The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7291Visninger
AA

16. 15 december

Isabellas synsvinkel


¤

 

Jeg vågner ved lyden af min ringetone. Det kan godt være, det er tirsdag, men hvem fanden ringer til en klokken lort om morgen, en tirsdag morgen? Helt ærligt, der er nogen her, der har brug for sin søvn, og med nogle mener jeg altså mig. Jeg sukker dog, og ender med at række mig over min seng, for at kunne tage fat i min mobil, som ligger så fint på natbordet. Jeg rynker brynene, da det viser sig, at det er Louis, der ringer. Jeg skynder mig dog bare at tage den, da det må være ret vigtigt, siden han ringer klokken lort om morgen. Okay klokken lort og lort men alligevel.

 

“Hej det er Isabella” siger jeg med en meget træt morgen stemme. Jeg vil ikke engang kalde det morgen, klokken er 5 om natten. Helt ærligt, tøsen her har brug for sin søvn.

 

“Isa! Du bliver nødt til at stå op nu, og komme i noget tøj. Jeg henter dig om 20 minutter senest” siger Louis med en grædefærdig stemme. Hvad er der sket?

 

“Louis hvad sker der?” spørger jeg om med en bekymret stemme. Mit hjerte galoperer derudaf, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

“Harry. Kørt galt. Hospitalet. Koma” er det eneste Louis får fremstammet, men jeg forstår straks, hvad han mener. Mine øjne bliver helt blanke, men jeg kan alligevel ikke fatte det.

 

“Jeg kommer i noget tøj, ses” siger jeg og lægger på. Jeg trækker mine ben op til mig, og hurtigt triller tårerne ned af mine kinder, og de er ikke til at styre igen. Jeg ender dog med at gå hen og finde en sort hættetrøje, og nogle Adidas bukser frem. Jeg vil ikke have noget stort på. Tårerne triller stadigvæk ned ad mine kinder, og jeg vælger at gå ind til min mor. Jeg banker stille på døren, og hun mumler et træt kom ind.

 

Jeg åbner døren og med det samme, hun ser tårerne trille ned af mine kinder, er hun hurtig oppe.

 

“Jamen skat, hvad er der sket” spørger hun om. Jeg sætter mig hen til hende, og hulkende kommer hurtigt ud af min mund.

 

“Harry. Kørt galt. Hospitalt. Koma” siger jeg. Jeg kan kun få fremstammet det samme som Louis. Jeg forstår godt, at han havde svært ved det. Tårerne triller hurtigere og hurtigere ned ad mine kinder, og mine hulk bliver kun til flere og flere.

 

“Jamen skat dog, skal jeg kører dig til hospitalet” spørger hun om, og lægger armene om mig. Jeg lægger mig helt ind til hende, da jeg virkelig ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Hun tørrer stille mine tårer væk, men det hjælper ikke rigtigt, da der bare kommer flere og flere.

 

“Nej, Louis en af Harrys og mine venner kommer og henter mig om 10 minutter ca” siger jeg, og snøfter en gang. Min mor holder mig tæt ind på mig og siger trøstende ord. Pludselig bliver min mors dør åben, og ind kommer en meget træt Simon.

 

“Hvorfor alt det her påstyr?” spørger han træt om, mens han gnider sig i øjnene.

 

“Harry er kommet på hospitalet, fordi han kørte galt. Han er lige nu i koma. En af deres fælles venner kommer og henter Bella lige om lidt” siger min mor, og Simon øjne bliver hurtigt store.

 

“Ej!” siger han bare, og er hurtig henne ved mig, og lægger også hans arme om mig. Betryggende arme.

 

“Skal jeg gå ned, og vente til han kommer. Så kan jeg vise ham her op?” spørger han om, og jeg nikker svagt. Jeg kan ikke få nogle ord ud af min mund. Det føles som om mit hjerte er stoppet, at min hals snører sig sammen, som gør at jeg ikke kan snakke. Jeg kan hører, Simon går ud og ned af trappen.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det her føles uvirkeligt, det føles som en drøm, men alligevel ved jeg at dette er sket. Mon Harry vidste det, siden at han fik Louis og jeg  til at have hinandens nummer. Mon han vidste, at der ville ske noget i går. Hvis han vidste det, hvorfor sagde han så ikke noget? Er det min skyld, at han kørte galt.

 

Jeg hører stemmer nedenunder, og skridt der er på vej herhen, men det føles ikke som om, at jeg er til stede. Det føles som om, at jeg er i en helt anden verden, en verden jeg ikke kan slippe ud fra. Hvorfor skulle det her også ske nu? Jeg hører nogle komme herind, men det er som om min hjerne ikke fatter det.

 

“Hej, du må være Louis” siger min mor stille.

 

“Ja, det er jeg, hvordan går det med hende?”  spørger han stille om, imens han kommer hen til mig. Han tager en hånd på min skulder, men igen er det som om, at min hjerne ikke vil opfatte det.

 

“Skidt, det er som om hun er til stede, men så alligevel ikke” siger min mor sukkende. Hvorfor mig? Hvorfor Harry? Hvorfor skulle det her ske?

