The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7289Visninger
AA

8. 7 december

Isabellas synsvinkel

¤

Det er mandag morgen, men jeg vil ikke op. Jeg havde den bedste weekend længe i mit liv - takkede være Harry. Men selvfølgelig skulle Jake, ødelægge det. Jeg ville gerne have sagt det til Harry, men jeg kunne bare ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men han er nok blandet ind i alt det. Da jeg prøvede at sove i går, kom jeg sådan til at tænke på, hvad han sagde til James i fredags. Jeg har lagt vågen det meste af natten og tænkt på det.

 

Jeg ved ikke hvorfor, at jeg ikke har tænkt på det før, men det kom bare sådan i går aftes, da jeg lå i min seng og tænkte på ham. Det er faktisk ret mærkeligt. Mon de egentlig er barndomsvenner, siden han sagde det, og James svarede det til ham igen?

 

Jeg sukker og rejser mig op, jeg bliver vel nok nødt til at tage i skole, jeg kan ikke bare tage en fridag. Hvad ville min mor og min bror ikke lige tænke om det? Det kunne jeg ikke lade ske. De kan se på mig, når jeg er syg, og når jeg bare spiller syg.

 

Jeg lader mine fødder ramme det kolde gulv, og kuldegysningerne kommer tydeligt frem på mine arme. Jeg dasker med små skridt hen mod mit skab, mens jeg strækker mig så lang, jeg er. Jeg lader mine øjne vakle frem og tilbage mellem alt mit tøj, men ender alligevel med bare og tage en hættetrøje over hovedet og et par løbebukser. Kender I ikke de dage? De dage, hvor man bare ikke gider stramt tøj?

 

Jeg har ikke lyst til at se James. Jeg får helt kuldegysninger bare ved tanken om ham. Normalt vil jeg ikke tage tingene så tungt, men der er bare noget ved James, som virkelig rammer mig. Men som I nok har gættet, vil jeg, hverken indrømme det overfor mig selv eller andre. Jeg vil egentligt bare gå med det for mig selv, mens mit deprimerende musik spiller i mine ører.

 

Jeg har godt nok ikke haft musik så meget i ørerne det sidste stykke tid og jeg ved egentlig ikke hvorfor, men måske jeg burde gøre det igen, for underligt nok hjælper det mig lidt, kun meget lidt, men lidt er bedre end slet ikke.

Dog bare ved tanken om, jeg skal se Harry igen, hjælper mig meget. Jeg smiler helt ved tanken. Tanken om hans søde smil og dejlige øjne, som borer sig fast i mine. Jeg ved ikke, hvad der går af mig. Jeg kan da ikke være forelsket i ham allerede? Jeg kan da slet ikke være forelsket i ham, det kan jeg bare ikke. Jeg er bange for at blive såret, selvom jeg inderst inde nok godt selv ved, at Harry ikke er sådan en person. Men der er også bare noget inde i mig, der skriger, at han bare vil udnytte mig. Jeg ved ikke hvorfor, og det irritere mig. For jeg kan godt lide Harry, måske endda alt for meget, end hvad jeg vil.

 

Jeg sukker for mig selv og ryster på hovedet over mine tanker. Hvorfor skal mine tanker næsten altid komme så vidt. Det irritere mig grusomt. Jeg går hen og svinger min taske over skulderen. Jeg lægger min mobil ned i min hættetrøje lomme og går så ud af mit værelse, for ligesom at komme hen til badeværelset.

 

Jeg sætter min taske ude foran badeværelset døren og lukker døren efter mig, hvor jeg derefter låser døren. Jeg gør det, man nu gør, når man på toilettet. Jeg gør mig færdig, og spytter det sidste tandpasta ud i håndvasken. Jeg tørre min mund og låser døren op, så jeg kan komme ud.

