De modvillige (The 100 fanficition)

En atomkrig fjerner det meste håb fra jorden, og efterlader Ariel York forældreløs i en verden, hvor man ikke ved, om man vågner op dagen efter. I håbløsheden formår Ariel at samle sig med en gruppe unge, der føler for at kæmpe tilbage for det land, de alle holder af. - 3 plads i Netflix-konkurrencen.

23Likes
8Kommentarer
1487Visninger
AA

6. Afsnit 2: del 1

2 måneder senere

Ariel skubbede det lasede, lugtende gardin til side i døråbningen og trådte ind i det lille baglokale, hvor Dallas sad i den lige så kiksede sofa med den forvaskede bamse i favnen, imens hun nippede til den lille petit kaffekop. På bordet blev der placeret det lille udvalg af kiks og købekager, som Ariel havde haft hel med at samle i det lejlighedskompleks, de var flyttet ind i. Det var den eneste bygning i bydelen, der endnu stod intakt omgivet af ruiner.

”Er der kommet nogen forbi?” spurgte hun Dallas, da hun satte sig ned i sofaen ved siden af hende og trak det hæklede tæppe over dem begge. Dallas havde fået tjansen til at stå til vagt i vinduet, hvis det skulle ske, at der skulle komme nogen forbi. De havde dog ikke set andre i snart 2 uger.

”Må jeg?” spurgte Dallas i stedet og havde allerede rakt ud efter den første kiksepakke. Hun sad stadig med afstand til Ariel under tæppet, hvoraf hun nok aldrig ville få den fulde tillid. Ariel havde aldrig turdet spørge nærmere ind til pigens situation, men lod hende bære bamsen og geværet.

Ariel nikkede, lod den lille pige tage en håndfuld først, og tog derefter 3 kiks selv. Hun tyggede omhyggeligt på kiksen, mærkede hvordan maven skreg efter mere mad. Hun var nød til at rive pakken ud af Dallas’ hænder for, at den ikke blev tømt. De måtte rationalisere, hvis de skulle overleve, som det så ud nu.

De anede ikke, hvad der foregik over deres hoveder. Ikke andet end de samme luftfaretøjer, der fløj over nabolaget en gang i timen :07. De havde mistet overblikket med den sidste mand, der var blevet skudt på åben gade ikke langt fra, hvor de selv var krøbet i skjul.

En ting var sikker. Landet var ikke længere styret af det hvide hus, hvor end resterne af det var blevet af. Præsident May var blevet likvideret mindre end en uge efter de 14 terrorangreb. Mindre end en time efter, at den sidste bombe faldt i York i Pennsylvania. Ordet havde lydt på, at det var tyskerne, der havde invaderet landet. Men rygtet var også gået på Nord Korea og på Rusland, der ud fra spændingerne med USA virkede langt mere realistisk. Det værste var, at ingen rigtig vidste besked.

”Hvor længe kan vi blive her endnu?” hviskede Dallas, der sprang ned fra sofaen og krøb hen under vinduet igen, hvor hun følte sig mest tryg. Man kunne se på Ariel, at hun ikke havde det godt ved den situation, hun havde puttet pigen i.

”Jeg tror, at vi må efterlade stedet i nat, hvis der er fri bane. Vi kan nok godt nå 15-20 kilometer inden morgengry,” forklarede Ariel og foldede tæppet sammen. Hun fandt den blå rygsæk frem, hvorpå der var fastsyet alverdens lapper af rumraketter og stjerner. Det var et fund, hun havde gjort for 2 lejligheder siden i en tom børnehave. Det var uhyggeligt, at de kunne befinde sig i noget, der mindede mest om en spøgelsesby eller en filmkulisse.

Dallas fandt sin egen rygsække og pakkede bamsen ned ved de ord med et alvorligt udtryk på ansigtet, der ikke burde tilhøre en 9-årig.

 

Miguel stak den hjemmerullede smøg ind i flammen på det duftende stearinlys, der stod på klaveret, og lænede sig tilbage på skammelen, imens fingrene lå på tasterne. Han kunne ikke koncentrere sig for Katelynn, der blev ved med at kaste op på sofaen bag ham. Sukkende hamrede han låget ned over tangenterne og skubbede sig væk fra skamlen, imens han tog en dyb inhalering og efterfølgende skabte en røgring.

