The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7286Visninger
AA

23. 22 decemeber

Harrys synsvinkel

 

¤

 

Jeg kan ikke længere finde rundt på dag og nat. Jeg ved ikke engang, hvad dag vi har i dag, eller hvad dato vi har. Jeg ved ingenting, og det er så frustrerende, ikke at vide noget. Det er som om, at nogle prøver at holde noget hemmeligt for mig. Jeg ved godt, at det gør de ikke, og det bare er noget dumt noget, men alligevel.

 

Jeg ved ikke længere, hvad jeg føler. Jeg føler så mange ting på en gang, at jeg ikke kan finde rundt i det. Kan man overhovedet føle så mange ting, som jeg gør? Jeg kan slet ikke beskrive, hvad jeg føler, for der er så mange følelser inde i mig og ikke mindst tanker. Det er som om, at jeg ikke længere kan genkende mig selv. Det er som om, at jeg ikke længere ved, hvem jeg er. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg elsker Isabella, og når jeg vågner, vil jeg kysse hende. Jeg ved dog også, at jeg holder meget af de andre drenge og piger, og de skal helt klart have et kram, når jeg engang vågner, hvilket jeg håber, jeg snart gør.

 

Jeg ved godt, at de gør alt for ikke at virke kede af det, når de er her, at de gerne vil støtte mig. Jeg kan bare tydeligt hører sorgen i deres stemmer, ligemeget hvor meget de prøver at gemme det. Men det er også okay, for jeg forstår dem godt, jeg tror, jeg ville have det på samme måde, hvis det var en af dem, der lå her, men det er det bare ikke, hvilket jeg også er glad for. Ingen af dem fortjener at skulle ligge her, og kæmpe for deres liv.

 

Jeg sukker stille for mig selv. Altså nu kan jeg jo kun sukke for mig selv, for ingen kan alligevel hører det, og det er ikke kun, fordi der ikke er nogle og besøge mig lige nu. Jeg kan hører folk, men de kan ikke hører mig. Det er til at få stress over. Okay ikke lige stress, men alligevel. Overdrivelse alligevel. Men det er lige meget, I forstår, hvad jeg mener, og det er det vigtigste.

 

Måske jeg skulle synge en sang i mit hoved, der er så stille. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke mere, det har jeg ikke vist i noget tid, men alligevel, hvad skal jeg overhovedet lave? Ingenting, det er så kedeligt det her.

 

Jeg er begyndt og kunne føle en smule mere. Jeg kan ikke længere kun fornemmer, når Isa holder min hånd, jeg kan mærke det. Det er som om, at når Isa rører mig, får jeg alle mine kræfter tilbage. Jeg føler, jeg kan trække vejret igen, føler at jeg er lige på kanten til, at kunne åbne mine øjne.

 

Jeg kan ikke længere kun hører lyde, jeg kan også fornemme tingene. Jeg kan mærke mine fingre mere end nogensinde, specielt når Isa tager min hånd. Jeg kan mærke mine fødder, og føler også jeg kan vrikke med mine tær.

 

Jeg er sikker på, jeg nok skal vågne snart. Sikker på at, hvis Isa hun bliver ved med at tro på mig, så skal jeg nok vågne inde længe, det er hende, som giver mig alle mine kræfter.

 

Det skal nok gå alt sammen. Jeg skal nok snart være i armene på Isabella, så jeg omsider kan komme til at ramme hendes læber. Jeg savner hende så meget, selvom hun besøger mig hver dag, føler jeg stadig, det er 100 år siden, vi har været sammen. Hendes nærvær er ikke længere det samme, netop fordi jeg ligger her.
 

Det er som om, hendes frygt for mig tager over, når hun er her. Jeg kan mærke, hun er bange. At hun frygter, jeg ikke vågner op. jeg husker tydeligt, da jeg lovede hende, at dette skulle nok blive en fantastisk jul, og så vælger jeg at ligge her.

 

Jeg føler, jeg har svigtet hende. Jeg lovede hende, det hele nok skulle blive godt snart. Jeg lovede, jeg altid vil være der for hende. Hendes jul skulle have været den bedste jul nogensinde. Jeg kan lige love jer for, når jeg vågner, skal Jake og James nok få, hvad de fortjener, og så har jeg ikke sagt for meget.

 

Haha sagt for meget… Som om jeg overhovedet kan snakke. Som om jeg overhovedet er i nærheden af at kunne snakke. Jeg kan kun ligge her alene med mine helt egne tanker, som kun jeg hører. Det er fandme trist, og så lige i julen.

