Four Christmases Of You | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
Vi fulgte Sierra og Niall på deres eventyrlige kærlighedshistorie, igennem fire sæsoner. Både gode og dårlige minder fik de med i bagagen, men noget ændrede sig aldrig og det var deres kærlighed til hinanden. I december måned følger vi dem igennem fire år i deres liv, og det bliver et stort juleeventyr. (Adventskalender)

78Likes
46Kommentarer
6401Visninger
AA

5. Bambi On Thin Ice (bonus kapitel)

B A M B I   O N   T H I N   I C E 

5 DECEMBER 2017

”Er du klar til at lege bambi på glat is?” Nialls mandige stemme fik mig trukket ud af dagdrømmende og tilbage til virkeligheden. Foran mig var en stor skøjtebane, som jeg lige om lidt ville være på og ligne en stor idiot.

Men nu havde vi indgået en væddemål og jeg tabte, så jeg var her og med tvunget til og lære at stå på skøjter og glædede jeg mig? Nej.

Jeg skulede let mod ham, for utilfreds det var jeg i hvert fald. Isen glitrerede i sol lyset og de mange mennesker der på så glade ud, humøret var i hvert fald højt hos de fleste undtagen dem der ikke kunne finde ud af det.

Niall bandt mine snørebånd på de hvide feminine skøjter han havde fået anskaffet mig, hans var store, sorte og mandige.

Nervøsiteten steg en grad hvert minut, og min nervøsitet var nok på sit højeste punkt lige nu. Mine hænder rystede og jeg sad og bed i min underlæbe, først da jeg smagte den forfærdelige smag af jern stoppede jeg med at bide.

Niall grinede lavt over mig, hvorefter han lod tommelfingeren køre langs min underlæbe ”se nu der, du bløder, hvorfor er du så nervøs baby?” mumlede han og sendte mig et kærligt smil.

Jeg trak på skulderne, da jeg ikke vidste hvorfor – det var jo latterligt, det var bare is.

”Du ved jo at jeg griber dig hvis du falder, og hvis ikke er du mere end velkommen til og tage mig med i faldet,” hans forsøg på at være sjov og opmuntre mig var herrens sødt. Derfor kunne jeg heller ikke lade være med og smile, for hvor heldig var jeg ikke og have sådan en sød kæreste?

”Jeg elsker dig,” mine ord så ikke ud til og overraske ham, han sagde bare de tre gyldne ord tilbage.

Efter han havde bundet sine snørebånd, forsøgte jeg mig at rejse mig og ballancere for at øve mig bare en lille smule.

Sidst jeg havde stået på skøjter var jeg en lille pige, og der var jeg god til det, men nu var jeg voksen og min balance var skod.

En hånd greb fat i min, da jeg var ved og vælte bagud og jeg fik fremtryllet et akavet smil. ”Se jeg ender på røven på nul komma fem!” beklagede jeg mig højt og sukkede derefter dybt.

Niall rystede bare på hovedet over mig ”det skal nok gå,” forsikrede han mig om.

Sammen bevægede vi os mod isen, og da den var under skøjterne gispede jeg. Isen var glat, men det var ingen overraskelse, men hvordan skulle jeg undgå og ende på røven? Det var det store spørgsmål.

Niall derimod stod fast og så ikke ud til og have nogle problemer, hans selvsikre smil var klistret til hans læber og han trak mig forsigtigt ind til ham.

Hans læber mødte mine og en velkendt varme strømmede igennem kroppen på mig, det kildrede helt ud i fingerspidserne.

Kysset var kort men fik min krop til og slappe af som en kludedukke, han gjorde mig blød i knæerne. ”Du gør det ikke nemmere,” lød det klynkende fra mig kort efter, og han sendte mig et undskyldende smil.

”Undskyld baby,” klukkede han og skøjtede så ellers af sted, han gled hen af isen som var det som en leg.

Jeg stod hvor han efterlod mig, frosset fast til isen og jeg turde ikke røre på mig. Han var ikke ved min side mere, og hvad hvis jeg væltede ind i en?

Men jeg så frygten i øjnene og prøvede mig frem af, små baby skridt som man nu sagde.

Nialls skikkelse kom tættere og tættere på, men mit blik lå frosset fast til isen og til mine skøjter mine fødder var beklædt med.

Først da hans hænder tog fat i mine, løftede jeg blikket og bed mig i underlæben ”jeg er forfærdelig til det her,” klukkede jeg, med en akavet klang i stemmen.

Han rystede på hovedet over mine ord ”du mangler bare lidt øvelse prinsesse,” hans ord fik smilet på mine læber til og vokse. ”Og for resten så er Nadia og hendes kæreste her,” afsluttede han.

Mine øjne blev dobbelt størrelse og jeg så straks rundt, for det kunne godt være vi ikke var ’fjender’ længere men vi elskede ikke hinanden jo. Jeg havde ikke den største lyst til og ligne en idiot foran hende, så de havde noget og grine af i aften.

Lidt fremme fik jeg hurtigt øje på hende, og hendes blik lå på mig i mens hendes smil falmede en smule. Dog voksede det smil hurtigt igen og hun vinkede kort for at virke venlig, hvilket fik min krop til at slappe af igen.

Det føltes som om flere kilo blev løftet fra mine skuldre, og akavet vinkede jeg tilbage igen i mens jeg kæmpede for at holde balancen.

”Nå det var da altid noget hun ikke kaster hendes skøjter efter mig,” mumlede jeg helt alvorligt og uden nogen form for sjov. Dog fandt Niall mine ord morsomme og begyndte straks og grine, så jeg øjeblikkeligt så på ham med et forvirret blik.

Dog forstod jeg det hurtigt og begyndte selv at grine, ”jeg mente det faktisk.”

”Det ved jeg godt, men det var alligevel lidt morsomt. Men hey, det er godt i det mindste kan sige hej til hinanden, uden og hive håret ud af hinandens hoveder,” svarede han.

Jeg kunne ikke andet end og give ham ret, derfor forsvandt smilet heller ikke fra mine fyldige læber. I stedet lod jeg mine læber møde hans i et kort kys, hvorefter jeg svarede ham – ”Lad os se om jeg kan få lært at stå på skøjter.”

Han så på mig med et blik der var fyldt med glæde ”jeg troede ikke du ville få dig selv til og fremstå en smule hjælpeløs?”

Blidt rystede jeg på hovedet og gav hans hænder et kærligt klem ”så længe du er ved mig så gør det ingenting, man har vel lov til og være bambi på glat is?”

Et grin forlod hans læber ”det har du i hvert fald, og du er en sød bambi.”

De mange grin omkring os hørte jeg ikke længere, min fulde opmærksomhed lå hos Niall der i mens vi skøjtede, fortalte en gammel historie fra da han var barn.

Faktisk så glemte jeg helt frygten, og lod mig selv være et legebarn for en gangs skyld. Hans tommelfinger strøg mig enkle gange over håndryggen, og da mit halstørklæde var ved og falde så rettede han det for mig.

Det gjorde ikke noget at jeg var hjælpeløs på isen, for jeg vidste at han ikke ville lade mig falde.

Vi ville altid passe på hinanden, og sådan ville det altid være. Vi skulle aldrig være væk fra hinanden igen, i hvert fald ikke længere end en dag. For jeg vidste inderst inde at jeg aldrig vil kunne undvære ham i mit liv, han var lyset i mit mørke og jeg elskede ham så ubeskriveligt højt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...