Four Christmases Of You | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
Vi fulgte Sierra og Niall på deres eventyrlige kærlighedshistorie, igennem fire sæsoner. Både gode og dårlige minder fik de med i bagagen, men noget ændrede sig aldrig og det var deres kærlighed til hinanden. I december måned følger vi dem igennem fire år i deres liv, og det bliver et stort juleeventyr. (Adventskalender)

78Likes
46Kommentarer
6395Visninger
AA

4. An Horrible Christmas

A N   H O R R I B  L E   C H R I S T M A S

24 DECEMBER 2016

Normalt var julen i hvide og røde farver, rød som i kærlighedens farve, og hvid som sne. I år så jeg alting i sort og hvid, min jul var komplet og helt igennem ødelagt i tusinde stykker.

Smilet på mine læber var der ikke længere, selv ikke trods det var jul i dag og jeg skulle tilbringe den med Katharina. Mine tanker var andre steder, end lige på det faktum at vi var ved og gøre det sidste rent i caféen inden vi ville lukke.

Vi havde aftalt at vi skulle have åben jule aftens dag, og det gjorde vi, men kom der mange gæster? Mon ikke! Stedet havde været fyldt hele dagen, og jeg måtte indrømme det løftede mit humør bare en lille smule.

Katharina kom gående i mod mig med et opmuntrende smil, et smil som jeg hurtigt gengældte da jeg ikke kunne være det bekendt at være i dårligt humør. Det var trods alt hende der havde forslået, at jeg kunne holde jul med dem i år, nu hvor jeg var alene.

Alene i det hus mig og Niall ellers ejede, og det knuste mig langsomt endnu mere, end jeg allerede var i forvejen. Niall og jeg var ikke længere sammen, grundet et stort drama for nogle måneder siden, og jeg måtte indrømme at jeg savnede ham. Men jeg kunne heller ikke tilgive ham, så vi blev nød til ikke at være i et forhold sammen længere, det var nok det bedste for os begge.

Han havde ikke ringet eller skrevet som sædvaneligt i de sidste par uger, så det tog jeg som om at han havde opgivet at få mig tilbage igen. Måske han havde fundet en ny? Tanken kunne jeg ikke lade være med at tænke.

”Hvad tænker du på?” spurgte Katharina og så nysgerrigt på mig, jeg bed mig blidt i underlæben og overvejede kort om jeg skulle sige sandheden.

Men hvorfor skulle jeg holde noget hemmeligt for hende? Det gjorde jeg aldrig, derfor sagde jeg også sandheden om hvad jeg tænkte på – ”Jeg tænker på Niall.”

Mine ord så ikke ud til at komme bag på hende, men det havde jeg ærligt heller ikke forventet. Hun sendte mig blot et trist smil og sukkede dybt ”jeg er så ked af at det endte sådan mellem jer to Sierra, men hvad med..” jeg afbrød hende.

”Jeg tilgiver ham ikke Katharina, aldrig i livet,” mumlede jeg bestemt og gav hende derefter ikke et eneste blik, hun sagde det samme hver gang N ordet kom på bordet.

Hun tog hænderne op foran sit ansigt ”undskyld, men jeg siger bare i måske skulle få snakket ud om tingene,” hviskede hun og jeg vidste at hun havde ret, men alligevel nægtede jeg at gøre det.

”Jeg ved det godt, men jeg har ikke lyst til og se ham i øjnene, bare at se på ham vil jeg fortryde alt. Jeg elsker ham jo stadig inderst inde,” indrømmede jeg bund ærligt og tog fat i min kaffe to go.

Hun sendte mig et af hendes berømte kærlige smil ”det ved jeg godt min kære, det ved jeg godt,” hun tog fat i hendes kop med kaffe og tog et par slurke, inden hun igen stillede det fra sig. ”Okay hvad mangler vi inden vi kan gå?” spurgte hun og så sig omkring i caféen der var pyntet op til jul.

Jeg fulgte hendes blik rundt og skimtede nogle beskidte borde i det ene hjørne, det måtte vi have overset. Ud over det manglede vi stadig og tage opvasken og slukke for alt, så vi kunne holde de næste par dage fri.

”Jeg tager mig af resten, tag du bare hjem så skal jeg nok ordne det,” begyndte jeg og gik hen til hende, min hånd fandt vej omkring hendes skulder som jeg gav et blidt klem. ”Så kan du komme hjem til din mand, og så kan i to lave mad sammen, så kommer jeg så snart jeg er færdig her okay?” afsluttede jeg med et fremtvunget smil om de fyldige læber.

