The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7264Visninger
AA

19. 18 december

Harrys synsvinkel

 

¤

 

Selvom jeg ikke engang har lagt her i en uge, er jeg ved at få stress. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave, hvad jeg skal give mig til. Jeg kan ligesom ikke rigtig noget, lige meget, hvor meget jeg end prøver, så kan jeg ikke. Jeg vil ønske, jeg kunne, at jeg kunne holde om Isabella, at jeg kunne holde hende tæt ind til min krop. Jeg vil ønske, at jeg kunne give alle drengene og de andre piger et stort kram, det fortjener de.

 

Jeg forstår godt, at det er hårdt for dem, at se mig ligge her. Det er jo ikke noget, vi bad om. Nogen af os for den sags skyld. Jeg kunne forestille mig, eller jeg ved det, at Isabella kommer, og besøger mig hver dag, der er i hvert fald ikke en dag, hun ikke har været her. Hver gang har været med Louis. Det er ikke, fordi jeg er misundelig, for jeg ved Louis gør, hvad jeg bad ham om, og desuden har han Elenora. Han lovede at være der for Isabella, hvis jeg ikke selv kunne. Jeg ved jo ikke, hvad der foregår, når de ikke er her, men jeg ved Louis holder, hvad han lover. Men jeg kan mærke, når de er her, så støtter de hinanden igennem den svære tid. Hvilket jeg er virkelig taknemlig for, og jeg ville igen ønske, at jeg kunne sige det til dem, men igen det kan jeg ikke.

 

Jeg ender med at blive sindssyg, hvis jeg ikke snart vågner. Man er sindssyg i forvejen, hvis man ikke bliver sindsyg af at ligge her. Kun omgivet af sine egne tanker og de lyde, der foregår om en. Det med at jeg ikke kan lave noget, driver mig til vanvid. Jeg ved slet ikke, hvad jeg efterhånden skal tænke mere. Jeg har tænkt næsten alt, hvad man kan. Hvis jeg vågner her fra, eller når jeg vågner som Louis siger, så er det første jeg vil at kysse Isabella. Selvom vi ikke har kendt hinanden i ret lang tid, betyder hun alt for mig. Selvfølgelig gør drengene og de andre piger også det, men det er noget helt andet med Isabella.

 

Hun er begyndt at kalde mig søde, hvilket jeg finder ret sødt, haha. Jeg vil bare sådan ønske, at jeg kunne give hende noget igen. At jeg kunne give hende et tegn, men hvad ville hun tage som et tegn? Vil jeg overhovedet kunne gøre noget, når jeg ikke kan nu?

 

Jeg sukker indvendigt af mig selv. Hvorfor skulle Jake og James også gøre det her? Jeg forstår det virkelig ikke. Hvordan går det egentlig med Isabella? Cutter hun mere? Hvad med Jake og James? Der er så mange ubesvarede spørgsmål, som jeg kun vil få svar på, hvis de snakker om det.

 

Jeg bliver hurtigt afbrudt af en dør, som går op. Jeg kan ikke fornemme, hvem det er. Det er i hvert fald ikke Isabella, for så vil jeg hurtigt kunne genkende lyden. Jeg mærker en person komme gående tættere mod mig. Jeg hører en højlydt grin, og tænker hurtigt den tanke, om det mon kunne være Jake og James.

 

Jeg kan mærke et sus komme igennem min krop. Jeg er bange. ‘’Nå bette Harry, kan du ikke sige noget?’’, jeg kan hurtigt hører jakes stemme. Den er tydelig, og man kan hurtig genkende den. Hvis ikke jeg kun kunne ligge der, ville de nemt kunne mærke, jeg var bange.

 

‘’Hvad lærer man så af det? Tror du, du stopper med at blande dig i Isabella og min fight? har du lært, at du skal lade mig gøre, hvad jeg vil’’. Han kommer tættere på mig. Jeg mærker endnu engang et væs igennem min krop. Det er, det først jeg har kunne mærke i min krop i flere dage.

 

‘’Lad mig være’’, jeg prøver, men jeg ved udmærket godt, de ikke kan hører, hvad jeg siger. Jeg ved udmærket godt, at jeg ligger her med mine egne tanker, hvor ingen andre kan hører mig. Jake griner igen.

 

“Dit forsøg på, at være en helt går ikke ret godt, synes du?” tak fordi du lige besvarede, at jeg endnu engang ikke kan tale, eller gøre noget som helst for den sags skyld. Mærk lige ironien her ik?

 

“Gad vide, hvad jeg vil gøre ved Isabella næste gang? Måske jeg skulle udvide det lidt mere end bare beskeder” siger han, og jeg kan mærke at tårerne triller ned af mine kinder, godt nok kan man ikke se dem, for der kommer ikke nogle, selv det kan jeg ikke gøre. De triller ned af mine kinder indvendigt. Her med lukkede øjne, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ville ønske, at jeg kan gøre et eller andet, men det kan jeg ikke.

