The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7288Visninger
AA

17. 16 december

Harrys synsvinkel

¤

 

Det føles underligt. Underligt at ligge her, og høre hvad andre siger og gør, men ikke selv kan gøre noget eller svarer dem. Jeg kunne mærke, at Isabella tog min hånd i går. Jeg kunne mærke, at hun græd, at hun er rystet. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, give hende et tegn. Jeg kunne ikke engang bare klemme hendes hånd. Jeg kan ikke gøre noget, og det er så frustrerende. Jeg ville gøre så meget mere, end det jeg kan.  Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hende, hvem det var, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke gøre andet, end at ligge her i mine tanker. Det føles så uvirkeligt, som om det hele bare er en drøm. Jeg ved dog godt inderst inde, at det ikke bare er en drøm,

 

Jeg hører døren gå op, og jeg vil egentlig gerne se derhen, men igen jeg kan ikke. Jeg sukker indvendigt, hvorfor skal det her være så svært? Det er så typisk.

 

“Tror du, han kan hører, hvad vi siger?” hører jeg en velkendt stemme. Isabella. Gud hvor har jeg savnet hende, selvom det var i går, hun sidst kom. Man kan hører, at hun har grædt hele dagen.

 

“Ja, det sagde lægen, at han godt kunne” siger Louis igen. Jeg kan ikke lade vær med at smile - indvendigt igen -, over at han tager så godt af hende. At han tager hende med herhen, altså han er jo også min ven, så han ville besøge mig alligevel. Jeg hørte selvfølgelig i går, at hun ikke har det så godt. Hun styrtede hvis også ud i går, for på et tidspunkt blev mine ellers kolde hånd, som hun havde varmet op, kold igen.

 

Jeg hører en trække en stol ud, og igen ville jeg ønske, jeg kunne se, hvem det er, men det kan jeg ikke. Jeg mærke dog en skrøbelig hånd tage fat i min, og jeg ved med det samme, at det er Isabellas hånd. Hendes hånd passer så godt sammen med min. Jeg vil ønske, jeg kunne give hendes hånd et klem ligesom i går, men nej det kan jeg jo ikke.

 

“Harry..” mere når hun ikke at sige, før man hører hulkende komme ud fra hendes mund. Jeg får et stik i hjertet, eller det føles i hvert fald sådan. Harry du bliver nødt til, at blive ved med at kæmpe. For dine venners skyld, for din families skyld og Isabellas skyld.

 

“Det bare, vil du ikke godt vågne… Jeg savner dit nærvær.. Jeg har så mange ubesvarede spørgsmål.. Jeg.. Jeg elsker dig” siger hun og bryder fuldstændigt sammen. Jeg vil ønske, jeg kunne sige, at jeg også elsker hende, men det kan jeg ikke. Det er dog dejligt, at hører hende sige det for første gang, men jeg havde ikke lige troet, at det skulle foregå her, og sådan her.

“Han elsker også dig, det er jeg helt sikker på” siger Louis. Han ved altid, hvad han skal sige, lige meget hvad. Og han har - for det meste - altid ret. Den her gang har han i hvert fald helt og aldeles ret.

 

“Tak Louis” siger Isabella og snøfter. Jeg vil gøre så mange ting, jeg vil sige så mange ting, men der er ingenting jeg kan. Jeg kan ligge i mine egne tanker, men hvad nytter det? Jeg vil gerne vise dem, at jeg stadigvæk er her, at jeg ikke giver op. Jeg skal nok vågne inden juleaften, det er jeg sikker på, jeg skal bare kæmpe videre, og de skal bare kæmpe med mig, så ved jeg, at vi kan klarer alt.

 

“Må jeg lige snakke med Harry lidt, eller snakke og snakke, men du ved?” spørger Louis om, hvilket gør mig forvirret, hvad vil han snakke om. Er der sket ham noget? Er der sket Isabella noget? Hvad fanden er det lige, der foregår her.

 

“Selvfølgelig” siger Isabella. Hun giver min hånd et klem, inden hun svagt kysser den. Jeg hører døren går op og så i, så jeg regner med, at hun er gået ud. Louis sætter sig på stolen, det kan ligesom ikke rigtigt være andre, når det nu kun er ham, der er herinde. Han sukker svagt, men højt nok til, at jeg kan høre det.

 

“Harry, jeg ved ikke om du kan hører mig, eller om du ikke kan. Jeg føler bare, at du bliver nødt til at vide det her. Isabella cuttede igen igår. Hun ringede til mig i panik. De er dybde, men hun vil ikke til lægen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg vil gøre alt. Hun er også begyndt ikke rigtigt at spise. Jeg tror på, at du nok skal vågne fra komaen. Isabella er lidt ude af den, men inderst inde ved hun, at du vågner. Hun har brug for dig, vi har brug for dig. Vi kæmper alle sammen for dig, ikke kun Isabella og mig, men også de andre. Vi ber alle sammen for dig. Vi ved, du nok skal vågne en gang, hvor lang tid det tager, finder vi ud af, men vi skal nok klarer det. Vi står sammen” det sidste, der kommer ud af hans mund, er som en hvisken.

 

Jeg ved, han er på vej til at græde, og det giver mig et stik i hjertet. Det er dog ikke det eneste, der gør det, men også det han lige har fortalt om Isabella. Jeg knytter næverne - indvendigt -. Hvorfor ligger jeg her, når hun har brug for mig? Det kan ikke passe, jeg burde ikke ligge her. Jeg burde være der til, at støtte hende, men det er jeg ikke. Jeg ligger her, og kan ikke gøre en skid. Hvorfor skal verden være så uretfærdig, men alligevel, hvis Isabella ikke var blevet mobbet, havde jeg så nogensinde snakket med hende?  

 

“Jeg ved godt, at du ikke kan svare, men kan du ikke give et tegn, bare et” siger Louis med en skrøbelig stemme. Jeg ville ønske, jeg kunne Louis, virkelig. Det gør ondt, at hører at han har det sådan, for det fortjener han ikke. Jeg prøver at rykke bare en finger, men lige meget hvor meget jeg prøver, virker det ikke.

 

Jeg kan hører Louis snøfter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men igen hvad kan jeg gøre?

 

“Vi ses Harry” siger alle drengene, Elenora, Ellie og Vanessa i kor.

 

“Vi ses søde” siger Isabella, og jeg mærker kort hendes læber på min pande. En varm følelse spreder sig i min krop, men alligevel kan jeg ikke gøre noget. Jeg vil ønske, jeg kunne tage fat i hendes hoved, og kysse hende.


Jeg hører døren går i, og stilheden overtager rummet, og jeg kan nu kun hører mine egne tanker. Mine endeløse tanker. Jeg vil gerne gøre noget, men hvad?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...