Hun nikkede tænkende og betragtede mig i det jeg synes var alt for længe, ”okay men skynd dig for jeg har hørt at der skulle komme sne storm om en time eller to,” fortalte hun. Hun sendte mig et kærligt smil igen.

Jeg nikkede som et svar og skubbede hende kærligt i retningen af døren, da hun allerede var i alt overtøjet og klar til afgang. ”Af sted med dig,” grinede jeg muntert, eller i hvert fald så muntert jeg kunne få det til at lyde.

Mit grin blev lavere og lavere og til sidst stoppede det, så med et akavet smil vinkede jeg til hende igennem døren, som jeg låste efter hende og vendte skiltet så der stod lukket.

Nu havde jeg heldigvis noget tid for mig selv, så jeg kunne få tankerne væk og den dårlige humør vendt til noget godt, for en ting var sikkert – jeg ville ikke ødelægge deres jul med mit shitty humør. Det kunne jeg slet byde dem, uden at jeg ville få røv dårlig samvittighed de næste mange år.

Jeg så dem som min egen familie, men deres hjem føltes ikke som et hjem, det gjorde Niall og min lejlighed heller ikke længere. For uden ham var det intet hjem, det var bare et hus der næste stod tomt og virkede ensomt.

Så efter jul havde jeg tænkt mig at sætte det til salg, eftersom Niall nægtede da vi gik fra hinanden at bo der. Han ville ikke bo der hvis jeg ikke var der, så jeg stod lidt og var tvunget til og bo i det hus der engang var fyldt med kærlighed og en fremtid.

Nu var det bare et hus der var fyldt med minder, som blot fik mig til og indse at min fremtid ikke længere så lys ud og jeg var nok gået hen og blevet helt deprimeret. Denne jul var allerede ødelagt, så jeg måtte nok stable noget falsk glæde på benene og komme hjem til Katharina og hendes mand.

Men først, en masse arbejde.


Klokken var blevet mange, tiden var løbet fra mig og jeg prøvede nu ihærdigt at blive færdigt så hurtigt som mugeligt. Inden jeg ville hjem og spise middag med Katharina og hendes mand, dog gik alt ikke som planlagt. Døren blev banket på i det samme jeg var på vej ud, og synet jeg fik mig fik et gisp til og slippe ud mellem mine lette adskilte læber.

Et par blå øjne mødte mine, og jeg stod som frosset fast til jorden i nogle sekunder, inden jeg tog mig sammen og fik stablet det mest ligeglade udtryk i øjnene på benene. Jeg ville ikke virke som om at jeg savnede ham , eller havde i sinde at tilgive ham, for så ville jeg give ham falske forhåbninger.

”Kan du ikke lukke op? Her er pisse koldt Sierra,” halv råbte han og bankede endnu en gang på ruden med hans knyttede hænder.

Jeg stod kort og overvejede hvad jeg skulle, men valgte så og låse op og lukke ham indenfor i varmen. Hans læber var blå og ud fra hans klaprende tænder, så frøs han og det gjorde jeg også det sekund jeg åbnede døren og lod kulden ramme mit blottede ansigt.

”Hvad laver du her?” var det første jeg spurgte.

Han så på mig med et indtrængende blik ”du svarer jo ikke på mine opkald eller smser, så jeg lagde hovedet i blød og kunne kun finde på det her – besøge dig i caféen så du inden steder kunne løbe.”

Hans ord overraskede mig, og så alligevel ikke, for jeg ville gøre det samme hvis jeg var ham – selvfølgelig.

Hans hånd rakte ud efter min, men jeg trak den til mig og rystede kort efter på hovedet svagt. ”Du bliver nød til at gå Niall,” mumlede jeg usikkert.

Han valgte dog ikke at følge hvad jeg sagde, men han trådte et skridt tættere på og tog min hånd i hans. Hans hånd var kold og jeg bed mig hårdt i underlæben, for jeg måtte indrømme at jeg havde savnet hans berøringer.

Jeg elskede ham jo stadig, så højt.

”Hør nu bare på mig, okay?” hviskede han hæst og sendte mig et usikkert smil, hans øjne var blodsprængte og jeg gættede på at han havde grædt.

Ligesom jeg havde grædt mig selv i søvn hver dag, alle dage lige siden vi gik fra hinanden, for jeg fortrød det inderst inde.