 

Jeg går hen til min brors værelse og banker stille på. Jeg kan svagt hører at han mumler derinde fra. Er han ikke stået op endnu? Jeg åbner stille døren og ser, at han ligger i sin seng. Jeg rynker brynene. ”Skal du ikke I skole i dag?” spørger jeg ham og kigger på ham. Han rejser sig dog ikke fra sengen, men bliver derimod liggende i hans seng.

 

”Nej” siger han søvnigt. Jeg ryster på hovedet af ham og sukker. ”Vil du ikke godt kører mig i skole?” spørger jeg ham om og laver hundeøjne. Ikke at han kan se det, fordi han ligger med hovedet ind mod væggen.

 

”Okay så lad gå, men gå ud fra mit værelse, så skifter jeg til noget tøj” siger han. Jeg smiler for mig selv og går hen til døren, for derefter at lukke den i efter mig. Jeg går ned af trappen og kigger på klokken. Jeg kan ikke nå og tage noget at spise, men det gør heller ikke noget, for jeg er ikke særlig sulten i dag. Jeg har bare nogle af de dage, hvor jeg ikke gider spise noget, de dage jeg bare ikke gider en skid. Det er så en af de dage i dag.  

 

Jeg hører nogle komme ned ad trappen, og jeg kan hurtig konkludere, at det er min bror. Hvem skulle det ellers være? Julemanden? Nej vel. Jeg går ud i gangen for, at tage mit overtøj på. Min bror kommer med langsomme og søvnige skridt ud i gangen, for også at tage hans overtøj på. Vi får det begge to på og går ud mod bilen.

 

Kulden rammer mig som et slag i ansigt, men jeg bider kulden i mig. Vi fortsætter ned mod bilen og sukker stille for mig selv. Jeg har bare ikke lyst. Vi sætter os ind i bilen og Simon starter bilen. Jeg gnider mine hænder mod hinanden, da der faktisk er ret koldt. Vi kører hen mod skolen og jeg kigger ud af vinduet.

 

Hvorfor skal alt det her gå udover mig? Hvorfor skal det her overhovedet gå ud over nogle. Der er ingen, der fortjener det. Men efterhånden som jeg er blevet mobbet i noget tid, tænker jeg, hvorfor ikke bare gøre det ved mig, jeg er vant til det, i stedet for at gøre det mod en anden. Jeg er vant til den smerte, det er nogle andre ikke. Der er ingen, der fortjener det her. Men på den anden side, så fortjener jeg det, måske?

 

”Bella vi er her” Simons stemme trækker mig væk fra mine tanker, og jeg kigger hurtigt hen på ham. Jeg smiler ved tanken om, at han kalder mig Bella. Det har han altid gjort, for da han var lille, og jeg var lille, sjovt nok, kunne han ikke sige Isabella, hvilket faktisk er meget sødt. Jeg nikker hurtigt og åbner bilens dør. Jeg træder ud af bilen og svinger min taske over skulderen.

 

”Vi ses” siger jeg i det, jeg lukker bildøren. Simon vinker efter mig, og jeg vinker igen. Da Simons bil er ude af syne, falder mit smil langsomt, men det vokser dog hurtigt igen ved tanken om, at jeg snart skal se Harry igen. Det er virkelig mærkeligt.

 

Jeg sukker for mig selv og vender mig. Jeg kigger rundt, men ser ikke andet end en masse elever, der står og snakker i hjørner. Jeg begynder at gå mod indgangen til skolen, så kan jeg måske komme indenfor i varmen, i stedet for at stå her ude i kulden. Det er nemlig ikke helt varmt her i december, hvis I nu skulle være i tvivl.


Klokken har lige ringet til frikvarter, og jeg er på vej mod kantinen. Jeg har ikke set Harry endnu, da vi ikke har samme timer. Jeg smiler igen ved tanken om Harry. Hvad fanden går der af mig? Pludselig mærker jeg noget i min lomme, og jeg ved, jeg har fået en besked. Jeg håber, det er fra Harry. Mit smil vokser endnu mere, hvis det er muligt, men det synker hurtigt igen, da beskeden er fra Jake.

