The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7281Visninger
AA

21. 20 december

Harrys synsvinkel

 

¤

 

I går erklærede Isabella sin kærlighed til mig, og jeg kan ikke være mere glad. Nu ved jeg i det mindste, at hun har de samme følelse som mig. Hun er en helt fantastisk pige, og jeg kunne ikke ønske mig noget bedre end hende. Hun er noget af det bedste, der er sket for mig, altså ud over drengene og de andre piger. Men det her, det er bare på en helt anden måde. Hun er noget helt for sig selv.

 

Jeg kan ikke lade vær med, at tænke på Isabella. Hun fylder mine tanker med håb. Jeg er bare bange for, hvad der sker med hende. Hendes hånd virkede så kold i går, og jeg er bange for, hvad der er sket med hende, eller rettere hvad der sker med hende. Jeg ved godt, at Louis vil gøre alt for, at der ikke sker hende noget, da han har lovet mig det. Men der er bare det, at han ikke ved, hvad hun laver, når hun er alene. Jeg ved ikke, om han kan se igennem facaden, hun kører. Hun valgte at lukke sig op for mig, men vil hun også lukke sig op for ham?

 

Der er så mange ubesvarede spørgsmål, som fører ud i nogle andre spørgsmål. Det er så frustrerende, ikke at kunne få svar på dem. For hver dag der går, bliver der kun flere spørgsmål. Men for hver dag, der går forsvinder nogle også, men der dukker bare altid nogle nye op, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Det eneste jeg har fundet ud af, at jeg kan er at græde, sådan man kan se det. Jeg vil gerne kunne gøre noget mere, men jeg ved ikke, hvad det skal være.

 

Jeg vil gerne kunne give Isabellas hånd et klem, og jeg har besluttet mig for, at hvis hun kommer i dag, hvilket hun nok gør, da hun har besøgt mig hver dag indtil videre, vil jeg prøve, at give hendes hånd et klem. Jeg vil gøre alt for, at jeg kommer til at give hendes hånd et klem. Koste hvad det vil, hun skal vide, jeg er her for hende. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hende i går, at jeg virkelig også elsker hende, for det er, hvad jeg gør. Jeg elsker hende så meget, at jeg ikke kan beskrive det, eller for den sags skyld sige det, hvis jeg overhovedet kan sige noget. Jeg vil gerne forklarer hende, hvad hun betyder for mig.

 

Jeg vil for alt i verden prøve at vågne før næste år. Det fortjener de alle sammen, de fortjener ikke, at se mig ligge her helt hjælpeløs. De er så fantastiske mennesker, at de ikke fortjener det her, jeg vil gøre dem glad, og jeg skal nok prøve at vågne, jeg ved bare ikke hvordan. Jeg ved ikke engang, hvordan at jeg lige pludselig begyndte at græde. Det spørgsmål har jeg også altid gerne ville have svar på, for hvordan gjorde jeg det? Jeg gjorde jo ikke noget, og det undrer mig. Det eneste jeg gjorde, var at jeg var ked af det, og jeg græd indvendigt som jeg plejede, eller det troede jeg.

 

Jeg hørte nogen komme ind ad døren. Personen lister sig hen til mig, og jeg kan hurtig dufte Isabellas duft. Det var helt hundred hende. Jeg bliver helt glad bare ved tanken. Hun giver mig et klem i hånd og kysser den. Jeg prøver at give den et klem, men da Isa ikke siger noget, tror jeg ikke, det lykkes mig.

 

Mit humør falder lidt ned, men da jeg pludselig mærker en tårer på min hånd, løfter det, det hele. Det vil sige, at jeg faktisk har følelser i min hånd. Så jeg burde godt kunne bevæge den, jeg skal bare give det lidt tid. Jeg har ikke ku’ mærke min hånd før nu. Jo jeg kunne altid mærke, når Isa klemte den, men ikke hvor hårdt eller hvor meget.

