De modvillige (The 100 fanficition)

En atomkrig fjerner det meste håb fra jorden, og efterlader Ariel York forældreløs i en verden, hvor man ikke ved, om man vågner op dagen efter. I håbløsheden formår Ariel at samle sig med en gruppe unge, der føler for at kæmpe tilbage for det land, de alle holder af. - 3 plads i Netflix-konkurrencen.

23Likes
8Kommentarer
1470Visninger
AA

4. Afsnit 1: del 3

”Ar…ariel. Vent,” gispede Mae, der måtte sætte hænderne i siderne, da de havde gået i det, der føltes som evigheder. Der var noget yderst fremmed over idéen om at skulle gå over så stor en distance, fortalte Ariel sig selv, da de stoppede foran togstationen ved Franklin Avenue. Det virkede ikke som nogen overraskelse, at linjen var lukket. De var tydeligvis ikke de eneste borgere, der havde haft den idé, at den letteste måde at komme væk på, var igennem den offentlige transport, der så sjældent bare var forsinket.

En kvinde i rød frakke løb mod dem og præsenterede sig selv som Abigail.

”Er I kommet noget til?” Hun lagde hænderne på Maes kinder, som havde nogen stukket en nål i den space-boble, der normalt var imellem mennesker.

”Der er ikke så langt igen,” blev Ariel ved med. Mae var frosset fast i kvindens greb.

”Hvor kommer I fra, piger?” spurgte Abigail og tilbød Ariel det blomster-hæklede halstørklæde, hun havde haft om halsen.

”Vi skal videre, Mae,” forsøgte Ariel fortsat. De var blevet enige om, at de kunne komme i husly hos hendes far i bydelen Nokomis.

”Ariel…” var alt, Mae kunne klemme ud af hendes hæse, grædefærdige hals.

”I skal ingen steder, piger. I er i sikkerhed her,” forsøgte kvinden, der nu havde lagt et fast greb om skulderen på Ariel i stedet. Hun pegede imod det sted under halvtaget på perronen, hvor folk havde samlet sig under tæpper. Det var en dag, hvor alle måtte ligne hjemløse.

Ariel fnøs over ironien.

 

A.J trådte op af trapperne i den spøgelsesforladte opgang, hvor den tavse pige, Eleanor, fulgte efter ham. Hans mor var udenbys, hvilket ikke var nogen overraskelse, og han havde ikke rigtig en idé om, hvor hans søster befandt sig. Det gjorde han sgu aldrig. Han låste sig ind i den støvede lejlighed, følte sig ret pinligt berørt over at tage hende med derind, da han aldrig rigtig havde haft venner med hjemme.

Han fandt fjernbetjeningen ovenpå reolen, der manglede de klassiske familiefotos, og gjorde et forsøg på at tænde det ældre fjernsyn, der ikke lystrede. Fjernbetjeningen fik nogle bank i det tobaksfyldte stuebord, hvis det nu skulle være batterierne, den var i vejen med. Eleanor viftede med hænderne og måtte opgive på drengen, der ikke havde fanget, at fjernsynets stand-by knappe ikke lyste.

Strømmen var gået.

”Jeg..” begyndte A.J, der ikke havde vænnet sig til tanken om ikke at kunne kommunikere. Han stoppede midt i det han lavede, havde stadig ret svært ved at tage det hele ind. Han endte med at sætte sig ned i den grå lasede sofa, der var købt på et loppemarked for år siden, begravede hovedet i skødet og tog en dyb indånding.

Det her var fucked up. Fucked var ordet.

Han sad der i et par minutter, løftede så hovedet igen og bemærkede, at pigen havde løftet op i gardinet, sådan at lyset fremhævede hvor støvet, der egentlig var i hele stuen. Hun gjorde tegn til, at han skulle komme hen til vinduet. Tøvende rejste han sig op, tilsluttede sig hende i vinduet, og så stod de ellers og kiggede ud på det, der lignede noget fra en krigsfilm.

Det store lejlighedskompleks overfor lå i ruiner.

 

”Sidste smøg,” mumlede Enzo med smøgen hængende ud imellem hans læber. Han lukkede øjnene i et sekund, kiggede ud imod den øde motorvej, der var noget af et sjældent syn. En røg stod fortsat op imellem træerne længere henne. De vidste ikke, hvor længe de havde gået. Ikke én bil havde kørt på vejen de sidste 30 minutter, hvilket måtte betyde, at vejen var blevet spæret af.

