The Christmas ❄️ One Direction

Hun elskede julen som lille, men meget har ændret sig i årerne. Hun starter på en ny skole d. 1 December, da hun blev mobbet på den anden skole. Hendes bror går stadigvæk på den gamle, da det ikke noget problem for ham. Hun bliver hurtigt mobbet igen. En dag ser Harry det, og beslutter sig for at hjælpe hende. Hvad kommer der til at ske? Kan han hjælpe hende, eller vil det bare blive værre? Vil der ske noget mellem dem, og vil Harrys venner hjælpe Isabella, ligesom ham? Julen er jo miraklernes tid, er det ikke det man siger?

13Likes
6Kommentarer
7272Visninger
AA

12. 11 december

Isabellas synsvinkel

¤

Jeg løber nærmest ind på mit værelse, da jeg kan mærke tårerne er på vej ned ad min kind. Jeg ved ikke længere, hvad der går af mig. Jeg ved december måned, altid næsten er en trist måned, netop fordi det er vinter perioden. Jeg har altid være truet af depression, netop i disse måneder.

 

Jeg husker tydelig de år, hvor jeg har lagt i min seng juleaften, fordi jeg ikke har kunne overskue alle de mennesker, og alt den glæde og mad. Jeg har altid haft svært, ved at omgås for mange, når jeg så også er depri, og bare gerne vil ligge på mit værelse, under min dyne og sove, så gør det helt klart ikke nemmere.

 

At Jake så skriver til mig i disse dag, og virkelig kører på mig og nu også Harry, gør det i hvert fald heller ikke nemmere for mig. Dagene går så langsomme, og jeg har svært ved at komme op. Når min alarm ringer, slukker jeg den altid, og falder hurtigt i søvn igen.

 

Lektier er der ikke noget, der hedder i min verden for tiden. Jeg har simpelthen ikke overskud til det. Julekalender magter jeg knap nok, og det plejer at være et hit i julen for mig. Det plejer, at være det eneste ved julen, jeg bare skal se.

 

Harry spurgte mig endda i dag, om hvad der var galt. Jeg rystede bare på hovedet af ham. Jeg kunne ikke få mig til at fortælle ham, hvad der var sket. Jake havde endelig svaret tilbage på hans besked, og den var i hvert fald ikke en slut fred besked, langt fra faktisk. Jeg låser hurtigt min mobil op, går ind i beskeder, og læser beskeden igen for mig selv.

 

’Det der vil du fortryde, min kærer. Du skal ikke tro, du er noget Harry. Du ved udmærket godt, at jeg ikke er bleg for, at gøre dig ondt, ik? Hvorfor begynder du overhovedet at spille op mod mig? Du ved jo udmærket godt, hvad du er i mod, du må efterhånden have lært det. Jeg troede i hvert fald, du var blevet klogere, men kan se, jeg tager fejl. Bare vent Harry, bare vent

 

Jake’’

 

Jeg kaster mobilen væk fra min side. Mine øjne bliver dækket til af vand. Langsomt ned ad min kind, mærker jeg den første tårer. Jeg tørrer den hurtigt væk, ryster på hovedet, og siger for mig selv, at jeg ikke vil græde mere. Han skal ikke længere påvirke mig, selvom jeg godt ved, at han altid vil kunne komme til at påvirke mig. Især nu hvor Harry er kommet ind i det. Uanset hvor lidt jeg vil have det.

 

Jeg er bange for, hvad der kommer til at ske Harry. Sådan virkelig bange. Han skal jo ikke komme til skade, bare på grund af mig. Det kan jeg ikke tillade. Det må bare ikke ske. Jeg har en af de dage, hvor jeg bare gerne vil blive hjemme. En af de dage, hvor jeg bare ikke har lyst til at vise mig på skolen, men hvis jeg ikke gør det, virker jeg bare svag. Men jeg har bare heller ikke lyst idag, måske jeg bare skulle blive hjemme.

 

Langsomt går jeg ned mod køkkenet. Jeg har tit tænkt den tanke, at jeg bare skulle vise sandheden til min mor. Vise hende, hvordan jeg faktisk i virkeligheden har det. Måske det ville hjælpe, måske vil hun ku forstå, jeg ikke lige altid er i det bedste humør, når jeg kommer hjem. Men så alligevel. Jeg vil heller ikke, lade det gå ud over min bror.

 

Tingene ville bare være så meget nemmere, hvis han kunne blive på den skole, han går på lige meget hvad. Men det er jo heller ikke, fordi jeg ligefrem har lyst til at flytte fra denne skole. Ja, Jake går mig på, men det alligevel der, jeg ser Harry. Jeg vil ikke kunne forestille mig, hvordan jeg ville ku klare mig uden ham.

 

Jeg har tænkt meget på ham her på det sidste. Jeg husker tydeligt min første forelskelse. Det varede ikke særlig mange dage, men den føles jeg havde, når jeg var i nærheden af ham. Det sæt i mig, det gav, når han tog min hånd, og sagde han elskede mig. Jeg husker også tydeligt, alle de tanker der røg igennem mig, da han valgte at forlade mig.

