De modvillige (The 100 fanficition)

En atomkrig fjerner det meste håb fra jorden, og efterlader Ariel York forældreløs i en verden, hvor man ikke ved, om man vågner op dagen efter. I håbløsheden formår Ariel at samle sig med en gruppe unge, der føler for at kæmpe tilbage for det land, de alle holder af. - 3 plads i Netflix-konkurrencen.

23Likes
8Kommentarer
1483Visninger
AA

2. Afsnit 1: del 1

Lyden af en propel brød stilheden, der ellers hang over de åbne marker fra morgenstunden, hvor en flok får gik og græssede imellem tågebankerne. Det var først, da de hang lige over, at man pludselig kunne se dem. Enorme helikoptere.

Ikke langt derfra lå en gård. Sådan en af slagsen, der rigtig skreg de sydlige stater. Med et stakit, der skulle lukke enhver uvelkommen sjæl ude, om det var fra større rovdyr eller snagende naboer.

En ældre pige, der endnu ikke var kommet ud af hendes forvaskede pyjamas, var på vej over gårdpladsen iført de mest ulidelige klipklapper, der ikke havde kostet mere end få dollars i det lokale supermarked. Hun blev revet ud af sine egne tanker, der mest bestod af den endnu værre matematikprøve, de skulle have senere på dagen. Med vaskekurven trykket ind imod brystet, stoppede hun op halvvejs imod haven, og pressede hovedet så meget op, som det nu tilladte.

Sekunder efter lå vasketøjet i det våde grus. Pigen fór over pladsen, og lod døren stå gabende åben, da hun bragede igennem og fandt resten af familien i færd med at spise morgenmad.

”Der.. der,” gispede hun forpustet, og listede sig imens over til vinduet, hvor hun måtte læne sig ind over bordet og stå på tæer, før hun kunne se himlen, der var et syn, hun aldrig havde set før:

”Tænd TV’et!”

De behøvede dog ikke at tænde TV’et, idet at hele jorden rystede sekunder efter som aldrig før. Snart stod familien sammenklemt ved det lille vindue og betragtede, hvordan himlen blev sort af alverdens fartøjer.

”Hvad er det?” hviskede hun stille, men blev overdøvet af den enorme larm udefra.

 

Det havde regnet stort set hele dagen, hvilket fik Ariel til at tænke på, om jorden græd. Der var efterhånden så ufattelig meget at græde over.

Hun befandt sig på en mindre café, der var klemt ind imellem alverdens faldefærdige bygninger. Med en varm kaffe i hånden betragtede hun A.J, der sad på den anden side af det lille bord.

”Tror du nogensinde, at det stopper?” spurgte hun forsigtigt, og lod varmen fra koppen omfavne hendes læbe, hvilket gav resten af hendes krop en strøm af kuldegysninger. Hun vidste ikke, hvad andet der var at snakke om. Daten havde ikke gået som planlagt.

”Hva?” Sagde han fraværende. A.J så godt ud, hvilket måske var størstedelen af grunden til, at hun havde sagt ja til at tage en kop kaffe med ham frem for at tage hjem og stene TV-serier resten af eftermiddagen.

”Regnen. Tror du, at den stopper?” Hvis der var noget, at hun hadede, så var det stilhed. Hellere snakke om noget ligegyldigt end at lade stilheden tage over, for den var så svær at komme ud af.

A.J trak på den muskuløse skulder og kastede så et fraværende blik ud af ruden. Det var for fanden ham, der havde foreslået, at de skulle være sammen denne dag. Kunne han ikke lige træde i karakter og faktisk vise lidt interesse?!

”Jeg tror..” begyndte hun, satte koppen ned, og rodede i lommerne på den grønne jakke efter sin mobil:

”Jeg skal hjem.”

A.J registrerede det ikke. Sad stadig med blikket fastlåst på floden forude, der var lige så forladt som resten i byen. Ikke én person havde begivet sig ud i regnvejret, og hun fik kuldegydninger om, at hun skulle til ud i den samme depression.

