De modvillige (The 100 fanficition)

En atomkrig fjerner det meste håb fra jorden, og efterlader Ariel York forældreløs i en verden, hvor man ikke ved, om man vågner op dagen efter. I håbløsheden formår Ariel at samle sig med en gruppe unge, der føler for at kæmpe tilbage for det land, de alle holder af. - 3 plads i Netflix-konkurrencen.

23Likes
8Kommentarer
1478Visninger
AA

5. Afsnit 1: del 4

Katelynn sad og snurrede det flade Master Card imellem sine fingre, imens hun kæmpede med at trække vejret. Hun skulle slappe af, vinde kampen over sine lunger. Hun turde ikke sige noget til Isaac, der stod på den anden side af ruden og snakkede med en politibetjent. De havde stået der overraskende længe.

Hun betragtede hans hidsige fagter. Hvordan han adskillige gange kørte hænderne igennem det let-krøllede hår.

”Hver…” prøvede hun at sige højt for sig selv. Hun færdiggjorde dog ikke sætningen.

Endelig virkede det til, at Isaac lod sig slippe, for politibetjenten forlod pladsen ved motorhjelmen og gjorde i stedet tegn til, at betjenten i en af bilerne, skulle flytte sig.

”Er du okay, skat?” spurgte Isaac, da han satte sig ind.

Katelynn vendte sit svedige, blege ansigt imod Isaac. Begyndte så at trække vejret endnu dybere.

”For fanden,” var alt, hvad han sagde, for han krøb ud af bilen igen og løb direkte imod en af ambulancerne.

Imens var Katelynn besvimet inde i bilen.

 

A.J tog imod colaen fra Eleanor, da de havde gjort et stop kort inden bygrænsen.

Det var endelig stoppet med at regne. Hvor havde det bare været lettere, hvis de havde haft en paraply med.

Eleanor’s hår hang igen klistret ned over de blålige kinder på hende, imens stjernerne syntes at have et genskær i hendes øjne. Han tog en tår af colaen og gav den til hende igen. De smilede kort til hinanden.

Eleanor slog pegefingeren to gange imod sit blege, venstre håndled, hvorefter A.J trak army-ærmet op for at vise hende klokken. På en måde fungerede det.

Længere fremme i mørket lå en bil på hovedet, hvoraf ilden stod ud igennem forruderne. En gang imellem så man en mørk skikkelse krydse ind over omridset af køretøjet, men der var mussestille. Folk var krøbet i skjul. Det burde de måske også gøre.

Men der var et stykke at gå endnu.

Der lød dog en række skudsalver. Det var ikke at tyde, hvorfra de kom, men A.J reagerede tydeligvis på dem, hev fat i ærmet på Eleanor. Der var ikke tid til at forklare nu.

Det måtte komme væk.

 

Hun lå på jorden og stirrede op på stjernerne. Byen var i live. Fyldt med projektorer, der kunne blænde enhver, politisirener.

Og råb.

”Så meget smerte,” sagde hun. Hendes læber var knastøre, som de var let adskilt, imens hun fortsat stirrede betaget på den store nattehimmel. Det var et underligt syn, at der ikke var et eneste fly på himlen.

”Hey,” sagde en stemme. Først reagerede hun ikke:

”Hallo, er du..”

Hun stønnede højlydt, pustede en jordbærblonde lok væk fra panden og satte sig så endelig op.

 

Ariel klemte øjnene hårdt sammen i et sekund. Hendes hjertebanken måtte kunne høres i hele den efterladte kiosk, som de begge befandt sig i. Hun prøvede at få kontrol over vejrtrækningerne, for virkede hun rolig, måtte det kunne afsmitte på den lille pige foran hende. Hun kendte igennem engang barnets navn.

”Jeg er Ariel,” sagde hun så. Åbnede øjnene igen og prøvede at overbevise pigen om, at der ikke var nogen fare:

”Ligesom havfruen. Du ved hende fra…”

”Ti stille!” gispede pigen, rettede så igen på geværet, der efterhånden rystede en del. Det var lige før, at Ariel frygtede et dårligt skud, der ville såre hende, mere end et skud direkte i panden, der ville slå hende ihjel. Hun ville ikke efterlades her til at dø.

”Du er alene. Jeg er også alene,” var alt, hun kunne sige. Hun sank, mærkede sandheden i hendes ord. Tårerne kæmpede på.