 

“Jeg kender det godt, sådan havde jeg det også, da jeg fik det af vide. Tror du hun kan gå ned til bilen selv?” spørger han om. Jeg har det som om, at jeg ikke kan andet end at stirre ind i den forbandet hvide væg.

 

“Nej, det tror jeg ikke. Hun har ikke givet en lyd fra sig, siden hun fortalte, hvad der skete. Det eneste der har været, der viser hun er i live er hendes tårer, der render ned af hendes kinder og de hulk og snøft, der kommer af og til” siger min mor. Hun virker oprindeligt ked af det på mine vegne. Mon hun er det? Altså det så ud til at hun godt kan lide Harry. Men igen, det er ikke hende, der skal gå igennem det her. Det er mig. Og så i julen. Jeg troede, det ville blive en god jul, men åbenbart ikke.

 

“Jeg løfter hende. Skal hun hjem på et bestemt tidspunkt?” kan jeg hører Louis spørger om. Jeg kan hører alt, hvad der foregår om mig, jeg reagere bare ikke rigtigt på det. Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker.

 

“Nej, det skal hun ikke. Jeg sørger for, at hun får fri det næste stykke tid. I hvert fald sådan, at hun får ferie nu, så hun ikke skal i skole. Det tror jeg ikke, at hun vil kunne klarer” siger min mor svagt, mens hun stryger mig over håret.

 

“Okay, men så vil vi kører” siger Louis. Jeg kan mærke min mor nikke, og at et par stærke arme, der tager fat om mig. Jeg ved med det samme, at det er Louis arme. Hvem skulle det ellers være? Jeg bliver løftet op i bryde stilling, og lægger mit hoved godt ind til Louis bryst. Jeg kan ikke gøre noget, eller det føles i hvert fald sådan. At jeg ikke kan andet end at græde og hører, hvad andre gør og siger. Det er virkelig ubehageligt.

 

Jeg kan mærke, at Louis tager fat i min jakke og mine sko, mens han har mig i armen. Det er faktisk ret godt klaret. Simon eller min mor åbner døren, og den kolde luft rammer mig som et slag, der siger, ‘vågn nu op for helvede. Du burde vide, at du ikke kan være lykkelig. For hvis du er, sker der noget slemt’. Louis bliver ved med at gå, indtil han sjovt nok stopper op. Sikkert foran hans bil.

 

Han åbner døren mindre elegant, men får mig så sat ind på forsædet. Han lægger min jakke og sko ned i fodenden, og lukker så døren. Han ved vist godt, at jeg ikke har brug for at snakke nu. Jeg kan i hvert fald ikke snakke, så det vil være svært at snakke om det her. Og desuden har jeg heller ikke lyst. Eller jo, jeg har brug for mere information, men den tror jeg ikke, Louis kan fortælle mig. I hvert fald ikke uden at bryde sammen. Han har holdt masken ret godt, siden han kom og hentede mig. Måske fordi at han vil virke stærk, og ikke svag. Men hvad ved jeg? Ingenting. For som jeg troede alt var godt, er det ikke. Det er som om, at hele verden er imod mig, og ikke vil se mig lykkelig. Nej det er som om, at jeg skal lide.

 


 

Vi ankommer til sygehuset, og jeg mærker et stik komme igennem min krop. Hvor slemt mon det er? Kan jeg overhovedet, klarer at se ham ligge der og lide? Vil han overleve?

 

Vi går ind af hoveddøren, og kommer op til disken, hvor en dame sidder. Hun kigger op på os.

 

“Harry Styles” siger Louis, da han nok har mest styr på alt det her. Hun trykker på en masse ting på sin computer.

 

“Stue 10” siger damen og bliver ved med at kigge ned i sin computer. Virkelig social må jeg sige. Louis tager en hånd på min ryg, og fører mig ned gennem de lange gange. Jeg kan slet ikke være i mig selv, hvordan ser han ud? Vil jeg bryde sammen?

 

“Vi er her Isa”, Louis stemme trækker mig ud af mine tanker. Jeg kigger på den hvide dør og ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

“Skal vi gå ind Isa?” spørger Louis om. Jeg tager en dyb indånding, og nikker så på hovedet. Louis trækker ned i håndtaget og med en hånd på min ryg, trækker han mig med ind. Jeg ser Harry ligge der i hospitalssengen, med gips på foden, forbinding i hovedet, og så er der den, der gør at han stadigvæk trækker vejret. Tårerne triller hurtigt ned ad mine kinder, og hulkene kommer ud af min mund. Jeg går med langsomme og rystende skridt hen mod sengen, hvor han ligger i, og tager hurtigt fast i hans kolde hånd. Min læber begynder at dirrer, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv .
 

“De andre kommer om lidt” siger Louis. Jeg kigger over på ham, med tårerne ned af mine kinder. Mit syn er sløret, og jeg ender dog bare med at nikke, hvor jeg derefter kigger over på Harry igen. Louis kommer hen og lægger en trøstende hånd på min skulder. Jeg lægger mit hoved ned på sengen, og lukker stille mine øjne i.