”Kunne der for fanden ikke være efterladt en eller anden lækker øse,” mumlede Marcel, imens han tog den sidste cigaret op af pakken og så, hvordan broeren smed den sorte Benson & Hedges-pakke bag over skulderen. Miljøet var nok det sidste, der blev tænkt på denne dag. De gik midt på motorvejen, for det var ikke noget, man fik lov til at opleve hver dag.

Da motorvejen slog et sving og forvandt bag grantræerne, så de til deres overraskelse, at røgen ikke kom fra byen, som de havde troet. Foran dem var en nedstyrtet fly, der havde lavet så stort et krater i vejen, at 2 biler var blevet mast med ned igennem asfalten. Der burde være andre mennesker. Bare nogle vidner, der stadig var i nærheden. Men det hele lå øde.

”For fanden,” mumlede Marcel, der stoppede op midt i den inhalering, han havde gang i. Han blev opmærksom på, at broren var stoppet meter tilbage. De stirrede begge betaget på røgen, der stadig steg til himlen fra cockpittet.

”Tror du,” mumlede Enzo og skoddede smøgen under sin sko, der ellers havde masser af ryge af endnu. Han færdiggjorde ikke sætningen men begav sig i stedet imod flyet, der burde stå i flammer for alvor.

”Hvad laver du?”

”Ja, hvad fuck tror du, at jeg laver. Der ligger sgu da et fly lige der, og vi ved ikke hvad fanden, der kan falde ned fra himlen. Hvis de har våben, så er de det værd at få fat i,” fnøs Enzo og trådte helt hen til skroget af det mindre kampfly.

Det var muligt at rokke døren til side, der allerede hang i hængslerne, selvom det var den del af flyet, der næsten pegede op i vejret. Det måtte havde været noget af en hård landing.

”Du kan sgu da ikke gå ind i det. Lortet kan stå i flammer om sekunder,” mumlede Marcel hidsigt i samme sekund, som døren gav sig.

 

”Det her kan da ikke være rigtigt,” forsøgte Katelynn, da de havde slået en U-vending og var kørt i den modsatte retning for at komme til den nærmeste udkørsel, der ville føre dem udenom byen. Hun blev konstant ved med at vende blikket imod bakspejlet. Måske i bekymring for de to drenge, hvis ansigter hun sikkert aldrig ville se igen. Sandsynlighede for, at de ville ringe, var minimal. Alligevel lå mobilen fremme i hendes hånd, imens hun prøvede at guide Isaac i den rigtige retning.

”Kan du ikke skifte radiostation,” forsøgte han igen, imens meldingerne hobede sig op på alle stationer. Snakkede om steder at søge skjul, nyheder om hvor de næste angreb om muligt kunne være, formodninger om dødstal. Han kunne ikke slappe af med tanken om ”næste angreb.” De lød så sikre.

Bilen slog endelig en stor bue, da de fandt den rette afkørselsbane. Da de nåede frem til krydset, blev de stoppet af afspærringstape og en række ambulancer.

De blev siddende i bilen i noget, der føltes som timer. Stirrede bare på de røde og blå blink, der fyldte hele nattehimlen igennem forruden. Endelig trådte Isaac ud i virkeligheden og efterlod Katelynn siddende i bilens varme.

 

”Her,” sagde A.J og stak Eleanor en trøje, han havde fundet i morens værelse. Det var ellers sjældent, at han satte en fod i det rum. Mascaraen hang ned af de blålige kinder, og hun blev ved med at bide sig i læben. Om det var i kulde eller angst var umuligt at tyde. Med rystende, kolde hænder tog hun imod trøjen og gav ham det håndklæde tilbage, han havde rakt hende minutter inden.

Strømmen var stadig ikke kommet tilbage. De havde tjekket nyhederne på telefonen igennem datanetværket, hvor der blev forklaret teorier om de nuværende angreb. Alle snakkede om teorier om, hvor det næste sted ville være.

De havde rullet vinduerne for vinduet igen. De satte sig sammen ved bordet, der var blevet fyldt med alverdens duftende stearinlys og begyndte at spise af alt den mad, der havde været at finde i køkkenet.

