The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7268Visninger
AA

18. 17 december

Isabellas synsvinkel

 

¤

 

Det er svært ikke, at have Harry i min hverdag. Altså jeg har ham jo på en måde, men på en måde ikke. Han kan ikke svare mig, han kan ikke gøre noget, han ligger på i en hospitalsseng, med alt muligt rundt om sig og med lukket øjne. Det er så hårdt, at se ham ligge der, men hvorfor har jeg ondt af mig selv, det skal jeg jo ikke have. Det er Harry. Det er Harry, jeg skal fokusere på ikke mig. Det banker på min dør, og jeg mumler et svagt kom ind.

 

“Skal du ikke have noget at spise skat?”, det er min mor. Min mor har taget fri på grund af mig. Se igen - på grund af mig, det er ikke mig, det er Harry! Jeg vender mit hoved mod min mor vel vidende om, at mine øjne er røde og hævet.

 

“Nej, jeg er ikke sulten”, siger jeg til hende, og ryster på hovedet. Jeg kan både se, og hører at hun sukker. Jeg har ikke lyst til at spise, og jeg kan heller ikke, hvis jeg ville. Jeg kan ikke få noget ned, det kan virkelig ikke.

 

“Men du spiste heller ikke ret meget i går” prøver min mor sig frem. Det er da sødt, at hun prøver, men kan hun ikke bare forstå, at jeg ikke er sulten. At jeg bare vil ligge i min seng, og græde mine øjne ud til, når Harry vågner. Hvis han vågner.

 

“Jeg er bare ikke sulten” siger jeg, og vender mig derefter om, så jeg ligger med ryggen til hende. Min mobil ligger lige foran mig, så jeg tager den op, og håber min mor forstår, at hun skal gå. Det gør hun heldigvis, for jeg hører døren lukke og nogle gå. Jeg ånder lettet op, men det gør jeg alt for hurtigt. 1 besked fra Jake. Selvfølgelig skal han ødelægge alt for mig, kan den idiot ikke bare lade mig være?!

 

Hej søde skat.
Jeg hørte Harry er kørt galt, og at man ikke ved, om han vågner. Ville bare lige sige, at jeg sagde jo, at der ville ske noget forfærdeligt. Eller skrev det vel. Men mon man lærer nu, at man ikke skal blande sig i det her? Mon ikke. Men hyg dig med alle dine andre venner og veninder, mens I alle sammen venter på at Harry vågner. Og forresten, god juleferie, du har jo allerede fået den nu. Hvor betænkt som af din mor.
Kys og kram Jake.

 

Hvis ikke det var fordi tårerne havde samlet sig i min øjenkrog fra, da jeg stod op, gjorde de det i hvert fald nu. De triller i hvert fald ustyrlig ned over mine kinder. Min mobil vibrerer, og jeg bliver et øjeblik bange for, at det er Jake. Heldigvis står der bare, at det er Louis. Jeg tager den selvfølgelig, mens jeg tørrer tårerne væk med min ene hånd.

 

“Hej Louis” siger jeg med en skrøbelig stemme. Min stemme har ikke været andet end skrøbelig her på det sidste.

 

“Hej Isa, jeg tænkte på, om jeg skulle hente dig om 20 minutter? Så kører vi hen til Harry, og bagefter hjem til mig, hvor alle de andre også er der? De kan ikke holde til, at komme derhen i dag, men jeg tænkte, at du nok ville” siger Louis. Jeg smiler svagt over, at han tænker sådan på mig. Det er sjældent, jeg oplever det, og det giver sådan en dejlig varm følelse.

 

“Det kunne være dejligt, og tak fordi du virkelig, vil hjælpe mig, og tænker på mig” siger jeg og smiler svagt, selvom han ikke kan se det.

