De modvillige (The 100 fanficition)

En atomkrig fjerner det meste håb fra jorden, og efterlader Ariel York forældreløs i en verden, hvor man ikke ved, om man vågner op dagen efter. I håbløsheden formår Ariel at samle sig med en gruppe unge, der føler for at kæmpe tilbage for det land, de alle holder af. - 3 plads i Netflix-konkurrencen.

23Likes
8Kommentarer
1470Visninger
AA

3. Afsnit 1: del 2

”Er I sikker på, at det er her, I skal af?” Isaac vendte hovedet imod bagsædet, hvor der endelig var faldet en stilhed over ying og yang-brødrene. Den ene virkede næsten til at være faldet i søvn.

De holdt stille på en mindre resteplads af slagsen, hvor der stod en faldefærdig bænk og et toilet, der var for klamt til at bruge alligevel. Ikke langt fra selve byen.

”Ja mand!” Sagde Marcel. Isaac havde efterhånden kunnet kende forskel på brødrene ud fra deres humør. Marcel var den over-energiske, entusiastiske bror, hvor Enzo var den, der virkede til at drikke sig fuld på kirkegårde hver aften.

”Vi kan da ikke sætte dem af her. Radioen sagde jo…” begyndte Katelynn bekymret og lagde en hånd på sin mands, der stadig på rattet.

”Vi skal nok finde på noget. Bare sæt os af..” begyndte Marcel, imens han åbnede døren. Det var dog i det samme, at tre jetjægere fløj direkte over bilen med sådan en larm, at de måtte holde sig fra ørene.

”Luk dørene,” var det eneste, Isaac sagde, og straks lukkede Marcel forskrækket døren igen. Det virkede til, at Enzo efterhånden også var vågnet ordenligt op igen.

”Var det..?” spurgte Katelynn, der havde rettet sig op i sædet og ganske rigtig havde den farve i ansigtet, der havde manglet længe.

Isaac skiftede hen til den lokale radiostation, og så sad de ellers der og ventede.

 

Mae og Ariel havde ikke travlt med at gå op til kassen igen i angst for at komme forbi TV’et og høre nærmere om, hvad der tilsyneladende skete omkring dem. De blev stående ved hylderne med magasiner og blade, hvor verden stadig var normal ifølge forsiderne.

De ville så gerne føre en samtale. Men det virkede så åndsvagt at snakke om alt andet end, hvad der rent faktisk foregik.

Det måtte erfare, at de skulle betale for varerne før eller siden. Acceptere at de ikke kunne gemme sig der for evigt, selvom TV-værten havde rådgivet dem til ikke at gø udendørs. Pigerne havde brug for at komme hjem, og det indebar at træde ud fra gemmestedet.

Tøvende fik de betalt for varerne. I det samme Ariel modtog 1$ og 31 cent, rystede alt under dem med sådan en kraft, at man kunne høre, hvordan dåser med grønsager splattede ud på gulvet, imens puds smuldrede ned fra loftet. Det blev ved med at ryste i noget, der virkede som evigheder.

Ekspedienten, en ung latinamerikansk kvinde, havde kastet sig i sikkerhed bag kassen, og de gamle damer var faldet om kuld.

Mae og Ariel behøvede kun at kigge på hinanden for at bekræfte, hvad der var sket. Det virkede for godt til at være sandt. Men røgen, der var at skue igennem de beskidte butiksruder, sagde alt. Minneapolis var ramt.

 

A.J stod for foden af Mississippi River, da byen blev et flammehav. Han så, hvordan flyvemaskinerne hang lavt over byen, hvordan de blev ved med at cirkle omkring de højeste bygninger, imens en regn af våben faldt. Det føltes som at stå midt i et af de videospil, han havde spillet så ofte som yngre. Han kunne ikke fatte, hvad der var for øjnene for ham.

”Hey,” gispede en fremmede, kvindelig stemme, og inden han nåede at reagere, blev han revet ned. Pigen kunne ikke være meget ældre end ham. På alle fire, i de våde vandbytter, kravlede hun op langs barrieren ud til den enorme flod, og trak A.J med i processen, der stadig befandt sig i en trancelignende tilstand.

