Knudepunktet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2015
  • Opdateret: 28 okt. 2015
  • Status: Færdig
Bidrag til Uhyggekonkurrencen, inspireret af billede nr. 3

3Likes
0Kommentarer
211Visninger

1. -

Pigen måtte indrømme, det hus altid havde skræmt hende lidt. Det var svært at sige hvorfor, for det var ikke fordi, at det med sine rødmalede mure og mosbegroede tag skilte sig ud fra de andre sommerhuse eller, at der jævnligt hørtes angstfulde skrig fra det. Nej, det var nærmere fordi, der aldrig var nogen. I de andre sommerhuse havde det altid været nemt at spotte liv - et lys, der blev tændt, gardiner, der blev trukket fra - men bare ikke i Knudepunktet, som et skilt ved siden af den slidte trædør fortalte, huset hed. 

Det var egentlig et mærkeligt navn, til så et ordinært hus, havde pigen altid tænkt, men samtidig kunne hun ikke lade med at udtale hver eneste stavelse med ærefrygt i stemmen, som var det en bekendt, hun så op til. Det havde altid været en af hendes yndlings beskæftigelser at tænke på, hvad navnet kunne betyde, da hun altid havde syntes, at de bogstaver rummede utallige meninger.

En af de bedste, hun indtil videre havde fundet på, havde været den med, at det skulle være samlingspunkt for alle de rastløse ånder, der flakkede rundt i området. Det var faktisk ret nemt, at forestille sig en ånd skulle lure ud gennem det fedtede vinduesglas, halvt gemt bag et af de afblegede gardiner og følge alle sommerhusgæsterne med blikket, når de uanende gik forbi. Hun kunne huske at have fortalt det til sin lillesøster en solskinsmorgen i starten af ferien, mens de gik forbi Knudepunktet, hvilket havde skræmt hende fra vid og sans. Men pigen havde måske også smurt lidt for tykt på, da hun fortalte , at murene i virkeligheden var malet med størknet blod fra åndernes jordiske rester, når hendes lillesøster stadig kun var syv. På den anden side, elskede hun virkelig at fortælle historier om det hus, og hendes lillesøster var den eneste, der gad lytte, da hendes forældre for længst var levet trætte af at høre, om hendes teorier og spekulereringer om Knudepunktet, som hun havde fortalt i alle de syv år, de havde holdt sommerferie her. 

Hendes fascination startede helt tilbage fra dengang, hun i sin lyserøde badedragt første gang havde gået forbi huset på vej ned til stranden med sin lille klistrede hånd hvilende i sin mors greb. Hun var stoppet pludseligt op med et blik, der langsomt gled over det røde hus med det vildt voksende græs, der næsten nåede helt op til de knuste ruder. ”Hvad er det for et hus,” havde pigen ivrigt spurgt moren. Det var blot et af de mange spørgsmål, som netop var dukket op i hendes hoved, da hun så huset. For hvem boede der? Hvordan var de lange revner i vinduesglasset opstået? Hvorfor var græsset ikke blevet slået? Mens hendes mor havde blot trukket hende videre. Mindet stod stadig klart i hendes hukommelse og var nok til at få bragt et lille smil over hendes læber.

Men nu havde hun fortalt sin sidste historie til ende, og undret sig over, hvad der skjulte sig bag gardinerne for allersidste gang. For nu skulle hun gå der ind. Ind i det hus, hun havde passeret gennem syv års sommerferier på den grusvej, det lå ud til. Det hus, hun så tit havde betragtet, mens en begyndende gåsehud sprang frem på hendes arme, trods sommervarmen havde snoet sig om hende. Hun vidste egentlig ikke helt, hvorfor hun lige pludselig havde besluttet sig for det. Måske var det fordi, de skulle hjem i morgen, eller fordi at det var nat, og det tyste mørke føltes perfekt at skjule sig bag, når man sneg sig ind i et hus.

 Hun havde været så sikker, da hun stille smuttede ud af huset og begyndte at løbe hen af vejen, så småstenene føg om hendes ankler. Men nu, når hun stod med fødderne hvilende på det dugvåde græs foran Knudepunktet og stirrede op i den mørke himmel, der kun var oplyst af det sparsomme måneskin, kunne hun mærke kuldegysning efter kuldegysning risle koldt ned af sin ryg. Og det skyldtes ikke kun den bidende vind, der syntes at true med at vælte hende omkuld. For hvert sekund, der gik blev hun mere og mere i tvivl, om det var det rigtige at gøre. For hvad nu hvis, der boede nogen inde i huset, de viste sig bare ikke? Eller det bare var et helt normalt sommerhus, der var blevet forladt? Men samtidig med, at alle disse tanker lurede i udkanten af hendes bevidsthed, kunne hun ikke lade være med at fryde sig lidt over endelig at få det mysterium opklaret og være i stand til at åbne den nedslidte grønne dør, der havde været offer for hendes granskende blik i alle de år. Hun tog endnu et skridt mod huset. Det lød alt alt for højt, og det var lige før, at lyden skræmte hende nok til, at hun igen gik tilbage, da forestillingen om rotter, der vågnede sultne inde i huset, dukkede op i hendes tanker. Hurtigt skubbede hun det væk, men det var allerde for sent. Billeder af tusindvis af rotter derinde, krasende mod døren, ventende på at hun naiv, som hun var skulle lukke de, ud, dukkede lynhurtigt op i hendes hoved. Det havde måske været en bedre ide at gøre dette om dagen.