”Noget nyt, mate?” spurgte han Isaac, der sad foroverbøjet ved receptionsskranken i det lille, efterladte hotel. Af alle mennesker i verden var han havnet med de 2 kedeligste, der overhovedet fandtes. Egentlig havde han lyst til at skride, finde hans egen måde at komme over grænsen til Canada i sikkerhed, men inderst inde var der en irriterende del af ham, der gjorde, at han stadig stod blandt de 2 mennesker efter et hav af dage, han ikke længere talte. Han var fuldkommen ligeglad med de ugedage, Isaac havde lavet en kalender over bag disken. Han havde fucking styr på det hele. For meget styr på sagerne.

”President May,” var alt, Isaac sagde.

”Hvad med ham?” spurgte Miguel, tog endnu et sug og havde mest lyst til at slukke smøgen i enten kalenderen eller Isaacs notesbog. Men han holdt imod fristelsen og skoddede den i stedet i askebægre, hvor der stod ”Moose Peak Hotel & Spa – tak for jeres ophold.” Askebægret var så tragikomisk som resten af stedet. Spaområdet bestod af et udendørs areal, med en halvtom pool fyldt med blade og en død due.

Isaac skubbede notesbogen tættere på Miguel og lystet. Ned af siden var der skrevet de 14 bogstaver, ordet ’President May’ indeholdte. Ud fra hvert navn stod en af de 14 byer, der havde været angreb i. Ud for S stod Savannah, ud fra N stod Norfolk og ud fra M stod der ganske rigtigt Minneapolis.

”Er det ikke lidt for sent at bruge det?” spurgte Miguel, der bedst muligt prøvede at skjule hans blandede angst og anerkendelse overfor Isaac.

”Det her beviser, at der er noget politisk over det. Det er aldrig for sent,” sagde Isaac insisterende, så hans øjne glødede af passion for hans ny-opdagede informationer.

 

Amnon skar tænderne sammen, da Enzo skiftede bandagen på hans venstre side. Såret var ikke længere inficeret, men det lugtede stadig dårligt, og de var ved at løbe tør for noget at rense det med.

”Læg nu stille,” sukkede Enzo sammenbidt, imens han skar et ansigt over lugten, der steg ham til næsen. Der var ikke meget bandage tilbage på den lille lægeklinik, de havde fundet i Rogers et stykke udenfor Minneapolis. Ingen af brødrene kendte ret godt til de omgivelser, de befandt sig i, og de havde indrømmet overfor hinanden, at det havde været så meget lettere bare at blive tilbage i Italien.

”Så hvordan var det, at I sagde, hvad I hed på tysk?” spurgte Amnon i et forsøg på at distrahere sig selv fra smerten, da desinficeringsmidlet rørte hans bare skind. Det havde været deres plan bedst muligt at narre soldaterne i byen til, at de selv var af deres slags.

”Ich heisse… det her er håbløst,” sukkede Marcel, der ikke var helt med på brorens idiotiske plan. De kunne ikke snakke tysk. De kunne dårligt nok mestre en italiensk accent. Enzos tysk eksisterede udelukkende efter, at han en vintersæson var skredet til Skt. Anton i Østrig forklædt som skibums, hvor den egentlige plan var at knalde med alle de piger, han kunne hive hjem fra afterski.

”Ich heisse Amnon,” forsøgte drengen alligevel og skar derefter en grimasse, da Enzo fjernede vattet fra Amnons krop.

”Marcel ist in grosse dick,” fnøs Enzo og lagde vattet på bordet bag sig, før han bandt den nye bandage om drengen. Derefter vendte de tilbage til deres rationer af cigaretter, de havde fået ud af en maskine ved et motel i udkanten af byen, og discountøl.

