The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7274Visninger
AA

20. 19 december

Isabellas synsvinkel

 

¤

 

Dagene der går føles lange, utrolig lange. Men måske også fordi, først vidste jeg ikke om Harry ville vågne igen, men nu ved jeg, at han vågner igen. Det sagde lægen i hvert fald, og de burde have styr på det. Dog først til næste år, men det er ligemeget min Harry vågner igen.

 

Da vi fik af vide i går, at Harry vågner igen, følte jeg glæde indeni for første gang, siden Harry kørte galt. Da jeg så Harry græde, blev jeg helt blød indeni, og jeg blev glad. Godt nok ikke over, at han græd, men at der skete noget, at han gjorde noget, at han gjorde fremskridt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, da jeg fortalte min mor det i går, blev hun så glade på mine vegne, og på Harrys selvfølgelig.

 

Jeg sukker og vender mig om i min seng, for at tage min mobil fra natbordet. Klokken er allerede 12. Jeg sukker endnu en gang, hvor jeg derefter beslutter mig, at rejse mig op. Mine fødder rammer det kolde gulv, og et gys går igennem mig.

 

Mit hoved dunker, og det føles som om min hjerne snart springer i luften. Jeg kan snart ikke klare mere i den her juletid. Harry ligger stadig på sygehuset, og han kommer nok ikke hjem før næste år.  Jeg ryster hurtigt på hovedet, går ned i køkkenet og ser min mor og bror drikker sin kaffe.

 

De smiler forsigtigt til mig, mens de spørg mig om, hvordan det går med Harry. Jeg ryster bare på hoved, da jeg ikke kan overskue de spørgsmål lige nu. Jeg burde få noget at spise, inden jeg sætter min hjerne alt for meget i gang. Problemet er bare, at jeg ikke har lyst til at spise. Jeg føler mig slet ikke sulten.

 

‘’Skal du ikke have noget at spise Bella?’’, min mor kigger mod mig, løfter det ene øjenbryn og ser bestemt på mig. Et stik ryger gennem min krop. Jeg ved, at hvis jeg siger nej nu, bliver hun virkelig skuffet, bekymret og ked af, men hvis jeg til gengæld sige ja, så ved jeg, jeg ikke kan få noget ned.

 

‘’Kom sæt dig, så skal jeg lave dig en toast’’, hun smiler, og trækker mig hen til min bror. Jeg smiler bare, sætter mig ned og tvinger mig selv til og være positiv. Jeg skal bare spise en enkelt toast, det kan jeg godt. Bare lige denne gang, det burde kunne lade sig gøre.

 

‘’Hva så hvordan går det?’’, min bror kigger hen mod mig og tager min hånd ind over bordet. Jeg smiler: ‘’Det går fint. Det går også fremad med Harry, vi så ham græde i går, men han er stadig ikke vågne’’, jeg kigger smilende hen mod ham. Hans smil vokser sig hurtigt, da han hører det går fremad med ham.

 

Jeg er også glad for, det går fremad med Harry, men jeg savner ham. Jeg savner, han er der til at beskytte mig. Jeg elsker ham så højt, men alligevel er jeg bange for, han ikke elsker mig på samme måde. Jeg vil gerne have, han snart vågner. Jeg vil have ham tilbage ved min side.

 

Jake har skrevet til mig igen i morgens. Jeg har stadig ikke åbnet den, måske jeg skulle gøre det nu. Jeg tager mobilen op. Låser den op, og åbner hans besked:

 

Hej søde

 

Jeg hører, det går bedre med Harry. Det var da godt for jer, var? Hvad mon vi skal finde på næste gang? måske vi skulle lade det gå ud over dig. Jeg tror ikke, Harry vil hjælpe dig længere. Ham har vi vist sat på plads. Håber du har en forfærdelig jul, det fortjener du i hvert fald

 

Knus Jake

 

Jeg mærker langsomt tårerne presse på. Jeg tvinger mig selv til ikke græde. min mor kommer hen med min toast, og det skal bare overstås. Jeg tager det ene bid efter det andet, og min mor og bror ser overrasket ud over, hvor hurtigt jeg får spist min toast. Jeg smiler bare til dem.

 

Da jeg bliver færdig med min toast, sætter jeg min tallerkenen over på bordet, og går ud på badeværelset. Jeg har brug for et bad. Jeg har brug for, at få skyllet alt min skyldfølelse og sorg væk.

 

Jeg tager hurtigt mit tøj, finder mit barberblad og tænder for det varme vand. Jeg kigger ned på min arm. Smiler kort over de dybe lange sår, der har dannet sig på min krop på det sidste. Til at starte med havde jeg dårlig samvittighed over, hvad jeg gjorde, men ikke længere.

 

Jeg nyder, når jeg sidder med mit Barberblad nede i min hud, og blodet langsomt løber ned ad mig. Jeg sætter mig ned langs væggen. Bukker mig foran, mens jeg lader to fingre glide ned i halsen på mig.