”A.J…” Endelig kiggede han på hende. Ikke sådan rigtigt, da blikket stadig virkede fjernt, men han virkede i det mindste til at registrere noget. Hvor så han bare sød ud! Det irriterede hende så meget, at der ikke var mere personlighed bag det ydre.

”Jeg tager hjem.” Hun gad ikke at pakke det ind længere. Der ville tydeligvis ikke ske noget imellem dem, så hvorfor pakke det ind? Hun rejste sig op, gjorde et kast med blikket rundt i det lille lokale, som næsten var tomt i dag, og trak så jakken over hende og holdt stoffet så tæt ind til kroppen som muligt.

”Ja, ok. Ses vi?” spurgte A.J uden at vise tegn på, at han selv skulle videre.

”Jaja,” sagde hun ligegyldigt og efterlod ham så. Gik ud i regnen.

 

”Ariel, er det dig?” råbte Ariels mor ude fra det lille køkken, da Ariel trådte forfrossen ind i den lille 3 værelses lejlighed. Hun hang den dyngvåde jakke op knagen, sparkede de ikke-så-hvide  kondisko af og trådte endelig ind i den varme, hun holdt af.

På sofaen sad hendes tvillingebrødre Lee og Lace, der begge var fuldkommen optaget af den iPad, der lå imellem dem, og de løftede ikke engang så meget som hovedet, da hun prøvede at hilse på dem. Sukkende trådte hun videre ud i køkkenet, hvor hendes mor allerede stod i køkkenet og lod som om, at hun fortsat var den mor, hun havde været, da de havde boet i et større hus i forstaden til Minneapolis, inden at forældrene blev fraskilt.

”Gik det godt?” spurgte moren, Alice, og efterlod madlavningen for i stedet at vende fokusset på sin datter. Imellem de to havde der aldrig rigtig været hemmeligheder. Hvis man altså så bort fra ”the dark days”-perioden,  hvor alt bare havde været lort under familiens daværende tag.

Ariel tog et æble fra skålen, hoppede op på køkkendisken og svang med benene, imens hun begyndte at spise så store bider af æblerne, at hun ikke kunne snakke. Det gav hende muligheden for at komme med så ligegyldigt et svar som at trække på skulderen.

”Hvornår var det, at far skulle på?” spurgte hun, kiggede hen på det lille TV, der var fulgt med lejligheden og sikkert med de sidste 10 ejere, der havde været igennem. Hun sprang ned fra disken igen, fandt den støvede fjernbetjening og tændte så for TV’et, der meget langsomt blev vækket til live.

Alice kiggede på armbåndsuret, og vendte så ryggen til TV’et for at fortsætte på madlavningen. Det var tydeligt at se, at der stadig var en konflikt imellem Ariels forældre, en kløft der nok kun ville udvide sig mere og mere igennem årene.

Endelig begyndte billedet at tage form af en kvindelig nyhedsoplæser fra de lokale nyheder, der snakkede om endnu et problem med forurening af Minnesota River. Hun skulle til at præsentere ”byens mest populære mand”, Keith York, der var opstillet til guvernørvalget. 

Kvinden stoppede dog brat i oplæsningen af hendes stakke med papir, og vendte i stedet blikket direkte imod kameraet, da hun bragte en besked om nogle foruroligende ’breaking news’.

Syden var blevet invaderet af uidentificerede fartøjer.

”Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvem fartøjerne tilhører, men efter at to bomber detonerede syd for Nashville, Tennessee, er der blevet erklæret udgangsforbud i de fleste af de sydlige stater. Vi ser i klippene her den mindre by Savannah. Hvor store skaderne er på det nuværende tidspunkt vides ikke præcis, men det meldes om en delt savnede. Det nuværende dødstal ligger på 552 men forventes at stige i de løbende timer.”

Imens kvinden fortalte, blev der zoomet ind på byen, der stadig stod i røg, imens der rykkede alverdens brandbiler ud. Kvinden fortalte også, at man ingen idé havde om, hvor fartøjerne på nuværende tidspunkt befandt sig, idet at de aldrig havde befundet sig på radaren.

