The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7282Visninger
AA

22. 21 december

Isabellas synsvinkel

 

¤

 

D. 21 december. Der er så mange, der snakker om, at nu er der kun 3 dage til jul. Wuhu. Jeg glæder mig ikke til det, det har jeg nu heller ikke gjort i mange år, men jeg troede det skulle være anderledes i år, men sådan blev det ikke. Det eneste, jeg tæller dage til er næste år, for der vågner Harry. Jeg håber bare, at der sker et mirakel.

 

“Det eneste jeg ønsker mig til jul er, at Harry vågner” hvisker jeg stille for mig selv. Det er også det eneste, jeg ønsker mig, det eneste jeg vil have. Jeg håber, det bliver sådan, men man ved aldrig. Jeg ønsker mig ikke flere millioner af kroner, nej, jeg ønsker mig bare at Harry vågner.

 

Mit blik bliver sløret, og jeg ved, at der ikke går ret lang tid før, at de første tårer forlader mine øjne og ryger ned af min kind. Tårerne bliver til flere og flere, og det er som om, at de løber om kap ned ad mine kinder. I det her tilfælde er jeg glad for, at jeg ikke går med makeup, så ville jeg jo ligne en panda, hvis ikke værre.

 

Jeg lægger mit hoved ned i min hovedpude og skriger alt, hvad jeg kan. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Jeg har brug for at komme ud med det, og jeg ser det her som den eneste måde lige nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre.

 

I går da Harry klemte min hånd, følte jeg glæde komme igennem mig. Jeg følte håb, ligesom den dag hvor tårerne trillede ned ad hans kinder. Harry gør fremskridt, hvilket kun gør mit håb bedre. Jeg ved, at det nok skal lykkes Harry snart at vågne. Jeg ved, at han gør alt, hvad han kan. Jeg kan ikke være mere glad for, at han gør det så godt, han kan, men alligevel føler jeg mig trist, trist over ikke at have ham hos mig.

 

Jeg rejser mig op fra min seng, og lader mine fødder ramme det kolde gulv. Jeg sukker svagt, og bevæger mig hen mod mit skab. Jeg tager hurtigt en langærmet trøje ud, og smider den hen på sengen, og overraskende nok så rammer den. Jeg tager et par sorte bukser ud samt noget undertøj, som også ryger hen på sengen.

 

Jeg lukker skabet i efter mig, og går hen til min seng. Min t-shirt ryger over hovedet, og hen i vasketøjskurven. Undertøjet ryger samme vej. Jeg tager mit undertøj på efterfulgt af trøjen og bukserne. Jeg tager min mobil fra mit natbord, og bevæger mig hen af mod min dør, som jeg hurtigt får åbnet. Jeg åbner døren ud til badeværelset, og smutter på toilettet. Da jeg er færdig, vasker jeg selvfølgelig mine finger, og redder så mit hår igennem, som bliver efterfulgt af at jeg børster tænder. Jeg går ud af badeværelset for, at bevæge mig nedenunder.

 

“Mor, jeg går lige en tur” siger jeg, da jeg er kommet nedenunder. Min mor sidder i stuen og ser et eller andet i tv’et  og her fra, hvor jeg står, ser det rimelig kedeligt ud. Hun vender sit blik mod mig, hvorefter hun bare nikker og smiler svagt til mig.

 

Jeg kommer ud i gangen, og får taget mine sko på. Min jakke tager jeg på, og så er jeg ellers ude af døren. Kulden rammer mig hårdt, og et gys går igennem mig. Små snefnug falder ned fra himlen, og danner en hvid jord. Jeg lukker kort øjnene, og åbner dem så igen. Jeg lukker døren, og bevæger mig ud på fortovet. ‘

 

Jeg går ned langs det lange fortov, og lader ellers mine tanker få frit løb. Jeg finder mine høretelefoner frem, sætter dem i min mobil, og lader så musikken spille. Jeg elsker, når jeg får taget mig sammen til at gå lange ture, mens musikken bare spiller, og tankerne flyver inde i hovedet på mig. Jeg elsker at være fri på den måde.

 

Jeg får tømt mit hoved på en eller anden måde. Jeg er meget mere afslappet, og kan finde ro i mig selv. Det er også derfor, at hvis folk endelig vil snakke med mig om noget personligt, så skal de gå en tur med mig. Jeg kan ikke sidde ned, og snakke løs om ting, som går mig på, for så rammer det mig netop.

 

Jeg er en af de personer, som ikke tænker over mine problemer som sådan, og når jeg så først snakker om dem, så går der nogle ting op for mig, som jeg ikke har tænkt over før. Det kan både være godt og skidt.

 

Men når man bare sidder lige så stille og snakker om personlige ting, føler jeg mig akavet og utilpas. Jeg kan ikke lukke op, jeg får et skjold omkring mig, og føler mig pinlig berørt. Jeg kan ikke bare sidde og snakke om problemer på den måde, folk skal bare tage mig med ud og gå.

