se min kjole

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2015
  • Opdateret: 28 okt. 2015
  • Status: Igang
vinder af 1. pladsen - gyserkonkurrencen | se min kjole, den er rød som roser!

29Likes
19Kommentarer
1162Visninger

2. se min kjole


Det er et makabert mord. Oda blev jo forført af en fin, men pludselig vanvittigt vemodig melodi og en sygelig trang til at rase ad lille søde Ronja, som kun var de sølle ti. Ronja sad sikkert i den fjerneste krog af kælderen og lyttede opmærksomt til det syngende kassettebånd, mens hun ville dirre og gentagne gange sige: Er det mig, der er sindssyg, eller er det mig, der er sindssyg, eller er det mig, der er sindssyg? Hun ville ikke sidde stille, blot gynge frem og tilbage i sin hvide kjole, indtil Oda brød frem i mørket og sang med en lussing. Stakkels Ronja ville skrige sig i søvn og ikke huske noget dagen efter. Nu sidder Oda i en mørkerød lænestol og lytter til kassettebåndet. Hun ser intet, måske gør hun det et andet sted.
    Øjnene er nemlig revet ud.

 

*
 

Lille Ronja vågner sent om natten. Sikkert ved lyden af den svage, men jævne banken mod noget, der lyder som beton. I sin hvide natkjole træder hun ud i den mørke stue, det iskolde gulv krummer hendes tæer og prikker hende på fødderne. Udenfor rummer tystheden natten, og bankene rummer huset. Da hun kigger til Oda, er sengen tom og rodet. Lampen er stadig tændt. Lyset sitrer i glippende dans.
    - Oda, kalder hun, - Oda?
    Ingen tilbagemelding, kun en raslen fra kælderdørens hængsler svarer hende. Forsigtigt kigger hun gennem sprækken og ser mørket frem for sig.
    - Oda, er det dig?
    Et kassetteband dernedefra synger i takt med bankene: ”S-se min kjole, den er r-rød som roser! Alt, hva-hvad jeg ejer, det er r-rødt som d-den. Det er, f-fordi jeg elsker alt d-det røde, og fordi et p-postbud er min v-ven!”
    Lille Ronja kender den godt. Oda hader den vist, i hvert fald får hun aldrig lov til at høre den og overhovedet ikke alene. Spiller store Oda mon på andre tangenter nu? Ronja smutter hurtigt ned ad trappen for at se, om Oda er der. Og ganske rigtigt, så sidder hun i en rød lænestol med hænderne placeret på armlænene, hun stirrer ind i væggen, og i lyset fra den konstant sitrende loftslampe er hendes magre hænder lyst op. Kassettebåndet hakker med jævne mellemrum, men ellers spiller den helt fint. Næsten helt perfekt.
    - Oda, dog, hvad sidder du hernede for. Ronja kaster et smil fra sig og hopper op på skødet af hende. Så kan de lytte til melodien sammen og aldrig forlade hinanden, de skal blive sammen for evigt. Pludselig falmer smilet for Ronja. Og hun kravler hikstende ned i det bagerste hjørne igen, rokker frem og tilbage og lytter til den voldsomt beroligende melodi, mens hun spørger sig selv, om hun er sindssyg. 
    Så opdager hun en indtørret, mørkerød plet på sin yndige kjole.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...