Jeg nikkede, da ordne satte sig fast i halsen, men jeg trak stadig hånden til mig igen. Hvorefter jeg valgte at finde vej ud i køkkenet, hvor jeg begyndte at lave to kopper med varm chokolade. For noget sagde mig, at denne her snak ville tage noget tid.

Han sagde intet i den tid det tog mig at lave den varme chokolade, han stod bare og betragtede mig, iagttog mig.

Tyve minutter efter sad vi stadig ved et bord, overfor hinanden og med øjenkontakt som vi havde haft igennem hele tiden næsten.

Han sad med rystende hænder om koppen og forklarede mig alting, samt fortalte mig hvor meget han savnede mig og bad mig om at komme hjem til ham igen.

En del af mig ville springe i armene på ham, og tilgive ham øjeblikkeligt. Den anden del af mig viste ikke om jeg kunne stole på ham igen, for hvad hvis han gjorde det igen?

”Jeg ved godt det var forkert af mig at gemme narko og alt det andet, men jeg har også fortalt dig at jeg ikke tog noget af det. Jeg lovede dig jo dengang at stoppe, og jeg har ikke rørt det okay?” fortalte han for fire tusinde gang, men troede jeg på ham? Nej.

Et suk forlod mine læber ”jeg ved ikke Niall, du kunne da nemt lige have taget noget til fester og så videre,” begyndte jeg men blev afbrudt af ham, da jeg skulle til at fortsætte med at snakke.

”jeg ved det godt,” mumlede han og sænkede blikket ”det skete kun en gang,” begyndte han så og skabte øjenkontakt, men denne gang var det min tur til og bryde den.

”Kun en gang?” måbede jeg og sendte ham et yderst skuffet blik, for dette viste bare at han havde løjet overfor mig men nu sagde sandheden. ”Kun en gang?” gentog jeg, denne gang i et højere toneleje.

”Du burde slet ikke tage stoffer Niall, du lovede mig det og det løfte brød du!” halvvejs råbte jeg ham direkte ind i hovedet, og han sænkede hovedet som en flov hund og sank en ekstra gang.

”Jeg ved det godt, undskyld babe,” mumlede han hæst og grådkvalt, og hvis jeg ikke så forkert så rendte en tårer ned af kinden på ham og landede ned på hans rystende hånd.

”Du skal ikke kalde mig babe,” advarede jeg ham om og pegede på ham, men jeg fortrød hvad jeg sagde, da jeg så hvordan han synkede endnu mere ned i stolen. Måske fik jeg en smule ondt af ham, for han skammede sig virkeligt og fandt dette direkte flovt.

Så blidt placerede jeg hånden oven på hans, hvorefter jeg kærtegnede hans håndryg med et dybt suk. Min hjerne arbejdede på højtryk, i mens mit hjerte allerede vidste hvor det hørte hjemme, nemlig hos Niall.

”Giv os en chance mere,” tilbød han med en rystende stemme og et usikkert blik, et blik som jeg næsten ikke kunne modstå.

”Jeg tænker over det okay? Men jeg vil gerne hjem til Katharina nu, de sidder sikkert og venter og er nervøse over hvor jeg bliver af,” forklarede jeg og rejste mig i en elegant bevægelse. Min og hans kop med varm chokolade tog jeg med da jeg gik i retningen af køkkenet.

Jeg efterlod Niall med et trist blik, i min egen café som jeg ejede med Katharina. Jeg havde aldrig troet at denne dag ville ende sådan her, at han ville komme og sige sandheden for derefter at tilbyde at give vores forhold en chance mere.

Dog vidste jeg jo godt at han ville have mig tilbage, men at han ligefrem næsten sad og græd foran mig stak mig dybt i hjertet. Tårerne piblede langsomt frem da jeg indså at jeg stod alene ude i køkkenet, og jeg lod dem få frit løb.

Først da jeg hørte skridt mod døren, tvang jeg mig selv til og stoppe og med ærmet på min sweater tørrede jeg tårerne væk.

”Sierra,” hviskede Niall, samt langsomt bevægede sig nærmere. Men jeg stoppede ham ved at vende mig mod ham og gå direkte forbi og mod udgangen, for jeg vidste at hvis han først begyndte at trøste mig ville jeg blive svag.

Han fulgte efter mig, men stoppede et stykke væk, først forstod jeg det ikke. Men da jeg så den massive bunke sne ude foran døren, vidste jeg at vi nok var tvunget til at tilbringe mere tid sammen i aften, og nok også hele natten.

