Nedtællingen

hver nat vender de tilbage... i en i forvejen tragisk tidstændeværelse, bliver Cas jagtet af mystiske, utænkelige mareridt. en kort gyser novelle der beretter om sørg, frygt og broderligt sammenhold.

0Likes
0Kommentarer
89Visninger

1. mareridt

En svag vind pressede sig mod min hud. Panikslagen mærkede jeg mit hjerte dunke mod mit bryst, og ud i mine arme. Hele min krop sitrede rastløst som jeg sad der i dybet, Omslugt af intetheden. Ingen lys, ingen varme, ingenting.Ved min side lød et svagt åndedræt, hæst og bekendt.

Som jeg langsomt genfandt mine sanser, mærkedes en varm og klistret substans fra mit hoved. Lugten af jern skar sig gennem luften, og lidt efter lidt indgød en sviende smerte.Mørket absenterede sig, og ingenting blev til gulv, væge, og døre. Jeg var bundet sådan at mine hænder blev livløse, og slappe.

Jeg så mig til højre, ved siden af mig hostede et velkendt ansigt nervøst.                                                                 ”William? ” jeg så spørgende på min bror. Hvad lavede vi her? hvordan var i overhoved havet op i sådan et sted? Jeg så ned på bordet foran mig. På det var der afbilledet et tal af en tyk væske, der mindede uroligt meget, om den der kom dryppede fra min pande.

 

”hvad skete der så? ” mumlede William med et spørgende udtryk alt imens ham proppede munden med toast. ”så vågnede jeg da” svarede Cas med et fjoget grin. ”du kan da ikke bare vågne, lige hvor det er mest spændende” jokede William. ”gu, kan jeg da så” svarede Cas og kiggede ud af vinduet. Duggen gled ned ad ruden, og dråberne løb om kap ned ad glasset. Udenfor var der toget og gråt, ligesom meteorologen på morgen tv havde forudset.”hvad så med tallet på bordet. Hvad stod der så denne her gang? ” begyndte William igen.

”to” svarede Cas ”der stod to” William fortsatte med sin morgenmad ” du er altså ret mærkelig, at du ved det” tilføjede William. Så kiggede han op på klokken ”fuck, jeg er sent på den” hurtigt tog han tasken over skulderen, og løb ud ad hoved døren, med tandbørsten under armen. ” vi ses se-” cas blev afbrudt af braget fra hoveddøren der blev smækket i. Klokken var 7:15, skoletasken var pakket. Dansk, engelsk, matematikgrundbogen, og idrætstasken siddende faststramt på cyklens bagagebærer.                                                                                                        

En hæs vislen fra cyklens hjul, lød gennem strandvejen, hver gang han pressede sin vægt mod pedalerne. Inden for få minutter var han nået sin destination: kristinebjerg skolen

skolen var som altid kedelig og uinteressant, og hvis lige netop denne dag skulle have budt på noget mere inspirerende, ville Cas ikke have lagt mærke til det. Drømmen, eller rettere sagt mareridtet var alt der flakkede i hans sind. Det var skam slet ikke første gang, cas havde gennemgået en sådan hændelse. Natten forinden havde det været det samme. Fanget i mørket med hans bror. Og så var der tallet, indgraveret i bordrets glatte overflade. Først stod der tre, og nu to. Uden nogen rationel grund kunne cas ikke ryste drømmene fra sig. Mindet om hændelserne fra de forgårige nætter skærmede for alt ny vundet information. Det var jo bare en drøm, og det vidste han sådan set godt, men for Cas føltes det alt for virkeligt. De næste mange timer tænkte han ikke på andet. Han prøvede virkelig at høre efter hvad Jensen forklarede om Pythagoras læresætning, men synet af blodet på bordet, vendte konstant tilbage til ham.                                                                                                                                                                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...