 

Der kommer et par enkelte bræklyde fra mig, men efter det tredje, kommer det hele væltende ud ad mig. Mine tårer triller langsomt ned ad kinden på mig, og jeg udbryder et hosten. Jeg kigger ned på armen. Lade barberbladet ramme min arm.

 

Blodet løber ned ad min krop. En tilfredshed sniger sig ind, og smerten i min brystkasse forsvinder langsomt. Men alligevel kommer tankerne til mig. ‘’Hvad nu hvis min familie ser det? Hvad nu hvis Louis ser det? Hvad vil de ikke lige sige til det?’’

 

Jeg bukker endnu engang fremover, og automatisk kommer alt min mad op igen. Jeg tørrer min mund med overfladen af min hånd. Bræk smagen i min mund er så forfærdelig. Jeg går hen til badet, og træder ind i det varme vand. Vandet glider ned af min krop, og blander sig med mine tårer. Det jeg elsker ved at gå i bad er, at man ikke kan, se jeg græder, og vandet græder med mig. Jeg elsker at være ude i regnen, fordi så er jeg ikke den eneste, der græder, så græder himlen med mig.

 

Et suk forlader min mund, og jeg kigger ned på min arm. Blodet er blevet blandet med vandet, så vandet er en svag rød farve. Jeg har stadigvæk barberbladet i min hånd, og jeg kigger ned på det. Det er som om, at hver gang bladet rammer min hud, forsvinder smerten inde i mig.

 


Jeg går ned langs den lange hvide gang, indtil jeg kommer til den velkendte dør. Jeg tager en dyb indånding og åbner døren. Harry ligger som altid i sengen med alt om sig. Louis er ikke med i dag, jeg har faktisk ikke snakket med ham i dag. Min mor kørte mig herhen. Hun sidder ude i bilen og venter på mig. Hun sagde, at hun ikke skulle noget i dag, og at jeg bare skulle tage mig god tid. Det tog lidt lang tid om at køre her hen, da det havde sneet meget i nat. Det var i hvert fald meget sne, og vejene var meget glatte.

 

Jeg kommer hen til Harry, og som altid tager jeg hans hånd i min og kysser den. Når jeg holder hans hånd, er det som om, at han stadigvæk er her hos mig. Det er som om, at jeg kan føle hans nærvær. Jeg ved ikke, hvad han vil sige til, at jeg kysser hans hånd. Jeg ved jo ikke, hvordan han har det med mig. Jeg håber bare, at han har det på samme måde som mig.

 

“Hej søde” siger jeg med et svagt smil. Jeg kigger på ham og lukker kort øjnene. Det er hårdt at se ham her, jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. I hvert fald mere end bare at besøge ham.

 

“Jeg ved, du kan hører mig, og der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig” siger jeg, mens jeg bliver ved med at kigge på ham. Jeg tager min hånd op til hans hår, og fjerner en tot, som er faldet ned foran hans lukkede øjne.

 

“Jeg elsker dig, og nok ikke på den måde du tror. Jeg ved ikke, hvordan du vil reagere omkring det, eller hvad du vil tænke om det. Jeg ved ikke engang, om du har det på samme måde. Men jeg elsker dig virkelig, selvom vi ikke har kendt hinanden i lang tid, har du virkelig forandret mit liv. Du har givet mig mere end, hvad jeg nogensinde kunne ønske mig” siger jeg, og rejser mig op, mens jeg stadigvæk holder hans hånd, for at kysse ham i panden.

 

“Du betyder mere, end du nogensinde kunne tro for mig” bliver jeg ved. Mit blik bliver sløret, og jeg kan mærke, at den første tårer finder vejen ned af mine kinder. Jeg gisper, da jeg også ser, at der ryger tårer ned af Harrys kinder, ligesom i går. Jeg smiler for mig selv, og tager min frie hånd op til hans kinder, og fjerner dem.

 

“Husk, jeg vil aldrig forlade dig, jeg vil altid være lige her” siger jeg med et smil. Jeg mener, alt det jeg siger, for det er virkelig sådan, jeg har det.

 


Jeg sukker og vender mig om i min seng. Jeg har prøvet at sove i den sidste time, det har bare ikke lykkes mig. Jeg tager min mobil fra natbordet, og går ind på facebook. Der er ikke rigtig sket det store af, hvad jeg kan se. Jeg sukker endnu engang, mens jeg kører ned gennem facebooks startside. Der er en masse omkring julen, så jeg lukker det hurtigt ned. Jeg magter ikke mere jul lige nu.


Jeg spiste faktisk aftensmad i aftens, selvom jeg ikke var sulten, men jeg gjorde det for min mors skyld. Da vi var færdig, gik jeg så op, og kastede det op igen. Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker, men jeg kan bare ikke spise, og hvis jeg gør, føler jeg mig klam, og skal have det op igen. Er det virkelig sådan, det er, at have en spiseforstyrrelse?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...