”Det… det er ikke far,” mumlede Ariel. Hun bemærkede, hvordan hun havde lagt armene om sig selv. Hun vendte hovedet for at se Alice, der i overraskelse over nyhederne havde skåret sig selv, og frem for at tørre det af, lod hun blodet pible ud af fingeren og ned på gulvet:

”Mor.”

Alice virkede pludselig som et spøgelse. Eller måske var det i princippet Ariel, der var spøgelset, siden at Alice ikke virkede til at kunne genkende sin datter. Eller bare genkende noget som helst.

”Det er langt væk,” sagde moren og kom langsomt til sig selv igen. Hun lagde endelig kniven fra sig, og tog et af hviskestykkerne i så langsomt et tempo, at man skulle tro, at der var snakke om en slowmotion-video.

”Mor,” gentog Ariel forfærdet, der ikke rigtig betroede sin mor om hendes ord. 552 var mange mennesker, fortalte hun sig selv. Selvom at de boede i en af de nordligste stater, virkede alting alligevel meget tæt på.

Alice vaskede hænderne omhyggeligt under den spruttende hane, stirrede ud igennem vinduet i noget, der virkede som en evighed, og trak sig så langsomt væk fra alle de tanker, der kørte rundt hendes hoved.

 

”Er du sikker på, at det ikke bare er tanken, du har glemt at fylde,” spurgte en yngre fyr, iklædt  klassiske, sorte bukser, en hvid T-shirt og en oversize læderjakke. Han trak solbrillerne op i det nyklippede, sorte hår og lod den spinkle finger slå imod glasset på tankmåleren. En identisk dreng lænede sig ind over måleren, og de kiggede frustret på hinanden.

”Ja, for fuck er jeg så,” stønnede broren og satte sig irriteret på kantstenen. De befandt sig i byen Eau Claire, der lød som navnet på en discount-parfume. Der var stadig en god times kørsel inden, at de nåede Minneapolis, og dette var endda, hvis man tog udgangspunkt i, at de kørte dét hurtigere end, hvad loven tilladte.

”Marcel, ring nu bare til en eller anden mekaniker,” sukkede den første bror, og viftede ligegyldigt med hånden, imens han trak mobilen frem.

”Du kan sgu da selv tage og ringe,” sukkede tvillingebroren og slog så over i italiensk, hvor halvdelen af ordene bestod af skældsord. Det kunne ikke passe, at de var stoppet! De var tilmeldt til et løb i Minneapolis’ forstad samme aften. De havde misset så mange løb allerede, at de var sikre på, at deres agent snart ville give dem sparket. Talent var der masser af, havde agenten sagt. De var alt for lette at udskifte.

”Enzo, hent i det mindste noget fucking kaffe,” sukkede Marcel, imens han begyndte at undersøge den sorte motorcykel for mulige tegn på, hvorfor den ikke gad at køre længere.

Enzo kom sukkende på benene, lignede en der ikke var synderligt glad for livet og forlod stedet, hvor de havde parkeret.

I det samme rullede en stor, sort Dodge SUV ind på den lille parkeringsplads. Et af de tonede ruder i siden rullede ned foran stedet, hvor Marcel efterhånden havde givet op.

Et ungt ansigt stak hovedet ud. Han kunne ikke være mange år ældre end Marcel og Enzo selv. Et hvidt smil formerede sig over ansigtet.

”Ey, tager du bare et hvil, eller vil de ikke køre længere?” Sagde den unge mand og satte bilen i parkeringsgear. Inden at Marcel kunne nå at protestere, trådte han ud af bilen, og det var først nu, at man kunne se den blege, unge kvinde, der sad på passagersædet.

”Jeg ved det ikke. Jeg er sgu ikke så god til kværn,” prøvede Marcel og stak hænderne i de sorte bukselommer. Manden, hvis navn han ikke kendte, havde tydeligvis ikke planer om at gå ind i supermarkedet bag ham med det samme.

”En Ducati 1098. Kører den godt?” Manden cirklede rundt om bilen, tog fat i koblingen og nærstuderede den lejede motorcykel. Imens betragtede Marcel kvinden, hvis ansigt stadig var synligt igennem det nedrullede vindue.