 

 

Jeg kan mærke, det kølige metal ramme min arm. Mærke hvordan kulden langsomt ryger igennem min krop. Det giver mig et sæt. Jeg lader mine fingre langsomt kører ned ad det kolde metal, som om jeg kunne bevæge min hånd helt automatisk. Jeg prøver, at lade mine fingre tage fat om det kolde metal, men mine lange, nu kolde fingre vil ikke samarbejde med mig.

 

Men hvorfor skulle de også gøre det nu, når de ikke har ville det, de sidste mange dage. Jeg ånder langsomt ud, og lader mine fingre falde på plads igen. Jeg hører en hurtig bipperen. Mit hoved dunker, jeg føler nærmest en klump i halsen. Jeg kan ikke længere trække vejret. Jeg føler, det hele blender for mig, som om jeg kun se før. Jeg føler en prikken i mine øjnene, og prøver at falde hen.

 

Jeg vågner med et sæt, da flere mennesker kommer styrtende ind ad døren. Jeg ved ikke hvor mange, men jeg mærker i hvert fald 3 sygeplejerske, som rusker hårdt i mig.

 

Mit hjerte galoperer derudaf, mens deres kolde, ruge hænder trækker mig fra side til side. Et stik i min arm kommer igennem mig, og jeg mærker hurtigt, hvordan jeg bliver irriteret af dem. Deres kolde fingre giver mig nærmest en smerte igennem kroppen.

 

Jeg fornemmer stille, hvordan mit hjerte begynder at komme tilbage til den rigtige takt. Jeg ånder langsomt ud, lader min tunge krop falde ned i den hårde seng, som jeg efterhånden har lagt i, i mange dag, og vil egentlig bare gerne tilbage til min dejlige, bløde dobbeltseng.

 

Sygeplejerskerne stopper med at ruske i mig, siger nogle småting til hinanden, som jeg ikke rigtige opfanger. Kun en ting opfanger mit ører. ‘’Puha, jeg troede, det var forbi’’, han ånder hårdt ud, og fjerner sine kolde hænder fra min hud. Hvad mener han dog med det? Troede det var forbi? Forbi med hvem eller hvad? Hvad er det lige der foregår her?

 

Spørgsmålene flyver rundt i mit hoved, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg kan få svar på dem. Det irriterer mig. For hvad er det lige, der sker her? Jeg vil så gerne vide det, men siden de sagde forbi, ved jeg ikke, om jeg har lyst til at vide det.


 

Døren bliver nærmest flået op, og det river mig ud af mine tanker. Eller okay, det er lidt svært, det gør det jo ikke, men ja okay, I forstår nok godt, hvad jeg mener. Jo tættere personen kommer, jo tydeligere bliver hulkende. De hulk kender jeg alt for godt. Isabella. Hvad er hun så ked af? Jeg mærker, at hun tager hårdt fat i min hånd, det gør faktisk lidt ondt, af hvad jeg nu kan mærke. Tårerne rammer hurtigt min hånd.

 

“Åh gud Harry. Det må du aldrig gøre igen. Jeg troede, jeg skulle miste dig. Du må aldrig forlade mig, bliv hos mig” siger Isabella. Hun kan næsten ikke fuldføre en sætning uden, at hun skal tage sig sammen og sige resten.

 

“Du må virkelig ikke dø fra mig” siger hun, mens flere tårer lander på min hånd. Det hele giver pludselig mening. Jeg var ved at dø. Hvordan fuck kunne jeg gøre det mod hende, og ikke mindst de andre. Hvad fanden er det, jeg bilder mig ind. Tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg ved, eller håber at de er synlige, så hun kan se, hvor ked af det, jeg er. Jeg bruger alle mine kræfter, og prøver at give hendes hånd et klem. Jeg håber bare, det virker.

 

“Harry, du skal ikke græde, og tak, fordi du klemte min hånd. Jeg tror stadigvæk på dig, det skal du vide” siger hun, og tager sin hånd op til min kind, og tørrer tårerne væk. Jeg smiler svagt, og hun gisper. Hvad sker der?


“Harry, du smilte jo lige svagt!” siger hun helt overrasket. Jeg kan mærke, en følelse sprede sig i min krop, jeg ved ikke helt, hvad man skal kalde den. Jeg bliver i hvert fald helt varm indeni, over at jeg kunne noget. Jeg kan mere end normalt, og jeg ved, at jeg nok snart skal vågne. Jeg skal bare blive ved med at tro på mig, Isabella skal bare blive ved med at tro på mig, så skal det hele nok gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...