Men nej - pigen vidste udmærket godt, at det her var hendes eneste chance for at komme ind for, når dagen først gryede, ville hendes nyfundne mod være forsvundet igen lige så hurtigt, som det var kommet. Hun tog endnu et skridt. Selvom det var utrolig småt, opmuntrede det hende alligevel til at tage endnu et. Nu stod hun pludselig så tæt på huset, at hun ville være i stand til at røre det med det yderste af sine fingerspidser, hvis hun bare strakte armen ud. Hun skulle lige til at tage det sidste skridt, der ville bringe hende helt tæt på døren, da hun ved en pludselig indskydelse kastede et blik rundt i den mørke nat for at se, om der gemte sig en lurende skygge i næste hjørne. Men selvom natten så ud til at være øde ved første øjekast, kunne hun ikke ryste følelsen af at blive iagttaget af sig. Måske var det bare bevidstheden om, at hun snart skulle til at trænge ind i et hus - ulovligt - der nagede hende. Eller det, at hendes nattesyn ikke rakte langt, og området var tæt bevokset med træer. Deres sælsomme skygger kunne nemt forveksles med menneskesilhuetter. 

Alligevel fik hun på uforklarlig vis løftet sin ene fod med en kraftanstrengelse fra jorden og sat den foran den anden. Det var et under, hun overhovedet kunne flytte den, da jorden ellers havde syntes at trække hende længere og længere nedad. 

Men det var først, da hun stod helt tæt op af døren, det gik op for hende, at døren måske kunne være låst. Det var den garanteret - man ville ikke forlade et sommerhus uden at låse efter sig. Hendes blik søgte hurtigt nøglehullet for at se om, det mon ville være muligt at dirke den op. Men der var ikke noget. Lige meget hvor nøje hun granskede døren, var det eneste tegn på, at den var til at åbnes det rustnedørhåndtag. En pludselig bizar trang til at grine skød op i hende. Sikke dog et mærkeligt hus! Men hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det før? Det kunne ellers have givet stof til en masse historier, tænkte hun fortrydende.

Men det var ikke det, der var det vigtige nu for snart, ville hun kende den sande historie. Hun placerede triumferende sin hånd på det kølige håndtag. Og tøvede. Igen var der noget, som stoppede hende for at åbne døren helt. 

Hendes fingre knugede hårdt om håndtaget, men alligevel kunne hun ike få sig selv til at trykke det i bund, trods hun frøs mere og mere i den tynde natkjole for hvert sekund, der gik, og hun havde på fornemmelsen, den sidste rest af hendes mod snart ville forsvinde. Hun stod og så hvordan, hendes fingre langsomt blev hvide, som kulden nåede ind til dem, mens den ene tvivlende tanke efter den anden flimrede forbi på hendes nethinder. Det var der, hun hørte det. Den umiskendelig lyd af en bilmotor, der kom nærmere og nærmere. Der gik ikke længe, før hun kunne se de to lygter komme ud af den nærliggende skov, samt høre hjulene, der knasede i grusset. 

Pigen nåede knap at tænke, før hun lydløst smuttede ind i huset. 

Der var mørkt. Hun havde syntes, det var mørkt udenfor, men i sammenligning med det her hus, virkedemåneskinnet, så klart som sollys. Selvom hun lod døren stående åben, gik der alligevel lidt tid, før hendes øjne vænnede sig til mørket. Men det var også nok til, at hun kunne nå at mærke, hvordan gåsehuden sprang frem på hendes arme, mens hun hæmmet af sit syn ikke kunne se, hvad der var i huset. Forfærdelige billeder sprang frem på hendes nethinde, det ene værre end det andet, og der gik ikke længe, før hun måtte undertrykke den stærkeste trang til at løbe ud af huset, hvilket hun også ville have gjort, hvis ikke det var fordi den bil hele tiden kom tættere på. Snart ville forlygterne blænde hende, så føreren ville kunne se hende, tænkte hun, hvilket fik hende til at krybe længere ind i det uformelige mørke med bankende hjerte. 

Det fortrød hun, for nu var hun i stand til at ane, hvad der havde gemt sig inde i huset alt den tid. Hendes fødder var allerde nu sunket ned i det hav af sand, hele gulvet var dækket af. Hun kunne mærke gennem skoene, hvordan det skyllede ind over hendes tæer, som bølger og gav hende på fornemmelsen, det ville være en udfordring at komme fri. Men det var ikke det eneste i huset, indså hun med et gisp, da hun langsomt løftede hovedet. Tremmesenge var skubbet op af den bagerste væg, vakkelvorne og rustne. De  bar intet præg af, at nogen overhovedet skulle have sovet i dem,  som de stod der med klamme afblegede hynder. Men det var intet i sammenligning med væggen. Hun stirrede forfærdet på den med et blik fyldt af afsky og forundrelse over, hvordan dette scenarie kunne have gemt sig bag de tunge gardiner i så lang tid. Samtidig kunne hun mærke opkastet skvulpe rundt et sted nede i maven, som var i et vildt oprør. Ligeså var hendes tanker med forsikringerne om, at dette bare ikke passede. 

For den bagerste væg var dækket med plamager af noget, som bestemt ikke var rød maling, men... - hun sank en klump for ikke at kaste op - ...blod. Døren lukkede sig med et smæld bag hende, hvilket fik et skrig til at begynde sin kamp ud gennem hendes strube. Men før det kunne nå at flænse luften, blev det kvalt af en grov hånd, der pludselig blev trykket hårdt mod hendes kolde læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...