvirret var bedre end fucked up. Han savnede pludselig hverdagsproblemerne.

”Hvor er maden,” råbte manden igen og strammede grebet om halsen på Eleanor, så hun skreg.

Han kunne ikke stå der mere. Enhver millimeter i kroppen på ham var allerede oppe at accelerere. Han mærkede, hvordan han for frem trods sin tunge figur, og fik ham overrumplet. Med et knæ oppe i skridtet for at distrahere ham i smerte, prøvede han at vride den anden arm bagud, hvor pistolen var. Eleanor skreg stadig ved siden af, imens hun prøvede at vride sig fri, nu hvor hun kun var grebet om halsen. Hun formåede at give ham en stor mavepumper med en albue i maven, sådan at han endelig slap hende.

Tilbage var A.J, der stadig prøvede at få pistolen ud af hænderne på ham.

Eleanor krøb i sikkerhed op af et større træ og så til, imens A.J kæmpede med at få pistolen ud af hænderne på drengen. Drengen formåede med den anden albue til banke A.J’s næse, så hun ville kunne have hørt næsen brække, hvis det ikke var for hendes manglende hørelse. I stedet kunne hun se, hvordan blodet begyndte at rende ned over hans overlæbe og videre ned på tøjet, imens han sloges videre.

Langsomt kom hun vaklende på benene igen, og det virkede til, at ingen af de to havde bemærket hans tilstedeværelse. A.J fik slået pistolen ud af hånden på drengen, så den fløj igennem luften og landede i den mudrede skovbund, men det fortsatte med at sloges. Snart lå de og rullede rundt i skovbundet fyldt med jord, mudder og blade.

Hun tog tre dybe indåndinger, talte dem imens ved at bevæge læberne og mumle noget uklart for sig selv, før hun tog sig kræfter til at samle pistolen op og pege dem imod de to drenge, der stadig havde bemærket ingenting.

På tidspunktet sad A.J ovenpå drengen og holdt ham fast ned imod jorden med en albue over kravebenet, imens drengen spyttede ham i hovedet for at komme fri. Hun ville bede A.J om at flytte sig, men ingen ord kom over læben. Hun anede ikke, om han ville forstå noget af det.

Drengen fik sparket A.J af, og i sekundet, han prøvede at rejse sig op, fik Eleanor sendt en kugle direkte i tindingen på drengen, der med det samme faldt om igen.

 

Noah vaskede de blodige hænder under det kolde vand og kørte dernæst hånden hen over den lige så blodige næse. Han tog en dyb indånding, rystede så hænderne på grund af et manglende håndklæde og vendte opmærksomheden imod June, der sad i industrikøknet og lejede med en hobbykniv, imens hun sad med letspredte ben.

”Skulle han absolut dø?” spurgte hun, lagde hovedet lidt på skrå og fortsatte så med at lege med kniven uden at værdige ham et eneste blik.

”Vi fik ikke noget ud af ham,” sagde han ligegyldigt, gik så hen til håndvasken igen, hvor han lagde den blodige kniv ned i vasken og vaskede den med opvaskebørsten, der var fyldt med gamle madrester.

Hun sagde ham ikke imod. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...