 


 

“Er hun okay?” hører jeg en stemme sige, og jeg ved med det samme, at det er Niall. Jeg er vågen, men føler mig ikke vågen. Jeg hører Louis sukke.

 

“Nej det er hun ikke” siger han med en trist stemme.

 

“Men det er ingen af os” siger Louis lidt efter. De skal ikke bekymre sig om mig, de skal bekymre sig om Harry. Det er Harry, der lægger i koma, ikke mig. Det er Harry, de skal tænke på.

 

“Hvordan har hun det?” spørger Elenora igen lige efter. Jeg kan ikke fatte, at de bekymre sig om mig.

 

“Ikke ret godt, hun har ikke lavet andet end at græde næsten. Da jeg hentede hende, kunne hun ikke rigtig bevæge sig. Hendes mor har givet hende fri fra skole” siger han med et suk i stemmen.

 

“Gid vi kunne gøre noget” siger Niall. Hvis I kunne gøre noget, så skulle Harry ikke lægge her, det skulle jeg!

 

“Er der kommet noget nyt om Harry?” spørger Liam om den her gang. Det lyder til, at de alle er her. Men de er jo også hans venner, selvfølgelig er de her!

 

“Ikke rigtigt” siger Louis og sukker. I det han har sagt det, kommer der en ind af døren. Jeg kan i hvert fald hører døren gå op, men hvem kan det være? 
 

“Hej jeg er Dr. James” siger personen, som så viser sig at være en læge, eller en doktor som han kalder ham.

 

“Jeg vækker lige Isa” siger Louis. Jeg mærker at der er en, der tager fat i min skulder. Jeg mumler noget utydeligt, men åbner så mine øjne. Jeg holder stadigvæk Harrys kolde hånd, og jeg har ikke tænkt mig at slippe den forløbet. Jeg kigger hen på uret, og ser klokken allerede er 17 om aften. Burde de ikke have været kommet før, eller har de bare været her længere tid, end jeg har været vågen. Hvis de har, hvorfor snakkede de så ikke om alt det før? 
 

“Harry er kommet meget slemt til skade. Chancen for at han overlever er ikke særlig stor, da han først blev fundet så sent, men vi vil…” mere når jeg ikke at høre, før jeg har sluppet Harrys hånd, og er på vej udenfor. Tårerne triller hurtigere og hurtigere ned ad mine kinder, og slører mine øjne, men jeg er ligeglad. Jeg skal bare væk. Harry skal overleve, ellers overlever jeg heller ikke.

 

“ISA!” hører jeg Louis råbe efter mig. Jeg fortsætter bare ned ad de lange gange, indtil jeg kommer til hoveddøren. Jeg skal til at tage fat i håndtaget, da en tager fat i mig. Eller en og en, jeg ved jo godt, at det er Louis. Jeg prøver at komme fri, men han strammer bare grebet om mig.

 

“SLIP MIG” råber jeg ud over det hele. Måske ikke lige den bedste ide, men jeg er ligeglad. Jeg vil bare gerne væk herfra.

 

“Isa, slap af. Harry skal nok overleve, jeg kan mærke det. Han vil gøre det for dig, det vil han virkelig, du skal bare tro på det. Hvis du tror på det, skal han nok overleve. Vi er alle lige så knuste som dig, men vi tror på, at han overlever. De vil gøre alt for det. Jeg skal nok komme og hente dig hver dag, så du kan besøge ham” siger Louis. I mens han har snakket, slappede jeg mere og mere af. Jeg faldt sammen i hans arme, og hulkende kom frem.

 

“Sssh det skal nok gå” siger Louis til mig, mens han stryger mig over håret.

 


Lige nu lægger jeg i min seng, og kigger op i mit loft. Louis har næsten lige kørt mig hjem, og jeg har ikke sagt noget til, hverken min mor eller min bror. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Eller gøre for den sags skyld. Jeg rejser mig op fra min seng, og går hen til mit skab. Jeg finder et nyt sæt undertøj frem, en hættetrøje og et par løse bukser. Jeg tager lige et håndklæde, og går så ud på badeværelset.

 

Jeg lukker og låser døren efter mig. Jeg smider håndklædet, og alt det andet fra mig. Jeg tænder for vandet, i mens jeg tager mit tøj af. Jeg finder et barberblad frem, og går ind under bruseren, Mens det varme vand glider ned over min krop, lader jeg barberbladet ramme min hud. Jeg trækker i det, og der går ikke længe for blodet er blandet med vandet. Jeg gør det et par gange, hvor jeg derefter læner mig op af væggen, og sætter mig ned. Tårerne falder hurtigt ned af mine kinder, hvad fanden er det jeg gør?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Glædelig 15 december. Igår, og idag er der hvis kommet noget af et twist. De sidste dage, er der faktisk kommet noget af nogle twist, men hvad synes I så om den indtil videre? Hvad håber I der kommer til at ske, smid endelig nogle kommetarer, da vi gerne vil hører jeres bud på, hvad I håber eller tror der kommer til at ske :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...