 

“Måske Isabella skal dø, på samme måde som Daniel, synes du ikke? Og jeg ved godt, at James ændrede sig på et tidspunkt, vil du gerne vide hvorfor?” spørger han, Lige nu er jeg ligeglad med James, Isabella skal bare ikke komme noget til. Jeg ville ønske, jeg kunne advarer Louis eller en anden, men det kan jeg ikke.

 

“Selvfølgelig ved du, hvad tænker jeg på. Jeg ændrede ham. Daniel så Isabella som et ofre, som du nok ved. Hvis ikke ved du det nu. Han ville ødelægge hende. Daniel sagde, at hvis han engang døde, skulle jeg leve op til ham, og det er, hvad jeg gør. Jeg fik James med på den efter lidt, da han var ked af det. Jeg fik ham til at tro, at det var det eneste, der kunne holde Daniel i live, og det virkede” siger han med et ondt grin. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, hvad kan jeg gøre af mig selv? Det er ikke, fordi jeg kan rejse mig op, og gå væk fra ham. Nej, jeg skal vente på, han går, og jeg kan ikke andet end at ligge her, og hører hvad han siger.

 

Jeg ville gerne lukke det ude, men hvad nytter det? Det vil jo alligevel ikke gøre en forskel. Jakes grin borer sig ind i mit hoved, og jeg kan ikke rigtigt hører andet.

 

Jake er endelig gået, og jeg kan få ro i mit hoved. Jeg kan tydeligt hører hans grin endnu, det er som om, at det er det eneste, jeg kan høre, at jeg ikke kan hører mine egne tanker. Døren bliver åbnet, jeg kan i hvert fald genkende lyden. Jeg kan mærke, jeg bliver bange, hvad nu hvis det er Jake igen.

 

Personen går hen til min seng, jeg kan i hvert fald fornemme det. Personen tager min hånd og jeg slapper hurtigt af. Isabellas hånd.

 

“Hej søde” siger hun og giver min hånd et kys. Et smil vokser sig indvendigt.

 

“Louis og de andre kommer om lidt” siger Isabella.

 

Jeg mærker langsomt mine tårer ramme øjenkrogen. De triller ned ad kinden, men igen hun kan alligevel ikke se det. ‘’Du græder jo, Harry’’, hendes stemme lød overrasket. Og hvis jeg kunne sige noget, ville min stemme lyde lige sådan, hun burde ikke kunne se, jeg græder. Vil det sige, jeg har fremskridt? Måske jeg snart vågner.

 

En glæde overtager min krop, og jeg mærker endnu flere tårer, som triller ned ad kinden på mig. Hun tager endnu engang min hånd, men med den anden hånd tørrer hun tårerne væk, og kysser mig kort på panden. Hun hvisker et kort. ‘’Jeg elsker dig, Harry. Du skal nok snart vågne, jeg tror på dig’’.

 

Jeg elsker virkelig også hende. Hun tror altid på mig i de svære tider, selv nu hvor hun intet ved. Hun ved ikke, jeg kan hører alt, hvad hun siger og foretager sig. Jeg glæder mig til at vågne op, og kan kysse hende. Jeg har længst efter det i så lang tid, nu tør jeg at håbe at det kommer til at ske.

 

Døren bliver endnu engang åbnet, og jeg tror, det er de andre. De er helt stille, hvor de ellers ikke plejer at være det.

 

“Der er lige kommet nogle tårer ud af Harrys øjenkrog” siger Isabella glad, man kan i hvert fald hører glæden i hendes stemme.

 

“Jeg går ud og siger det til en af lægerne” er Liam hurtig til at sige. Jeg kan stadigvæk kende hver deres stemme, og hver gang de snakker er det som om, at jeg ser dem foran mig. Det gør ondt at tænke på, og igen ryger flere tårerne ned af mine kinder. Jeg ved bare ikke, om det er indvendigt eller udvendigt, for jeg kan ikke mærke det. Men jeg finder hurtigt ud af det.

 

“Se!” siger Isabella. Hun er helt oppe og køre, og det kan jeg hører de andre drenge også er. Isabella tager igen sin frie hånd op til min kind, og fjerner de tårer, som må ryge ned af mine kinder.

 

“Han skal nok snart vågne søde” hører jeg Elenora siger. Jeg vil vædde med, at hun smiler opmuntrende til Isabella, men igen, jeg ved det ikke, for jeg kan ikke se det, men jeg kunne forestille mig det.

 

“Det ved jeg godt søde” siger Isabella med håb i stemmen. Hun løfter min hånd op, og kysser den bildt, hvor hun derefter kærtegner den. Døren bliver åbnet, og jeg ved Liam kommer ind, men jeg kan fornemme der er en mere.

“Hej, jeg vil bare sige, at Harry kommer til at gøre fremskridt de næste par dage, så vi regner med, at han vågner engang næste år” siger lægen, må det så være. Jeg kan mærke Isabella giver min hånd et lille klem, og at der lander en tårer på min hånd. Det kan kun være Isabellas. Lægen går ud og lukker døren efter sig.


“Harry, husk vi alle elsker dig, og vil støtte dig” siger Isabella, og kysser blidt min hånd igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...