The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7265Visninger
AA

15. 14 december

Harrys synsvinkel

 

¤

 

Jeg vågner op, med den smukkeste pige i mine arme. Smilet på mine læber kan ikke skjules. Jeg ser at hun har en langærmet trøje på, og rynker kort brynene. Pigebarnet må jo svede. Men i det jeg skal til at vække hende, ser jeg det. Jeg kan tydeligt se, hvad det er. Der kommer en stikkende fornemmelse i mit bryst. gjorde hun det, mens jeg bare lå og sov? Jeg kan mærke klumpen i min hals langsomt vokser, da jeg ser det ikke kun er en gang, men 4 gange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Man kan se, at hun har prøvet at skjule det med plaster, men at de er faldet af i løbet af natten. Hvordan kan jeg være så dum?

 

Jeg hører nogle banke på døren, og trækker hurtigt Isabellas langærmet trøje ned over hendes arm. Hendes mor eller bror skal ikke se det her. For alt i verden skal de ikke. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan de vil reagere. Især Simon.

 

“Kom ind” siger jeg for at være høflig, mens jeg vender mit hoved mod døren. Håndtaget bliver trukket ned, og hendes mor stikker hovedet ind af døren. Da hun ser os lægge sådan, smiler hun stort, og jeg smiler igen.

 

“Klokken er 7, så I skal til at op” siger hendes mor. Jeg nikker dog bare som svar, og hurtigt er hun ude. Jeg ryster lidt i Isabella, og kort tid efter åbner hun hendes arme. Jeg smiler hverken til hende eller noget. Hvordan kunne hun gøre det? Og så uden at sige det til mig. Jeg kan se, hun synker en klump, og nikker så bare. Hun rejser sig fra mine arme, og går hen til hendes skab. Jeg kigger på hende, mens hun gør det. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal reagere. Hvordan kan man overhovedet reagere? Især når man ikke tror sådan noget om en person?

 

Hun finder en stor sweater frem, sikkert for at skjule det. Hun finder et par sorte adidas bukser frem, hvorefter hun tager noget nyt undertøj. Hun sukker lige inden, hun vender sig om, og kigger på mig med blanke øjne.

 

“Undskyld Harry” siger hun, og er hurtig ude af døren. Døren bliver lukket efter hende, og jeg tager mig til hovedet. Hun vidste godt, at jeg havde set det, men hvorfor siger hun undskyld? Altså det gør ikke så stor en forskel, sket er sket. Jeg vil bare gerne vide hvorfor. Jeg vil bare gerne have, at hun snakker med mig, i stedet for bare at holde det inde. Hun kan jo ikke holde til, at holde det inde, det er da i hvert fald klart bevis på nu.

 

Det er pause, og jeg er på vej ned til kantinen. Isabella og jeg snakkede ikke sammen hele turen her hen, men da jeg kom herhen, sagde jeg til hende, at vi skulle mødes ved bordet i pausen. Jeg vil for alt i verden ikke lade hende ude af syne mere.

 

Jeg åbner døren til kantinen, og ser de alle sammen sidder ved det velkendte bord, også Isabella. Jeg sukker lettet op, og går med hurtige skridt hen til bordet, for derefter at sætte mig ned ved siden af Louis og Isabella. De siger alle et hej, og fortsætter så med deres mad.

 

“Louis, Isabella, kan jeg lige låne jer 2 sekunder?” spørger jeg om. De kigger alle sammen forvirret på mig, men Louis og Isabella vælger at nikke. Jeg vil have, at Louis, min aller bedste ven, ham jeg stoler mest på, ved det her. Han skal have Isabellas nummer og omvendt. Jeg skal bare være sikker på, at der ikke sker hende noget.

 

Vi kommer ud på gangen, hvor der ikke står nogle mennesker. De kigger begge to forvirret på mig, hvilket jeg nu også meget godt forstår.

 

“Louis, du skal have Isas nummer og omvendt” siger jeg bare lige ud. Louis kigger forvirret på mig, mens Isa bare sukker.

 

“Er det virkelig nødvendigt?” spørger Isa en smule irriteret.

 

“Ja det er det Isa, og du ved godt selv hvorfor” siger jeg, mens jeg bare kigger en smule hårdt på hende.

 

“Okaay, hvad sker der her?” spørger Louis om med en meget forvirret stemme.

 

“Isa, du beslutter, om du vil fortælle ham, eller jeg skal. Han er min bedste ven, han holder det hemmeligt for de andre, så bare rolig, det kommer ingen steder. Jeg vil bare have, at der er en for dig, og ved dig, hvis nu jeg ikke er” siger jeg. Jeg kan mærke, der sker noget forfærdeligt i dag, men jeg ved ikke hvad. Jeg skal bare sørger for, at de har hinandens nummer. Isabella sukker svagt over mig.