 

Hvorfor gjorde han det egentlig? Det spørgsmål stiller jeg stadig mig selv den dag i dag, selvom det er flere år siden. Jeg husker tydelig, alle de tanker, som fløj igennem mit hoved, da han gjorde det forbi. Alle de følelser, som jeg havde på en gang. Jeg var nærmest klar til, at sige farvel til det hele, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham.

 

Er det sådan, jeg har det med Harry? Vil jeg virkelig opgive alt, bare for at have ham ved min side? Vil jeg gå igennem de ubehagelige følelser, bare for at få den ene kærlighed?

Jeg ryster hurtigt på hovedet, går ned i køkkenet, finder noget at spise, for derefter at beslutte mig for, bare og gå op at lægge mig. Mit hoved dunker, mit hjerte føles som tusind stykker, og mine øjne føles som ti gange tungere end mit hoved.

 


Jeg vågner ved lyden af min mobil, som ringer. Sukkende læner jeg mig om på siden for at tage min mobil. Jeg kigger på mobilen, og ser at det er Harry, der ringer. Selvfølgelig kommer der et smil frem på mine læber.


“Hej det er Isabella” siger jeg. Jeg kan høre Harry ånder lettet op, som om han troede, der var sket mig noget. Men okay, nu blev jeg også hjemme fra skole af idag.

“Hej Isa, jeg troede der var sket dig noget” siger Harry lettet. Jeg smiler svagt over hans ord.

“Nej jeg er okay, jeg har bare lidt hovedpine i dag” siger jeg, og smiler svagt for mig selv. Altså jeg har hovedpine, men bare ikke så meget, at jeg ikke ville kunne holde ud, at komme i skole.

“Okay, skal jeg komme hjem til dig efter skole?” spørger Harry om. Jeg smiler svagt, selvom jeg ved, at han ikke kan se det, men jeg har bare lyst til at være mig selv i dag. Jeg ved ikke, hvorfor for jeg vil jo gerne være sammen med Harry så meget som muligt, men jeg bare en af de dage, hvor jeg bare vil være mig selv, og tude mine øjnene ud.

 

“Ikke i dag, jeg har det ikke så godt” siger jeg. Jeg kan høre Harry sukke svagt. Jeg får helt ondt i maven.

 

“Isa? Er det noget med det i går at gøre?” hører jeg Harry spørger om. Han spurgte mig, om der var noget galt i går, men som sagt løj jeg, og sagde der ikke var. Han har ret til at vide, hvad Jake skrev igen til ham, men jeg er bange.

 

“Lidt, men det er lige meget” ender jeg bare med at sige. Det er ikke lige meget, men jeg har bare brug for at tænke. Tænke over tingene. Tænke på alt det, der er sket de sidste dage. Jeg har bare brug for at være mig selv.

 

“Jeg vil ikke have, du er ked af det Isa” siger Harry. Jeg smiler svagt over det, han siger. Hvorfor kan den dreng få mig til at smile, når jeg har bare har lyst til at grave mig ned i et sort hul og tude? Det er jo bare typisk.

 

“Jeg er ikke ked af det Harry, jeg har bare brug for at være alene i dag” siger jeg. Jeg kan hører, han sukker.

 

“Okay så, men hvis du er ked af det igen imorgen, eller har det dårligt, så kommer jeg” ender han bare med at sige. Hvordan kan han allerede kende mig så godt? Jeg har kendt drengen i 11 dage. 11 dage tog det for mig, at falde for ham. 11 dage tog det ham, at finde ud af en masse. En masse jeg troede, ingen vil kunne finde ud af.

 

“Okay Harry. Vi ses” ender jeg bare med at sige og lægger så på. Jeg har ikke lyst til at lægge på, men jeg ved ikke. hvad jeg skal sige mere. Jeg har lyst til at snakke med ham hele dagen og være sammen med ham, men alligevel vil jeg også gerne være alene og tude.

 

Jeg sukker for mig selv, og smider min mobil ned i kanten af sengen. Jeg har ikke brug for den mere idag. Jeg lægger mig godt tilrette og lukker mine øjne. Der går ikke lang tid. før jeg falder i søvn igen.

 


“Isabella, så mødes vi igen” hører jeg ham sige. Jeg kigger rundt, og er ved at gå i panik. Mit hjerte hamrer derudaf. Jeg kan ikke se ham, hvor er han? Jeg prøver at løbe, men jeg kommer ingen vegne. Hvor er jeg? Hvad sker der? Jeg vil gerne væk herfra. Jeg kan ikke lide at være her.

