The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7270Visninger
AA

14. 13 december

Isabellas synsvinkel:

 

¤

Jeg kan ikke længere styrer mine tanker. Mit hoved dunker og tårerne sidder i klemme og er klar til at trille. Mit bryst gør ondt, jeg kan mærke en trykken  fra mit bryst. Hvad sker der med mig? Jeg lægger her i Harrys arme, og alligevel har jeg svært ved at trække vejret. Det føles lige præcis, som når der er sket noget virkelig forfærdeligt i ens liv.

 

Jeg husker ikke, hvornår jeg har haft det så slemt. Mine arme klør, følens af at der er noget, som mangler er stor. Jeg føler mig på en måde forladt. Jeg føler, der er noget, som ikke længere er hos mig. Min brystkasse gør ondt.

 

Mit hjerte galoperer derudaf, og det føles som en sten er faldet til bund. Tårerne triller langsomt ned ad kinden på mig, jeg trækker vejret dybt, for jeg føler, jeg ikke kan få luft. Jeg er så ked af det, men alligevel er jeg glad over, at lægge i armene på Harry. Jeg føler mig tryg, men alligevel har jeg det som om, jeg er forladt.

 

Kan man virkelig godt have to vidt forskellige følelser på samme tid? Jeg føler mig så forvirret. En snøften bryde ud gennem min mund, Harry kigger stille på mig, og jeg kan tydeligt mærke hans bekymring. Han tørrer langsomt min tårer væk, spørger mig stille, om hvad der er galt, og begynder langsomt at nusse min arm.

 

Jeg føler mig nærmest som en lille pige igen. Jeg lægge op ad ham på den måde, man altid gjorde, da man var lille og var syg. Jeg smiler stille til ham og ryster på hovedet. Jeg ved jo ikke, hvad der er galt. Jeg kan ikke længere holde styr på, hverken mine tanker eller følelser. Jeg ved ikke, hvorfor jeg græder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan trække vejret ordentlig, jeg ved ikke, hvorfor jeg har ondt.

 

Det hele er så frustrerende. Jeg vil ikke være ked af det her i denne juletid. Jeg vil ikke have mine nærmest er bekymret for mig, bare fordi jeg er en lille teenager, som ikke kan holde styr på sit liv og sine følelser.

 

Harry spørger mig engang mere, men denne gang lyder han nærmest irriteret. Jeg ved godt, det ikke er mig, som han er irriteret på, eller jo, men han er bare irriteret over, jeg ikke vil fortælle ham noget. På en måde føler han sikkert, at jeg ikke stoler på ham. Men det er jo ikke sådan tingene hænger sammen. Jeg stoler på ham, jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal forklare, hvordan jeg har det. Jeg ved jo ikke engang, hvordan jeg skal forklare det overfor mig selv, hvordan skal jeg så kunne, forklare ham det?

 

‘’Jeg ved ikke…. Jeg ved virkelig ikke, hvad der sker. Jeg er så ked af det, alting er så frustrerende, men jeg ved ikke hvorfor’’, jeg undgår hans blik. Jeg vil ikke have han skal se mig, mens jeg er så sårbar.

 

‘’Det okay Isa, man behøver ikke altid at vide, hvad der er galt. Det er okay bare at være ked af det. Du skal ikke være flov, jeg er her kun for at beskytte dig, fordi jeg holder af dig’’, han læner sig frem mod mig, lægger to fingre under min hage, så jeg møder hans øjne. Han smiler kort til mig, og rejser sig kort op.

 

‘’Kom, jeg tror din mor er kommet hjem igen’’, han tørrer de sidste tørrer væk, og trækker mig med ud i køkkenet. Klokken er efterhånden ved at være mange, og jeg vil tro, min mor kommer med de pizza, hun snakkede om, hun ville hente.

 

Det er dog ikke, fordi jeg har lyst til at spise. Tror ikke engang jeg vil ku’ få noget ned, mit bryst gør ondt, og jeg føler, jeg har en kæmpe klump i halsen. Jeg tørrer mig selv under øjnene, sætter et smil på, og går ud i køkkenet, hvor jeg kan hører, min mor stiller pizzaerne på bordet.

 

Okay, hvis nu jeg bare smiler, spiser et enkelt stykke, måske hun så ikke vil lægge mærke til, jeg næsten intet spiser. Det er da et forsøg værd. Jeg smiler kort til hende, åbner skabet, for at tage fire tallerkener ud. En til mig, en til Harry, en til min bror og en til min mor. Jeg åbner langsomt køleskabet, lader lige smilet blende lidt ned, mens jeg står med hovedet skjult derinde. Finder noget at drikke frem, og lader så smilet komme på igen.

 

Harry kigger mod mig med et bekymret blik, han har nok opfattet, hvad jeg har gang i. Jeg smiler dog bare til ham og lader som ingenting. Jeg sætter mig ned, og spørger min mor, om hun har haft en god dag. Hun nikker bare og fortsætter bare med at spise.