 

Hey pette pus.

Jeg vil bare lige sige, glædelig 7 december. Håber du får en dag, som du ser ud – forfærdeligt. Jeg har egentlig ikke forstået en ting. Hvorfor har du ikke cuttet? Det vil jo ikke gøre noget, du fortjener det jo. Du fortjener at blive mobbet. Men derimod - Simon, han klarer sig jo super godt, hvordan er det altid at stå i skyggen af ham? Jeg kunne forestille mig, at det ikke er rart. Men så har vi jo også lille Harry mus. Havde I en dejlig weekend? For ærligt, så forstår jeg ikke, hvorfor han overhovedet vil være sammen med en som dig. Han kunne finde så mange bedre. Tro mig, når jeg siger det. Men jeg vil smutte igen, skal have time.

Kys og kram

Jake.

 

Tårene presser på, og jeg løber ud mod det nærmeste pigetoilet. Jeg låser hurtigt døren efter mig, og jeg kan ikke styrer mine hulk. De kommer en efter en. En bliver til flere. Jeg sætter mig op af døren, og tager mine arme om mine ben. Mine ben tager jeg op til brystet. Jeg lægger langsomt mit hoved på mine ben, for at dæmpe de høje hulk, som jeg nu lader forlader min mund. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke tage hjem, min mor fatter hurtigt mistanke om, at der er noget galt så.

 

Min mobil siger en lyd, men jeg har ikke lyst til at svare, eller i det hele taget bare se den. Hvad nu hvis det er sådan en besked igen? Det vil jeg ikke kunne håndtere. Jeg hører nogle kommer ind, og jeg tager hurtigt min hånd op foran munden, så de ikke vil kunne hører mine hulk, hvilket nok også er bedst. Jeg vil ikke tiltrække deres opmærksomhed, det vil ikke være godt.

 

Opmærksomheden lander hurtigt på min mobil igen, men jeg har bare ikke lyst til at se den besked. Men hvad nu hvis, at beskeden er fra Harry, men hvad nu hvis den ikke er? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, alt er så forvirrende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle, for Harry gør mig glad, men jeg kan bare heller ikke finde ud af, om det er det rigtige at gøre. Han kan jo sikkert ikke lide mig alligevel, så hvad forskel kan det gøre? Han vil aldrig kunne lide mig.

 

Jeg hører personerne gå ud igen, og jeg beslutter mig for at tage min mobil op af min lomme og tjekke beskeden. Jeg sukker svagt, da den bare var fra Harry. Eller bare og bare, jeg vil gerne have, den er fra Harry, men frygten om, at den var fra Jake er der stadigvæk.

 

Hej Isa.

Hvor er du henne? Er du okay? Er der sket dig noget? Please svar, vi og ikke mindst jeg er bekymret for dig.

Harry.

 

Jeg smiler lidt over den søde besked, stadigvæk med tårerne ned af kinderne. Jeg snøfter og tørrer tårerne væk med min håndflade. Jeg sukker stille for mig selv, for hvad skal jeg svarer ham. Skal jeg være ærlig? Eller skal jeg ikke. Jeg har det jo bedst med ikke, at sige det til nogle, jeg har det bedst med, at holde det for mig selv, selvom det nok ikke lige, er det bedste.

 

Hej Harry.

Jeg er på vej. Jeg er okay, havde bare lige brug for noget luft efter nogle hårdere timer. Ingen grund til at bekymre sig.

Isabella.

 

Jeg trykker send, og rejser mig op. Jeg tager en dyb indånding og puster ud igen, inden jeg tørrer de sidste tårer væk. Jeg lægger min mobil ned i min lomme, trækker ned i håndtaget og går så ud. Nu skal jeg bare ned til kantinen, og lade som om alt er fint. Det skal jo nok gå godt.