”Du kender vel ikke en mekaniker her, vel? Vi har nemlig ret travlt,” pointerede Marcel samtidigt som Enzo trådte ud af supermarkedet med to dampende papkrus.

”Ikke fra byen, nej. Hvor skal I hen?” Manden virkede til at blive overrasket over, at der pludselig stod to identiske skikkelser. Ikke nok med udseendet, så afveg deres tøjvalg heller ikke.

”Minneapolis. Giver du virkelig et lift?” gispede Marcel taknemmeligt og ignorerede brorens skeptiske blik. Han rev koppen ud af hånden på Enzo, og smilede så stort som aldrig før. Med tanker om, hvad der ville ske, hvis de ikke dukkede op til løbet, virkede det som den letteste beslutning i verden at ditche to lejede motorcykler, der alligevel skulle være afleveret for dage siden.

”Det… det kan jeg nok godt,” sagde manden:

”Jeg hedder forresten Isaac, og det er min…. kone, Katelynn, der sidder derinde.”

Manden, hvis navn var Isaac, trak igen på smilebåndet og begyndte at gå tilbage mod bilen, imens smilet så småt falmede igen.

”Er du sikker på det her?” hviskede Enzo arrigt, da de var sikre på, at Isaac ikke længere var inde for radius til at kunne høre, hvad der blev sagt. Godt nok stod de uden penge nok til at komme til den næste stat. Men var der ikke en risiko for, at parret var skingrende sindssyge og kørte dem i en fuldkommen modsat retning, så tvillingebrødrene kunne forvente en fyreseddel i nakken?

”Hold nu op. Jeg gad godt at se den der indefra,” begyndte Marcel og pegede på den prægtige bil, der stod og skinnede i sollyset, som kom den direkte ud fra en af reklamerne på TV. Sukkende fik Enzo låst motorcyklen og trukket den op på fortovet. De måtte begge erfare, at de nok ikke kunne få motorcyklerne tilbage, da de sikkert var blevet meldt stjålet, så nøglerne blev lagt ind under skærmen over dækket.

Endelig begav de sig over til bagsædet og tjekkede, at de stadig var velkommen til at sætte sig ind på bagsædet. Da Isaac nikkede åbnede de bildøren og så til deres overraskelse, at bilen havde 6, læderbeklædte sæder, og selvom  at det virker uoverskueligt, havde de aldrig set et bagsæde med mere benplads.

”Wow,” hviskede Marcel, idet Enzo klemte sig ind og kantede sig over til den anden dør.

Kvinden på forsædet vendte sig, og stak dem begge hånden, imens de hilste på hinanden. Det mørke hår var kørt tilbage i en hestehale, og selvom at hun lignede en, der havde sovet i dagevis, havde hun stadig det største smil, der måtte være i hele Nord-Amerika.

Isaac fik gjort sine køb inde i supermarkedet og derefter trak bilen ud fra parkeringspladsen og satte imod Minnesota.

 

”Ariel, kan du hente mælk og sukker?” råbte Alice ude fra køkkenet, imens Ariel lå på stuegulvet med alverdens A4-ark spredt ud over det hele. Hun havde stukket musik i ørene for at undgå dagens skænderi imellem tvillingerne, der ikke kunne blive enige om, hvilken børnekanal de skulle se. Det var kun et held, at Alices stemme overdøvede Beyoncé, der ellers kørte for fulde drøn.

Hun satte sig sukkende op, trak den ene prop ud og betragtede i få sekunder TV-et, der zappede frem og tilbage, imens der blev skreget i baggrunden. Så kom hun på benene.

Hun huggede et par sedler fra krukken på stuebordet, som med garanti ville tiltrække tyve og så var hun ellers ude af døren igen.

Hun kunne ikke fatte, at hun skulle ud i det regnvejr hele 2 gange på en dag! Hvad var der lige gjaldt med verden. Til hendes held boede de kun en blok fra den nærmeste kiosk. Da hun trådte indendørs, blev hun opmærksom på, at der stod 5 ældre damer centreret om et TV, der normalt viste baseball eller en eller anden basketball-kamp.

Lyden var skruet helt op.