 

Jeg kigger længe på et stykke pizza. Jeg har overhovedet ikke lyst til det, men Harry lægger hurtigt et stykke på min tallerken, kigger på mig, og hvisker stille at jeg skal spise. Jeg smiler bare, tager et lille bid, lægger pizzaen på tallerken, og stykker godt og grundigt på det lille stykke pizza, jeg fik tygget af.

 

Jeg mærker, Harrys hånd kommer snigende frem på min lår, han klemmer en smule til, som en lille hentydning til, at jeg skal spise noget. Han ved udmærket godt, hvad jeg prøver på, hvem troede jeg, jeg ville kunne snyde?

 

Dog ligner det ikke, min mor har opfattet noget. Hun snakker bare en laaaaang smøre om hendes dag, jeg nikker, og smiler som om jeg er mega interesseret. Selvfølgelig er jeg glad for, at hører om hendes dag, og at den har været god. Det er altså bare ikke det, som falder i mine tanker lige nu.

 

Harry klemmer endnu engang på mit lår, men jeg havde bare ikke lyst til at spise. Jeg ender dog med at tage fat i pizzaen, og fører den op til munden, hvor jeg derefter tog endnu en bid. Jeg lægger pizzaen ned på tallerken igen. Min mor bliver ved med at snakke, og det irritere mig faktisk lidt, men så alligevel ikke.

 

“Tak for mad” siger jeg efter 4 bider. Min mor kigger forvirret på mig.

 

“Skal du ikke have mere?” Spørger hun om, og jeg ryster på hovedet. Harrys hånd klemmer hårdere på mit lår, og jeg ved han ikke er glad ved det her, jeg kan bare ikke få mere ned. Han sukker over det, men lader vær med at kommentere det, hvilket jeg er taknemlig for.

 

“Tak for mad” siger Harry, da han er færdig. Han smiler til min mor.

 

“Velbekomme. I må godt gå op, hvis I vil” siger min mor smilende. Jeg smiler til hende og nikker så. Både Harry og jeg sætter tallerkenerne hen på bordet, jeg smider bare lige resten af mit ud. Jeg tager Harry i hånden, og trækker ham med mig. Jeg stopper dog op, inden vi når ud af køkkenet.

 

“Mor? Må Harry godt sove her?” Spørger jeg om ekstra sødt. Jeg har brug for hans nærvær i dag.

 

“Selvfølgelig, jeg er bare så glad for, at du har fået en ven” siger min mor smilende. Jeg smiler igen til hende.

 

Vi går op af trappen og hen mod mit værelse. Jeg åbner døren, og trækker ham med indenfor.

 

“Din mor virker sød” siger Harry, mens vi sætter os i sengen. Jeg griner svagt over hans ord.

 

“Hun er vel okay, hun snakker meget om sig selv” siger jeg og smiler til ham. Han griner dog bare svagt over mine ord.

 

Jeg tager min mobil fra natbordet for at se, hvad klokken er.

 

“Jeg smutter lige i bad” siger jeg til Harry, da jeg ser den er 21.

 

“Okay” siger Harry smilende.

 

Jeg trasker stille ud på badeværelset med mit undertøj under armen. Gulvet herude er så dejligt varmt. Jeg tænder for bruseren, smider hurtigt mit tøj, og hopper så ind i badet. Det dejlige varme vand klasker ned på min nøgne krop. Det beroliger mig.

 

Det varme vand giver mig en lettelse i min krop. Jeg lader min krop glide ned ad væggen, så jeg dasker ned på gulvet med knæene trukket helt op til mit ansigt. Langsomt lader jeg tårerne trille ned ad min kind.

 

Min arm prikker. Jeg lader langsomt blikket ramme min arm, og lysten til at gøre mig selv ondt er stor. Pludselig får jeg lysten til at lade blodet trille ned ad armen, mens smerten fra brystet pludselig, vil blive til en smerte i min arm fra mit barberblad, som kalder på mig fra min side.

 

Jeg tager langsomt bladet op i min hånd. Jeg læner hovedet op af muren, lukker øjnene og lader bladet falde ned til min arm. Jeg trykke en smule ned, og trækker det hurtigt mod mig selv. Langsomt mærker jeg blodet trille ned ad min arm.

 

Jeg vender blikket mod min arm igen, ser blodet trille langsomt ned ad min arm, og smerte der langsomt begynder at virke. Jeg smiler stille til mig selv, læner hovedet tilbage igen, og gentager samme nummer 3-4 gange mere.

 

Jeg ryster på hovedet af mig selv, smider mit barberblad, rejser mig op og slukker for vandet. Jeg går ud af badet, lader mit blik ramme min arm, hvor blodet stadig triller ned ad min arm.

 

‘’Fuck…. fuck… fuck’’ jeg hvisker stille til mig selv. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skjule dette. Harry skal hverken se eller vide dette. Jeg finder nogle plaster, lægger det på snitsårene, og finder en langærmet løs trøje inde i skabet.


Hurtigt får jeg taget resten af tøjet på, og går så stille ind til Harry. Jeg lægger mig i hans betryggende arme. Han er faldet i søvn. Han ser faktisk mega sød ud, når han sover. Jeg lukker mine øjne, og der går ikke lang tid, før jeg falder i søvn med et smil på mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...