 

“Fint så fortæl ham det dog” siger Isabella en smule muggent, hvilket jeg nu meget godt forstår, men det her er bedst for alle. Hun tager fat om hendes ene arm, og kigger ned mod jorden.

 

“Isa valgte at cutte i nat, og jeg så det her til morgen, og så vil jeg gerne have, at hun har dit nummer, og du har hendes, hvis nu at der skulle ske noget” siger jeg bare ud i en lang køre. Jeg stoppede ikke engang op, for at få vejret, det er nu også grunden til, at jeg tager en dyb indånding, for at få noget luft ned til mine lunger. Louis står med munden åben, og det ligner, at han kan tabe den, hvornår det skal være. Isabella står stadigvæk med blikket rettet mod jorden. Louis går hen til Isabella og tager hans hænder på hendes skulder.

 

“Isa, jeg siger det ikke til nogle bare rolig. Du kan regne med mig, og du kan altid ringe, okay?” siger han. Isabella kigger op på Louis med store øjne.

 

“Virkelig? Du er ikke sur på mig, eller ikke vil snakke med mig igen?” spørger hun overrasket om.

 

“Selvfølgelig er jeg ikke sur på dig, sket er sket, og det ændre ikke på, hvem du er i personlighed” siger han og smiler til hende. Hun smiler igen, og krammer ham. Louis krammer igen, men slipper hende hurtigt, for at de kan udveksle nummer. De får det gjort, og Louis vender om, for at gå ind til de andre. Isabella kigger på mig, og smiler svagt til mig. Hun svinger armene om mig, og holder mig tæt ind til sig.

 

“Jeg vil aldrig miste dig” siger hun ned min skulder.

 

“Det kommer du heller aldrig til” siger jeg, og smiler.

 

“Farvel Isa” siger jeg, mens jeg krammer hende i døren. Vi skal ikke være sammen i dag, hun har lyst til at være alene, hvilket jeg selvfølgelig acceptere.

 

“Husk at ring, hvis der er noget” siger jeg til hende, og krammer hende endnu hårdere.

 

“Skal jeg nok” siger hun. Vi trækker os fra hinanden, og jeg giver hende et hurtigt tante kys på kinden. Hun fniser lidt, og jeg går ned mod min bil, som stadigvæk står tændt, alt imens hun lukker døren efter sig. Jeg håber bare så meget, at hun husker at ringe til enten Louis eller mig.  

 

Jeg sætter mig ind i bilen, og kører ud på vejen. Jeg kører ikke så stærkt, da der er meget glat på vejen. Jeg ser en bil kommer til syne i mit bakspejl. Mine tanker er et helt andet sted, så selvom der er galt på banen, ville jeg alligevel ikke kører særligt stærk.

 

Jeg observerer hurtigt at ham, som kører bagved mig, nok ikke har opdaget, der er galt, for han kører i hvert fald med høj fart.

 

Jeg sætter farten lidt op, da jeg nødig vil være skyld i personen kørte galt, eller ender med at kører op i røven af mig. Mit hjerter begynder langsomt at banke, da jeg ser, han bare kører hurtigere. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, så endnu engang sætter jeg farten op. Jeg kigger bagud, ser at personen bare kører hurtigere, jo hurtigere jeg kører.

 

Jeg bliver ved med at kigge bagud, og før jeg ved af det, mærker jeg et stød gå igennem min krop. Jeg bliver kastet rundt i bilen, og en tanke går igennem mit hoved. Jeg dør nu, og Isabella vil være alene. Det kan og må ikke ske. En stor smerte rammer mit hoved, da jeg støder det ind i noget i bilen. Jeg når ikke at tænke så meget over det, før blodet strømmer ned af mit hoved, og min arm begynder at gøre ondt. Jeg hører et knæk, og med det samme gør mit ben ondt. Jeg ved mit ben er brækket, der kan ikke være andet for. Det hele går så hurtigt, at jeg ikke når at reagere for alt står stille igen. Mine øjne har jeg svært ved at holde oppe. Bilen vender på hovedet, og jeg ligger helt sammenkrøllet, uden at kunne bevæge mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg prøver at dreje mit hoved, men en smerte skyder hurtigt igennem min nakke. Jeg bider tænderne sammen, og vender mit hoved det sidste stykke for at kunne kigge ud af vinduet. Jeg ser to personer kigge på mig fra deres bil, den bil, der kørte efter mig. Jeg opdager hurtigt, hvem det er, men jeg når ikke at reagere, før alt bliver sort for mig.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...