The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7282Visninger
AA

3. 2 December

Harrys synsvinkel

¤

Jeg går ned af gangen på skolen for at komme hen til mit skab. Der er så mange mennesker på gangen som altid. Skolen er nu også rimelig stor, så det er klart, at der er så mange unge, alt andet ville jo være komplet mærkeligt. I hvert fald efter min mening. Jeg går igennem de mange mennesker, og prøver så vidt muligt ikke at støde ind i nogle af dem. Det er ikke fordi, jeg er populær eller noget, jeg er bare en helt almindelig dreng, som faktisk bare undgår de populære, og hvis jeg selv skal sige det, så går det faktisk meget godt. De har aldrig, så meget som set på mig, hvilket jeg faktisk er taknemmelig for. De er rimelig lede. De gør bare, som det passer dem. Der er heller ikke nogle, der som sådan forguder dem, fordi de er så lede. De er mere bange for dem, hvis man kan sige det sådan. Nogle synes selvfølgelig, at de er lækre, og jeg kan da lige så godt indrømme, at jeg synes pigerne ser ret godt ud. De er bare så lede, at det halve faktisk kunne være nok.  

Jeg når hen til mit skab, uden at gå ind i nogen. Jeg låser mit skab op med min kode. Jeg tager min matematik bog ud fra det grå kedelige skab, da jeg sjovt nok skal have matematik. Ikke lige mit bedste fag, må jeg nok indrømme. Jeg sukker tungt i det, jeg lukker mit skab i for at komme til time.

 

Klokken ringer lige om lidt, eller det gætter jeg i hvert fald på, da folk er på vej til de klasser, de nu skal være i. Med tunge skridt går jeg ned af de gange, som føles så uendelig lange og kedelige, for at komme ned til den klasse jeg nu skal være i. Da jeg drejer om det sidste hjørne, ser jeg en ny pige, jeg har i hvert fald aldrig set hende før. Jeg gemmer mig hurtigt bag hjørnet, da jeg ser James gå mod hende. Gad vide hvad han laver, og hvad han vil med hende. Pigen vender sig om, og står måske lidt for tæt på ham, eller han står lidt for tæt på hende. Ikke fordi jeg kan lide hende, altså hun ser da godt ud bagfra, men jeg ved bare, hvordan James er blevet. Pigen kigger sig omkring, måske for at finde hjælp eller flygte, men jeg ved det ikke, da jeg ikke er i hendes hoved. James står med et alt for stort smil på læberne, snart går det hele løs kan jeg fornemme. 

"Så soen dukkede alligevel op, wow", da ordene forlader hans mund, står jeg med store øjne, og det føles, som om jeg har tabt min kæbe. Pigen kigger ned i gulvet. Hvorfor er han blevet så led? 

"Er du nu også mundlam? Gud hvor dejligt" siger han med et grin i stemmen. Hvad er der galt med ham? Pigen kigger forsat ned i gulvet. James slår hårdt hendes bøger ud af hænderne på hende, så de lander på jorden med et stort bum. 

"Ha' det som du ser ud, altså forfærdeligt" griner han og går sin vej. Det her må jeg fortælle de andre, vi bliver nødt til at hjælpe hende, ellers klarer hun ikke det her. 


Jeg går ned af de mange ens formede gange for at komme ned til kantinen, hvor mine venner og veninder er lige nu. Jeg har ikke kunne få pigen ud af mit hoved siden i morges. Hvem er hun? Hvad er hendes historie? Jeg åbner døren indtil kantinen og fortsætter ned mod det sædvanelige bord. Der går ikke særlig lang tid, før jeg står ved bordet. 

"Hej Harry" siger Louis, en af mine bedste venner, idet jeg sætter mig. Alle mine venner og veninder er her. Louis, Liam, Niall, Zayn, Elenora Louis's kæreste, Vanessa og Ellie. 

"Jeg skal lige snakke med jer om noget" er det første, jeg siger, og de kigger alle uforstående på mig, hvilket jeg faktisk også godt forstår. 

"Hvad er det?" spørger Zayn, som har et lige så forvirrende udtryk i ansigtet, som de andre har. 

"Der er den her nye pige, og jeg så hende først i morges" Begynder jeg. Jeg tager en dyb indånding, før jeg fortsætter. "Sammen med James. Han mobbede hende. Vi bliver nødt til at hjælpe hende, ellers klarer hun måske ikke skolen. I ved, hvor meget jeg hader at se nogle blive mobbet og så en ny pige" slutter jeg af med håb i stemmen.

 

Idet jeg bliver færdig, åbner døren til kantinen, og hun kommer ind af døren. Jeg sidder med fronten mod døren, så jeg kan holde øje med, hvem der kommer ind, det har jeg en vane med. Hun er endnu smukkere foran end bagfra, sjovt nok. 