Det virkede ikke som det vigtigste i verden at fokusere på det renlige hjem længere, da tom emballage fra kiks lå spredt ud over gulvet, imens den gamle et-øjede kat spiste op af de krummer, der var blevet spildt.

”Af alle i verden, så er jeg efterladt med dig,” fnøs AJ til den stride, grå kat, der havde indfundet sig med Eleanors selskab.

 

”Mae,” fremstammede Ariel, der havde svøbt sig ind i et patchworktæppe, der lugtede langt væk af hjemløse. Hendes ansigt havde 10 forskellige toner af skidt, og håret var så uglet, som havde hun boet på gaden med resten af menneskerne på stationen i evigheder. Veninden var stadig fjern.

”Jeg kan ikke,” sagde Mae endelig, lagde en rystende hånd oven på Ariels, der næsten var blå. De stod i læ under et halvtag, stirrede ud på røgen og flammerne, der stadig oplyste byen. Det var for surrealistisk. Der skete aldrig det store i Minneapolis. Hvorfor det her. Hvorfor nu?

Ariels læber bævrede. Lidt i angst over for venindes ord, lidt i kulde. De var stadig gennemblødte. Det kunne tæpperne ikke gøre meget ved.

Ariel fjernede langsomt sin hånd fra Maes, begyndte at trække tæppet af og folde det sammen i sin favn.

”Jeg må finde min far,” sagde hun så. Bed sig i læben og kiggede over skulderen i den retning, hun måtte gå. Det virkede som et stort valg at efterlade Mae, men Mae havde muligvis en familie i byen. Ariel måtte finde sin.

”Du kan ikke,” begyndte Mae. Stemmen knækkede over.

”Du har din mobil på dig ikke? Bliv her til det er sikkert. Ring hver halve time, ok?” Ariel fandt sin egen iPhone op af lommen på sin hættetrøje, prøvede insisterende at få veninden til at forstå, at denne adskillelse ikke var verdens ende. Hun lagde telefonen i lommen igen, lagde så de våde, kolde hænder på venindes kinder.

”Stol på mig.”

 

Døren gav en høj knirkende lyd, hvorfra den sprang ud fra de skæve hængsler og landede hårdt på astfalten få centimeter fra Marcels fødder. Broren sukkede, idet Enzo satte hænderne i siderne af flyet og trak sig selv op. Han forsvandt ind i mørket og efterlod Marcel, der fortsat stod og skævede usikkert på den store metalfugl.

”Du ved for fanden ikke, om det ryger fordi, at den er ved at brænde ud, eller fordi den snart eksploderer, klovn,” mumlede han arrigt, skodede så filteret imod metallet og trådte ind efter sin bror.

Han måtte trække T-shirtens stof op over munden for bedst muligt at trække vejret, imens han trådte ned igennem skroget på det mindre fly. Det var svært at orientere sig langt frem, men Enzos skikkelse var at finde nede langs en stolerække. De var begge chokeret over at finde stolene besat.

”Ham her trækker stadig vejret,” hørte han Enzo sige. Der blev hentydet til en yngre soldat, med hovedet i en underlig vinkel, hvor den blodige hals var blottet ud imod dem. På skulderen af soldaten var det tyske flag.

”Tyskland, hva?” Sagde Enzo, rettede sig så op, og efterlod så soldaten for at gå længere ned. Marcel blev stående ved den unge dreng, der umuligt kunne være ældre end ham selv. Mon han kunne snakke?

”Enzo… vi,” sagde Marcel, men tog så fat i stoffet ved soldatens skulder, og ruskede blidt i drengen i håbet på, at han gav lyd. Et enkelt støn efterlod læberne, men han åbnede ikke øjnene:

”For fanden. Hvad vil du?”

”Jeg skal bare lige… hey!” Enzo kom tilbage med det, der lignede et våben fra en actionfilm:

”Hvis vi er i krig, ik. Her, grib.”

Marcel nåede kejtet at gribe maskinvåbnet i hans favn og gispede lettet over, at han ikke skød knubben af sig selv i forsøget. Enzo forsvandt igen i sekunder, kom så tilbage med bælter af ammunition og en karmufleret rygsæk af slagsen, man kunne leve med i uger i vildmarken, der var fyldt med alverdens våben.

