Kælderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2015
  • Opdateret: 28 okt. 2015
  • Status: Færdig
*2. plads i 'det er uhyggeligt...' konkurrencen* Den lokker folk. Kælderen, fyldt med tæt mørke, kalder på folk med en vidunderlig - men hypnotiserende melodi. Den kalder måske også på dig.

4Likes
2Kommentarer
334Visninger

1. ***

Hun var alene hjemme, igen. Hendes mor var, som så ofte før, tilkaldt på plejehjemmet som nattevagt.

Det var fint nok. Hun havde egentlig ikke noget i mod at være alene, det var skønt at have huset for sig selv, og ikke blive kommanderet til at tage opvasken eller til at gøre rent på badeværelset.

Det havde været en lang dag i skolen, og hun var meget træt, så hun besluttede sig for at gå tidligt i seng.

Hun børstede hurtigt tænder, i mens hun granskede sit blege ansigt i spejlet, og hendes lidt for skæve næse, som var oversået med brune fregner.

Derefter flettede hun sit halvlange røde hår, som hun aldrig havde brudt sig om, imens hun nynnede en lille ukendt melodi.

Ude fra badeværelset af kunne hun høre, hvordan det blæste voldsomt op, og et kort øjeblik blev hun panikslagen ved tanken om, at et af de store bøgetræer måske ville vælte ned i huset.

Hun gøs og trak sin blå natskjorte tættere omkring sig, hvorefter hun traskede op af den gamle knirkende trappe.

Kort tid efter lå hun trygt i sin seng og læste en bog, som hun havde lånt tidligere på dagen.

Hun læste altid, før hun skulle sove. Hun brugte bøgerne til at flygte fra virkeligheden, hun elskede at leve sig ind i et helt andet univers.

Den her havde hun lånt på biblioteket, efter en veninde havde insisteret på, at hun skulle læse den.

Normalt læste hun ellers ikke gysere, men hun tænkte, at denne gang ville hun gøre en undtagelse - for venindens skyld.

Bogen var okay, men hun fandt den ikke speciel uhyggelig, og da hun var halvvejs gennem den, stoppede hun med at læse.

Selve ideen om den lille adopterede pige, der viste sig at være besat af en dæmon, var uhyggelig nok, men af en eller anden grund gav den hende ikke kuldegysninger.

Hun lagde bogen fra sig, slukkede lyset og lå bare lidt med øjnene fæstnet mod det mørke loft.

Så begyndte hun at nynne, den samme melodi som før.

Hun kunne ikke huske, hvor hun havde hørt den.

Der var noget sørgmodigt over den, men den var også smuk, og det var som om, at hun altid havde kendt den.

Hun stoppede med at nynne igen, hun skulle tidligt op, så hun lagde sig til at sove. Men melodien blev ved med at gentage sig inde i hendes hoved, og da hun endelig blev overmandet af søvnen, var det med de sørgelige toner som godnatsang.

 

Hun vågnede med et sæt.

Først troede hun, at hun havde haft et mareridt, men det var ikke det, der havde vækket hende. Hun satte sig forvirret op og kiggede rundt i rummet, der lød en banken.

Måske var det hendes mor, der var kommet hjem, tænkte hun. Hun kiggede på clockradioen der lyste ved siden af sengen, den var kun 00:01, der var flere timer til at hendes mor skulle komme. Hun lagde sig ned igen for at sove.

Lidt efter bankede det igen, men denne gang højere.

Hun satte sig irriteret op igen, og kravlede så ud af sengen. Den bankende lyd blev ved. Hun tændte lampen, og gik ned i stuen. Nu bankede det kraftigere.

”Hallo? Er her nogen?” halvt råbte hun, i mens hun gik ud i den kolde entré.

Der var ikke nogen, og da den bankende lyd var stoppet, besluttede hun sig for at gå i seng igen. Men da hun stod ved foden af trappen, bankede det igen, og denne gang kunne hun høre, hvor lyden kom fra.

Hun standsede op og tøvede. Skulle hun gå hen i mod lyden, og få mysteriet opklaret, eller skulle hun bare gå i seng?

Hun havde inderligt lyst til bare at kravle op i sin lune rede, men ville hun så kunne falde i søvn igen?

Hun tog en beslutning, og bevægede sig ud i gangen, hen mod lyden.

Hun standsede op foran kælderdøren, og spjættede da en hul banken lød lige foran hende.

Hun tog en dyb indånding og tog fat i det massive dørhåndtag.

Den var låst. Selvfølgelig. Hun åndede lettet ud.

 

Døren ned til kælderen havde været låst, lige siden de overtog huset, for snart et år siden og der havde ikke hørt en nøgle med.

Hendes mor havde adskillige gange snakket om at få fat i en låsesmed, men som sædvanlig havde hun ikke fået taget sig sammen til at gøre det.