”Jeg er ikke alene,” sagde den lille pige arrigt, prikkede så spidsen af geværet direkte ind i maven på Ariel, og slog sikringen fra med sådan et klik, at det blev ved med at runge i Ariels ører.

”Jeg er ikke alene!” skreg pigen så, fjernede igen geværet i et sekund, og satte det så imod maven igen.

”Du har mig,” var alt hvad Ariel turde sige. Hun lukkede øjnene hårdt sammen, ventede det næste, der nok ville ske.

Pigen gispede højlydt. Ariel havde forventet, at pigen efterfølgende ville bryde i gråd, måske endda omfavne hende, men det skete ikke. Pigen satte langsomt geværet fra sig, imens en strøm af følelser passerede over hendes ansigt. Men ingen af dem endte i tårer.

”Dallas,” sagde hun så.

”Hva?” spurgte Ariel, imens hun kørte hænderne ned over sig selv for at tjekke, at hun stadig stod der endnu.

”Mit navn,” sagde pigen og forsvandt længere ind i butikken, hvor hun måtte have gemt sig. Hun kom tilbage med en lille, lyserød taske, der matchede til jakken. I den anden hånd havde hun en gammel bamse, hvor fyldet var på vej ud igennem dens hals.

”Har du været her længe?” Hun blev opmærksom på de 2 lig, der stadig befandt sig inde i kiosken. Hvorfor kunne så lille en pige være rustet til den slags virkelighed? Pigen skulle til at svare, da de begge blev afbrudt af Ariels telefon, der brummede højlydt fra lommen på hættetrøjen.

”Jeg bliver lige nød til at tage den her, ikke?” spurgte hun pigen, Dallas, der langsomt nikkede.

”…Ariel, er du der?” Maes stemme virkede hysterisk.

”Ja.. jeg er her,” sukkede Ariel, lukkede så øjnene sammen i noget, der føltes som minutter, og stirrede derefter direkte på Dallas.

”Er du hos din far?”

”Ikke endnu. Jeg tog lige et….” hun følte ikke, at hun kunne fortælle, hvad der faktisk var sket. Pigen havde stadig malet angst i øjnene, om hun ville acceptere det eller ej:

”… et stop. Men det går fint. Hvad med dig?”

”Ariel, her er..” Telefonen begyndte at bippe. Forbindelsen var gået.

 

Marcel hev fat i kraven på Enzo’s våde jakke, og trak ham hastigt med i dække ved krateret, der havde slugt flere biler. De havde held med at springe ned på taget af en ældre Pick-up, hvorefter de kunne dukke sig, imens lyden fra flyet blev højere.

”Var det virkelig nødvendigt?” gispede Marcel, imens han betragtede Enzos hænder, der tog ting op af den kamuflage-farvede taske.

”Ja for fanden! Du tror seriøst ikke, at det her er slutningen, vel? Vi bliver sgu nød til at kunne beskytte os selv,” sagde Enzo, imens han trak et større maskingevær op, som han efterfølgende valgte at lade. Seriøsiteten havde taget over det barnlige udtryk, der tidligere havde været at spore i hans ansigt. Det her var alvor.

De blev afbrudt af flyets motor, der sprang i luften, hvilket sendte en kædereaktion af eksplosioner i resten af flyet.

”Duk dig,” råbte Marcel og rev broren ned på alle fire på ladet af bilen.

Det havde vist sig at være et held, da en brændende genstand sekunder efter fløj direkte ned i krateret og landede mindre end en meter fra en bil, der lå på hovedet.

”Hey, prøv at se der,” stønnede Enzo og pegede på bilen. På bagsædet sad en mørkglødet dreng og slog imod ruden, imens flammen krøb tættere på over cementbrokkerne.

 

Isaac sad foroverbøjet i en designerstol, med fingerspidserne imod hinanden, hvoraf hans albuer støttede imod hans lår. Han havde det dårligt. Sygeplejerske havde ikke givet ham nyheder om Katelynn i noget, der føltes som en evighed, og de blev ved med at løbe op og ned af gangene med nye senge, der skulle ned til den akutte modtagelse. Denne dag var et helvede, som han aldrig skulle få lov til at glemme.