”Good to go, hva,” lo Enzo og gik broren imøde. Han klappede Marcel på skulderen, der stadig stod lammet til jorden, og begyndte så at vandre ud igennem flyet igen, der efterhånden var begyndt at sige larmende, underlige lyde.

De sprang ud af flyet igen. Lyden kom fra den ene motor, der var begyndt at snurre igen, imens den slog gnister.

”Hvad fanden,” var alt, Enzo sagde.

 

Ariel trak sin jakke tættere om sig selv, og gemte de blålige hænder mod brystet, imens hun begav sig videre igennem byen. Folk var efterhånden begyndt at dukke op steder, men samtidigt passerede hun også områder, hvor der lå lig midt på gaden.

Hun stoppede op på et tidspunkt, hvor hun faldt over en kiosk meget som den samme, hun havde handlet ind i sammen med Mae. Men denne kiosk var halvt i murbrokker. Det virkede ikke sikkert at gå derind, men hun var tørstig.

Hun trådte direkte over det knuste glas i vinduespartiet, dukkede sig for en del af gavlen, der var væltet ned på fortovet, og slangede sig hen til et skab fyldt med energidrikke, hvor lågen, til hendes held, stadig kunne åbnes.

”Yes,” mumlede hun for sig selv, trak et par dåser ud, og drak dem imens hun varsomt betragtede omgivelserne. Bygningen kunne falde sammen på sekunder. Hun prøvede at ignorere den gamle kvinde, der lå fastklemt under murbrokker bagerst i kiosken, og armen, der hang ind over kasseapparatet, som ville personen beskytte pengene med sit eget liv. Bogstavelig talt.

Den anden dåse stak hun i inderlommen på jakken, og hun begyndte dernæst at slange sig ud igen.

”Frys,” hørte hun en lille stemme sige. Ariels krop stivnede, imens armene automatisk fløj i vejret. Hun vendte sig langsomt rundt, idet hun hørte lyden af et gevær, der blev ladt. I hovedet havde hun idé om, at en mand om sekunder ville skyde hende.

Synet var dog et andet. Foran hende stod en lille, lyshåret pige med dådyrsøjne iført en lyserød, forvasket jakke og en bamse under armen. Det atypiske var dog det store gevær, der befandt sig i hendes små arme.

”Jeg..” begyndte Ariel gispende. Aldrig havde hun troet, at hun skulle trues på livet af så lille en pige. At hun skulle trues overhovedet:

”Hey..”

”Jeg var her først,” sagde pigen så og rettede på geværet, der var alt for stort til hende. Det virkede dog til at fungere for hende alligevel.

”Jeg var på vej væk,” gispede Ariel, der stadig stod med hænderne i vejret. Hendes hår hang irriteret ned i ansigtet:

”men..”

”Jeg var her først,” gentog pigen og trådte et skridt tættere på Ariel, der var langt højere.

”Hvor er dine forældre?” spurgte Ariel så. Ramte tydeligvis et blødt punkt, for pigen mistede grebet om geværet og var næsten ved at tabe det.

”Ik..” prøvede pigen, imens hun med rystende arme vendte geværet direkte imod Ariel igen.

”Jeg gør ikke noget,” gispede Ariel. Hendes hjertebanken kunne de begge høre.

 

A.J pakkede rygsækken færdig. Stoppede op på vej ud igennem køkkenet og fandt et gammelt billede i køkkenskuffen af hans familie, den gang alting havde været lut og lagkage. Han sukkede og svang rygsækken op på ryggen. Eleanor’s spørgende ansigt mødte ham i gangen.

De var i sikkerhed her. Men hvor længe? Godt nok sagde nyhederne, at angrebet var ovre, men kunne man være sikker? Det her var ikke 9/11. Det her var ikke ét angreb. Det var krig. Han var iklædt Arthur Seniors gamle soldattøj, der ikke havde været fjernet fra skabet siden 12 år tidligere, hvor Arthur Senior blev slået ihjel i Afghanistan. Faderens dog-tag hang om halsen på ham, og for første gang i evigheder følte A.J, at han havde en idé om, hvem han var.

Eleanor klemte hans arm, gav ham et fortrøstningsfuldt ansigt, før de begge forlod lejligheden. De havde planer om at nå til St. Paul til fods.

Det ville snart blive mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...