”Det er for et par timer siden, at et angreb fandt sted i Savannah, Tennessee. Vi har dog for få minutter siden fået besked om, at et lignende angreb er sket i Norfolk, Virginia. Denne gang formodes dødstallet at blive noget højere. Vi har ikke oplevet så stort et angreb på USA siden 9/11. Ifølge terroreksperten, Raymond Sonor, vil der ikke være tale om det sidste angreb endnu. Vi har samtidigt ikke kunnet få nærmere informationer om, hvem eller hvad der står bag disse angreb. Det eneste vi kan anbefale, er, at I bliver indendørs.”

Her var der ikke tale om den lokale TV-station, som havde været tændt hjemme hos dem. Dette var live-TV på tværs af USA direkte fra CBS.

Ariel fandt en lille plads imellem de andre kvinder, imens hun så, hvordan hele Norfolk lignede noget fra en af de film, der kørte i biografen.

”Ariel,” sagde en velkendt stemme bag hende, og Mae kom hende i møde. Efter en omfavnelse stod de sammen og betragtede nyhederne, til at de i stedet skiftede over på noget, der ikke vær nær så relevant.

”Værste siden 9/11,” gøs Mae, hvilket var en mørkhåret pige med æblekinder og en stor pelset hue over hovedet. I sin savn havde hun 3 chipsposer, og en stor cola:

”Peter siger, at vi skal begynde at lave et forråd.”

”Peter er en idiot,” var det hele, der kom over læberne på Ariel. De stod og kiggede på hinanden i lidt tid. Ariel blev så mindet om, hvorfor hun faktisk stod i den lille kiosk.

”Vil du ikke med ind igen?” spurgte hun langsomt. Hun måtte nok erfare, at der var en del af hende, der havde taget ordene fra nyhederne til hende. Hvis det ikke var slut, hvor måtte det næste angreb så ikke ramme?

Mae nikkede, og de trådte sammen igennem hylderne for at finde de varer, der var brug for. Stemningen var en helt anden end normalt, hvor der aldrig var sekunder uden dialog.

 

Isaac skruede ned for radioen, da det skiftede tilbage fra nyhederne til to radioværter, der diskuterede det, der tilsyneladende blev snakket om, uanset hvilken station, man slog over på. Med rystende hænder lagde han dem igen over på rattet og klemte så hårdt om læderet, at knoerne blev helt hvide.

Han betragtede den skinnende ring, der lå på hans venstre ringefinger, og trak trods alt en anelse op i mundvigen alligevel. Katelynn tog over radioen og skiftede indtil at de fandt en radiostation, der endelig spillede musik, selvom at 60’er rocken virkede malplaceret ud i bilen. De havde ikke længere opmærksomheden på de identiske drenge, der sad og småskændtes på bagsædet.

”Hvor langt er der igen?” spurgte Katelynn træt, imens hun rettede på måden, hun sad på i sædet. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med den lange tur, de havde haft hjem fra Vegas, og hvad mere irriterende var, at nyhederne havde drevet Isaac ud på så stor en omvej.

”Bor I i Minneapolis?” spurgte en af brødrene fra bagsædet. Isaac havde stadig ikke fanget, hvem af dem der var Marcel, og hvem der var Enzo. Det kunne vel også være lige meget, når de var blevet sat af, hvor end de nu skulle af.

”Thunder Bay, Canada. Siger accenterne ikke det hele?” spurgte Katelynn, der trods nyheden havde overskud til at joke. Hun mødte drengens blik i bakspejlet.

”Så I har ingen anelse om, hvor fuck vi egentlig skal hen?” spurgte den anden bror, der stadig ikke var tilfreds ved situationen.

”Vi har en gps,” sagde Katelynn og klappede ovenpå det enorme instrumentbræt.

Stilheden lagde sig igen over bilen, imens radiostationen fortsat spillede det musik, der overhovedet ikke passede ind i situationen. Efter en halv times tid rullede bilen forbi det skilt, hvorpå der stod Minniapolis-St. Paul. Pop. 3,459

Den eneste tanke, der kørte igennem Isaacs hoved, var, hvor længe det tal mon ville være det samme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...