”Undskyld,” sagde han træt og fik bremset en mørk kvinde op, der stod og kiggede spørgende på ham med let adskilte, tykke læber:

”Du har vel ikke hørt nyt om Katelynn Blake, vel?”

Kvinden rystede på hovedet og var allerede på vej videre.

”Er der for fanden ikke nogen, der har tid til at tjekke til min kone!” Råbte Isaac irriteret, rejste sig op for stolen, gik rundt i et par cirkler og satte sig så arrigt ned igen. Sygeplejersken var videre.

”Hey,” sagde en anden stemme, der kom fra en latinamerikansk, ung mand på hans egen alder. Manden var iført en støvet, brun jakke, der måtte have taget skade længe før dagens begivenheder. Det sorte hår og skæg trængte stærkt til en trimning, trods håret var gemt under en gammel strikhue, der engang havde været rød.

Isaac kiggede langsomt op på manden, imens han prøvede at få pulsen under kontrol. Han lignede ikke en, der havde tid til small-talk.

”Ikke for at være uhøflig eller noget, men kan jeg måske låne en seddel eller 2?” Han virkede ikke til at mene de ord, der kom ud af hans mund og havde allerede rejst sig op for at række en indbundet hånd imod ham. Isaac sukkede. Hvis det kunne få ham til at gå væk, så måtte det være det værd. Han fandt sedlerne i lommen og stak dem derefter til manden.

Manden, hvis navn han ikke kendte, stod dog sekunder efter ved hans side igen og nippede af den skoldhede kaffe, han lige havde købt.

”Du ser ret depri ud, at du ved det,” sagde han, drak en tår og skar et ansigt derefter.

”Ja, og?” var alt, Isaac sagde. Pengene var tydeligvis ikke betalt for at få fred.

”Dude, hvis jeg var dig, så ville jeg få benene på nakken og skride. Det er sgu ikke sikkert, at hospitalet står her i morgen,” fnøs han, ledte efter noget i jakken og tændte så en smøg midt på gangen. Sekunder efter kom en ung, lyshåret sygeplejerske og rev den ud af munden på ham i farten uden at sige et ord. Det fik ham til at trække skævt på smilebåndet.

”Rubias Pequeñas, ey?” Smilede han, trak huen af hovedet og kørte så en hånd igennem håret.

”Hold kæft,” sagde Isaac så lavt, at manden ikke hørte det.  Han blev efterfølgende klappet hårdt på skulderen.

”Du har ik’ et navn, vel? Jeg er Miguel Reyes,” sagde manden, der nu havde et navn, og stak ham et stærkt håndtryk, som Isaac tøvende tog imod. Han bemærkede det soldat-tag, der hang om halsen på ham og glimtede i et skær fra en af loftlamperne. Hvorfor mon han var hér?

”Jeg skrider her om snart. Jeg ved ikke med dig, men er du klog, så bliver du her ikke. Om de tager sig af syge eller ej, så er der større magter over os.”

Isaac vidste inderst inde, at det var sandt. Han måtte have Katelynn ud.

 

”Er du sikker på, at det her er en god idé?” begyndte Enzo, der tøvende havde rejst sig op på ladet, da faren fra flyet var ved at være ovre. Ilden bredte sig fortsat, og havde allerede fået fat i en gammel varevogn, der lå længere nede i krateret. Marcel svarede ved at springe af ladet og balancere over murbrokkerne imod bilen, hvor drengen befandt sig.

Enzo lavede et kejtet spring og endte med at skrabe knæet hårdt imod cementfladen. Han rejste sig dog op alligevel, valgte at ignorere det blodige sår og fulgte brorens spor.

 

Drengen blev ved med at slå imod ruden og råbe ord, hverken Marcel eller Enzo kunne høre. Han klikkede sig ud af selen, da han bemærkede de 2 drenge imellem flammehavet, og begyndte at sparke imod ruden. Den begyndte at splintre, men han var så træt.

Så træt.

 

”Du kan da ikke bare ligge her!” Foran hende stod to indisk udseende piger iført matchende lilla rygsække og fletninger. Den ene pige, der havde talt, havde sæt hænderne i siderne, imens den anden genert betragtede den lyshåret dreng, som de kun havde haft bekendtskab med i godt en time.

”Hvorfor ikke? Alt er da så nytteløst alligevel,” spurgte hun, June, og pressede læberne tydeligt sammen.