”Hvem er du?” gispede han, imens han rystede. Måske af skræk og måske af kulde. Men i hvert fald rystede han som aldrig før.

Den rødhårede, fregnede pige lagde blot en finger for læben og signalerede, at han skulle holde hans kæft. Kort efter susede en flyver direkte over deres ansigter, der til deres held var skjult i aftenens mørke.

Det var en overraskelse, at der ikke var malet angst i hendes ansigt, hvor flammerne blev genspejlet med hans eget spejlbillede.

”Hvem er du?” gentog han, da der atter var fred over delen af byen.

Pigen gjorde det samme tegn med fingeren igen, som det faktisk gjorde en forskel, at de snakkede, når flyene var så langt over dem. Det var jo ikke til at høre dem alligevel!

Endelig signalerede hun med fingrene, pegede på sit øre og rystede på hovedet. Hun forstod ham ikke. Hun kunne ikke høre.

A.J ville så gerne bevise, at han kunne videregive sit navn. Det var trods alt ikke længere end 2 bogstaver, hvis man tog den version af Arthur Junior, han foretrak. Men han kunne ikke. I stedet blev han siddende i skyggen med den fremmede pige ved sin side.

 

Ariel stoppede for foden af det, der for kort tid siden havde været en hel bygning. Med hånden i Maes stirrede hun i evigheder på murbrokkerne uden at gøre noget. Man burde skrige, tjekke stedet ud for overlevende, eller bare gøre et eller andet.

Men hun stod så stille, som var hun en voksfigur fra et af de dersens museer, hvis navn hun ikke kunne aftale.

”Ariel..” tøvede Mae ved hendes side. Klemte hånden og begyndte at gå imod de faldne murbrokker, der lå ud over hele vejen og delte sig med kloakvand, smadrede biler og hvad andet, der lå efter sådan et angreb.

Der var uhyggeligt stille. Som om at flyene allerede var fortsat videre. Som om det var nok at plante få bomber, og så var opgaven gjort. Måske var meningen ikke at tilintetgøre, men at skade nok til at der ville være endnu flere overlevende, der skulle leve med angsten. Plantes en frygt.

Og det virkede.

Pludselig rev Ariel sig fri af de usynlige lænker, der havde bundet hende til stedet. Hun slap hastigt Maes hånd, og fortsatte direkte ind i ruinerne, hvor dele af murerne stadig stod. Der var ikke adgang til familiens lejlighed. Trappen var væk.

Den nederste lejlighed var et dødsbo, og var altså ubeboet, hvilket var et held. Ingen angst for at se boget, man helst ikke ville se. Det var muligt at følge ydermuren ud til køkkenet, hvor der over køleskabet var et gabende hul. Ved at kravle op på køkkendisken og videre op på køleskabet, kunne hun kravle ind i lejligheden på næste etage, hvor hun forfærdet så underboen, Mrs. Felix, ligge sammenklemt under en større murbrok, der så ud til at stamme fra vinduespartiet. Da Ariel kom tættere på, så hun, hvordan blodet lå ud over det hele, imens ansigtet var knust.

Hun kunne ikke stoppe nu. Hun var så tæt på. Selvom angsten efterhånden havde omfavnet hende, fik hun rykket sig fra Mrs. Felix, og fortsatte med at gøre et overblik over, hvordan hun kunne komme videre. Store dele af gulvet var blevet slugt af loftpartier, der gjorde, at hun kunne kigge direkte op deres egen lejlighed, men der var ingen møbler at kravle på.

Hun endte derfor med at kæntre sig udenom hullerne hen til døren ud til opgangen, der virkede intakt, og så til sin glæde, at halvdelen af trappen hang der endnu. Problemet var bare, hvordan hun skulle komme op til den halvdel.

 

De stod ude i mørket og stirrede imod byen med den forventning, at de snart kunne komme videre. De burde ikke være udenfor, og det irriterede Isaac. Men på den anden sidde følte han, at han var ved at blive kvalt af at sidde inde i bilen.

”Noget nyt?” spurgte tvillingen, Enzo, der havde sat sig op af bagdækket på bilen med en smøg imellem læberne. Der var virkelig noget irriterende og provokerende ved den dreng.