 

“Super, så er jeg der om 20 minutter til en halv time ca” siger han, og vi lægger på. Jeg går hen til mit skab, og finder en stor langærmet hættetrøje, i sort, så det passer til mit humør. Mine dage er nemlig bare sorte og grå, der er ingen farve på dem længere næsten. Jeg tager et nyt sæt undertøj frem, som jeg tager på, hvor derefter hættetrøjen ryger over hovedet. Jeg finder et par sorte løse bukser på. Jeg behøver ikke, at tænke på mit tøj, de andre ved, hvordan jeg har det. Jeg går ud på badeværelset for, at børste tænder og redde mit hår, og alt det andet man nu gør. Men som altid, ingen make-up.

 

Jeg går ned i stuen, hvor min mor sidder og læser avisen. Ikke noget nyt. Når hun er hjemme, laver hun næsten ikke andet. Jeg sætter mig ved siden af hende, og hun vender hurtigt sin opmærksomhed til mig.

 

“Louis kommer om 10-20 minutter og henter mig. Vi tager hjem til ham, hvor de andre er, bagefter vi har besøgt Harry” siger jeg til min mor. Min mor har givet mig lov til mere på det sidste, men hun ved vel nok, at jeg har brug for det. Jeg smiler svagt til hende, dog ikke et ægte smil. Alt gør for ondt til det lige nu.


“Det er i orden, sover du der?” spørger min mor om. Det sagde Louis ikke noget om, men mon ikke jeg ender med det, det finder vi jo ud af. Det kunne være hyggeligt at sove på Elenoras og Louis sofa. Det kunne være hyggeligt at sove hos dem, da de virkelig tænker på mig. Det er faktisk ikke engang ironisk, det her.

 

“Ved jeg ikke, det finder jeg ud af, skal nok skrive” siger jeg til min mor, som smiler svagt til mig og nikker til mig. Jeg kunne jo bare gå i bad derhenne, hvis jeg sov der, eller når jeg kommer hjem.

 


Vi hopper ud af bilen, altså Louis og jeg, og Louis får låst sin bil, efter vi har lukket døren selvfølgelig. Jeg begynder at ryste, jeg ved ikke, hvad der går af mig. Det er som om, at jeg ikke kan føle andet end smerte. Der skal noget til, før jeg smiler ægte. Jeg har ikke fortalt Louis om beskeden, jeg fik idag, faktisk er det kun mig, der ved det, og det er nok også bedst.

 

Vi gik hen til den stue Harry lå på, vi behøves jo ikke at spørger, når vi vidste, hvor det var. Tårerne samler sig i mine øjne, jo længere vi kommer hen. Jeg ved godt, jeg har set ham ligge der, men det er som om, at det bliver hårdere for hver gang, men det stopper mig ikke fra, at besøge ham hver dag.

 

Vi kommer hen til døren, og jeg kigger på den, som om det var pæsten. Jeg tager en dyb indånding. Louis tager fat om mine skulder og klemmer dem blidt, som et tegn på, at det hele nok skal gå. Der er bare et problem, ingen af os ved om det skal gå. Jeg tager fat i håndtaget, og trækker forsigtigt ned i det, som om at der ligger en baby på den anden side og sover, Harry er dog bare ikke en baby. Jeg lukker kort øjne, og åbner dem så, da jeg har åbnet døren.

 

Harry ligger i hospitalssengen, som han altid har lagt, ikke at jeg havde forventet andet, men jeg havde da håbet på, at han var vågen. Jeg går ind af døren med Louis lige i hælene på mig. Vi sætter os på hver sin side af sengen, Harry ligger i. Jeg tager fat i Harrys hånd og klemmer den bildt.

 

“Hej søde” siger jeg, og smiler svagt til Harry, også selvom han ikke kan se det. Jeg kigger på hans lukkede øjne, og jeg vil sådan ønske, at han var vågen, at de var åbne. Jeg savner hans nærvær, ikke bare den nærvær, hvor han ligger her, men hans rigtige nærvær. Det nærvær jeg føler mig tryg i.