 

Det er så mærkeligt. Altså hvad fanden er forskellen på, om man sidder lige så stille, eller om man går sig en tur? Jeg har aldrig rigtigt tænkt over, hvordan jeg ku’ åbne mig op, uden at føle mig akavet. Men det gik op for mig, da Louis gik en tur med mig. Jeg er så meget mere tilstedeværende, stille og rolig, men samtidig føler jeg mig også åben og tilpas.

 

Jeg tror faktisk, der er mange, som har det sådan, men som ikke er klar over det. Jeg var hellere ikke klar over det før, det kom bare lige pludselig til mig, fordi jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne tale så åbent og frit, som om det ikke gik mig på. Jeg følte mig tilpas.

 

Jeg sukker, og kommer ind i parken. Her er fyldt med små børn, der leger sneboldkamp, ægtepar der holder i hånd, og kærestepar der kysser. Jeg kan mærke, mine øjne bliver sløret. Gud, hvor jeg dog bare savner Harry. Jeg ville ønske, han var her nu.

 

Jeg kommer hen til en bænk, og sætter mig ned. Musikken spiller stadigvæk i mine ører, hvilket beroligere mig lidt, men ikke så meget. Jeg har brug for Harry, han har brug for mig. Hvad laver jeg dog her, når han har brug for mig? Hvad fanden er jeg dog for en pige, jeg skal være der for Harry.

 

Jeg rejser mig op fra bænken, og bevæger mig ud af parken. Mens jeg er på vej ud af parken, ringer min mobil. Jeg tager den op af min lomme, og ser det er Louis. Jeg tager hurtigt min høretelefoner ud, og besvarer så opkaldet.

 

“Det Isabella” siger jeg, selvom han nok ved hvem han har ringet til. Hvorfor siger man egentlig, hvem det er når personen, der ringer nok ved, hvem de ringer til? Det er egentlig meget mærkeligt, hvis jeg skal sige det.

 

“Hej Isa, det er Louis” siger han. Igen det er meget mærkeligt, at folk siger, hvem det er. Men det er nu også meget godt, hvis nu man er fuld, og man ikke kan se, hvem der ringer, fordi man ikke er ved sine fulde fem, haha fik I den? Nå, men jeg har i hvert fald aldrig prøvet at være fuld, jeg har aldrig drukket. Det har bare aldrig sagt mig noget, så gider jeg heller ikke at drikke, hvis det ikke siger mig noget.

 

“Hvad så?” spørger jeg nysgerrigt om, da jeg er meget nysgerrig over, hvad det er, han vil.

 

“Hvor er du henne? Du var ikke hjemme ved dig selv” siger han. Hvad lavede han dog hjemme ved mig?
 

“Ude og gå en tur, hvorfor var du hjemme ved mig?” spørger jeg om, mens jeg rynker brynene for mig selv.

 

“Jeg var på vej ud til Harry, men hvor er du nu? Så kan mig og Elenora hente dig, og tage dig med derud?” spørger Louis. Jeg er faktisk glad for, at Louis spørger, om jeg vil med. Det betyder faktisk meget for mig. Men jeg undrer mig bare, om det var noget Harry sagde til Louis, at han skulle, altså passe på mig, hvis han på et tidspunkt ikke selv kunne.

 

“Jeg er på vej ud af Parken” siger jeg, mens jeg kigger mig omkring. Der er så meget julepynt og juleting rundt omkring. Det er til at få stress af.

 

“Okay, hvis du bliver udenfor parken, så kommer vi” siger han, og han lægger på lige efter, at jeg har sagt, at det er okay. Jeg kommer udenfor parken, og står bare og venter på Elenora og Louis nu.

 

“Hej søde” siger jeg og kysser som altid Harrys hånd. Harry er noget af det bedste, der er sket for mig, og det vil han altid være. Jeg håber bare, at han har det på samme måde som mig, især efter alt det jeg har fortalt ham. Jeg ved jo godt, at han kan hører alt, hvad jeg siger, så inderligt håber jeg, at han føler det samme. Ellers ville det måske være akavet. Eller det vil ikke kun måske, det vil blive akavet.

 

“Hej Harry” siger Elenora. Jeg kigger hen på hende, og hun sender mig et opmuntrende smil. Jeg prøver at smile igen, men det mislykkes.

 

“Hej krøltop” siger Louis, mens ham og Elenora går hen til en stol, som står på den anden side af hans seng, end den jeg sidder i. Jeg smiler lidt over det navn, som Louis kalder ham, det er faktisk ret sødt, måske skulle jeg også til at bruge det. Jeg lukker mine øjne svagt i, og sender alle mine tanker til Harry. Gid at han snart vågner.

 

Jeg gisper, da jeg mærker at en klemmer i min hånd. Den hånd, som holder Harrys hånd. Det kan umuligt være andre en Harry. Han gjorde det igen. Et stort smil former sig på mine læber, og en glæde går igennem mig. Han skal nok klarer det.

 

“Jeg kunne mærke det Harry. Du skal nok snart vågne søde” siger jeg, og kysser hans hånd.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...