 

Isa udbryder små hulkende lyde, derfor mærker jeg endnu en tårer på min hånd. Jeg ville gerne kunne spørge hende, hvorfor hun græder, men jeg kan ikke. Jeg kan ingenting. Jeg er bare et nul. Jeg kan ikke engang sige, at jeg elsker hende. Jeg kan ikke engang give hende et lille klem. Jeg kan kun græde, det er det eneste tegn, jeg kan give hende.

 

‘’Vågn nu Harry, jeg har brug for dig’’, hun bryder fuldstændig sammen, og jeg kan fornemme, hun klemmer min hånd lidt hårdere. Jeg prøver en gang mere. Jeg bruger alle mine kræfter, for at ku’ klemme hendes hånd.

 

‘’Gør det lige igen Harry, jeg ku mærke det’’. Hendes stemme forandrede sig pludselig. Jeg kunne hører et håb i hende. Jeg prøver igen. Jeg bruger alle mine kræfter, og tænker kun på at klemme hendes hånd. Jeg ånder hårdt ud, og lader mig falde helt ned, da jeg ikke kan længere.

 

‘’Jeg ku’ godt mærke det, Harry, du er her. Jeg ved det. Du skal nok snart vågne’’, hun græder stadig. Men det lyder mere, som om hun græder af glæde nu. Jeg er bare lykkelig over, hun ku’ mærke det. Det var, det eneste jeg ville have, så nu kan jeg slappe af resten af dagen. Det tog åbenbart masser af energi fra mig.

 

‘’Jeg glæder mig sådan til, du vågner. Det første, jeg vil gøre,  er simpelthen at kysse dig. Jeg elsker dig så fandens højt, og jeg har virkelig brug for, du er her for mig’’, hun rykker lidt på stolen. Jeg hører en tvivl i hendes stemme. Jeg tror, hun er i tvivl, om det er det rigtige. Jeg tror, hun er bange for, jeg ikke føler det samme. Men det gør jeg!

 

Jeg kan hører hun fumler med et eller andet, men hvad ved jeg ikke. Hun har stadigvæk sin ene hånd fat i min. Jeg kan hører, hun låser sin mobil op, da den ikke er på lydløs. Hun trykker på en masse, og til sidst kan jeg hører at den ringer op.

 

“Hej Louis, det er Isabell” siger hun. Hvorfor ringer hun til ham? Der går et stik i mit bryst, indtil jeg kommer til at tænke på, at hun nok ikke har de andres numre.

 

“Harry klemte lige min hånd” siger hun med glæde i stemmen. Jeg kan hører Louis svarer noget igen, men jeg kan ikke lige præcis hører hvad, nu er telefonen jo heller ikke ligefrem på højtaler.

 

“Okay super, vi ses” siger hun, og jeg kan hører, hun fumler med telefonen igen.

 

“De andre drenge og piger kommer om lidt. De savner dig sådan, men ikke så meget, som jeg savner dig” siger Isabella, og endnu engang mærker jeg hendes tårer ramme min hånd. Jeg vil gerne klemme hendes hånd igen, men det tog bare så meget af min energi, at jeg ikke rigtigt kan gøre det igen,  i hvert fald ikke lige nu.

 

Jeg føler mig udmattet, men jeg er sikkert også udmattet, det tog så meget energi, at jeg ikke ved, hvad jeg skal foretage mig mere. Jeg sukker indvendigt, for jeg ved heller ikke, hvad jeg længere skal tænke. Jeg har tænkt alt, hvad man overhovedet kan tænke, og hvis jeg overhovedet kommer på mere at tænke over, vil der bare komme endnu flere spørgsmål frem, som jeg endnu engang ikke kan få svare på.

 

Jeg føler, at jeg er ved at blive sindssyg af at ligge her, uden næsten at gøre noget. Eller jeg ved da, at jeg kan gøre to ting nu, som i hvert fald er synlige. Den ene er græde, men det tager bare ikke rigtig noget energi fra mig. Altså lidt gør det, men bare ikke så meget. Den anden ting er, at jeg kan klemme med min hånd, men det tager bare så meget af min energi, at jeg næsten ikke kan andet bagefter, og føler mig derfor udmattet. Men jeg kan da i det mindste gøre noget, det er da et fremskridt, vil jeg i hvert fald sige.