 

“Hej Harry. De andre ville gerne komme idag, men det er hårdt for dem, at se dig ligge her. De er derhjemme. De savner dig mindst lige så meget som Isabella og jeg” siger Louis. Jeg vender mit blik hen mod Louis, og ser at den første tårer falder ned af hans kinder. En bliver dog hurtigt til flere. Han skynder sig at fjerne dem, da han opdager, at jeg har set det.

 

“Louis, det er okay at græde” siger og smiler svagt til ham. Selvom det er svagt, er det et ægte. Det er okay at græde, jeg laver næsten ikke andet end at græde.

 

“Jeg ved det, det er bare så hårdt” siger Louis, mens han kigger på mig. Jeg giver ham ret, det er hårdt.

 


Jeg går ned langs de hvide gange, og når hen til døren. Jeg trækker forsigtigt ned i håndtaget, og ser Harry ligge der med øjnene åbne. Jeg løber hen i armene på ham, og han holder godt fast i mig, som om jeg vil løbe nogen steder. Men det vil jeg ikke, jeg vil være her sammen med Harry. Ikke andre steder bare her.

 

“Isa, hvor er jeg glad for at se dig” siger Harry med et kæmpe smil. Jeg kan heller ikke holde mit smil tilbage. Der kommer en ind af døren, og jeg vender mit hoved der hen. Til min store overraskelse er det Jake og James. Hvad laver de her?

 

“Nå Harry du er vågnet op, og er ved at gøre den lille pige glad igen. Det kan vi ikke have” siger Jake, og de griner begge to højt.

 

“Hvad vil I?” spørger jeg hårdt om, og holder godt fast i Harry. Men før jeg ved af det, hører jeg et skud og Harrys arme omkring mig bliver slappet.

 

Jeg vågner med et kæmpe chok. Jeg trækker vejret hurtigt, og alt forsvinder foran mine øjne. Jeg kan ikke fokusere på noget. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, mine vejrtrækninger bliver hurtigere og hurtigere, og ikke mindst så begynder jeg at ryste helt vildt. Jeg føler at sveden pibler ned af min pande.

 

“Isa er du okay?” hører jeg en stemme. Jeg kan ikke komme på, hvem det er, og jeg kan ikke se personen eller noget som helst, hvilket gør at jeg rykker mig til siden, hvilket resulterer i, at jeg lander på gulvet.

 

“Isa, det er mig, Louis, og Elenora” siger Louis må det så være. 4 arme bliver lagt om mig, og jeg skal til at gå mere i panik, men så husker jeg, at han også sagde Elenora.

 

Jeg kan mærke de prøver at berolige mig, men det er som om, det ikke virker. Billederne fra drømmen kører hele tiden i mit hoved, og jeg bliver ved med at se dem spille foran mine øjne. Det er som om, at jeg ikke kan se andet end det.

 

‘’Skal vi ikke sætte polar-ekspressen på, så du tænker på noget andet? Jeg kan gå ned og køber noget slik, vi kan hygge os med?’’, Elenora tager min hånd, smiler til mig og trækker mig langsomt op. Jeg smiler bare og nikker langsomt til hende.

 

Louis griner kort af mig, mens han går hen til hans fjernsyn for at logge på hans netflix, hvor polarekspressen findes på. Jeg sætter mig op i sofaen, ånder tungt ud, mens jeg lader tanker kører. Jeg savner Harry.

 

Jeg savner, at han er hos mig hele tiden. Jeg savner, når han kigger så bekymrende på mig, selvom jeg hadet det, da han gjorde det. Jeg savner, han altid skulle holde øje med mig, og opfører sig, som om han var min far. Altså med at han beskyttede mig sådan. Billederne kører stadigvæk rundt i hovedet på mig, men skal jeg fortælle dem, hvad jeg drømte? De andre drenge ser ud til at være taget hjem.


Filmen begynder, og jeg lægger mig langsomt tilbage i sofaen. Jeg mærker langsomt mine øjne, som glider i. Jeg har lige sovet, jeg burde ikke være træt, men der går ikke længer, før jeg falder i søvn igen med hovedet op af Louis og med Harry i tankerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...