The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7267Visninger
AA

24. 23 december

Harrys synsvinkel

 

¤

 

Jeg har følt det mærkeligt her på det sidste, det er som om, jeg kan mærke mere af mig selv. Jeg har ikke prøvet at bevæge mig, for jeg ved jo ikke selv, om jeg kan. Jeg skal have folk til at være her, som kan se, om jeg kan bevæge mig. Jeg vil ønske, at jeg selv vidste, hvornår jeg kunne bevæge mig, eller bare gøre noget, men det kan jeg ikke lige meget, hvor meget jeg end ønsker det, kan jeg bare ikke.

 

Jeg ved, det går bedre for mig lige udover, at jeg var ved at dø i går, men alligevel kunne jeg smile lidt, da Isabella kom, og det gør mig bare så glad. Det giver mig håb. Det giver mig håb til, at jeg nok skal klarer det her. Jeg må ikke dø. Jeg vil ikke dø.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg længere skal gøre af mig selv, men igen, hvad kan jeg overhovedet gøre ved mig selv? Jeg kan jo bare ligge her og se dum ud, for det er sikkert, det jeg gør - ser dum ud.

 

Jeg har besluttet mig for, at i dag vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt for at vågne helt. Men okay, nu står der ikke ret meget i min magt, hvis jeg selv skal sige det.. Eller rettere: tænke det. Jeg føler bare, at jeg skylder Isabella det. Jeg skylder hende, at vågne. Jeg skylder hende det, da jeg ikke holdte, hvad jeg lovede. Jeg holdte ikke, at det nok skulle blive en god jul.

 

Jeg vil give alt for at vågne. Jeg vil give alt, for at holde hende i mine arme. Jeg vil give alt, for at mærke hendes læber mod mine. Jeg vil give alt, for at holde om de andre drenge og piger. Jeg forstår ikke, hvorfor det her skal ske. Jeg forstår ikke, hvorfor Jake og James gjorde det. Eller lidt, fordi de vil skade Isabella. Men bare fordi, at Daniel fik dem til det, betyder det ikke, at de ikke kan lade vær. Der er efterhånden så mange ting, jeg ikke forstår, men som jeg gerne vil forstå.

 

Jeg føler, at tiden er gået i stå. Jeg føler, at verden er gået i stå. Jeg føler, men jeg ved ikke, hvad jeg føler. Der sker så mange følelser inden i mig, at jeg virkelig ikke kan finde rundt i det. Jeg føler, det hele er vendt på hovedet.

 

En smerte går igennem mit ben, og jeg ved, at jeg nu kan mærke mit ben. Men hvordan gjorde jeg? Det er så det næste spørgsmål. Men jeg ved, at jeg er på rette vej. Jeg kan i det mindste mærke mit ben nu, selvom smerten er uudholdelig, så kan jeg mærke det, og det er det, der tæller lige nu. Jeg ved, at jeg nok skal klarer det, at jeg nok skal vågne og som sagt - eller tænkt tidligere, bliver det i dag, om smerten er slem, er jeg ligeglad, jeg skal bare vågne.

 

Nu når jeg tænker over det, selvom smerten er stor, kan jeg mærke mit ben sover. Kender I ikke det? Det der, hvor det føles, som om en hel masse små knive bore sig ind i ens ben, eller hvor det nu end er. Jeg føler mig svag, men så alligevel ikke. Hvad er det lige, der foregår her? Mit hoved arbejder på højtryk, og det begynder nu også at dunke en smule. Jeg er så forvirret, hvad sker der? Jeg gør jo ikke noget. Men vent, måske gør jeg? Måske er det håbet om, at jeg vågner, der gør det her. Måske vågner jeg virkelig i dag.

 

Mit hoved begynder at dunke helt vildt, og det er som om, at mine fingre sover. Alt snor rundt. Er det virkelig sådan her det enten føles at dø, eller at vågne? Min storetå sover nu. Det føles som om en kniv er banket ned i min negle. Jeg prøver at vrikke med mine tæer, men jeg mærker intet. Jeg prøver en gang mere, og det er som om jeg vrikker med dem. Det føles ligesom, når man langsomt lader fingrene kører hen ad et klaver.

 

Som om en tå ad gangen, bevæger sig langsomt hen ad det kolde metal. Jeg husker tydeligt, da jeg engang fik af vide, man ikke vidste, hvad man havde, før man havde mistet det. Det kan jeg så skrive under på nu.

 

Jeg har aldrig tænkt over, hvor dejligt et liv jeg egentlig altid har haft det. Godt nok er mine forældre næsten aldrig hjemme, men alligevel. Jeg har den bedste familie, de bedste venner, som altid er der for mig, når jeg har brug for det.