Drengene og pigerne følger mit blik og opdager hurtigt pigen, som har noget af det flotteste lysebrune hår, jeg længe har set. Hun kigger sig forvirret omkring, indtil hendes blik lander på vores bord, og hun ser at vi kigger på hende. Pigen kigger ned mod gulvet, og går så hurtigt ud af kantinen, som hun kom. Drengene og pigerne vender deres blikke om, og kigger nu på mig. 

 

"Nå hvad siger I? Vil I, hjælpe mig med at hjælpe hende, eller skal jeg selv hjælpe hende?" siger jeg og kigger afventende på dem alle sammen. Jeg er næsten sikker på, at man kan se håbet i mine grønne øjne. De kigger alle sammen på hinanden, inden de igen, kigger på mig. 

"Vi vil gerne hjælpe, men hvordan?" siger Liam. .Det er faktisk lige en af de ting, jeg ikke har tænkt på. Jeg sukker og kigger ned i mit skød, hvor mine hænder lige så stille ligger. 

"Jeg ved det virkelig ikke" ender jeg bare med at sige, for det er jo sandheden, for jeg ved det ikke. Jeg løfter igen blikket. 

"Hvad med at vi går hjem efter skole, og tænker over det til i morgen?" siger Elenora. Det var faktisk ikke et dumt forslag, men nu er der heller ikke rigtigt andet. Vi nikker alle sammen og bliver enige om, at det er, det vi gør.


Lige nu ligger jeg i min seng og tænker på, hvordan jeg kan hjælpe pigen. Hende pigen jeg ikke engang ved, hvad hedder. Jeg så, James gør hende fortræd igen efter skole, men hvorfor trådte jeg ikke til for at hjælpe hende? Jeg ved det faktisk ikke, jeg burde have gjort det. Det er så synd for hende. Hvorfor skal nogle udsættes for det, det er så grufuldt. Jeg forstår ikke, hvordan James er blevet sådan, eller hvorfor. Han blev bare sådan lige pludselig, det var faktisk ret mærkeligt. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der skete med ham. En dag var alt bare forandret, han blev forandret. 

Jeg tager min mobil og kigger ned i den. Jeg låser den op, men kigger bare længe på den. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, hvad jeg skal lave. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på pigen og på James. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke. Jeg kan bare ikke forstå, at et andet menneske vil udsætte en for alt det, James gør. Det kan bare ikke passe, det kan ikke være sandt. Jeg håber virkelig, at det bare er en drøm, at jeg så det, jeg gjorde, men jeg ved jo også godt, at det er det ikke lige meget, hvor meget jeg håber på, at det er det.

Jeg sukker og går ind på facebook. Jeg går ind på James profil, måske jeg kan finde noget, jeg ikke før har fundet. Men jeg ved jo udmærket godt, at det kan jeg ikke. Jeg har prøvet at finde ud af, hvorfor han er blevet, sådan som han er i efterhånden 2 år nu. Det har været smertefuldt at tænke på, hvad der kunne være sket med ham. Han fortalte mig det aldrig, og jeg kan bare ikke forstå det. Det kan godt være, jeg ikke kan lide den person, han er nu, men jeg håber inderligt, at han vil blive den person, han engang var.

Jeg blader igennem hans billeder, og stopper da jeg ser et billede af ham og jeg. Det er fra 3 år siden. Jeg lukker øjnene og sukker, jeg ville ønske, jeg kunne have gjort noget, så han ikke blev den person, han er i dag, virkelig, men det var der ikke. Jeg savner min barndomsven, den ven som han engang var, den person han var dengang. Jeg vil have vores venskab tilbage, bare ikke den den person, han er den dag i dag. Jeg ved ikke om, jeg bebrejder ham, eller om jeg bebrejder mig. Han kunne jo have fortalt mig, hvad der var galt, hvad der skete med ham, men jeg kunne også have gjort mere, for at få det af vide, men det gjorde jeg ikke. Jeg lukker øjnene i, hvorefter jeg sukker dybt, langt og tungt.

Klokken er efterhånden blevet mange, og jeg burde nok lægge mig til at sove nu. Jeg rejser mig fra min dejlige og helt igennem fantastiske seng. Jeg gør mig klar til at sove ved at tage mit tøj af, så jeg kun står i underbukser og går så ud for at børste tænder. Da jeg er færdig, går jeg igen ind på mit værelse, og lægger mig i min seng. Der går ikke længe, før jeg falder i søvn - med pigen i mine tanker. 

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Glædelig 2 december! :D 

Undskyld det først kommer ud nu, men er først næsten lige kommet hjem fra en juletur :p 

Men vi håber da, at I stadigvæk følger med og at I kunne lide kapitlet :) I fik lige et kapitel med Harrys synsvinkel nu, så kan man også komme ind på hans liv, og lærer noget derfra. Og hvem af jer havde gættet at James og Harry var barndoms venner? :p 

Men som sagt, glædelig 2 december! :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...