”Det ser ud til at vi skal tilbringe natten sammen hva? Med mindre der kommer nogle og skovler alt det sne væk, men jeg tvivler,” mumlede jeg og vendte mig med fronten mod ham igen, men han stod der med det største smil på læberne.

Så var vi i det mindste en af os der var glade for, at vi skulle tilbringe mere tid sammen i dag.


Flere timer var gået, og vi var stadig fanget i caféen. Stemningen var neutral, men ikke dårlig og vi sad ved siden af hinanden i en sofa der stod i et hjørne.

Foran os stod rester af småkager, kager, sandwich og andre spiselige ting. Samt flere kopper med kaffe, så jeg var forsikret at jeg ikke ville falde i søvn.

Dækningen var forfærdelig, men dog havde det lykkedes mig at få fat i Katharina der kunne meddele at vi nok skulle tilbringe natten her.

Jeg var langsomt ved at bløde op, og for mig så jeg de mange minder vi havde sammen. Både gode og dårlige, men jeg det var helt klart flest gode.

En antydning af et smil voksede sig langsomt større, og jeg tog mig selv i at fnise et kort øjeblik, da jeg kom i tanke om et sødt minde.

Det var sidste sommer, hvor han havde planlagt en picnic men alting bare gik i vasken. Så det endte med at vi tilbringe dagen derhjemme, i sofaen med film og take away mad samt en hulens masse slik. Jeg kunne tydeligt huske, hvor trist han var over at hans gode idé om en romantisk date gik i stykker.
Men jeg forklarede ham, at alle dates ville være fantastiske og helt igennem romantiske bare jeg havde ham ved min side.

Vores forhold havde været en dans på roser, ind til nu hvor vi havde ramt muren og fået os rodet ind i en masse konflikter og skænderier. Hvorfor var det mon at vi ikke kæmpede for at rede vores forhold? Det kunne jeg ikke huske.

”Niall?” spurgte jeg forsigtigt og hev lidt i hans ærme, hans blik blev øjeblikkeligt rettet mod mig og han mumlede et – ”Mhm?”

”Hvorfor var det at vi bare gav op så hurtigt?” mit spørgsmål så ud til at komme bag på ham, men det kom også bag på mig at jeg begyndte at starte en så følsom samtale.

Han trak kort på skulderne, inden han tog en dyb indåndning og sagde så ”ærligt så ville du ikke give det en chance næsten, du havde allerede givet op på forhånd Sierra, du lukkede mig bare ude og lavede en to meter høj mur.”

Han sendte mig et undskyldende smil, men det behøvede han slet ikke, for det burde være mig der gjorde det. Jeg havde været en dum bitch for at sige det blidt, og jeg begyndte så småt at få dårlig samvittighed.

”Undskyld,” peb jeg og sænkede blikket, men han tyssede på mig og tog mine hænder i hans. Mine hænder hørte hjemme i hans, og det føltes ikke et sekund forkert at føle hans berøringer igen – derimod så føltes det hundrede procent rigtigt.

Derfor tillod jeg mig også at læne mig tættere på ham, han stivnede og mit blik gled ned til hans læber som jeg kort betragtede.

Dog tog det mig ikke mange sekunder før at jeg lod mine læber møde hans, og mine læber passede som altid perfekt til hans.

Kysset varede kun i få sekunder, men sagde mere end tusinde ord. Og dog så valgte jeg at sige noget, da jeg så hans forvirrede blik. ”Jeg vil gerne give vores forhold en chance mere,” begyndte jeg og lagde min hånd mod hans kind, hvorefter jeg blidt nussede den med tommelfingeren.

”Flyt hjem til mig i morgen igen, så finder vi ud af det sammen okay?” fortsatte jeg og han nikkede, helt mundlam for ord.

Dog svarede han da de tre ord forlod mine læber – ”jeg elsker dig”

”Jeg elsker også dig Sierra, foreviget og altid okay?”

Jeg nikkede og vidste at han talte sandt, vores kærlighed til hinanden ville varer evigt, og det var den tid jeg ville tilbringe med ham, til jeg tog min sidste vejrtrækning på denne jord.

***

Ikke verdens mest søde kapitel, men slutningen var da mega sød ikk? Jeg vidste allerede da jeg lavede denne adventskalender, at dette kapitel ville komme. Og jeg er faktisk blevet ret så tilfreds med det her kapitel, så hvad synes i? :D

Jeg håber i får en fantastisk 2 advent, og jeg kan allerede nu afslører at der meget snart kommer et lille bonus kapitel hehehe.

Knus, Louise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...