 

Døren går op, og jeg ved ikke hvor længe, jeg har lagt i mine tanker. Dem der kommer ind siger ikke rigtigt noget, og jeg ved med det samme, at det er drengene og de andre piger. Det er bare mærkeligt, de plejer aldrig at være stille, men lige siden jeg kom her hen, har de været meget stille.

 

“Hej” siger Isabella, mens hun stadigvæk holder min hånd.

 

“Hej” siger de alle sammen i kor, har de mon øvet sig på det? Det kunne man egentlig godt tro, for det lød egentlig ret godt, hvis jeg nu skal være ærlig. Okay, jeg er nu ærlig hele tiden, men alligevel, jeg hader, når folk lyver, det er til at brække sig over.

 

‘’Hvordan går det med ham?’’, louis går hen mod mig. Jeg kan fornemme hans parfume med det samme, og jeg morer mig lidt over det. ‘’Det går fint, bedre i hvert fald’’, Isabella rykker sig på stolen, og griner lidt kort.

 

Louis kommer længere hen mod mig. Jeg kan mærke, han tager sin hånd op til min kind. ‘’Vågn nu op, please. Vi savner dig, og vi har så mange ting, vi vil fortælle og vise dig. Det er allerede kommet sne, og vi har fået købt en masse pakker til dig’’, hans stemme siger mig alt. Man kan sagtens hører, han er lige ved at bryde sammen.

 

Jeg kan mærke mine tårer triller ned ad kinden på mig. Denne gang var det dog ikke med vilje. Jeg hader, jeg skal ligge her. Jeg hader, jeg ikke kan være der for mine venner, at jeg ikke kan se sneen falde til jorden med dem. Jeg husker tydeligt, jeg lovede Isa, at jeg ville lege sneboldkamp med hende, når sneen engang kom, og så ligger jeg bare her.

 

Det skærer hårdt i mit hjerte. Bare tanken om jeg har lovet hende noget, jeg ikke har ku’ holde. Jeg savner, at holde hendes hånd, hvor jeg rent faktisk kan mærke den tydeligt. Jeg savner, at kun lægge mine arme omkring hende, og sige til hende det hele nok skal gå.

 

Jeg savner så mange ting, og de ting har Jake og James taget fra mig. De skal ikke vinde den her kamp, det må de ikke, det vil jeg ikke tillade dem. Om det så skal tage alt min energi fra mig, så er det det, der skal til. De skal bare for alt i verden ikke vinde den her kamp.

 

Min mor har kun besøgt mig få gange, mens jeg har lagt her, og det gør ondt. Men hun sagde også til mig, at det gjorde ondt på hende, at se mig ligge her. Hun har brudt sammen flere gange, og jeg ville ønske, at jeg kunne sige til hende, at det hele nok skal gå. Men det kan jeg ikke. Endnu en ting, som Jake og James har ødelagt for mig. De har ødelagt så meget for mig, og de skal nok få det betalt på en eller anden måde. Om jeg gør det, eller karma gør, for vi at se, men en ting er sikkert, og det er, at jeg ved, at karma nok skal ramme dem en dag.

 

Jeg mærker et par tårer på min hånd, og jeg ved med det samme, at det er Isabellas, da det er hende, der sidder med min hånd. Det skærer i mit hjerte, at hun græder, hun fortjener at smile, med alt det hun har været igennem.

 

“Det skal nok gå Isa, han vågner snart, det lover jeg dig” hører jeg Nialls stemme sige. Han har altid været god til at opmuntre andre, selvom det var ham, der trængte til at blive opmuntret.


“Tak Niall” hører jeg Isabella sige, og jeg kan fornemme, der er et svagt smil på hendes læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...