Katelynn skruede op fra radioen, og trak efterfølgende sin cardigan tættere ind om kroppen, da hun trådte ud af bilen igen. Parret delte et bekymret blik, men sagde ikke noget. Den anden tvilling, Marcel, var gået ind i skoven for at pisse.

 

A.J fulgte efter pigen, der signalerede, at han aldrig var hurtig nok. Der var hele tiden en retning at kigge i. En ting at blive chokeret over. Folk var faldet som domino-brikker. Nogle var i stand til at rejse sig op igen. Nogle kom aldrig derfra.

De kom forbi et butiksparti, der stadig stod helt. A.J stoppede op og skrev sit navn på den støvede rude. Pigen var nået 10 meter længere frem, før hun havde fanget, at han ikke længere var ved sin side. Da hun trådte tilbage til hans side, skrev hun under hans navn: Eleanore.

De gengældte kort et smil. Kiggede så ud over byen fra udsigten ved floden, og skyndte sig derefter videre, selvom han ikke havde nogen anelse om, hvor det var.

 

Ariel skyndte sig ind i Mrs. Felix lejlighed igen, fandt en kommode op af væggen, der stod der endnu og fandt til sit held en dug. Med rystende hænder trådte hun tilbage til kvinden og lagde duggen ud over kvinden og de murbrokker, der stadig lå over hende.

”Ariel…?” kom en stemme nedefra. Mae var trådt ind i bygningen til hende.

”Jeg er okay,” råbte Ariel tilbage, selvom hun tvivlede sine egne ord.

Hun havde ikke tid til at spekulere på sin veninde. Der var en del af hende, der fortalte, at lejligheden kunne kollapse når som helst. Sådan foregik det så ofte i film. Hun måtte vide besked. En del af hende vidste dog allerede besked, da hun ikke kunne høre nogle stemmer deroppe fra.

I køkkenet fik hun fat i en af spisestolene og balancerede igennem den hullede stue ud i opgangen, hvor hun så placerede stolen. På ustabile ben kravlede hun op på den, imens hun gik fat i gelænderet fra trappen. Det virkede til, at den kunne holde.

Hun brød sig ikke om det gabende hul, der var fra trappens plads og ned til stueetagen, hvor Mae stod og lignede en, der lige havde set århundredes mest skræmmende gyserfilm.

”… Er du sikker på,” begyndte veninden, imens Ariel fortsatte i hendes projekt. Hun var nød til at træde op på ryglænet.

Med rystende ben fik hun fat på toppen af gelænderet, og kunne svinge trække sig op i sikkerhed. Det var dog i det samme, at stolen fik overbalance og var i færd med at trække hende med ned i hullet. Til hendes held tog hun dog springet i det samme som, at stolen forsvandt ud af syne.

Hun var i sikkerhed på trappen.

Efter at have siddet der i noget, der føltes som evigheder, kom hun på benene og fortsatte på tæer op på etagen, hvor de boede.

Hun tog en dyb indånding, lukkede øjnene og åbnede så døren ind til den lejlighed, der umuligt kunne have været den, hun havde forladt for mindre end en halv time siden.

Hun kunne stadig høre lyden af et spil, der var i gang på iPaden.

”Mor…. Lyce… Lee?” gispede hun, imens hun stoppede op foran et enormt hul, der fyldte hele indgangen fra lejligheden. Der var ca. 3 meter over til stuegulvet og åben himmel over.

Intet svar.

 

”Her,” sagde Katelynn og gav Marcel et tæppe, der lå sammen med reservedækket bag i bilen. Hun satte sig ved siden af ham i græsset og gav sig til at tage to af de piller, der lå i hendes hånd. De betragtede i fællesskab Enzo, der var faldet i søvn med en utændt cigaret i hånden, imens Isaac kredsede hidsigt rundt om bilen i færd med et telefonopkald.

”Din mand virker godt nok som en solstråle,” sagde Marcel, der ikke var kendt for at have et mundfilter. Hans kommentar faldt dog i overraskende god jord hos kvinden.

”Ha! Han er et sommer-ressort!”

”Hvorfor er I her?” spurgte Marcel i stedet og tog vandflasken ud af hænderne på hende uden at spørge. Han havde på fornemmelsen, at han var accepteret.