Planer blev der ikke rigtig snakket om. De havde formået ikke at blive fanget. Enzo skulle dagligt høre på Marcels klager om, at de ikke havde fulgt med de større grupper af mennesker, der håbefuldt vandrede til Canadas grænse imod sikkerhed. Det var dumt. Store mængder ville for fanden fange opmærksomhed. Det var som at skyde sig selv for at spare tyskersvinene besværligheden.

Se, hans plan skulle nok vise sig at virke. De havde ikke så meget andet at tage udgangspunk i.

 

Mae vågnede langsomt op ved ekkoet af en mængde fodtøj, der bevægede sig ned af gangen på den anden side af det underjordiske fængsel, hun befandt sig i med et hav af andre mennesker. De manglende bad var at lugte i hele cellen, hvor der stank af sved og blod. Hun havde rykket sig længest op af cellen for at undgå en yngre mand, der hver aften gik i angstanfald. Han havde for længest revet sig skaldet, og havde allerede angrebet 2 børn, der nu havde tilsluttet sig til hende. Hun anede ikke engang, hvor mange de var på de små kvadratmeter. Nok til at hun ikke kendte alles navne.

Hun lukkede øjnene, forestillede sig hvor let tingene havde været for 2 måneder siden. Nogle gange forestillede hun sig selv død. Døden virkede let. Døden virkede simpel og langt bedre end det rottehelvede, hun befandt sig i.

Men så huskede hun på Ariel. På deres løfte. Det gav hende lidt styrke igen.

 

A.J trak næsten ikke vejret, da han lå i skovbrynet på hans jakke op af Eleanor for at få så meget varme som muligt. Hendes røde hår kradsede imod hans skæggede ansigt, men det var efterhånden noget, han havde vendt sig til. Han lå endda med armen om hende, uden at der var mere i det. Han vidste ikke, om han havde følelser for hende. Det virkede ikke som en tid, hvor der var tid til at tænke på den slags. Men han vidste, at han følte, at han skulle beskytte hende, og den arm gjorde en stor forskel.

Endelig virkede Eleanor til at komme til verden. Hun satte sig langsomt op, gabte højlydt og lagde efterfølgende fingrespidserne imod mundvigen, der skød op i enderne. Hun samlede armene om sine ben, hun havde trukket ind til sig selv, og betragtede vejen, der lå få meter fra deres gemmested. 2 tanks var det eneste, der havde kørt forbi vildnæsset, og ingen af dem havde stoppet op, da de havde krydset dem.

A.J lavede ’Ok’-tegnet med hånden med en spørgende mine for at spørge, om hun havde det fint, hvilket var blevet deres form for kommunikation. Overraskende gik det godt nok, selvom ingen af dem sagde et ord. Eleanor nikkede, rejste sig så op og forlod ham i skovkanten for at gå ind og klare ”sine sager”.

Han begyndte at rode ud i tasken, idet en fyldt bus kørte forbi i det modsatte spor med det store søgelys ved forruden. Han måtte krybe længere ind for en sikkerhedsskyld og holdt vejret af ren refleks.

I det samme hørte han et skrig, der, trods han ikke kendte stemmen, måtte tilhøre Eleanor. Var der mennesker i skoven også?! Han satte hastigt i løb uden at tænke over, at hans fodtrin tydeligvis ville afsløre ham, og fulgte den retning, lyden lød til at være kommet fra.

Han krøb ned bag en større busk bag et træ, da han kunne ane de to skikkelser. Eleanor var i armene på en armyklædt soldat, der var i gang med at vride armene om på hende, imens hun sparkede ud i luften så voldsomt, som hun kunne komme til, imens hun vred med hver en kropsdel, hun havde.

”AEI-JAH,” råbte hun hæst, og han forstod, at hun prøvede at skrige hans navn.

Det var første gang, han havde hørt hende snakke.

Han hadede, at han ikke var iført et våben. Han havde intet. Alligevel rejste han sig op, for han kunne ikke lade hende være. Han måtte prøve med det, han havde: sig selv. Han mislykkedes i at snige sig ind på drengen, der ikke kunne være meget ældre end ham selv.

Drengen havde en mellembrun glød og et fliret, sort hår. Hvis han var en soldat, havde han været i skoven i dagevis. Han tilhørte tydeligvis ikke bussen, som A.J havde set kort inden.