 

Jeg kunne hører døren gik op indtil min stue. Jeg kan mærke, en hånd tager fat i min arm, for at justerer en nål, som længe har siddet i min kolde arm. Jeg prøver at klemme min hånd sammen, så hårdt jeg kan, i håb om bare et øjebliks forbindelse.

 

Sygeplejersken tager min hånd ud af mit svage greb, og jeg hører fodtrin, som fjerner sig, mens jeg ligger her og krymper mig af skam. Jeg mærke en følelse af ensomhed. Jeg husker, dengang jeg stadig talte med min far, at han fortalte mig om en mand, som kørte i kørestol. Han var blevet placeret i den som ung. Han sagde de værste ting ved at sidde i en kørestol var den ubehagelige følelse, som fulgte med, når man blev placeret efterhånden ret så akavet i den.

 

Ikke så meget den akavet stilling man kommer i, men mere det, at man intet selv kan gøre. Man må bare lade sin tiltro til menneskene, og tro på de ellers sætter dig ned i den forbandet kørestol. Frygten for det kommer til mig, når jeg engang vågner, sniger sig ind. Helt ind igennem min krop, dybt inden, så jeg ligefrem kan mærke, hvordan alle mine muskler trækker sig sammen i nervøsitet.

 

Jeg opbryder al min vilje for, at forhindre mine tæer i at ryste, mens jeg prøver på at vrikke med dem. Men det er som om, jeg har ramt en nerve, uden egentlig og vide hvordan. Kender i ikke det, hvis i sætter jeg fod på en bestemt måde, ryster hele jeres ben? Det er netop sådan, jeg har det med mine tæer, som om jeg har ramt en bestemt nerve.

 

Døren bliver revet op, og jeg springer nærmest op af sengen, fordi jeg får et chok. Ja haha, tro i bare på den. Som om jeg overhovedet rykkede mig en meter i min dybe søvn. En duft af æble kommer igennem min næsebor, og jeg ved med det samme, at det er Isabellas parfume. Jeg smiler kort.

 

‘’Hej Harry, jeg har savner dig’’, hun tager min hånd til sig, trækker den forsigtigt op til sine læber, og med det samme mærker jeg hende dejlige, bløde læber ramme min hånd, for blidt at kysse den.

 

Jeg smiler endnu engang til, og hun påpeger også med det samme, at hun kan se, jeg smiler. Jeg prøver endnu engang at trække min arm til mig, så hun kan se, jeg er kommet endnu længere.

 

Jeg kan mærke, alle mine muskler arbejder på at flytte den, og pludselig lægger min arm på mit bryst i stedet for ned langs siden.

 

‘’Du vågner snart, jeg er sikker. Du er kommet så langt Harry’’.

 


Isabellas synsvinkel

 

Jeg går langsomt ned ad de lange, hvide gange, indtil jeg kommer til afsnit c, afdeling 11, stue 17. Jeg trækker hårdt ned i  det kolde, metal håndtaget ved den hvide dør, som jeg for længst frastøde. Allerede først gang jeg gik igennem den, for at skulle møde mit livs kærlighed ligge i den hårde hospitalsseng, som han stadig ligger i.

 

Jeg går hen mod ham. Jeg synes, han har rykket sig en smule, men det er nok bare mig, der er ved at nå til det punkt, hvor bare den mindste forandring, bliver sat op til noget kæmpestort, netop fordi jeg gerne vil have, han snart vågner.

 

Han smiler kort til mig, fordi jeg lader mine læber ramme hans kolde, grå hud. Han får rykket sin arm op til hans bryst, og allerede der, går der et stød gennem min krop. Han skal nok snart vågne.

 

‘’Jeg elsker dig, Harry’’, jeg lader endnu engang mine læber, ramme ham, men denne gang er det på hans læber. Jeg tager forsigtigt mit hovede tilbage, da jeg er bange for, hvordan han ville reagere, men hvordan skulle han overhovedet reagere, når han ikke engang kan gøre noget?

 

Jeg læner mit hovede endnu mere tilbage, og ser hans grønne øjne for mig. Mine øjenbryn bliver hurtigt løftet op i ren forvirring. Jeg lukker mine øjne, da jeg ikke tror, jeg ser rigtigt. Jeg åbner dem langsomt i al håb, om jeg så rigtigt. Ganske rigtigt, hans grønne øjne stirrer lige ind i mig.

 

‘’Du er vågnet!!’, jeg når lige at få det udbrudt, før alarmerne begynder at bippe. Ind ad døren kommer der en masse sygeplejersker, som ser helt forbandet ud, da de kommer hen og ser Harry er vågn.


‘’Det er en fighter, vi har med at gøre her. Det kan jeg lige love jer for, du kan være stolt af din kæreste’’, en af sygeplejerskerne kigger hen mod mig og blinker til mig. Min kæreste? Han er da ikke min kæreste, eller er han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...