Det var typisk hendes mor. Hun var altid fuld af gode ideer og projekter, som hun aldrig fik ført ud i livet.

Flere steder i huset kunne man stadig se flyttekasser, der belejligt blev dækket til med diverse duge, når de fik besøg.

Selv havde hun aldrig rigtig været nysgerrig omkring kælderen. Hun kunne ikke forestille sig andet end et gammelt støvet rum, der var tomt, måske bortset fra nogle få falmede havemøbler.

Det var ikke noget, der interesserede hende.

 

Hun vendte sig om for at gå igen, da der lød sådan et højt bank, at hun sprang i vejret. Hendes hjerte galoperede i brystet på hende efter chokket, og endnu engang vendte hun sig om mod døren.

Det var begyndt at blive uhyggeligt.

Det bankede igen, men denne gang var hun forberedt på lyden og fik kun et mindre chok.

Stilheden efter var larmende.

Så kunne hun høre fine spæde toner, starten på en melodi. Melodien blev højere, og hendes frygt større.

Hun gispede, da hun genkendte melodien, der havde hjemsøgt hende før.

Hun var rædselsslagen, og hun kunne mærke, hvordan hendes hals snørede sig sammen, som om den ville forhindre et skrig.

De høje toner skar hende i ørerne, og hun holdte sig desperat for dem.

Hun ville skrige, hun ville flygte, hun ville gemme sig.

Men hun var ikke i stand til at flytte sig fra stedet.

I stedet så hun til med rædsel, da hun løftede sin hånd og lagde den ovenpå dørhåndtaget. Hun kunne ikke gøre noget, hun havde ikke nogen kontrol over sin egen krop.

Det var som om, at den vemodige melodi trak i hende, og krævede at hun fulgte med.

Hun vippede langsomt håndtaget ned, og turde ikke trække vejret, da døren gik op med en svag knirken.

Melodien blev højere nu, og den spillede i takt til den rytmiske banken.

Den var hypnotiserende, og hun gik automatisk ned af det første trin, ned mod det uendelige mørke, der strømmede op fra dybet.

Hun bevægede sig lydløst videre ned ad trappen, og ikke et eneste trin knirkede under hende.

Hun kunne ikke se noget for det tætte mørke, men hun vidste, at hun ikke ville falde. Hun var ikke i tvivl om, hvor hun skulle sætte fødderne.

Hun nåede ned for enden af trappen, og kælderdøren smækkede i med et brag over hende.

Hun ville vende om, hun ville væk, hun ville i sikkerhed.

Men melodien trak i hende, og fyldte hende med beslutsomhed - og med en ro, som ingen anden hun havde oplevet.

Den skar hende heller ikke i ørerne mere, i stedet var den som balsam for dem.

Svagt, et sted inde i hende, registrerede hun stanken af råddenskab, der rev hende i næsen, og en lille del af hende vidste, at der var noget helt galt.

Men melodien var jo så smuk, der kunne umuligt ske hende noget, i mens de vidunderlige toner indhyllede hende som et blødt og fredfyldt slør.

Hun gik videre ind i det mørke rum, og satte sig ned på knæ på det kolde klistrede stengulv.

Hun falmede rundt i mørket, og strejfede gulvet med hænderne. Hun lod hænderne glide over gulvet igen, og denne gang ramte hun noget hårdt, skarpt og koldt.

En sviende smerte skød op gennem hendes hånd, hun havde skåret sig.

Hun løftede kniven op fra gulvet, og følte sig frem til det hårde skarpe knivsblad, der havde været årsagen til hendes smerte. Hun sad lidt med den i hånden, og så gik det op for hende hvad hun måtte gøre.

Hun var ikke i tvivl, det var det rigtige at gøre, det mørke rum og den smukke melodi krævede det af hende.

Hun var heller ikke bange mere, melodien havde fjernet hendes frygt, og erstattet den med en meningsfuld ro, der bredte sig ud i hele rummet.

Hun skar langsomt men sikkert et dybt snit i hver håndled og lænede sig bagover, til hun faldt ned på det hårde gulv.

Hun følte hverken smerte eller fortrydelse, hun vidste, at hun havde gjort det rigtige og det var med et smil på læben, at hun endnu engang – for sidste gang - blev lullet i søvn af melodiens vemodige toner…

 

 

***

 

Kælderen, og det tætte mørke den bestod af, havde endnu engang valgt sit offer, og fået hvad den krævede med hjælp fra dens hypnotiserende kalden.

Den lille blege pige, med det røde hår der lå på gulvet nu, var bare en af mange.

Mørket mæskede sig grådigt i hendes død, og ventede allerede glædeligt til det næste bytte ville krydse dens vej.

Den venter stadig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...