”Slip hende,” sagde han, imens han placerede fødderne solidt i skovbunden med et godt fodfæste. Han var taknemmelig for hans deltagelse på skolens bryderhold. Hvad han ikke havde var dog en pistol som den, drengen nu havde trukket.

”Jeres mad,” hvæssede drengen sammenbidt og satte den imod tindingen på Eleanor, der for en gangs skyld så rædselsslagen ud. Hun var ellers den, der havde holdt dem begge på jorden.

”Vi har intet…,” gispede A.J, imens han vågede sig til at træde et skridt tættere på. Drengen skød hende ikke. Ikke endnu i hvert fald.

”Løgner. Jeg så jer spise det tidligere,” gispede drengen og strammede fingren om triggeren, imens han slog sikringen fra.

”Vi har..” gispede A.J, imens han sloges med sig selv om at fortsætte med løgnen end ændre det til sandheden.

Drengen tog et t greb med armen om halsen på Eleanor med den frie arm, imens hungren strålede ud af øjnene på ham. Eleanor kom med en hæs lyd, der lød som en blanding af et rædselsslagen klynk og gisp.

”Hvor fanden har I maden?” hvæsede drengen denne gang imod Eleanor, der hjælpeløst prøvede at kæmpe, imens hun græd.

”Hun kan… hun kan ikke høre dig,” prøvede A.J og tog muligheden til at træde et skridt tættere på. Han kneb øjnene sammen, mærkede hvordan han spændte fingrene og dernæst lagde dem i 2 faste knytnæver. Han havde aldrig slået nogen, hvilke de færreste troede på, når de så hans store, kantede figur. Måske var det nok, at fyren også troede på det. Selvom A.J inderst inde vidste, at sandheden nok skulle vise sig at være en anden.

”Der er et supermarked ikke langt herfra. Du kan..” prøvede A.J og håbede på, at fyren, modsat dem, ikke var opmærksom på, at skoven bredte sig over så stort et areal, at det alene i bil ville tage en halv time til den nærmeste by. De kunne ikke undvære maden.

”Du fucking fylder mig med løgne,” sagde han irriterende og stak i stedet pistolen direkte imod A.J, imens han fortsat holdt Eleanor fastspændt i armene:

”Har du set dig omkring. Her er ikke andet end fucking træer.”

”Nej, vi så et supermarked få kilometer herfra. I den der retning igennem sådan en smutvej på en skovsti. Det er ikke løgn,” forsøgte A.J, imens han trådte tættere på igen. Drengen havde strammet grebet om triggeren endnu mere, men der skete ikke mere. Ikke for nu:

”Vi kan følges. Vi kan..”

Drengen afbrød ham ved at skyde pistolen op i luften 2 gange, så de begge blev forskrækket, da en flok krager skræppende steg til vejrs fra de høje trækroner. Da stilheden lagde sig over skoven igen, kunne man hun høre de 3 hjertebanken, der sloges om det højeste antal slag i minuttet.

 

Katelynn stod med armene over kors i døråbningen til det lille hotelværelse, hvor de havde været nød til at sætte musefælder op under sengen, de havde fundet i et mindst lige så klamt kosteskab. Isaac lå på sengen med det sædvanlige blik der fortalte, at hans hjerne befandt sig et helt andet sted.

”Hvor længe er planen, at vi skal være her, Isaac?” spurgte hun træt, og stødte ryggen imod den støvede dørkarm. Hendes udseende var ikke det samme, som det havde været den dag, de havde valgt at tage hende ud af hospitalet. Det havde vist sig at være den rigtige beslutning, da de dagen efter over bilradioen havde hørt, at halvdelen af byen – inklusiv 2 børnehospitaler og Abbott Northwestern Hospital, hvor Katelynn indtil da havde været indlag, var gået i grusset.

Isaac kom langsomt til sig selv. Først lå han og blinkede for sig selv et det beskidte sengetøj. Så satte han sig endelig op, sad i flere sekunder og betragtede sin nygifte kone og åbnede så endelig munden.