Jeg smider mig i min seng og skriger højt ned i min pude. Jeg håber ikke, at nogle hørte det. Det ville faktisk være meget nederen. Harry troede ikke på at alt var fint, så vi har selvfølgelig været oppe at skændes. Men måske er det nok også bedst. Bedst at han ikke ved noget. Bedst at han ikke er min ven. Det kan godt være, at jeg måske kan lide ham lidt mere, end jeg burde, men jeg vil ikke trække ham ind i det her, og det gør jeg ved at være venner med ham.

 

Det er ikke fordi, Jake eller James har gjort noget ved ham indtil videre, men på et tidspunkt vil de nok godt. Jeg vender mig om i sengen og kigger op i loftet. Hvorfor skal jeg også være så dum? Hvorfor tænker jeg mig ikke om. Hvorfor skulle jeg vælge og blive venner med Harry, når det alligevel vil ende med at gå ud over ham. Jeg burde holde mig for mig selv fra nu af, men hvordan skal jeg kunne det.

 

Selvom jeg vil, kan jeg ikke. Harry vil blive ved med at prøve, det er også sødt nok, men jeg ved, at jeg alligevel ikke kan lade vær med at snakke med ham. Han er noget af det eneste gode i mit liv, udover min mor og min bror selvfølgelig. Hvorfor skal mit liv være sådan noget rod? Min mobil ringer og trækker mig hurtigt ud af mine tanker. Jeg rækker ud efter den, og ser at det er Harry. Jeg sukker, men vælger så at tage den.

 

”Hej det er Isabella” siger jeg og kan mærke min stemme snart knækker over. Isabella nu tager du dig fandme sammen!

”Hej Isa, det er Harry” hører jeg ham sige. Hvorfor skal hans stemme være så dejlig? Det er da pokkers irriterende.

”Hvad så?” spørger jeg om, da jeg egentlig er lidt nysgerrige.

”Jeg ville bare sige undskyld. Det var ikke meningen, men jeg bekymrer mig om dig, det gør jeg virkelig. Jeg vil dig bare det bedste” siger han. Jeg smiler svagt. Hvordan skulle jeg nu kunne holde mig fra ham.

”Jeg ved det Harry, det er bare det, jeg vil ikke trække dig ned i det her. Det er ikke, som det ser ud, det er ikke kun James” siger jeg. Jeg kan hører, at han sukker.

”Isa, vil du ikke nok fortælle mig, hvem det er, og hvad der sker?”. Hans stemme lyder alvorlig. Jeg ville ønske, jeg kunne, men jeg kan bare ikke.

 

”Harry. Jeg vil virkelig ønske jeg kunne, men jeg kan ikke. Det har ikke noget med dig at gøre, det er nok bare bedst. hvis jeg selv går med det” ender jeg med at sige, da jeg faktisk ikke rigtig, kan forklarer det på en anden måde. Endnu engang sukker han.

”Isa fortæl mig det nu. Jeg vil gerne hjælpe dig, men det kan jeg ikke, hvis du ikke lader mig” siger han.

”Måske Harry, måske” ender jeg bare med at sige, hvor jeg derefter lægger på. Hvorfor fuck skal jeg være så dum? Jeg lægger min mobil fra mig, og gør mig klar til at sove. Det kan godt være klokken ikke er mange, men jeg vil bare gerne sove. Jeg lægger mig i min seng, og tager dynen over mig. Der går noget tid,før jeg sover, men efter noget tid. lykkes det mig.

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Glædelig 7 december! Så kom der lige et kapitel mere :) Troede ikke det tog så lang tid at skrive kapitler som skal ud hver dag, men synes det går rigtig godt! Cindi og jeg bruger mange timer fordi vi vil lave en god historie til jer læser der ude :)  Jeg håber I nyder denne historie, og at I glæder jer til der kommer et kapitel hver dag, jeg kan nemlig sige, at både Cindi og jeg glæder os hver gang vi skal udgive et kapitel :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...