 

“Hvor er du?” jeg ville råbe, men det kommer kun ud som en hvisken. Jeg er bange, meget bange. Jeg vil væk herfra, men jeg kan ikke. Jeg kan hører skridt komme tættere og tættere på mig, og før jeg ved af det, står han foran mig i mørket. Jeg skriger alt, hvad jeg kan af mine lungers fulde kraft, eller det troede jeg, men igen, det kommer kun ud som en lille hvisken. Han griner af mig, mens han kommer tættere på.

 

“Kære Isabella, hvornår lærer du, at du aldrig kan flygte fra mig helt. Det kan godt være, jeg er død, men jeg vil altid hjemsøge dine drømme” griner han.

 

Jeg vågner med et sæt. Sveden løber ned af min pande, og jeg føler mig ulækker og klam. Det er lang tid siden, jeg har haft den drøm, så hvorfor skulle den komme nu? Min mor ved ikke engang, jeg har de drømme, men hun ved, hvad der skete dengang. Dengang det hele gik galt. Dengang min daværende kæreste begyndte at være ond mod mig, og gjorde grufulde ting. Dengang han tvang mig til at have sex med ham. Den eneste grund til, at jeg slap af med ham var, fordi han døde. Men nu hjemsøger han mig igen.

 

Mine øjne er blevet helt våde af at tænke på det, og inden længe ryger tårerne ned af mine kinder. Jeg tager min mobil nede i kanten af min seng, og trykker på home knappen. Klokken er lige ved at være 17. Jeg har fået en besked fra min mor. Jeg rynker brynene i det, jeg låser min mobil op, og går ind på hendes besked.

 

Jeg begynder at læse den, og typisk så har min mor lige valgt, at hende og far er taget hjem til min farmor og farfar. Uden mig og Simon. Jeg sukker, men ender med at skrive okay. Jeg går ind på Harrys nummer, og ringer ham op, jeg har virkelig brug for ham. Men jeg er bange. Bange for, hvad han vil tænke om mig, men jeg kan heller ikke holde det hemmeligt for ham, han læser mig som en åben bog.

 

“Det er Harry” siger han med en faktisk meget frisk stemme.

 

“Harry” siger jeg, men min stemme knækker over, og jeg kan ikke stoppe tårerne og hulkende, der kommer.

 

“Isa, hvad sker der?” spørger Harry om. Han lyder virkelig bekymret.

 

“Kan du ikke.. Bare komme her over.. Jeg har.. Brug for dig” min stemme knækker flere gange undervejs. Jeg kan hører Harry spurter ned af trappen, og siger noget til sine forældre, tror jeg. Nu når jeg tænker over det, har jeg ikke set hans forældre, og han har ikke set mine.

 

“Jo kommer nu” siger han, og fumler med noget, der lyder som en jakke.

 

“Tak” får jeg fremstammet, hvor jeg derefter lægger på. Jeg får samlet mig sammen til at gå hen til døren. Jeg åbner døren, og sætter kursen mod Simons værelse. Jeg banker 3 gange på, bare fordi jeg nu ikke vil gå ind, mens han måske laver noget privat. Det er sket en gang før, og tror mig, det syn vil gerne være fri for.

 

Han mumler et kom ind, og jeg trækker ned i håndtaget. Jeg åbner døren, og Simon kigger hen på mig fra hans skrivebord. Da han ser at tårerne stadigvæk triller ned af mine kinder, er han hurtig henne ved mig, og lægger sine arme om mig.

 

“Bella dog, hvad er der?” siger han med sorg i stemmen. Jeg hader, når andre tager min sorg for mig, men han er min bror, så det er klart. Og Harry gør det også, men det er Harry. Jeg vil helst se dem lade være med det, men jeg kan ikke tvinge dem. Det viser også bare, at de holder af mig.

 

“Du må ikke sige det til mor” siger jeg ned i Simons skulder. Han stryger mig stille over håret.

 

“Selvfølgelig gør jeg ikke det” siger han. Han er altid god til at holde noget hemmeligt, når jeg siger han skal.

 

“Havde drømmen igen, og Harry kommer over om lidt” ender jeg bare med at sige. Jeg ville gerne fortælle ham om Jake og James, men jeg kan ikke. Det ringer på døren lige i det, jeg har sagt det.

 

“Jeg går med ned, du går op på dit værelse, henter din dyne og sætter dig ned i stuen” siger han. Jeg nikker stille og trækker mig ud fra hans arme, og går direkte ind på mit værelse. Med dynen i armen, smutter jeg nedenunder. Jeg kan hører Simon og Harry snakke sammen, men jeg ved ikke om hvad. Jeg smutter direkte ind i stuen, og sætter mig i sofaen med dynen godt om mig.

 

Lidt efter kommer Harry. Jeg vil gerne rejse mig op, og have hans beskyttende arme om mig, men jeg kan ikke rejse mig op, jeg kan ikke engang kigge på ham. Jeg er som forstenet. Jeg kan mærke Harry, sætter sig ved siden af mig, og trækker mig ind til ham. Der går ikke lang tid før, mine tårer igen begynder at trille ned af mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...