”Vi skal have fundet ud af, hvordan de tænker,” sagde han.

”Vi skal hjem, Isaac,” var alt, Katelynn sagde. Hun blev stående i døren med de blege, tynde arme over kors, der var skjult af et striktrøje, der var blevet alt for stor.

”Vi kan ikke bare køre til grænsen. Så kan vi lige så godt parkere bilen midt på vejen og vente til, at de kommer og pløkker hovederne af os,” sagde han arrigt, rejste sig så op og kørte håret igennem håret, så det stak i 50 forskellige retninger.

”Vi kan ikke blive her heller. Vi slipper snart op for mad, Isaac. Vi må ind til byen igen,” prøvede hun, men holdt stadig afstand.

”Så send Miguel derind,” sukkede Isaac, stoppede op og kiggede ned på hans sko, som havde han bemærket en større plet, der ikke burde være der.

”Hør på dig selv! Du kan ikke bare sende ham derind alene!” Endelig forlod hun døren, trådte hen til ham og lagde hænderne imod hans brystkasse. Han trængte kraftigt til en barbering, hvilket fik ham til at se fremmed ud. Hun havde aldrig set ham med det, der bare lignede dun på overlæben.

”Fint, så tager jeg med i nat,” sukkede han, og trak hende så ind i favnen til et kys, han ikke rigtig følte for. Men da hun først var i hans arme, var det ren refleks, at armene blev spændt og vejrtrækningerne blev få.

De stødte panderne imod hinanden og trak vejret synkront, som var det noget, de havde gjort hele livet.

”Tag og få sovet,” var alt han sagde i det lave toneleje.

Hun sagde ham ikke imod.

 

”Hvad laver du?” hviskede en pige hæst til Mae, der var fuldt optaget af hendes egne tanker. Pigen måtte gentage det før, at hun bemærkede, at nogen talte til hende. Langsomt rettede hun på måden, hun sad op af cementmuren, og kiggede med trætte øjne på ejermanden af stemmen.

”Dagene,” var alt, Mae sagde, da hun gemte hårnålen i håndfladen og prøvede at finde ind i det limbo, hun havde opfundet for sig selv. Det fik hende til at glemme smerten i hoften, de sprækkede læber, der skreg efter vand og bekymringerne fra veninden, hun ikke havde hørt fra i præcis 2 måneder, hvis stregerne over hendes skulder på væggen talte sandt.

”Det.. hvilken dag er det i dag?” spurgte den sorthårede pige så. De fleste andre sov. Nogle af dem var sikkert også døde. Så sent som sidste nat havde de tysktalende mænd trukket 2 ældre kvinder ud, der havde trukket vejret for sidste gang i løbet af natten. Men det gav dem ikke mere plads. Samme morgen var der kommet flere ind i den lille celle.

Mae tænkte over det. For tre streger siden havde det været søndag, hvilket måtte betyde, at det var tirsdag.

”Tir..” mumlede Mae, før hun mærkede smerten, der skar igennem hendes hals. Hun lukkede øjnene, da trætheden overvældede hende.

”Jeg er Trisha,” hørte hun pigen hviske, før hun gled ind i en søvn.

 

Amnon strøj fingrene ned over det kamuflerede tøj, de havde haft held med at hugge fra 3 fulde soldater i den første uge, landet var under angreb. På skulderen var der syet flaget med de tre farver: sort, gul og hvid, som sammen dannede identitet for at være fjenden.

H. Tomzcak stod der på brystet af ham. Han anede ikke engang, hvordan han skulle udtale det. De andre havde været heldigere med M. K. Schmidt og G. Redler.

”Det her går så meget i vasken,” sukkede Marcel, idet han trak den matchende kasket ned over håret.

”Op med humøret brormand. Det kan kun gå i én retning,” smilede Enzo drilsk og trak rygsækken, der var fyldt med sprut, smøger, medicin, hvis egenskaber de ikke anede noget om, og dåsemad, over den ene skulder.

Marcel fnøs for sig selv og delte et skeptisk blik med Amnon.

Så forlod de klinikken for en sidste gang.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...