”Fedt, hun er skæv,” sukkede den ene af søstrene. Måske var der i princippet kun én. Ja, June vár skæv og hun kunne i den grad ikke fokusere på, hvad der skete foran hende.

”Hey, kan du ikke…” begyndte den ene/anden søster og fik gang i drengen, der begyndte at hive June på benene.

”Her,” mumlede drengen lavt og slap langsomt hendes underarme, da hun virkede til selv at tage imod balancen i fødderne.

”Vi kan ikke bare efterlade hende, Tris,” mumlede søsteren. Med mindre hún var skæv og snakkede med sig selv, måtte June formode, at der faktisk var to søstre og ikke en.

”Men…” sukkede søsteren, Tris, og vendte sig så om på det lille parkareal for at sikre sig et eller andet.

”Jeg har tyggegummi, hvis I vil have et stykke?” foreslog June. Bare for at gøre et eller andet.

 

Da der virkede stille på den lille gang, rejste Isaac sig op og skævede længere ned af gangen, hvor Miguel sad med hovedtelefoner på og kiggede på den smadrede telefon. Han sukkede højlydt, tjekkede endnu engang at de var alene og hev så ned i dørhåndtaget til stuen, hvor Katelynn lå og sov. Han hadede inderligt, at han var blevet nægtet adgang til at sidde i lokalet, da hun skulle have fred.

Kunne han bare trække de ting ud, der var fastgjort fra væggen og til hende? Det var ikke første gang, at han havde haft hende med på hospitalet. Han burde vide det. Men han havde altid haft en tiltro til lægerne om, at de gjorde der rigtige. Det virkede så dumt pludselig at trodse det sted, hvor det skulle være sikkert.

Miguel åbnede døren sekunder efter og trådte ind med en kørestol, han måtte have hugget et sted.

”Hvad tager dig så længe?” mumlede han. Igen med en smøg imellem læberne.

”Bare..” sukkede Isaac og valgte bedst muligt at lukke Miguel ude af hans hoved. Han måtte finde ud af, hvordan han bedst muligt gjorde det her.

”Vent… er du god til at bryde ind?” spurgte han Miguel og vendte sig så imod ham.

Miguel smilte allerede ved ordet.

 

De måtte gå i en cirkel om bilen og om på dens bagside, der var mast op af en klippevæg, for bedst mulig at undgå røgen.

”Mener du virkelig det her?” Enzo skar en grimasse og kastede hovedet i retningen af ægteparret, hvis ansigter var blevet smadret op i forruden. Det måtte være drengens forældre. På grund af bilens retning, hvor den var tippet op med den forreste del direkte ned i jorden, lå bagruden i en langt bedre højde.

Marcel trak læderjakken af, gemte så armen i den og slog hastigt hele underarmen imod ruden. Første gang skete der intet, men næste gang lykkes det at få ruden splintret, så der lå glasskår over alt.

”Marcel, flammerne,” sukkede Enzo, der stod lige bag broren, da der ikke var mere plads.

”Vi skal nok nå det,” gispede Marcel og slog kanterne, hvor glasset stadig sad, af. Han lagde så jakken over og klattede ind i bilen, så hang befandt sig oppe i loftet af det lille bagagerum. Han nåede at rive hul på bukserne af en kant, han havde overset, men mærkede det ikke, da han var fokuseret på at få den besvimede dreng ud, der lå sammenkrøllet omme foran. Ved at kravle under sæderne, der hang ned fra loftet, kunne han let få adgang til drengens lemmer. Han begyndte at trække i hans hænder og blev opmærksom på lugten af blod. Han så igennem ruden, hvordan flammerne begyndte at tage fat i bilens former.

”Marcel. I skal ud. NU!” Råbte Enzo udefra.

Marcel tog tre dybe indåndinger, mærkede hvor varmt der blev og begyndte så at rive i drengen for alvor, imens han kravlede ud. Enzo hjalp ham ud igennem ruden og snart fik de sammen trukket den livløse dreng ud.

”Nu håber jeg fandeme, at det er det værd,” gispede Enzo, imens han kravlede op langs kraterets side til de n faste cement. Han tog imod drengen og Marcel fulgte. Da de begge stod deroppe og gispede, betragtede de, hvordan bilen nu var i flammer.

De kiggede derefter begge på den livløse dreng i Enzos arme, der mindst var lige så stor som ham selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...