Katelynn blev ved med at køre rundt med ringen på sin finger, og smilede for sig selv, som gemte hun på en hemmelighed af slagsen, der ville give en god historie.

”Vi skulle rigtig have været igennem Minneapolis. Ironisk at vores liv er blevet reddet af at køre forkert, hva?” Hun slap hånden igen, og fortsatte med at betragte Isaac.

Hun sagde ikke mere, så Marcel valgte også at holde kæft.

 

Ariel kunne ikke blive ved hullet med benene dinglende ned i Mrs. Felix’ lejlighed. Det var et umuligt spring over i stuen, og hun brød sig ikke om de lyde, hele bygningen lavede. Kunne hun komme ned samme vej? Stolen var jo væk, og hun kunne risikere at falde direkte igennem gulvet, hvis hun selv sprang ned fra gelænderet.

Den her idé var dum.

Efter at have siddet der i et par minutter, bevægede hun sig ud i opgaven, hvor Mae ganske rigtigt stadig stod. Det sted, hvor trappen burde være, bemærkede hun, at der stadig var en lille kant beton, der måtte have støttet det hele. Hvis det var muligt at nå derned, kunne hun så kante sig rundt og over til Mrs. Felix’ dør?

Hvad andet var der at gøre end at prøve?

Hun kravlede ned af trappen, og sank sig tøvende ned, imens hun prøvede at holde fat i stumperne fra det nederste trappetrin. Hendes fod stødte imod kanten, men hun mærkede chokeret, hvordan det hele begyndte at smuldre, imens hun mistede grebet.

Af en eller anden grund mistede hun ikke fodfæstet, og kunne i stedet klamre sig op af væggen, der stod. Nu var det bare at komme ind på sikker grund igen. For ikke at give sig hen til angsten, blev hun ved med at kigge op, imens hun kantede sig hen til vinduespartiet, og drejede om, så hun nu stod med ansigt til den dør, hun skulle igennem. Hun vendte sig endnu en gang og tog den sidste mur, før hun atter stod på gulvet igen og kunne træde ind i lejligheden, kravle ned igennem gulvet til køkkenet og komme ud i et stykke.

Da hun var nede, faldt hun ind i armene på Mae og græd. Hun vidste ikke med sikkerhed, hvordan familien havde det, men hun havde en stærk mavefornemmelse af, hvordan tingene sad sammen. Hun blev mindet om bygningens ustabilitet, og de skyndte sig ud på gaden, der stadig virkede øde, som en af de cowboy-film, hvor byer blev efterladt til at blive ædt af sandet.

 

”Vi kan godt køre igen. Er I sikre på, at vi skal sætte jer af derinde? Vi kan huse jer i Canada ind til, at det er sikker igen,” prøvede Isaac tøvende, da han lagde mobilen tilbage i lommen. Han havde trukket i en stor, kongeblå dunjakke, og var allerede i færd med at sætte sig ind i bilen.

”Kan vi ikke godt bare gå herfra, bror?” begyndte Marcel i stedet. Enzo havde brugt det sidste kvarter på at irritere sig over manglende strøm på hans iPhone.

Enzo mumlede noget uklart, men endte med at nikke. Hvis der var faldet bomber, var chancen for et motorløb minimeret til sådan en størrelse, at brødrene inderst inde glædede sig over tilfældigheden.

Katelynn lignede ikke en, der brød sig om at efterlade drengene bag sig. Hun rodede i handskerummet efter en kuglepen og en lap papir, skrev så hastigt et mobilnummer ned og stak det til Marcel med det ønske, at de skulle ringe, hvis der skete det mindste.

Brødrede nikkede og betragtede bilens baglygter, da de forsvandt ud på motorvejen og lagde dem bag.

”Så er det kun dig og mig igen, brormand,” smilede Marcel, imens han elegant foldede papirslappen og lagde den i baglommen.

Enzo himlede på øjnene, stak en ny smøg ind imellem læberne og tændte den, sådan at flammen var det eneste lys i den mørke, kolde aften.

Sammen begyndte de at gå ned langs den vej, der fulgte dem ud til den øde motorvej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...